Lad os få det ud af verden med det samme. Forfatteren bag Dødens Jagt, Joe Hill, hedder i virkeligheden Joseph Hillstrom King (f. 1972) og er søn af Amerikas bussemand nr. 1, Stephen King. Når det så er sagt, skal det med det samme siges, at Hills debutroman er aldeles læseværdig på egne betingelser, og at Hill på ingen måde imiterer sin fars stil.
Talentfuld søn
At Joseph Hillstrom King oprindelig valgte at kalde sig Joe Hill som sit forfatternavn skyldes to ting. For det første var det oplagt, da han er opkaldt efter den henrettede fagforeningsmand, Joe Hill (1879-1915), der oprindelig var svensk immigrant og hvis oprindelige navn var Joel Emmanuel Hägglund og også brugte navnet Joseph Hillström.
For det andet valgte Kings søn at bruge navnet, fordi han ikke ønskede at få succes alene, fordi han havde et berømt efternavn, og det er jo i virkeligheden ret sympatisk. Efter at Variety afslørede hans virkelige identitet i 2007, har han ikke lagt skjul på sit fædrene ophav, og selv om han fortsat anvender navnet Joe Hill, så fremgår det af minibiografien på romanens flap, at Hill er søn af Stephen King. Som en sidebemærkning kan det konstateres, at det i den grad også fremgår af fotografiet af forfatteren!
Med sladderbladselementet ude af billedet kan vi nu koncentrere os om Heart-Shaped Box, der altså på dansk har fået den noget bøvede titel Dødens Jagt. Det er imidlertid også det eneste bøvede ved den fine danske oversættelse, og ved romanen i det hele taget. For Dødens Jagt er nemlig en særdeles læseværdig gyserfortælling, der tydeligt viser, at Joe Hill er en talentfuld forfatter.
Før Dødens Jagt, der altså er den første deciderede roman, han har udgivet, har Hill også udgivet en antologi, 20th Century Ghosts (2005), der vandt flere priser, herunder den prestigefyldte Bram Stoker Award for bedste antologi.
Spøgelseshistorie med et twist
Dødens Jagt er en spøgelseshistorie med et twist. Romanens hovedperson er den 54-årige rockstjerne Judas Coyne (det er et kunstnernavn, og læg i øvrigt mærke til billedsproget i navnet – Judas coin), der har kendt bedre tider. Ikke rent økonomisk, for han er særdeles velhavende på grund af tidligere tiders succes. Nu bor han på et landsted i New York State sammen med den nogle-og-tyve år gamle goth-tøs Georgia, der ikke hedder Georgia i virkeligheden.
Men sagen er den, at Jude – som han kaldes til daglig – har det med at skifte sine kærester ud med jævne mellemrum. Han har tydeligvis nogle commitment issues, og derfor “døber” han pigerne efter deres hjemstat, så han ikke behøver bruge deres rigtige navne.
Samtidig har Jude en forkærlighed for bizarre samlerobjekter. Han ejer bl.a. en samling af tegninger, som seriemorderen John Wayne Gacy lavede i fængslet, foruden en rigtig kannibals kogebog og kronen på værket – en ægte snuffvideo. Så da hans assistent Danny fortæller Jude, at han på en tredjerangs eBay-klon har set et spøgelse til salg, slår Jude straks til! Baggrunden for spøgelset, som det fremgår af websitet, er, at det er en kvinde, der sælger spøgelset af hendes far. Den ældre herre går åbenbart igen i hjemmet og skræmmer kvindens datter, så derfor vil hun gerne af med det. Det spøgelset formentlig er knyttet tættest til er den afdødes gamle jakkesæt, så derfor er det via jakkesættet, at spøgelset sælges.
Hævngerrigt gespenst
Som sagt så slår Jude straks til, og nogle dage efter ankommer jakkesættet i en sort hjerteformet æske. Og så er det ellers, at helvede bryder løs. Jude havde naturligvis regnet med, at det hele var en omgang fis, men det er det bestemt ikke. Da handlen først er gået igennem og jakkesættet er ankommet, begynder spøgelset at dukke op, og det går meget hurtigt op for Jude, at det bestemt ikke er noget venligtsindet spøgelse. Den gamle mand kommer i tide og utide, og det lader til, at den afdøde har en personlig vendetta kørende mod Jude.
Da først Jude er blevet behørigt skræmt over spøgelsets tilstedeværelse, kontakter han sælgeren, hvorefter sandheden går op for ham. Sælgeren er storesøsteren til Judes forrige kæreste, den maniodepressive Florida, som åbenbart begik selvmord, efter at Jude havde smidt hende ud. Og nu vil familien have hævn. “Du skal dø,” fortæller søsteren ham over telefonen, “og det bliver med hans kolde hånd mod din mund.” Og videre: “Det sorte mærke på dig vil inficere alle, der hjælper dig. Dit liv er forbi, og alle, der hjælper eller bistår dig, vil miste livet.”
