Halvdelen af 2010 er gået, og man kan konkludere, at det ikke ser videre godt ud for dansk film rent kommercielt: Der er kun solgt lidt over en million billetter. Stor succes til eksempelvis Susanne Biers Hævnen kan rette op på dette, men det rører ikke ved den faktor, at de smalle danske film ikke bliver set.
Faktisk er det kun de helt store mainstreamfilm, som kan trække mange danskere i biografen. Om det så er krise eller hverdag i dansk film, er noget man kan diskutere. På Planet Pulp er vi spændt på, hvordan resten af 2010 forløber, og om vi i løbet af de næste par år får et kreativt vulkanudbrud eller en ny instruktørstjerne, der igen vil få danskere til at se danske film.
Jacob: Er dansk film i krise?
Christian: ”Jeg tror, at dansk film er i en ret alvorlig økonomisk krise. Filmskaberne klarer sig dårligt. Eksempelvis tjener Nordisk Film ikke en krone på biograffilmene, men derimod på deres licens til Playstation. Zentropa har fyret næsten halvdelen af deres medarbejdere, og der er flere andre selskaber som enten er lukket, eller som har skåret gevaldigt ned. Så det går rigtig skidt økonomisk, men man skal også passe på at bare kigge på et år, 2009, og så derudaf sige, at dansk film er i kreativ krise.
2009 var et svagt år for dansk film, der blev lavet et par gode film bevares, men det meste var dårligt. Men allerede her i 2010 ser det bedre ud rent kreativt: Broes film var ret fantastisk, R og Submarino er fine, og så kommer Susanne Biers nye film Hævnen – der kommer i det hele taget en masse. Og der skal nok være nogen af dem, der kommer til at sælge rigtig mange billetter (hvis det skal ske, så er det op til Hævnen, da både R og Submarino har floppet ved billetlugerne, red.)
Min pointe er, at det er fint nok at gøre det op i salgstal, og de er vigtige for filmselskaberne for at de kan tjene penge, men vi er også nødt til at se på den internationale omtale: Kan de danske film noget kreativt; er de med til at udvikle talenter som kan være med til at tegne dansk film i fremtiden? Det der var så unikt med Dogme var, at det blev til en meget massiv bølge: Kritikerne, publikum og hele filmbranchen stod skuldre ved skuldre og bevægede dansk film fremad.7
Nu tror jeg bare, vi skal vænne os til en hverdag i den danske filmbranche, nøjagtig som de har det i Sverige, Norge, Frankrig eller Tyskland og alle mulige andre steder, hvor der bliver lavet art house- og mainstreamfilm. Nogle film sælger rigtig godt, andre sælger næsten ikke og nogle bliver store succeser ved filmfestivaler i udlandet. Vi har stadig i ”den nye hverdag i dansk film” fyrtårne som Vinterberg, Fly, Scherfig, Bier og Trier og så kommer der nye talenter som Broe, der viser, at de kan noget.”
Jacob: Så det vi kalder krise er reelt set ”bare” hverdag?
Christian: ”Ja, det tror jeg. Selvfølgelig har der været en økonomisk krise. Det er der ikke nogen tvivl om, men jeg tror måske det mere handler om, at vi har levet over evne. På grund af de sidste mange års succes har man tænkt, at med mindre man sælger fire millioner billetter næste år og vi har en markedsandel på 30 %,, ja så har man en fiasko.
Vi skal bare til at vænne os til en mindre markedsandel på f.eks. 20 % , og det kan godt være, at det kun er fem af årets film, som virkelig slår igennem ved billetlugerne og tre-fire film, der knalder igennem i udlandet. Sådan er det lige indtil der kommer en ny kreativ bølge, en udladning af energi, som kan give et nyt skub til branchen, som det var tilfældet med Dogme og den guldgraveragtige stemning som var i dansk film siden midten af 90’erne og ti år frem.
Jeg tror sådan set ikke dansk films storhedstid er forbi. Det sjove er, at på filmfestivalen i Göteborg i januar var der fokus på dansk film, hvor R vandt hovedprisen og blev vist sammen med Applaus. Og sidste år fik Antichrist stor opmærksomhed, og Scherfigs An Education har lige været nomineret til en Oscar. Så set med eksempelvis svenske øjne, så går det helt fantastisk for dansk film.
Set udefra tænker mange: Hold kæft hvor kan de bare i Danmark. Vi sejler rundt i priser og nomineringer. Og så sidder vi og klynker over billetsalget, og vi mener ikke, det går særlig godt. Vi skal bare vænne os til en virkelighed, hvor det hele bliver mere polariseret og afdæmpet i forhold til de ti fede år.”
Jacob: Hvis vi ser på 2009 og en film af en etableret instruktør, så kan det måske undre, hvad der gik galt rent kommercielt med Fri os fra det onde?
