Slangernes retfærd er opstarten på en ny Bouncer-historie i to bind efter afslutningen på den todelte fortælling, der kom i Bødlernes medynk.
I albummets begyndelse befinder Bouncer sig pludselig i en uheldig position. Da Barro Citys bøddel er blevet dræbt af et slangebid, trækker byens spidser lod om tjansen, og Bouncer ender naturligvis med at hænge på den alt andet end eftertragtelsesværdige stilling. Bouncer honorerer naturligvis lodtrækningens udfald, og udfører sin første henrettelse – hængningen af barnemorderen The Ogre.
Fra udsmider til saloonejer
Men så begynder begivenhederne ellers at tage fart. Et væsentligt sideplot introduceres, da den skumle rigmand Clark Cooper ønsker at opkøbe Infierno Saloon, hvor Bouncer ellers arbejder.
Saloonens ejer, den mystiske Lord Diablo – som vi første gang hører om i dette bind – afslår dog købstilbuddet, og Bouncer smider Cooper og hans folk på porten. Det kommer der selvfølgelig aldrig noget godt ud af i en westernsetting, men Bouncers problemer er først lige begyndt.
Kort efter dukker en flok gunslingers op for at lave ravage i butikken (naturligvis på foranstaltning af den hævngerrige Cooper), men det lykkes Bouncer at slå angrebet tilbage. Herefter går der ikke længe, inden Lord Diablo kalder Bouncer op til sig og fortæller ham, at han overdrager saloonen til Bouncer, der også vil arve hele Diablos formue, når han dør.
Da han pludselig står som saloonejer, beslutter Bouncer at fri til sin veninde, luderen Noemie. Hun accepterer hans frieri, men forklarer Bouncer, at hun aldrig vil kunne elske ham. Der har engang været en anden mand i hendes liv, som hun stadig elsker, selv om det tilsyneladende er længe siden, hun har set ham.
Guld og gammel kærlighed ruster ikke
Sideløbende med disse begivenheder udfolder sig, møder vi i et sideplot afroamerikaneren Tom, der bor i en lille hytte i ødemarken uden for Barro City. Ved et tilfælde støder Tom en dag på en guldåre på sin jord, og da han har været i Barro City for at indregistrere sin lille mine, reddes han fra en flok sydstatssympatisører af Bouncer.
Nu viser det sig (naturligvis, fristes man til at sige), at Tom er ingen ringere end Noemies tabte kærlighed. Giftermålet er nu aflyst, Noemie tager med Tom, og Bouncer går helt i hundene af druk. Men så en dag kommer sheriffen og henter ham på Infierno Saloon. Bouncer skal endnu engang udfylde sit hverv som bøddel, og de dødsdømte er denne gang ingen ringere end Tom og Noemie!
Præcis hvordan albummets tragiske slutning udfolder sig, skal jeg ikke afsløre i detaljer her, men meget tyder på, at Tom og Noemie var uskyldigt dømt, og at det endnu engang var den brutale Clark Cooper, der stod bag.
Foruden dette ganske klassiske plot, er der endnu en plottråd, der skal nævnes, da det spiller en rolle for albummets titel. Den forhenværende bøddel i Barro City blev nemlig ikke dræbt ved et tilfælde – vi overværer i løbet af albummet en indianer tage livet af byens borgmester ved at kaste en grøn koralslange i hovedet på ham. Tilsyneladende har borgmesteren, den tidligere bøddel og flere andre på et tidspunkt været involveret i en indianermassakre, og nu står der hævn på menuen!
Hvordan indianerens hævn kommer til at spille ind på det videre plot vil vise sig i afslutningen på historien, der følger i det næste album, Bødlens hævn.
For tykke klichéer
I min anmeldelse af det sidste Bouncer-album, Bødlernes medynk, rettede jeg en del kritik mod Alejandro Jodorowskys manuskript, der desværre i høj grad spillede på de lette klichéer.
Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at Slangernes retfærd er anderledes i denne henseende, men det ville desværre ikke være sandt. Endnu engang er det kærlighedstwistet i historien, der løber af med Jodorowsky.
I Bødlernes medynk viste det sig, at Seths store kærlighed faktisk var datteren af den psykopatiske oberst Ralton, der havde myrdet Seths forældre i begyndelsen af seriens første bind.
