Children of the Night

Den amerikanske forfatter Dan Simmons (f. 1948) er formentlig bedst kendt for sin Hugo-prisvindende Hyperion-serie (1989-1997). Simmons er imidlertid ikke kun science fiction-forfatter; han har ligeledes gjort det inden for horror, og hans debutroman Song of Kali (1985) var da også en gyser.

Også Children of the Night (dansk: Nattens Børn) kategoriseres typisk som horror, om end en betegnelse som thriller med horror- og enkelte science fiction-elementer måske er mere på sin plads. Romanen er en alternativ vinkel på vampyrmyten, hvor vampyrismen forklares som en sjælden blodsygdom med fantastiske konsekvenser for de, der lider af den. Men mere om det senere.

Dracula lever!

De første seks kapitler af romanen er fortalt i første persons perspektiv. Igennem øjnene på rigmanden Vernor Deacon Trent følger vi en lille gruppe af observatører, der på Trents initiativ og bekostning, flyves til Rumænien umiddelbart efter Ceaucescus død under revolutionen i 1989. Gruppen er en sammensat størrelse, bestående bl.a. af en tidligere professor i økonomi, en repræsentant for WHO og en katolsk præst. Sidstnævnte vender jeg tilbage til, da han faktisk går hen og bliver én af vore hovedpersoner.

Igennem Trents øjne hører vi om elendigheden i Rumænien umiddelbart efter Ceaucescus fald – herunder naturligvis de uhyggelige forhold, som landets mange forældreløse børn levede under på børnehjemmene. Det er i sig selv uhyggelig læsning – mest af alt måske fordi, man ved, at det ikke er fiktion – men Simmons formår også at male et dystert portræt af hovedstaden Bukarest og andre af landets byer, hvoraf mange er ultraforurenede af tung industri.

Efter de første seks kapitler skifter perspektivet pludselig til en alvidende fortæller. Da det sker, virker det umiddelbart lidt akavet, men det skal siden vise sig at være en del af bogens centrale idé. Allerede i kapitel seks indser man som læser også, hvem Vernor Deacon Trent i virkeligheden er – eller i det mindste får man en mistanke som siden hen bekræftes. Trent er ingen ringere end den historiske Vlad Ţepeş – selveste Dracula! Hvordan Ţepeş kan være i live i 1989 får vi umiddelbart ingen forklaring på, men den kommer i løbet af romanen.

En mystisk sygdom

Da fortælleformen skifter til alvidende fortæller, fokuserer handlingen på den amerikanske læge Kate Neumann. Her er vi sprunget cirka halvandet år frem i tid, og Kate Neumann arbejder på et hospital i Bukarest som udsending for det amerikanske CDC – Centers for Disease Control. Her har hun i løbet af en seks ugers periode arbejdet hårdt for at redde så mange syge børn som muligt, men især ét barn har voldt hende mange hovedbrud: en lille forældreløs dreng der er blevet overført til hospitalet fra et børnehjem, og som lider af en mærkelig immunsygdom. Ikke AIDS, men noget, som Dr. Neumann ikke kan diagnosticere ordentligt, og som hun ikke har en chance for at behandle med den primitive teknologi, der er tilgængelig for hende i Rumænien. Da hun møder den katolske præst, Mike O’Rourke (ham, der også figurerer i romanens første kapitler), foreslår O’Rourke at Kate kan adoptere den lille forældreløse dreng og bringe ham med til staterne, så hun kan forsøge at redde hans liv dér.

Herefter begynder romanens handling for alvor at tage fart. Det står hurtigt klart, at noget ikke er helt normalt ved dette barn. Ikke alene den besynderlige sygdom, men også den uproblematiske måde, tingene bliver hastet igennem det rumænske bureaukrati på – uden unødig ventetid eller bestikkelse. Kun den amerikanske ende er problematisk, og her kan O’Rourke heldigvis hjælpe.