Christian: ”Det er en dårlig film. Jeg har det lidt svært med Bornedal. Han er talentfuld, men også meget dogmatisk – han kan godt lide at prædike for folk, og jeg syntes i høj grad at Fri os fra det onde er ordet ifølge Ole. Der er ingen tvivl om, at han tage interessante emner op: Intolerance, angst, og hvad der får os til at gøre ubehagelige ting og være onde mod hinanden.
Men han har bare en utrolig bombastisk og dogmatisk måde at gøre det på – der er ikke rigtig plads til at man selv kan tolke eller forholde sig til det ud fra sine egne synspunkter: Bornedal stiller spørgsmål og svarer selv på det, og det har jeg det lidt svært med. Og det kunne jeg også forestille mig var noget, som publikum tændte af på – han er så bedrevidende, hvilket han har været i mange af hans film.
Bornedal er meget pågående, både visuelt og indholdsmæssigt, og han er bedst, når han lige træder et skridt tilbage og prøver at slappe lidt af. Men det gør han desværre sjældent. Fri os fra det onde er en enormt flot film og også en svær film – det er jo ikke en mainstreamfilm. Det er sådan lidt en art house-film, en smal film, som postulerer, at den er bredere end den er.”
Jacob: Er det en generel tendens i Danmark at de smalle film ikke sælger?
Christian: ”Hvis jeg skal brede det lidt ud, så tror jeg, at dansk film har det svært lige nu. Der er sket en polarisering i det danske biografmarked, som er kutymen i stort set alle andre lande, men som vi har været forskånet for i Danmark, hvor Dogme byggede bro mellem art house og mainstream. Dogmefilmene var med til at gøre det hipt at se danske film. Det er en grov forenkling, men mere eller mindre var det sådan.
Der var en enorm begejstring omkring dansk film hele vejen op igennem 90’erne og begyndelsen af det nye årtusinde, hvor bare det at det var en dansk film, var nok til at folk gad gå ind og se den. Nu er der sket en afmatning. Dogmebølgen har lagt sig for længe siden, og man har en fornemmelse af, at publikum ikke længere er så begejstret for dansk film i dag, som de var bare for 5 år siden. Og det smitter af på de film, som befinder sig imellem art house og mainstream.
Derfor har vi fået dette polariserede marked, hvor vi på den ene side har art house, de helt smalle film som overhovedet ikke sælger billetter, og så har vi i midten det, man kan kalde kvalitets-mainstream, film der sælger billetter men ikke nok til at skidtet kan køre rundt. Og så har vi helt over i den anden ende brede ende de såkaldte familiefilm og de dumme komedier og alt muligt andet, som sælger hundredetusindvis af billetter.
Og den sidste kategori af film har været med til, de sidste par år, at banke det samlede antal billetter til danske film op, uden at det afspejler, at det går specielt godt for dansk film i det hele taget. Det er nærmest som et sminket lig.”
Jacob: Per Flys nyeste film blev også et stor kommercielt flop. Hvorfor?
Christian: ”Jeg tror som sagt vi skal vænne os til, at biografmarkedet er polariseret. Og så skal man også huske, at succes ikke kun kan måles i solgte billetter, men også eksempelvis i, hvordan filmene klarer sig i udlandet på festivaler. Og man skal også huske, at når eksempelvis Flys og Bornedals film bliver vist på TV, så bliver de måske set af mellem en halv og en hel million. Og så kommer de to film pludselig ud til et bredt publikum.
Med Fly forventer man, at han laver film, der bliver set af måske 300.000 mennesker. Og det kunne han så ikke denne gang, da han tillod sig at prøve noget helt andet i forhold til, hvad vi er vant til at se fra ham. For ham var det vigtigt at prøve noget andet, og det skal der også være plads til. Man skal derfor også være opmærksom på, at de mange millioner kroner som det danske filminstitut, altså staten, pumper i filmene ikke kun kan måles som en succes, hvis filmene sælger godt.
Selvfølelig har instituttet og filmproducenterne et ansvar, da det er skatteydernes kroner, men det er med en risiko, og man må ikke forvente, at pengene bliver forrentet og kommer tilbage i statskassen. Meningen er, at pengene skal pumpes ud i dansk film, fordi dansk film ikke kan klare sig uden. Det er meget få film, hvis man ikke medregner Sorte Kugler fra sidste år, som kan klare sig, og derfor er det essentielt med statsstøtte.”
Jacob: Lige for at vende tilbage til Bornedal. Hans sidste par film, Vikaren og Kærlighed på film, har jo solgt rigtig godt, så hvorfor solgte Fri os fra det onde SÅ dårligt?
Christian: ”Det betyder selvfølelig noget, at filmen ikke har de store stjerner. Men måske skyldes det også, at filmen ikke var med i Biograf Klub Danmark som Kærlighed på film var det, noget som normalt giver en masse solgte billetter. I forhold til Vikaren – som jeg synes er hans bedste film i mange år – der er en genrefilm for et ungt publikum, altså en gruppe der godt kan lide at gå i biografen. Den solgte sig selv, og var meget nemmere at sælge end en metafilm som Kærlighed på film eller et religiøst evangelium som Fri os fra det onde.
