Underworld

Kate Beckinsale i stramtsiddende læder/latex-outfit. Dér har du den eneste grund til at se Underworld, som ellers med fordel kan glide ud i glemslen som en ligegyldighed.

Historien i Underworld handler om krigen mellem vampyrer og varulve (i filmen kaldet lycans – af lycanthropes). Filmen indledes med en voice over af Beckinsales rolle Selena, der forklarer, at krigen har raset i århundreder. Den kulminerede godt nok for 600 år siden, da varulvenes leder Lucian blev dræbt, men den sluttede ikke, og siden har vampyrerne haft stort held med at jagte varulvene i deres evige kamp for helt at udslette dem.

Death Dealers

Selena er én af disse varulvejægere, kaldet Death Dealers, og filmen begynder med at vi ser Selena og en anden Death Dealer på jagt efter lykantroper. Det ender med et spektakulært shoot-out i undergrundsbanen, men undervejs i kampen får Selena øje på en mand – et menneske – der fanger hendes opmærksomhed. Da Selena senere vender tilbage til vampyrhovedkvarteret, begynder hun at undersøge sagen nærmere, for noget fortæller hende, at de to varulve, som hun og hendes partner var på jagt efter, faktisk selv var på jagt efter dette menneske.

Imidlertid får Selena ikke meget opbakning fra vampyrernes leder Kraven, som slår hendes teori hen som noget pjat, men det viser sig snart, at Kraven har underliggende motiver. Han er nemlig kun konstitueret leder for deres gruppe, da den rigtige leder Viktor har ligget i dvale i mange, mange år, og ikke skal vækkes til live igen før om lang tid. I mellemtiden har Viktor uddelegeret magten til Kraven, der vandt status som den, der slog varulvenes leder ihjel.

Selena fortsætter dog med at undersøge sagen, og snart er hun fanget i en livsfarlig konflikt med mennesket Michael i centrum. Varulvene er nemlig ganske rigtigt ude efter ham, og det viser sig, at deres mål er at forene varulve og vampyrer i én race, så de kan ende krigen. Michael viser sig at spille en vigtig rolle i denne plan, og da det også går op for Selena, at varulvelederen Lucian slet ikke døde for 600 år siden, begynder hun at ane, at der måske er brodne kar i vampyrernes rækker.

Banal actionfilm

Så refererer jeg ikke mere af handlingen, for nu skal jeg komme til grunden til, at Underworld er så uendeligt forglemmelig, som den er. Ovenstående lyder jo egentlig som en ret fed historie for en film, og det er også derfor, at det er ærgerligt, at filmens kreative bagmænd, manuskriptforfatteren Danny McBride og instruktøren Len Wiseman, der også var med til at skrive filmens historie, valgte at lade Underworld udarte sig til en gemen actionfilm. For det er nemlig præcis, hvad den er.

Godt nok foregår den i en dyster, gotiseret verden befolket af vampyrer og varulve, men der ville ikke være den store forskel på den måde, filmen udarter sig, hvis man udskiftede varulve og vampyrer med to rivaliserende mafiafamilier. Der kommer lynhurtigt mere fokus på smarte actionsekvenser, der lever højt på den æstetik, Wachowski-brødrene etablerede med The Matrix (1999), end på den bagvedliggende intrige, som kunne være blevet meget mere interessant, end den ender med at være. Ret beset er også intrigen ganske banal, men det betyder sådan set ikke så meget – selv de mest banale plots kan være interessante, hvis de bliver behandlet derefter. Det gør plottet i Underworld bare ikke.

Inspireret af rollespil

Filmens historie vil uden tvivl få en klokke til at ringe hos mange rollespillere, og da især dem, der kender White Wolfs World of Darkness-univers. Der er nemlig ingen tvivl om, at Wiseman og kompagni har skævet en hel del til dette univers og ikke mindst spillene Vampire: The Masquerade (1991) og Werewolf: The Apocalypse (1992).

