Salem’s Lot

Stephen Kings vampyrroman ‘Salem’s Lot fra 1975 blev første gang filmatiseret som en miniserie i 1979 med Tobe Hooper ved roret. I det nye årtusinde var der åbenbart nogen hos TNT, der mente, at tiden var inde til en ny filmatisering, der så kom i 2004.

Lad os starte med et kort handlingsreferat. Handlingen er indfattet i en rammehistorie, der foregår i New York. Der ser vi Ben Mears (Rob Lowe) angribe en præst (James Cromwell) i et suppekøkken. Det ender med at de styrter ud af et vindue og begge kommer slemt til skade. Mens han ligger på hospitalet, fortæller Mears sin historie til én af portørerne. Og så springer vi ellers tilbage i tid…

Tilbage til barndomsbyen

Forfatteren Ben Mears (Rob Lowe) vender tilbage til den lille by ‘Salem’s Lot i Maine, hvor han tilbragte nogle år som barn. Han er kommet tilbage for at skrive en bog – officielt bilder han folk ind, at han er ved at skrive en roman om det lokale spøgelseshus, Marsten-huset, men i virkeligheden er han ved at researche en bog om vold i hjemmet. Marsten-huset har dog spillet en væsentlig rolle i Mears’ liv, da han havde en særdeles ubehagelig oplevelse i huset som barn: Han var til stede, da husets daværende ejer begik selvmord efter at have myrdet sin kone og en af de lokale børn. Egentlig ville Mears gerne leje huset og anvende det som base, mens han arbejder på sin bog, men det lykkes ikke for ham.

For Mears er nemlig ikke den eneste nyankomne i det lille samfund. Den lokale ejendomsmægler, ejendomsspekulant og vist bare generelt lyssky person, Larry Crockett (Robert Grubb), har solgt det forfaldne gamle hus til de to antikvitetshandlere Straker (Donald Sutherland) og Barlow, der samtidig er ved at åbne en butik i ‘Salem’s Lot. Ja, faktisk er det kun Straker, der er i færd med at åbne butikken, for ingen i den lille by har set Barlow på dette tidspunkt.

Mears lærer nogle af de lokale at kende, bl.a. flirter han voldsomt med servitricen Susan Norton (Samantha Mathis), og han indvilger i at stille op til en spørgetime hos sin gamle gymnasielærer Matt Burke (Andre Braugher), og det hele ser ud til at gå fint. Men snart begynder tingene at gå galt.

Overrendt af vampyrer

Efter at de to Glick-brødre sammen med skarnsknægten Mark Petrie har brudt ind i skolebussen, forsvinder den ene af de to brødre, Ralphie, da de skyder genvej gennem skoven på vejen hjem. Der går ikke længe, før storebroderen må indlægges, og kort efter dør han under mystiske omstændigheder. På dette tidspunkt har publikum dog allerede stiftet bekendtskab med Rutger Hauer i rollen som overvampyren Barlow, og så ved vi jo godt, hvad klokken er slået. Snart dør folk som fluer i ‘Salem’s Lot, men problemet er jo naturligvis, at de slet ikke er rigtigt døde.

Kun en lille flok mennesker – Ben Mears, Matt Burke, Susan Norton, den lokale læge James Cody (Robert Mammone), den katolske præst, Fader Callahan (James Cromwell), og Mark Petrie (Dan Byrd) – har en mistanke om, hvad der foregår og tager kampen op mod vampyrerne. Men sådan noget gør man naturligvis ikke ustraffet, og tingene udvikler sig højst uheldigt for adskillige af vore hovedpersoner. Og så siger jeg ikke mere…

Uhyggeligt ringe manuskript

Hvis man har læst Stephen Kings roman eller set miniserien, der kom ud i 1979, burde det meste af ovenstående vække genklang – godt nok lige med undtagelse af rammehistorien. Faktum er imidlertid, at Peter Filardi, der har skrevet manuskriptet til 2004-udgaven, ikke har nøjes med at opdatere Kings roman til nutiden, men han har også foretaget en lang række ændringer i forhold til romanen. Dette kan man selvfølgelig argumentere for er ligegyldigt, så længe det fungerer i filmens/miniseriens egen kontekst, men problemet er, at det gør det ikke engang.

Ret skal være ret: rent fortællemæssigt fungerer første del af filmen så nogenlunde, om ikke ligefrem godt, og på nær enkelte mærkværdige ændringer, bl.a. rammehistorien, forholder Filardi sig nogenlunde tro over for forlægget, samtidig med at han på udmærket vis får introduceret det lille landsbysamfund hæderligt.

