Bram Stoker’s Dracula

I filmmusiksammenhæng er vi her på Planet Pulp én gang tidligere stødt på den polske komponist Wojciech Kilar. Det var i forbindelse med hans aldeles fremragende score til Roman Polanskis The Ninth Gate (1999). Og hvis man kan lide musikken fra The Ninth Gate, er der al mulig årsag til at tro, at man også ville kunne lide musikken fra Bram Stoker’s Dracula, som på mange måder er en forløber for The Ninth Gate.

Sin helt egen stil

Bram Stoker’s Dracula var den film, der åbnede det vestlige filmpublikums ører for Wojciech Kilar. Kilar har komponeret filmmusik siden de tidlige 1960’ere, men Coppolas udgave af Dracula var den første større Hollywoodfilm, som Kilar skrev musik til, og desværre må man konstatere, at komponisten aldrig rigtig har slået igennem i filmbyen. Dette skyldes imidlertid ikke kun Hollywood, men også at Kilar er selektiv hvad angår de filmprojekter, han vælger. Filmmusikken er nemlig kun én side af hans virke, da han også komponerer moderne orkestermusik.

Som jeg også nævnte i anmeldelsen af The Ninth Gate, så har Kilar sin helt egen stil. Han er mere fokuseret på en langsom opbygning af stemning igennem sine ekstremt fortættede arrangementer og relativt minimalistiske opbygning, end han er på at skabe en uhyggelig stemning ved at lade så mange instrumenter som muligt spille oven i hinanden. Det er en teknik, han bruger på The Ninth Gate, og det er så sandelig også en teknik, han anvender på Bram Stoker’s Dracula.

Minimalistisk

Albummet åbner med “Dracula: The Beginning”, der starter med piano og meget lave strygere, der langsomt stiger i styrke for til sidst at introducere scorets første tema – et særpræget, særdeles dystert og ganske eksotisk tema, som klart har et vist østeuropæisk præg. Nummeret bygger videre op til et mægtigt crescendo, hvor blæsersektionen kommer ind for fuld tryk, hvorefter Kilar efter et kort mellemstykke bringer en fantastisk gyserkliché i spil: et kor af hviskende stemmer. Ovenpå de hviskende stemmer lægger han derpå en kvindelig solist, der introducerer scorets egentlige hovedtema (hvilket jeg vender tilbage til). Alt imens den kvindelige solist hjerteskærende smukt præsenterer sit tema, bygger Kilar langsomt orkestret op igen suppleret af lilletromme og stort kor og endelig også de hviskende stemmer. Dette fører frem til nummerets egentlige klimaks, hvorefter nummeret langsomt udtoner sig med meget lave strygere.

Ovenstående lyder måske kompliceret, men på grund af den måde, Kilar konstruerer sin musik på, er det langt enklere, end det lyder. Han gør, akkurat som det også er tilfældet på The Ninth Gate, brug af relativt få motiver, som han gentager igen og igen og lægger oven på hinanden eller varierer med enkelte andre motiver. Det vil nok være forkert at kalde det decideret minimalisme, men i forhold til mange Hollywoodkomponister, er det en enkel tilgang til musikken, der netop af den grund ofte virker så meget bedre. Dette skyldes i høj grad også, at Kilars musik netop af samme årsag, er meget melodisk, om ikke direkte tematisk. Der er, med meget få undtagelser, ingen utematisk underscore på Bram Stoker’s Dracula, hvilket gør CD’en til en glimrende lytteoplevelse.

“Vampire Hunters” (nr. 2) er et eminent eksempel på Kilars teknik. Dette cue består i al sin enkelhed af to motiver: en underliggende strygerostinato, hvorover nummerets egentlige tema ligger, som fremføres på skift af forskellige blæsergrupper og således langsomt bygges op i intensitet. Det er i virkeligheden uhyre enkelt, men det er ekstremt effektivt, og nummeret har en determineret fremdrift, der gør det til et fremragende dramatisk cue. “Hunter’s Prelude” (nr. 9) er i øvrigt næsten identisk med “Vampire Hunters” – det er blot sat en del ned i tempo.

Gotisk kærlighedshistorie

Det første tema, vi hørte i “Dracula: The Beginning” er nært beslægtet med det tema, der dominerer i “Brides” (nr. 5) – et af scorets smukkeste og mest gotiske numre. Det er vanvittigt dystert, men samtidig unægteligt smukt – et glimrende eksempel på Kilars evner til at få disse to kvaliteter til at gå op i en højere enhed, hvad meget få filmkomponister magter.

I “Mina’s Photo” (nr. 3) er vi tilbage ved scorets egentlige hovedtema, som faktisk også er kærlighedstemaet. Nu er sagen jo den, at Coppolas filmversion af Dracula tager sig nogle gevaldige friheder med Stokers roman. Således findes der i filmversionen en romantisk forbindelse mellem Dracula og Mina Harker, idet Mina Harker er en fysisk reinkarnation af Draculas elskede, der begik selvmord for flere hundrede år siden og indirekte var skyld i, at Dracula blev vampyr.

Det betyder altså, at Bram Stoker’s Dracula inderst inde er en gotisk kærlighedsfortælling, hvilket Kilars musik naturligvis også afspejler. “Mina’s Photo” indeholder det samme tema, som den kvindelige solist introducerede i det første nummer – et stærkt romantisk tema der dog både i “Dracula: The Beginning” og her i “Mina’s Photo” fremføres i en mørk og dyster version.

