Generation X

Her på Planet Pulp har vi inden for de sidste par måneder anmeldt en håndfuld film, der er udsendt af det lille selskab Antimatter Multiverse, der har specialiseret sig i at udsende film, ingen andre er interesseret i at sende på gaden. Foruden de helt aparte film, som f.eks. It’s a Bird, It’s a Plane, It’s Superman (1975) og Dünyayi kurtaran adam (1982), har selskabet også udgivet en række produktioner, baseret på Marvel-universet, som oprindelig blev lavet til det amerikanske TV-marked. Det har bl.a. været 1994-versionen af The Fantastic Four, og i denne måned anmelder vi også Doctor Strange (1978).

Fra Marvels gemmer

Generation X er også en film fra Marvels gemmer. Det er dog den nyeste af Marvel-filmene, og Generation X er fra så sent som 1996, blot fire år før Bryan Singers første X-Men-film ramte biograferne i 2000 og for alvor startede den bølge af storstilede superheltefilm, der endnu ikke er slut.

Som titlen nok antyder, så handler Generation X om Marvels berømte X-Men-franchise. Man må dog ikke tro, at handlingen kredser omkring nogle af de klassiske X-Men-medlemmer som Jean Grey, Iceman, Cyclops m.fl., og ej heller må man tro, at den er spækket med karakterer fra Chris Claremonts periode som forfatter. Så hvis nogen sidder og tænker på, om Wolverine er med, så er svaret kort og kategorisk nej.

Der er dog en enkelt af Claremonts figurer med, nemlig Emma Frost, der i Generation X bestyrer Xaviers skole sammen med Sean Cassidy (Banshee), der som figur har flere år på bagen – han så første gang dagens lys i 1967, da Roy Thomas og Werner Roth var henholdsvis forfattere og tegnere på X-Men.

Next Generation

Både Frost og Banshee er i virkeligheden dog perifære figurer i Generation X, for som titlen også antyder, så er det en anden generation, der fokuseres på. Det er naturligvis afledt af, at filmen er baseret på Marvels Generation X-serie, der startede i sin egen serie med navnet Generation X i november 1994.

Der er dog en del forskelle mellem serien og TV-filmen, såsom at handlingen i filmen er henlagt til Xaviers skole i stedet for Massachusetts Academy, og ligeledes er der sket ændringer i persongalleriet. De to figurer Chamber og Husk er udeladt (angiveligt fordi filmen blev lavet på et budget, hvor man ikke havde råd til de special effects, som deres kræfter ville kræve), og i stedet er der opfundet et par nye karakterer til filmen. De to egentlige hovedpersoner, Skin og Jubilee, er dog gengangere fra tegneserien, om end der også er foretaget ændringer i deres personer. Bl.a. er Jubilee en helt almindelig amerikansk pige og ikke, som i serien, af asiatisk afstamning.

X-Men og Beverly Hills

Handlingen tager sin begyndelse, da vi møder Angelo Espinosa (Skin) og Jubilee, inden de kommer til Xaviers skole. Skin tager af sted til skolen med sin families samtykke, mens situationen er noget anderledes for Jubilee. Hun blev pågrebet af myndighederne, da hun ikke er registreret som mutant, som loven kræver, og det er kun ved Emma Frosts og Banshees mellemkomst, at hun undgår at blive sendt til rehabilitering i en mutantlejr.

Skin og Jubilee ankommer snart til Xaviers skole, hvor de møder resten af de studerende: Monet St. Croix, Arlee Hicks (en af de nye personer der er opfundet til filmen), Mondo og Kurt Pastorius (også en ny person). Lige efter ankomsten pisses der territorier af, og de to nyankomne synes ikke at falde så godt til, men der går ikke længe, inden teenagerne kommer godt ud af det med hinanden. Dette sker især efter en episode, hvor Skin har flirtet lidt med én af de lokale piger og bliver chikaneret af pigens football-spillende venner.

