The Prowler

1980’erne var i den grad slasherfilmens årti. Inspireret af Carpenters Halloween (1978) og Cunninghams Friday the 13th (1980) kom der op igennem årtiet en veritabel syndflod af slashere, der i højere eller mindre grad var modelleret efter de to forbilleder.

The Prowler kom allerede i 1981, og tilhører altså den relativt tidlige periode i slasherbølgen, men det skal nu ikke forlede nogen til at tro, at filmen af den grund er mere original end så mange andre. Faktisk følger The Prowler i høj grad den narrative model, der blev set i både Halloween og Friday the 13th, hvilket endda strækker sig til, at vi også her har en prolog, der udspiller sig mange år før den egentlige handling i filmen.

Mord i 1945

Prologen i The Prowler begynder med dokumentarmateriale fra tiden umiddelbart efter 2. Verdenskrig, hvor amerikanske soldater fragtes tilbage til staterne. I nyhedsspeaken, der ligger henover billederne, refereres der kort til de såkaldte “Dear John-letters” – en betegnelse for breve, hvori en pige slår op med sin kæreste, og et fænomen, som mange amerikanske soldater lærte at kende, mens de var væk.

Herefter begynder selve filmens handling – dog stadig i tiden umiddelbart efter krigen. Vi ser et Dear John-brev, som en soldat modtager fra en pige ved navn Rosemary. Dernæst klippes der til den lille by Avalon Bay den 28. juni 1945, og så begynder man at lugte lunten. Noget tyder i hvert fald på, at soldaten ikke har taget sit Dear John-letter let, og på aftenen for afdansningsballet bliver en ung kvinde og hendes kæreste da også myrdet brutalt af en person i uniform – med en høtyv vel at mærke. Morderen efterlader en rose i den myrdede piges hånd, og da vi så, at Rosemarys brev var underskrevet bl.a. med en rose, har vi jo snart regnet ud, hvem det er, der lige har mistet livet.

Derefter springer handlingen 35 år til 1980 – dagen før afdansningsballet. Det er første gang, der igen skal afholdes afdansningsbal i Avalon Bay efter mordene i 1945, da man indtil nu har været bange for, at ugerningen skulle blive gentaget. Men nu skal det altså være.

Ansigt til ansigt med morderen

Snart introduceres vi for vores hovedpersoner, Pam (Vicky Dawson) og den unge vicesherif Mark London (Christopher Goutman), som har et godt øje til hinanden. Desværre forholder det sig sådan, at Mark skal passe biksen den aften, hvor ballet skal afholdes, idet sheriffen har besluttet sig for at tage ud at fiske. Mark lover alligevel at kigge forbi. Og det bliver der i den grad også brug for.

Første gang Pam lægger mærke til, at noget er galt, er da hun bliver nødt til at forlade festen for at gå tilbage til kollegiet og skifte tøj. Hvad Pam ikke ved, men hvad vi godt ved som publikum, er, at morderen befinder sig i bygningen. Han har nemlig lige taget sig af Pams værelseskammerat og hendes kæreste, da Pam kommer ind på værelset for at skifte tøj. Det er først, da hun er ved at forlade huset igen, at Pam bemærker en mærkelig lyd, og da hun kigger op ad trappen står hun pludselig ansigt til ansigt med morderen, og flygter over hals og hoved.

Hun tilkalder selvfølgelig Mark, men de finder intet i bygningen. Nu begynder de to en lidt besynderlig undersøgelse, hvor de bl.a. tager ud til den gamle majors hus – majoren er åbenbart lidt af en autoritet i byen, og det var i øvrigt hans datter, der blev myrdet dengang tilbage i 1945. Præcis hvorfor de to tager ud til majorens hus svæver lidt i det uvisse, bortset fra at Pam løb ind i den rullestolsbundne major, da hun flygtede fra kollegiet. Godt nok opførte majoren sig mærkeligt – han greb fat i Pam og forsøgte at holde hende tilbage – men han kunne på ingen måde være den mand, Pam så inde i huset.

Langsommelig handling

Imens Pam og Mark farer rundt og undersøger sagen lidt på må og få, ligger morderen imidlertid ikke på den lade side. Han tager sig bl.a. også en pige, der bader i et svømmebassin, og én af lærerne, der er med til ballet. Vildt aktiv er morderen dog ikke, og handlingen er faktisk forholdsvis langsommelig meget af tiden. Forstået på den måde, at den ikke rigtig skrider fremad. Primært fordi Pam og Mark ikke kommer nogen vegne med deres undersøgelser, men også fordi morderen som sagt ikke går helt grassat, hvilket ellers ville have kunnet hæve underholdningsværdien voldsomt. Kort sagt er der forholdsvis meget af handlingen, der ikke fører til så meget.

Det nytter ikke meget, at der lægges en del røgslør ud undervejs, for de fleste af de personer, der introduceres som mulige mistænkte, er kun med i et øjeblik, før vi igen er tilbage til Pam og Mark eller til ballet. Her er der i øvrigt også et par eksempler på scener, der lægger op til et mord, men som aldrig udmønter sig i noget. Det er også en slags røgslør, men af den slags der irriterer mere, end de gavner. Hvem soldaten, der begår mordene, er, og hvordan det mon går med Pam og Mark, skal jeg ikke afsløre her af hensyn til de, der måtte have lyst til at se The Prowler.

Shake and bake

Ud over at The Prowler efter min mening er ret langsom i betrækket, så må man også hæfte sig ved, hvor stift handlingen afvikles. Der er lidt shake-and-bake over filmen, hvilket ikke helt kan overraske, når man ved, at det var Joseph Zito, der stod for instruktionen. Zito var manden, der i 1984 lavede den helt igennem mekaniske Friday the 13th: The Final Chapter (1984).

Mange af problemerne ved The Prowler må dog tilskrives manuskriptet, der mangler enhver form for tightness. Manuskriptet blev begået af Neal F. Barbera og Glenn Leopold, og der er ingen af de to, der har haft nogen stor karriere – i alle tilfælde ikke inden for horrorgenren. Et dårligt manus er, hvad det er, og selv hvis en film af denne type stort set ikke har nogen handling, kan den stadig godt være underholdende, hvis bare morderen er aktiv nok. Det er han ikke helt i The Prowler, om end de mord der begås både er ekstremt grafiske og enormt godt lavet!

For effekterne stod Tom Savini, og det er næsten værd at sidde igennem The Prowler blot for at se mordene, der begås dels med høtyv, dels med bajonet. Som nævnt er de afsindig godt lavet, og yderligere skrues gorefaktoren betydeligt i vejret ved, at Zito lader kameraet dvæle meget længe ved mordene i stedet for hurtigt at klippe væk. Det er med til at redde noget af filmens ære, for faktisk går de enkelte mord på den måde hen og bliver virkeligt ubehagelige.

Set som helhed er selv de vellavede mord bare ikke nok til at redde The Prowler fra middelmådighedens hængedynd. Der er ikke tale om en rigtig dårlig film, men på nær i effekterne formår den bare heller ikke at rejse sig en millimeter over det gennemsnitlige.

The Prowler er venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome.

Anmeldt i nr. 25 | 13/11/2007

Stikord: Slasher