Disse to spil benytter sig også af det evige had mellem varulve og vampyrer, og hele idéen med en “mørk verden”, der eksisterer sideløbende med vores egen kedelige hverdag, er også ren World of Darkness. Inspirationen udstrækker sig i stor stil også til æstetikken og måden at fremstille de to forskellige grupper på, om end filmen helt udelader det eksistentialistiske islæt, som især findes i Vampire: The Masquerade (der i øvrigt i stor stil har hentet netop dette aspekt fra Anne Rices vampyrromaner med Interview with the Vampire fra 1976 som den første).

Filmselskabet bag Underworld blev da også behørigt sagsøgt af White Wolf, der imidlertid endte med at tabe sagen. Ganske retfærdigt, må det bemærkes, da der på intet tidspunkt nævnes trademarkede navne eller andet, som White Wolf kan hævde som deres ejendom. Hvis White Wolf skulle have eneret på at fremstille en dyster, gotiseret verden, ja så ville det se skidt ud for den kunstneriske frihed.

Ikke desto mindre må man erkende, at folkene bag Underworld må have kendt til World of Darkness, hvilket naturligvis også er grunden til, at hardcorefans af netop denne rollespilsverden sandsynligvis vil have betydeligt mere til overs for filmen end f.eks. undertegnede.

Mere ambitiøs end godt er

Underworld er visuelt sådan set en ganske flot film, om end man må konstatere, at den bestemt bevæger sig inden for velkendte klichéer. Filmen foregår udelukkende om natten, er domineret af kolde blå farver, det regner konstant, og på nær vampyrernes hovedkvarter, er det skumle, forfaldne steder, handlingen udspiller sig. Dermed ender Underworld også med, rent visuelt at være trættende til sidst, og man savner i høj grad, at “underverdenen” kontrasteres med vores almindelige verden, så man kan se den reelle forskel. Rent produktionsmæssigt er der intet at udsætte, men godt håndelag er ikke nok til at lave en god film.

Rent vampyrteknisk, så lader filmen hånt om stort set alle klassiske vampyrkarakteristika. Varulvene og vampyrerne har godt nok hver især deres svagheder – varulvene er begyndt at bruge ammunition med en ultraviolet væske (!), fordi blodsugerne ikke kan tåle sollys, og vampyrerne skyder med sølvkugler mod varulvene. Men derudover kan vampyrer få børn, og der er et generelt videnskabeligt tema ind over filmen, der reducerer begge tilstande til sygdomme. Det kan man mene om, hvad man vil, men det betyder lige præcis, hvad jeg nævnte tidligere – at der lige så godt kunne være tale om en film om en bande- eller mafiakrig. Det at hovedpersonerne er vampyrer og varulve betyder i sidste ende mindre, end det burde.

Endeligt må man også nævne, at folkene bag historien har været særdeles ambitiøse. Konflikten mellem vampyrer og varulve er nemlig langt fra så enkel, som den umiddelbart lyder, og den underliggende intrige betyder, at man ikke kan fokusere på den ene af de to grupper som “the good guys” og den anden som “the bad guys”. Dette er i sig selv egentlig ingen dårlig ting, men taget i betragtning at folkene bag filmen tydeligvis har været mere interesserede i at lave en actionfilm, burde de måske have skruet ned for ambitionsniveauet. Det er ganske enkelt overlæsset, at man som seer skal navigere rundt blandt folk, der det ene øjeblik er skurke og det næste helte (eller omvendt), samtidig med at man skal trækkes med de mange actionscener.

Skuespillet er hverken det ene eller det andet. Skuespillerne udfylder deres roller, som de skal, men det er skønne spildte kræfter at have en kapacitet som Bill Nighy i rollen som vampyrernes leder Viktor. Som sagt er den primære grund til at se Underworld at kigge på den aldeles labre Kate Beckinsale skruet ned i et meget stramtsiddende kostume

Fodnote

Til syvende og sidst er Underworld en banal actionfilm med meget større ambitioner end godt er. Den vil sikkert vække genklang blandt teenagere, der synes, at den “mørke verden” appellerer til deres generelt dystre udsyn midt i teenageårenes weltschmerz. For alle os andre er Underworld en fodnote, som egentlig bare skal glemmes.

Anmeldt i nr. 25 | 13/11/2007

Stikord: Rip-off, Vampyrer, Varulve