Og ganske rigtigt forsøger det ganske korporlige gespenst snart at tage livet af både Jude og dem, der omgiver ham. Den døde mand har hypnotiserende evner, og hans mål er åbenbart at få Jude til at myrde Georgia, før han så selv skal begå selvmord. Det lykkes imidlertid Jude at finde en måde, at holde den døde ude af sit hoved på, men spørgsmålet er, hvor længe han kan formå det. Da spøgelset får Judes assistent Danny til at begå selvmord, indser Jude og Georgia, at de er nødt til at rejse til Florida og opsøge søsteren til Judes ekskæreste for om muligt at slippe af med det morderiske spøgelse. Turen sydpå bliver alt andet end begivenhedsløs, men heldigvis har Jude sine to hunde, Angus og Bon, med, for han har nemlig opdaget, at hundene kan hjælpe.
Hvordan det hele spænder af, skal jeg bestemt ikke afsløre her, for det fortjener den interesserede læser selv at opleve. Blot kan jeg sige, at rejsen sydpå ikke kun former sig som en hektisk flugt med den døde mand i hælene, men at rejsen også bliver en slags dannelsesrejse for Jude. Han slutter en cirkel i sit liv og bliver på mange områder et bedre menneske undervejs. Hvorvidt han og Georgia overlever til at kunne nyde denne positive udvikling, er så en helt anden sag.
Sin egen stemme
Dødens Jagt er formidabel underholdning – en glimrende moderne twist på en klassisk gotisk model og heller ikke uden paralleller til Susan Hills populære The Woman in Black fra 1983.
Joe Hill skriver et direkte prosa, der stilmæssigt ikke tåler sammenligning med den måde, hans far skriver på. Der er næppe nogen tvivl om, at Hill igennem sin hidtidige forfatterkarriere også ihærdigt har forsøgt at undgå at tilnærme sig sin berømte fars stil, men det må til Hills ros siges, at det virkelig lader til, at han har fundet sin egen stemme. I hvert fald virker hans stil på ingen måde, som om den er forceret eller nødtvunget anderledes end farmands.
Derudover indeholder Dødens Jagt nogle fine personkarakteristikker – især naturligvis af den aldrende rockstjerne Judas Coyne, der måske nok i romanen er hjemsøgt af et rigtigt spøgelse, men som også har andre spøgelser at kæmpe med. Det er ikke mindst hans tidligere band, hvor alle medlemmerne på nær han selv er døde, men også mindet om hans forliste ægteskab og den voldelige far, han ikke har set i over tredive år. Undervejs finder man også ud af ting om Judes kærester – både den afdøde Florida og den nuværende Georgia. Og man finder i den grad ud af nogle ting om den døde mand og hans døtre, der er med til at understrege, hvor grim en situation Jude og Georgia er havnet i.
Satiriske elementer
Man fornemmer tydeligt visse satiriske elementer i romanen, og man kan ikke undgå at tænke på den virkelige verdens fallerede rockstjerner, når man lærer Judas Coyne at kende. Derudover er romanen naturligvis spækket med populærkulturelle referencer til rockmusik, hvor man også kan mærke, at forfatteren bestemt har haft et glimt i øjet, da han skrev romanen.
Den engelske titel på romanen er naturligvis en reference til Nirvanas sang “Heart-Shaped Box” fra deres sidste studiealbum In Utero fra 1993, og også de enkelte dele af romanen er navngivet efter berømte sange. Disse referencer går lidt tabt i oversættelsen, men de engelske titler på romanens forskellige dele er bl.a. “Black Dog” (et Led Zeppelin-nummer) og “Hurt” (et Nine Inch Nails-nummer). Derudover hedder Judes hunde Angus og Bon, opkaldt efter Angus Young og Bon Scott fra AC/DC. Jo, romanen vrimler med denne type referencer, men det er på ingen måde noget, der dominerer eller tager opmærksomheden væk fra kernen i romanen.
For selv om romanen har lag, der rækker dybere end bare den overfladiske handling og som fortæller en historie om en mand i en dyb eksistentiel krise, så er Dødens Jagt først og fremmest en kolossalt underholdende, spændende og stedvist virkeligt uhyggelig spøgelseshistorie.
Pressemeddelelsen fra Politikens Forlag kommer med en advarsel: “Bør ikke læses efter mørkets frembrud i store ensomme huse.” Og selv om man måske ved dagslys kan synes, at det er lige lovlig kækt, så vil jeg vove den påstand, at der er et gran af sandhed i denne lille gimmick. Dødens Jagt har sine passager, der fik de små nakkehår til at rejse sig på undertegnede, der ellers betragter sig selv som en garvet læser af gyserromaner. Men nu har jeg også altid haft et svagt punkt for spøgelseshistorier.
Anbefales varmt
Kort sagt vil jeg uden nogen form for tvivl anbefale Dødens Jagt varmt – både til gyserfans generelt og især til fans af spøgelseshistorier. Der er efterhånden langt mellem de litterære gyserhistorier, selv om japanske gespenster konstant hjemsøger vores biografer. Og hvis man er træt af langhårede, radbrækkede kvindegengangere, så er Dødens Jagt et særdeles levedygtigt (heh heh) alternativ.
Dødens Jagt er venligst stillet til rådighed af Politikens Forlag.
Forfatter: Joe Hill (Joseph Hillstrom King)
Udgivet: 2007
Forlag: William Morrow
Anmeldte udgave:
Titel: Dødens Jagt
Udgivet: 2007
Forlag: Politikens Forlag
Format: Paperback
Sideantal: 347
Forside: Thomas Szøke efter originaldesign af www.edwardbettison.com
Anmeldt i nr. 28 | 13/02/2008
Stikord: Hævn, Spøgelser, Sydstaterne