Og så tror jeg, at bare i den korte tid mellem Kærlighed på film og Fri os fra det onde er biografmarkedet blevet mere polariseret og de danske film er mindre populære, end de var for bare et par år siden.”
Jacob: Så for et par år siden kunne man mere tillade sig de kunstneriske eksperimenter?
Christian: ”Ja, hvis du går 10 år tilbage, så var der en oprigtig interesse, både blandt filmskaberne og publikum for at lave og se den slags film. Mange af Dogmefilmene, som er en slags eksperimenter, var også nogen af de største kommercielle succeser. Det er naturligvis ingen tilfældighed at Italiensk for begyndere blev den Dogmefilm med størst succes – det er jo bare en romantisk komedie. Men flere af Dogmefilmene ville ikke i dag blive set af nogen som helst.
Det tilskriver jeg, at man efter mange, mange magre år i 80’erne og begyndelsen af 90’erne, hvor ingen gad se danske film, pludselig mærkede en energi i dansk film. Der kom en generation af filmskabere som gad lave film om dem selv, så at sige. Der kom en klynge af unge mennesker på mellem 25 og 35 år, som begyndte at lave film om dem selv, deres generation og deres liv. Altså young urban professionals kan man kalde dem. Og det er præcis også dem, der går i biografen. Så pludselig fornemmede det danske filmpublikum at filmfolkene godt gad lave film om dem. Det tror jeg i høj grad var med til at løsne op for dansk film.
Komediedramaer, altså hverdagsting hvor folk havde ondt i livet i den moderne storby. Den slags var fremtrædende i Dogmebølgen, men også i et utal af andre danske film. Der var et fint samspil mellem hvad filmskaberne ville lave, og hvad publikum gad se.
Nu er der kommet en afmatning. Publikums interesse for dansk film er ikke på toppen, og rent kreativt ved filmskaberne heller ikke helt, hvor de skal gå hen. Der er jo kommet en ny generation af filmfolk i forhold til dem, der stod i spidsen, som kom ud fra filmskolen i ’92, ’94 og ’96 for dansk films opblomstring i midten af 90’erne. Nu er der kommet flere nye årgange ud, og de har ligesom prøvet at reagere imod Dogme. Men i modsætning til dogmefolkene, som virkelig havde noget at reagere i mod og derved kom med en masse energi, så mangler den nye generation at finde deres ståsted og finde ud af, hvad de skal bryde med.
Lige nu kommer de ud til en situation, som i hvert fald til for et par år siden var rigtig god. Og dansk film er stadig en succes i udlandet. Altså de kommer ud og siger: Det går sgu’ meget godt, hvad skal vi reagere imod? Hvor skal vores energi komme fra? Jeg tror, at man i dansk film er i en form for venteposition. Hvad er det nye store, hvad finder Lars von Trier på – kan han ikke finde på noget, som kan kaste os ud i et kreativt kaos, som kan løfte kvaliteten af dansk film og få publikums interesse tilbage?”
2009 var det dårligste år for danske film i over 10 år. 2,4 millioner solgte billetter og en markedsandel på kun 11 %, hvor andelen normalt ligger mellem 20-30 %, tegner et billede af en branche i krise. Paradoksalt nok var 2009 også det bedste år i 26 år for de danske biografer, men desværre sad dansk film tilbage med Sorteper.
Midtvejs i 2010, de sidste tal fra DFI er fra den 9/7, ser billetsalget for danske film med premiere i 2010 sådan ud:
891.248 billetter er der solgt til spillefilm med støtte fra DFI.
102.785 billetter er der solgt til dokumentarfilm med støtte fra DFI.
56.044 billetter er der solgt til film uden støtte fra DFI.
Det giver et samlet antal solgte billetter til danske film med premiere i 2010 på 1.050.077. Heraf har Far til fire – på japansk solgt 430.417. De to film som Christian Monggaard nævner, R og Submarino, har henholdsvis solgt 32.988 og 45.851, hvilket må siges at være meget lidt. Til gengæld har dansk dokumentarfilm opnået stor kommerciel succes med næsten 100.000 betalende gæster til Armadillo.
Christian Monggaard: Født 1972 i Silkeborg. Autodidakt filmskribent med sporadiske studier på Klassisk arkæologi og Film og- Medievidenskab. Christian har arbejdet på Information siden 1997, arbejder derudover som freelanceskribent på magasiner som Ekko og Euroman. Christian er medforfatter på flere filmquizbøger og har skrevet bogen Så er der kronhjort, Kurt!, om Wikke og Rasmussen. Og så er Christian stor SIF-fan.
Udgivet i nr. 57 | 13/07/2010
Stikord: Interview