De mærkelige omstændigheder omkring adoptionen fører dog til én af romanens første neglebidende sekvenser, da Neumann med babyen skal med flyet fra Bukarest og her stoppes af det hemmelige politi. Det lykkes dog Neumann at få barnet med til USA, hvor hun nu – med assistance fra sine kolleger på CDC i Boulder, Colorado – forsøger at finde ud af, hvad der er galt med hendes adoptivsøn.

Tilbage til Rumænien

Til forskernes store overraskelse viser det sig, at barnet lider af en ukendt immunfejlssygdom, der imidlertid kan holdes i skak, så længe barnet modtager blodtransfusioner. En mutation har udviklet et organ i maven på barnet, der tillader drengen så at sige at reparere sin krop, så længe han modtager frisk blod, enten ved transfusion eller måske endda – oh chok! – ved at indtage det gennem munden. Nu begynder man jo for alvor at lugte lunten om, hvad der foregår. Det viser sig yderligere, at den sygdom, som den lille dreng – Joshua, som Kate har døbt ham – lider af, på sigt måske vil kunne give forskerne nøglen til at kurere alverdens sygdomme. herunder både AIDS og cancer.

Men naturligvis bliver tingene ikke ved at gå rosenrødt. Efter at Kate og den lille dreng har været hjemme i nogle måneder, trænger en mørkklædt skikkelse ind i hendes hus og forsøger at kidnappe Joshua. Det lykkes for Kate og hendes eksmand, som den nat tilfældigvis overnatter i huset, at få slået den overnaturligt sejlivede og stærke mand på flugt. De tror faktisk, at de har slået ham ihjel, men efterfølgende er der ingen spor af hans lig. Nogle måneder senere gentager situationen sig – denne gang er der blot adskillige af de sortklædte, og Kates eksmand og en ung studerende, som Kate har boende hos sig som deltidsbabysitter, bliver slået ihjel. Joshua bliver bortført og Kate overlever kun med nød og næppe.

Det står klart for Kate, at gerningsmændene er rumænere, og at nogen i Rumænien har været meget opsatte på at få babyen tilbage. Da Kate kommer ud fra hospitalet, rejser hun sammen med Mike O’Rourke tilbage til Rumænien for at forsøge at skaffe barnet tilbage. Det bliver en svær opgave, da alt tyder på, at de rumænske myndigheder er på udkig efter dem, men heldigvis har de kontakter, der kan få dem uset ind i Rumænien, og i landet har Kate en god kontakt i skikkelse af den unge medicinstuderende Lucian.

Hvordan den videre handling forløber, skal jeg ikke afsløre for meget af her – blot kan jeg sige, at Kate, Lucian og O’Rourke står overfor en særdeles svær og farlig opgave i et land, hvor de er jaget af alle myndigheder, der indirekte arbejder for den familie, som Joshua oprindelig kom fra. Og det viser sig at være en meget magtfuld familie, hvis klamme fingre ikke kun ligger over Rumænien, men hele verden…

Stemningsfuldt portræt

Når det angår vampyrer, er jeg normalt tilhænger af de mere klassiske indgange til emnet: vampyren som en overnaturlig skikkelse, som en tjener af Satan, der derfor må bekæmpes med ligeledes klassiske midler: krucifikser, vievand og videre i den dur.

Jeg må ikke desto mindre indrømme, at Dan Simmons’ alternative syn på vampyrmyten formåede at krybe under huden på mig – måske også fordi Children of the Night er et glimrende og særdeles stemningsfuldt portræt af Rumænien i tiden kort efter murens fald. Og det er ikke et positivt billede, Simmons tegner, men akkurat så grå, trist, stalinistisk, korrupt og halvtotalitær, som det billede, mange vesteuropæere uden tvivl endnu har af landet.

Naturligvis er der også gode rumænere, men der er langt mellem dem, og selv Lucian – den primære rumænske “good guy” i romanen – kastes på et tidspunkt ud som mulig skurk. Fokus som hovedpersoner er utvetydigt på Kate Neumann og Mike O’Rourke, hvilket da også fungerer glimrende, om end den romance, der opstår mellem dem (det viser sig, at præsten har besluttet sig for at forlade kirken) føles kunstig: som om, den er der, fordi at det er det, læserne forventer.

