Evil Empire

Der skulle gå fire år fra Rage Against the Machine hittede med debutalbummet, der blot bar bandets navn, og til deres næste album Evil Empire udkom i april 1996.

I mellemtiden havde bandet bidraget med et track til soundtrackalbummet fra The Crow (1995), det effektive “Darkness”, og “Year of tha Boomerang” til soundtrackalbummet fra Higher Learning (også 1995), men et fuldt album måtte fansene væbne sig med tålmodighed, før de fik. Af disse to var “Year of tha Boomerang” i øvrigt det eneste, der kom med på Evil Empire.

Har udviklet sig betydeligt

Da Evil Empire endeligt udkom i 1996, var der sket væsentlige forandringer i bandets lyd i forhold til debutens rene produktion og ret heavy metal-inspirerede sound. Evil Empire har en langt mere beskidt lyd, hvilket bl.a. skyldes, at bandet i mellemtiden havde skiftet producer, men også at guitaristen Tom Morello eksperimenterer langt mere med sine syrede guitarlyde, end han gjorde det på den første plade.

Samtidig er kompositionerne mindre melodisk orienterede end på den første plade, og de er også opbygget noget anderledes – der er således langt mellem de rene RATM-anthems, hvor vrede, unge mennesker kan vræle med på de ret enkle omkvæd i Zack de la Rochas rap. Sidstnævnte skyldes dog også til dels pladens mere mudrede lyd, hvor de la Rochas vokal er mindre tydelig end på Rage Against the Machine.

Alle disse ændringer karakteriserer et band, der har udviklet sig betydeligt, og som tydeligvis ikke var tilfreds med bare at gentage succesen fra debutpladen. Godt nok er teksterne stadig rodfæstet i den samme sociale og politiske indignation, der kendetegnede Rage Against the Machine, men derudover er det for så vidt en mere sofistikeret lyd, bandet præsenterer på Evil Empire.

At det så ikke fungerer så godt som på debutpladen, er en anden sag, og det skal da også med det samme nævnes, at bandets sidste regulære studieplade, The Battle of Los Angeles fra 1999, er en langt mere helstøbt skive end Evil Empire – også selv om bandet ikke foretog stilistiske ændringer i de tre år, der gik fra Evil Empire til deres svanesang.

Mellem to yderpunkter

Et af de største hits fra Evil Empire, “Bulls on Parade” (nr. 2) er samtidig et af de numre, der måske minder mest om den musikalske tilgang fra Rage Against the Machine: Bas og guitar spiller til dels synkront, nummeret har et enkelt og effektivt riff, og samtidig har teksten et simpelt omkvæd, der træder ret tydeligt frem, og hvor man klart kan identificere ordene.

I den modsatte boldgade har vi et nummer som “Wind Below” (nr. 9), der i hvert vers i højere grad lægger vægt på Morellos guitareffekter, selv om mellemstykkerne har et karakteristisk hårdt riff, hvor bas og guitar traditionen tro spiller synkront.

Generelt bevæger bandet sig hele pladen igennem mellem de to yderpunkter, “Bulls on Parade” på den ene side og “Wind Below” på den anden. Effektive tracks som “People of the Sun” (nr. 1) og “Year of tha Boomerang” (nr. 11) falder hovedsageligt i sidste kategori, mens numre som “Revolver” (nr. 4) og “Snakecharmer” (nr. 5) i højere grad ligger i den første.

Derudover er der et nummer som det hyperaggressive “Tire Me” (nr. 6), som de la Rocha i en koncertoptagelse har påstået var skrevet for at fejre Richard Nixons død. Det er stort set helt umelodisk og så pågående i sin fuck you-attitude, at det hurtigt bliver trættende.

Vaklende opfølger

Andre af numrene undgår heller ikke helt at blive trættende, hvilket primært skyldes, at albummet på flere områder stikker i mange retninger. Det er som om bandet ikke fuldt ud har fået integreret sit stilskifte, og de ret forskelligartede numre på albummet giver til sidst indtrykket af et band, der endnu ikke er helt komfortabel med deres reviderede sound.

Noget af dette skyldes måske også, at bandet, på nær koncerter, faktisk ikke spillede særligt meget sammen efter 1993. De La Rocha blev i stigende grad optaget af politiske sager, og rejste bl.a. til Mexico i ugevis uden at meddele det til bandet. Det er meget muligt, at den hårde turnéplan der fulgte i kølvandet på debuten også har haft en indflydelse på lysten til at gå i studiet.

Uanset hvad endte Evil Empire med at være en noget vaklende opfølger på debutpladen, også selv om den er både effektiv og af langt højere kvalitet end meget andet metalrap, der udkom i de samme år. Bandets politiske engagement skinner stadigvæk igennem, og numre som “Bulls on Parade”, “Revolver” og “Snakecharmer” formår også at ramme noget af den samme energi, der eksisterede på Rage Against the Machine.

Det er bestemt heller ikke fordi de andre numre – med undtagelse af “Tire Me” – er dårlige, for hvis man betragter pladen på track-by-track basis, så er alle skæringerne af høj kvalitet. Det er pladen som helhed, der ikke fungerer optimalt.

Evil Empire blev naturligvis en sællert, da den udkom, og røg ind som nr. 1 på den amerikanske Billboard, men kritisk blev pladen langt fra så godt modtaget som debuten, og mange af de knap så hardcore fans har utvivlsomt også været skuffede over stilskiftet.

Ujævn men dog effektiv

På trods af det ujævne helhedsindtryk er Evil Empire stadig en effektiv plade, dog måske især for inkarnerede RATM-fans, og man må under alle omstændigheder respektere bandets vilje til nyskabelse og eksperimenteren. Det førte da også til sidst frem til den superfede The Battle of Los Angeles, der fremstår som et helstøbt værk, og lovede store ting for bandet, der dog gik i opløsning allerede året efter den plade udkom.

Nummerliste:
1. People of the Sun (2:30)
2. Bulls on Parade (3:51)
3. Vietnow (4:39)
4. Revolver (5:30)
5. Snakecharmer (3:55)
6. Tire Me (3:00)
7. Down Rodeo (5:20)
8. Without A Face (3:36)
9. Wind Below (5:50)
10. Roll Right (4:22)
11. Year of tha Boomerang (3:59)

Total spilletid: 46:37