Derudover indvies vi i den spirende romance mellem Arlee og Kurt, og på den led er alt jo meget normalt ungdommeligt på nær naturligvis de forskellige unges mutantevner. Monet har bl.a. superstyrke, Mondo kan påtage sig teksturen af de ting, han rører ved, Skin kan strække sine lemmer og hud, og Jubilee kan udlade store mængder energi.

De to nye figurer, Arlee Hicks og Kurt Pastorius er i besiddelse af henholdsvis superstyrke og evnen til at skyde energistråler ud af øjnene. Foruden sidstnævnte har Kurt i øvrigt også røntgensyn. Arlees superstyrke kommer af, at hendes mutation har fået hendes muskelmasse til at gå amok med det resultat, at hun har en krop som en bodybuilder, hvilket giver hende nogle selvværdsproblemer. Sidstnævnte er i øvrigt ret morsomt, da rollen spilles af en helt normal teenagepige, og det er kun i en ganske kort sekvens, hvor Arlee og Jubilee er på tøjindkøb, at vi kortvarigt ser Arlees ryg – eller det vil sige ryggen af en særdeles trænet body double.

Der er med andre ord ikke så meget nyt under solen for mutantungerne – akkurat som det altid har været tilfældet i X-Men-universet, kæmper mutanterne med at få deres særlige evner til at spille sammen med ønsket om at være “normale”.

Pølsesnak og drømmemaskiner

Men alt er naturligvis ikke ren Beverly Hills. Det egentlige plot i filmen omhandler den vanvittige videnskabsmand Russel Tresh, der på et tidspunkt har arbejdet sammen med Emma Frost på et hemmeligt regeringsprojekt omkring drømme. Det er noget pølsesnak om, at forskerne har fundet ud af, at drømmeverdenen er en separat dimension, som man kan gå ind i via drømme, men som også eksisterer rent fysisk. Nogle mutanter skal således have evnen til at åbne døren til denne drømmeverden, hvilket Emma Frost f.eks. kan.

Baggrunden for plottet er, at Tresh var blevet vanvittig, da han arbejdede på drømme-projektet, og Frost fik ham fyret, da Tresh ønskede at fjerne mutanthjerneceller og injicere dem i sin egen hjerne. Efter at han blev fyret, har Tresh arbejdet for et reklamefirma, hvor han har brugt sin viden til at lave subliminale reklamer.

Hans seneste projekt har dog været at replicere den maskine, der blev udviklet under regeringsprojektet, og som tillader en person at gå ind i andre menneskers drømme. Dette vil ikke alene have enormt potentiale i reklameøjemed, men Tresh er naturligvis ikke tilfreds med at være reklamemand. Han vil være en Gud, og til det formål skal han bruge nogle mutanthjerneceller, og så vil han i øvrigt også gerne tage hævn over Emma Frost.

Nu vil skæbnen, at der står en tilsvarende drømmemaskine på Xaviers skole, og den får Skin tilfældigvis adgang til. Han og Jubilee har været meget fascineret af Emma Frosts forelæsninger om drømmeverdenen, og begge har de et ønske om at få adgang til drømmeverdenen. Jubilee vil gerne besøge sine forældre for at finde ud af, hvorfor de har sendt hende væk, og Skin vil gerne besøge den pige, han er brændt varm på. Desværre så lusker Tresh rundt i drømmeverdenen, og han finder snart en måde at manipulere med Skin på. Det fører i sidste ende frem til filmens klimaks, hvor den samlede gruppe af unge, under ledelse af Emma Frost og Banshee må gå i kamp med Tresh og redde dagen.

Alvorligt haltende skuespil

Generation X er en film, der tydeligvis er lavet med hjertet på rette sted og gerne vil mere, end budgettet helt har kunnet holde til. På trods af det noget uoriginale plot omkring drømmeverdenen – det er meget afledt af A Nightmare on Elm Street-filmene – så lykkes det faktisk også langt hen ad vejen for manuskriptforfatteren Erik Blakeney at holde filmen på rette spor.