Spændende mellemkapitler

Derudover er romanen en overordentlig solid thriller med en lang række twists and turns undervejs, som nok kan holde læseren på kanten af sædet. Det er tydeligt, at Simmons har researchet romanen usædvanligt grundigt, hvilket ikke alene giver de stemningsfulde billeder fra Rumænien, men også fører til en del videnskabelig snak i forbindelse med den sygdom, bogens “vampyrer” lider af.

Denne medicinske fagsnak har en tendens til at tage overhånd i bogens første tredjedel, især fordi den i bogens kontekst er rendyrket techno babble og ikke opfylder anden funktion end at få forklaringerne til at lyde realistiske. Med andre ord kunne der godt have været skåret en hel del ned på disse passager, og man konstaterer da også med lettelse, at den medicinske fagsnak forsvinder næsten 100%, da bogens handling for alvor går op i gear.

Igennem romanen krydrer Simmons med jævne mellemrum handlingen med kapitler, fortalt i første persons perspektiv. Her er vi tilbage ved Vernor Deacon Trent eller, som publikum for længst har erkendt, Vlad Ţepeş, der tænker tilbage på sit liv. Disse kapitler omhandler primært den historiske Vlad Ţepeş’ ungdom og hans år som Vallakiets fyrste (dvs. regulære historiske fakta), og meget lidt om Simmons’ fiktive Ţepeş’ videre liv. Som det vil være fremgået, er én af den mystiske vampyrsygdoms bivirkninger også tilsyneladende uendeligt liv, så det siger sig selv, at Ţepeş har oplevet ét og andet i tiden efter sin “død” i slutningen af 1400-tallet.

Der kommer enkelte antydninger af, hvad bloddrikkeren har oplevet i de mellemliggende århundreder, men desværre ikke så meget. Interessant nok må man konstatere, at kapitlerne der fortælles af Ţepeş er blandt bogens mest interessante og stemningsfyldte, og man kunne et eller andet sted have ønsket, at Simmons havde skrevet en hel roman fra dette synspunkt. Under alle omstændigheder udgør disse kapitler nogle glimrende og stemningsfyldte intermezzoer i handlingen, hvor de i øvrigt typisk er sat ind, når handlingen har taget en drejning eller nået et midlertidigt klimaks. Det virker overordentligt godt, og er et fint greb af Simmons.

Solidt underholdende

Personkarakteristikkerne er måske ikke Simmons’ stærkeste side, men både Kate Neumann og Mike O’Rourke fungerer som figurer. De er tilpas realistiske i deres psyke og reaktioner til, at man tror på dem, og alligevel tilpas (urealistisk) heltemodige til, at de kan slippe ud af nogle af de situationer, Simmons placerer dem i. Her er det især romanens klimaks, der er vildt utroværdig, men som trods dette fungerer aldeles fremragende som rendyrket suspense. Her er stemningen og intensiteten bygget så højt op, at hvis man som læser er nået så langt, ja så man er man parat til at købe nærmest alt.

Mike O’Rourke er i øvrigt en genganger i Dan Simmons’ univers. O’Rourke er én af de børn, der må bekæmpe en navnløs ondskab i Summer of Night, som foregår i 1960, og også andre personer fra Summer of Night nævnes ved navn i Children of the Night.

Hvis man er indstillet på en anderledes vinkel på vampyrmyten, der fører historien tilbage til Rumænien og den historiske Vlad Ţepeş, men som fjerner de overnaturlige elementer fra vampyrfiguren og erstatter dem med nogle let science fiction-prægede videnskablige forklaringer, ja så kan Children of the Night kun anbefales! Ikke alene giver romanen et dystert, men velskrevet portræt af Rumænien i begyndelsen af 1990’erne, men den er også hele vejen igennem solidt underholdende og flere steder åndeløst spændende. Mere kan man jo næsten ikke bede om!