I Slangernes retfærd dukker Noemies store kærlighed op som en trold af en æske, og ikke bare det – senere er det, i endnu et twist, netop Noemie og Tom, der bliver ført til galgen med Bouncer som skarpretter.
Det er meget muligt, at nogen vil sluge disse klichéer råt, men jeg synes, det er lidt for tykt. Klichéer er okay, så længe de udføres med en vis stilsikkerhed, men i Slangernes retfærd krydser Jodorowsky langt over stregen og lader det blive decideret patetisk.
Det sætter naturligvis en fin scene for det efterfølgende album, hvis titel lover en saftig hævn, men ikke desto mindre kunne Bouncers motiv for hævn godt have været forenklet en hel del, uden at skulle involvere guldgravende afroamerikanere og tilfældige møder mellem elskende, der har været skilt i årevis.
Påtaget syrede indslag
Når det så er sagt, så er der bestemt også gode ting ved Slangernes retfærd. Det er bestemt også klichéer – onde rigmænd og hævngerrige indianere – men det fungerer fandeme, og hvis historien havde været forenklet en smule, så havde albummets fokus været langt klarere. Derudover er jeg ret begejstret for idéen om, at Bouncer modvilligt må påtage sig tjansen som bøddel, også selv hans hånd mere end føres ind i albummets tragiske klimaks.
Undervejs må vi dog også lægge ryg til endnu flere klichéer – som da Bouncer besøger en opiumshule, hvis kvindelige ejer tydeligvis er forelsket i Bouncer. Ikke alene præsenteres vi her for en “syret” opiumsdrøm (velkendt stof), men vi må også stå model til noget mere end ualmindeligt dårligt skrevet dialog mellem kineserkvinden, der driver opiumshulen, og Bouncer.
Disse få sider fik mig virkelig til at frygte det værste for albummets videre fremfærd. Heldigvis er det en kortvarig sekvens, og historien kommer på nogenlunde rette spor igen, men det er i sådanne sekvenser – der i øvrigt minder meget om træningsmontagen fra Bødlernes medynk – at man mærker, at Jodorowsky gerne vil leve op til sit rygte som instruktøren af syrewesternfilmen El Topo (1970). Hvor havde det bare været uendelig meget federe, hvis Jodorowsky ville koncentrere sig om at fortælle en traditionel westernhistorie uden disse påtaget “syrede” indfald.
Kan mere end den vil
Francois Boucqs illustrationer holder stilen og kvaliteten fra de to foregående albums, hvilket betyder, at vi præsenteres for nogle virkeligt flotte og atmosfæriske scenerier fra det amerikanske vesten – både fra det barske miljø i Barro City og ødemarken uden for byen. Til gengæld gælder det stadig, at ansigter ikke er Boucqs stærke side – eller i alle tilfælde, at hans måde at tegne ansigter på ikke falder i min smag. Men det er jo nok netop smag og behag. Tegningerne er unægtelig flotte, og endnu engang må en stor del af albummets atmosfære tilskrives den enormt flotte farvelægning af Nicolas Fructus.
Atmosfæren i historien er, alle manuskriptets klichéer til trods, intakt, og det skal Jodorowsky være glad for, for det gør læseoplevelsen tålelig. “Tålelig” er bare ikke det ord, man gerne ville bruge om en serie som Bouncer.
Den endelige dom over Slangernes retfærd bliver dermed forholdsvis barsk. Flotte billeder og en god atmosfære kan ikke redde helhedsindtrykket af en serie, der vil meget, meget mere, end den kan, og hvis “syrede” indslag i høj grad virker som en fis i en hornlygte.
Bouncer – 3. del: Slangernes retfærd er venligst stillet til rådighed af Carlsen Comics.
Originaltitel: La Justice des serpents
Seriens titel: Bouncer
Seriens originaltitel: Bouncer
Forfatter: Alexandro Jodorowsky
Tegner: Francois Boucq
Farvelægning: Nicolas Fructus
Albumlængde: 60 sider
Dansk oversættelse: Ole Steen Hansen
Udkom i Frankrig i 2004 på forlaget Les Humanoïdes Associés.
Udkom i Danmark i 2004 på forlaget Carlsen Comics.
Anmeldt i nr. 26 | 13/12/2007
Stikord: Western