Temaet dukker flere gange senere, bl.a. i “Love Remembered” (nr. 7) og “Mina/Dracula” (nr. 11), hvor det fremføres som et ægte kærlighedstema. Sidstnævnte er i øvrigt næsten identisk med “Love Eternal” (nr. 13), bortset fra at “Love Eternal” afsluttes af et æterisk og virkelig smukt kor. Numrene med kærlighedstemaet er alle virkelig smukke, især fordi kærlighedstemaet bibeholder en smule af sin dysterhed, selv når det bliver helt storladent romantisk. Det er meget passende og lidt af en bedrift fra Kilars side.

Flere forarbejder til The Ninth Gate

At Kilar kender de klassiske gyserfilmsklichéer fik vi allerede demonstreret i “Dracula: The Beginning” med det hviskende kor, og al tvivl manes i jorden, når man når frem til “Lucy’s Party” (nr. 4), der præsenterer endnu en klassisk kliché: Spilledåsemusik. “Lucy’s Party” er et både skummelt og uhyggeligt, men samtidig ret smukt nummer, hvor den uskyldsrene spilledåsemusik står i kontrast til de langt mere truende og uhyggelige strygere, der danner kontrapunkt til klokkespillet og flygelet.

Her er vi i øvrigt igen vidner til Kilars enkle måde at opbygge musikken på: Både flygel, klokkespil og strygere gentager de samme motiver igen og igen, uden at Kilar gør andet end at ændre moduleringen. Man kan i øvrigt ikke undgå at anse “Lucy’s Party” som prototypen for nummeret “Liana” på The Ninth Gate, og nu vi er ved lighederne mellem Dracula-scoret og The Ninth Gate må det siges, at den dystre indledning i både “Mina/Dracula” og “Love Eternal”, hvor strygerne befinder sig i de helt lave registre, også lyder som forarbejder til The Ninth Gate.

Motiverne fra “Lucy’s Party” vender tilbage i begyndelsen af “Storm” (nr. 6), hvor de dog snart må vige pladsen for langt voldsommere sager, hvor Kilar både anvender pauker, stort kor, lilletromme, flygel og masser af blæsere. Igen er det relativt enkelt opbygget med anvendelse af nogle få motiver, der gentages igen og igen, men det virker fantastisk. Samme motiv vender tilbage i “Hunt Builds” (nr. 8) og “Green Mist” (nr. 10) – sidstnævnte dog i en trunkeret version.

Relativt få temaer og motiver

Når man tæller sammen, er det faktisk relativt få forskellige temaer og motiver, der udgør kernen i Wojciech Kilars score til Bram Stoker’s Dracula. Kilars store genistreg er, at han blot ved at variere orkestreringen, moduleringen eller tempoet kan anvende de samme temaer og motiver i meget forskellige sammenhænge. Især er jeg dybt imponeret over kærlighedstemaets mange skikkelser. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at kærlighedstemaet i sin reneste udgave, “Love Remembered” (nr. 7) hører til blandt de bedste numre på albummet – i øvrigt sammen med “Dracula: The Beginning” (nr. 1), “Vampire Hunters” (nr. 2) og “Brides” (nr. 5).

To numre skiller sig markant ud fra de andre. Det første er “Ring of Fire” (nr. 12), hvor Kilar blander orkester og hviskende kor med synth-forvrængede stemmer, vrinskende heste m.v. Det er virkelig uhyggeligt, men hører måske nærmere hjemme under betegnelsen “lydeffekter” end musik. “Ascension” (nr. 14) er derimod umiskendeligt filmmusik, men af en helt anden type end det, der ellers præger scoret. Det er komponeret udelukkende for kor og er et vildt smukt nummer med næsten religiøse kvaliteter. Desværre er det også meget kort – kun cirka 50 sekunder.

Foruden de forskellige filmmusiknumre er der også et enkelt popnummer på albummet, Annie Lennox-nummeret “Love Song for a Vampire” (nr. 16), som jeg personligt ikke er vild med, men som uden tvivl har hjulpet med at sælge nogle ekstra eksemplarer af albummet.

Glimrende!

Alt i alt er Bram Stoker’s Dracula et glimrende score! Det er lidt mere ujævnt end The Ninth Gate, men der er ikke desto mindre tale om ét af de fineste gotiske filmscores, man kan tænke sig. Hvis man er fan af dyster, men også ofte meget smuk og ekstremt tæt orkestreret filmmusik, så kan Bram Stoker’s Dracula varmt anbefales.

Nummerliste:
1. Dracula – The Beginning (6:41)
2. Vampire Hunters (3:06)
3. Mina’s Photo (1:24)
4. Lucy’s Party (2:56)
5. The Brides (4:56)
6. The Storm (5:04)
7. Love Remembered (4:10)
8. The Hunt Builds (3:25)
9. The Hunters Prelude (1:29)
10. The Green Mist (0:54)
11. Mina/Dracula (4:47)
12. The Ring of Fire (1:51)
13. Love Eternal (2:23)
14. Ascension (0:50)
15. End Credits (6:43)
16. Love Song for a Vampire (From “Bram Stoker’s Dracula”) (Performed and written by Annie Lennox) (4:20)

Total spilletid: 55:07

Anmeldt i nr. 25 | 13/11/2007