Her er det dog et problem for Filardi, at han ikke formår at sortere godt nok i Kings store persongalleri og der introduceres alt for mange bipersoner, der ikke har nogen rolle at spille i handlingen. Her kunne Filardi have lært noget af Paul Monash, der skrev manuskriptet til 1979-versionen, og som på fornuftig vis slog nogle af karaktererne sammen og ganske enkelt udelod andre. Det har Filardi ikke kunnet finde ud af, og derfor hænger mange karakterer og flagrer.

Desværre går det helt galt da først vampyrerne begynder at dukke op. De opfører sig nemlig meget inkonsekvent, hvilket er særdeles forvirrende. Nogle af blodsugerne er ædende onde fra begyndelsen, mens andre nærmest blot synes at være udøde versioner af deres levende jeg. Ja, der er sågar én af vampyrerne, der – første gang vi ser ham – tydeligvis endnu ikke har forstået, at han er død (!). I anden halvdel ændrer Filardi også stedvist ganske voldsomt i historien, uden at det tjener noget formål – her er vi bl.a. vidne til én af de mest ynkelige og dårligt forklarede personlighedstwists, jeg nogensinde har set på film, da den katolske præst omvender sig, og bliver vampyren Barlows hjælper. Det er helt ude i hampen.

Uhyggeligt dårlige skuespilpræstationer

I anden halvdel falder Salem’s Lot altså fortællemæssigt helt fra hinanden i modsigelser, dårlige personkarakteristikker og mange andre dårligdomme. Så meget for det fortællemæssige, der altså starter forholdsvis okay for at blive utåleligt dårligt. Sådan forholder det sig ikke med skuespillet. Her må filmen nemlig hele vejen igennem, fra det allerførste minut, trækkes med lavpandet skuespil af den værste slags.

Rob Lowe er uhyggeligt dårlig i rollen som Ben Mears – hans træmandsspil i hovedrollen overgås kun af hans egen voice over, der sjovt nok lader til at være indtalt af en levende død. Det er intet mindre end hæsligt, og både Lowes spil og hans voice over er præget af total mangel på indlevelse. Samantha Mathis er meget køn i rollen som Susan Norton – nogen fremragende skuespiller er hun ikke, men hun udfylder sin rolle tilfredsstillende.

Det er desværre mere end man kan sige om den ellers normalt så solide James Cromwell i rollen som Fader Callahan, men retfærdigvis skal det siges, at Cromwell ikke har meget at arbejde med. Og at caste Andre Braugher som Ben Mears’ gamle gymnasielærer er helt grotesk – Braugher er kun to år ældre end Rob Lowe, og det kan lidt hvidt i håret altså ikke ændre på. Det er så himmelråbende utroværdigt, at man tager sig til hovedet! Og hvorfor den tåbelige detalje med, at Matt Burke er homoseksuel, når det alligevel ikke spiller nogen rolle i plottet?

Som kronen på (mak)værket må nævnes Rutger Hauer, der om muligt er endnu mere fejlcastet end Andre Braugher. Hauer har ganske enkelt ikke formatet til at spille overvampyr, og da især ikke med det fimsede lille skæg, han render rundt med mellem underlæben og hagen. Der er scener, hvor Hauer ville passe fremragende ind i en Mel Brooks-komedie á la Dracula: Dead and Loving It (1995) – og så ved man, at den er gal!

Til gengæld lader Donald Sutherland til at have moret sig kosteligt i rollen som Richard Straker. Godt nok overspiller Sutherland komplet, men hans version af Straker er akkurat lige så fornøjelig som James Masons i 1979-udgaven. Sutherland er lidt mere farlig end Masons udgave var, men ellers er det den samme høflige og urbane facade, der dækker over nedrig ondskabsfuldhed. Sutherland er i al enkelhed den ene af de to formildende omstændigheder ved 2004-udgaven af Salem’s Lot. Den anden er Christopher Gordons stemningsfyldte musik. Det er desværre ikke nok til, at filmen er værd at kigge på.

Makværk

For dette makværk stod danske Mikael Salomon. Det fornægter sig ikke, at Salomon først og fremmest er fotograf, for visuelt er Salem’s Lot ret flot (selv om Salomon mærkeligt nok ikke selv har fotograferet). Det nytter bare ikke noget, når resten er så gudsjammerligt dårligt. Filardis halvbagte manuskript gjorde det fra begyndelsen svært at få noget godt ud af det, men de uengagerede og dårligt castede skuespillere var utvivlsomt dødsstødet.

Resultatet er rædsomt, og ganske enkelt en fornærmelse mod Stephen Kings fremragende roman. Jeg har kun ét råd at give her: Slå en stor træpæl igennem DVD’en med 2004-versionen af Salem’s Lot, og rend ned og køb Kings roman i stedet for. Eller endda Tobe Hoopers ganske udmærkede 1979-version.

Anmeldt i nr. 25 | 13/11/2007

Stikord: Filmatisering, TV, Vampyrer