Der er således en fin balance imellem de Beverly Hills– eller Degrassi-agtige ungdomsproblemer og det bagvedliggende plot med den skumle Tresh. På det niveau fungerer filmen faktisk ganske udmærket, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at filmen har været et ærligt ment forsøg på at overføre X-Men-universet til TV-mediet. Filmen blev nemlig lavet som pilotepisode til en TV-serie, der aldrig blev til noget.

Der hvor tingene desværre halter noget er i skuespillet og det rent visuelle. Skuespilmæssigt gør teenagerne det faktisk helt hæderligt, og det samme gælder Jeremy Ratchford i rollen som Banshee – om end hans tykke irske accent er næsten komisk overdrevet. Her er Finola Hughes som Emma Frost noget mere stiv i betrækket og generelt overspillende, men i øvrigt må man ikke tro, at skuespillet blandt de øvrige nævnte nogetsteds er imponerende – det er bare hæderligt, når man tager produktionens størrelse i betragtning.

Der hvor man helt mister troen på filmen er i scenerne med Russel Tresh i skikkelse af Matt Frewer (kendt fra bl.a. den syrede TV-serie Max Headroom fra 1987-88). Frewer overspiller sin mad scientist-rolle til helt groteske højder, så det går fra at være almindeligt pinligt til decideret pinagtigt at se på. Det er desværre med til at underminere noget af den trussel, Tresh skulle udgøre, og det er i sidste ende særdeles uheldigt for filmens dramatiske virkning.

Rent visuelt er der bestemt heller ikke tale om nogen stor produktion. Lyssætningen er meget pastelfarvet i mange scener, men det mest irriterende er dog, at der i langt de fleste af scenerne konsekvent anvendes skæve kameravinkler, hvilket hurtigt kommer til at virke billigt og plat i stedet for dynamisk og hipt. Effekterne er bestemt heller ikke noget at råbe hurra for, selv om der da er et par enkelte hæderlige undervejs.

Sympatisk

Der hvor Generation X tager point er i sammenblandingen af elementer fra ungdomsserier og så X-Men-universets mutationer. Det er måske ikke ligefrem originalt, men det er sådan set en fin tanke, og kunne sikkert være blevet en fin TV-serie og et interessant alternativ til de helt regulære shows som Beverly Hills 90210.

Der findes da også en kommentar til netop Beverly Hills i filmen, da Skin på et tidspunkt skal indtaste et password, som er “Beta Hexa 90210”. Det er måske for meget at forlange af en TV-produktion som denne, men manuskriptforfatteren kunne med held have udvidet denne del af handlingen ved at have et lidt større persongalleri end de kun fem studerende på Xaviers skole. Det er sikkert noget, der ville være kommet til, hvis TV-serien var blevet til noget, men her må vi nøjes med de begrænsede relationer, der kan skabes mellem kun seks karakterer.

Når alt kommer til alt, så er Generation X et sympatisk forsøg på at føre X-Men over i TV-mediet på en facon, som 1990’ernes unge ville have taget til sig. På trods af sin begrænsede production value, så har filmen hjertet med sig, og det kan end ikke irriterende kameravinkler og jammerligt overspil tage fra den. Så hvis du er glad for X-Men-tegneserien og gerne vil se, hvordan universet også kan tage sig ud, så vil jeg helt sikkert anbefale dig, at anskaffe Generation X. En sjov detalje er i øvrigt, at det landsted der i filmen benyttes til Xaviers skole er akkurat det samme, der huser skolen i X-Men-filmene!

En sidste kommentar skal lige omhandle filmens tekniske kvalitet. Antimatter Multiverse har som nævnt specialiseret sig i at udgive det, ingen andre gider at sende ud. Det betyder også, at udgivelserne ikke er officielle, og at langt hovedparten (hvis ikke alle) selskabets film er overført til DVD fra VHS-kopier. Det er også tilfældet med Generation X, så man må på ingen måde forvente et knivskarpt billede eller perfekt lyd. Selv ikke dette forhold kan dog ødelægge mit overvejende positive indtryk af Generation X.

Generation X er venligst stillet til rådighed af Antimatter Multiverse.

Anmeldt i nr. 25 | 13/11/2007

Stikord: TV, X-Men