Planetens Spejle

Vi ved godt at vi er i art filmland, da filmen indledes med følgende Jorge Luis Borges-citat: ”Jeg så en endeløs mængde ganske nære øjne, der granskede sig selv i mig som i et spejl; jeg så alle planetenes spejle, og intet af dem spejlede mig.” Et citat der fortæller alt og intet og som samtidig har været inspiration til filmens titel.

Langsomt og hypnotiserende

Filmens handling er ikke nem at udrede. Og det er heller ikke meningen. Den er som en drøm, hvor små episoder kædes sammen af en større fortælling om død og eksistens. Vi ser en mand, filmens hovedperson, astronomen Adam Morgenstern (godt spillet af Ole Lemmeke), knæle ved en kvinde, og vi ser Adam have sex med en anden kvinde. Den hårde naturvidenskab sættes overfor det drømmende og filosofiske i en diskussion mellem to videnskabsmænd.

Og sådan kunne man fortsætte, men jeg anbefaler, at man nyder filmen som netop en drøm, der veksler mellem det smukke og det uhyggelige. På én og samme tid virker filmen nutidig, tidsløs og som noget fra fremtiden. Som hovedpersonen selv siger: ”Tid og sted havde byttet plads”. Og det er den fornemmelse, man konstant sidder med. Specielt når man ser den gamle dame, der mens hun siger underlige sætninger, vandrer rundt i noget, der ligner et postapokalyptisk (min tolkning) landskab. Underlig, malerisk, underlig, dyster og så lige lidt underlig. Sådan kan handlingen i filmen bedst beskrives. Filmen handler om alt og om ingenting.

Tempoet i Planetenes Spejle er langsomt. Meget langsomt. Og mange vil føle sig tilbøjelige til at sætte en anden film på. Det skal de have lov til. De går bare glip af en enestående oplevelse, på godt og ondt, for filmen har sine problemer, og visse steder bliver den for meget af det gode. Men sådan er det tit med art film. Både billederne og musikken (musik fra mange forskellige komponister) i filmen virker hypnotiserende, og det gør, hvis man er villig til at give filmen en chance, at man bliver draget ind i det meget specielle univers.

Art filmen

Den prototypiske art film ser ud som Planetens Spejle. Handlingen, og billederne, transcenderer den dybere mening om både kunst og menneskelig eksistens. Art filmen kan så at sige åbne døre op til de inderste kroge af det menneskelige sind for her at finde svar på eksistentielle spørgsmål. Og det er også her, at almindelig kunst kan hæves til højere kunst. Det kan måske lyde lidt højpandet, og det er hele diskussionen af art filmen, som filmteoretisk ledes af danske Torben Grodal og amerikanske David Bordwell.

Art filmen er, alt efter hvor man er i verden, noget forskelligt. For mange amerikanere er europæisk film det samme som art film og for andre er art film ”bare” de film, der udfordrer den almindelige måde at lave film på – som for eksempel Memento (2000) og Pulp Fiction (1994). Andre sætter lighedstegn mellem art film og art house cinema – AWE lancerer for eksempel filmen som art house. Så det er et svært begreb at blive helt klog på.

Torben Grodal er kognitiv filmteoretiker og arbejder med de processer, der sker i hjernen, når tilskueren ser film. Og i den sammenhæng er begrebet art film ganske spændende, da tvetydigheden og manglen på endegyldige tolkninger åbner op for en dybere mening. Det man kunne kalde den højere kunst. Grodals tanker er ekstremt svære at forstå, selv for akademikere, men det kan dog alligevel anbefales at opsøge hans værk Embodied Visions (2009), hvis man vil have et indblik i, hvordan hjernen fungerer når man ser film.

David Bordwell, der også er forankret i kognitionsteorien, går dog lidt mere pragmatisk og konkret til værks i Film Narration (1985). For Bordwell er art filmen en decideret genre, og han opridser forskellige genretræk og hovedværker inde for art film genren. Genretræk kan være de åbne tolkninger, et specielt formsprog, temaer der omhandler en højere og mere diffus mening, handlinger der foregår primært i sindet på hovedpersonerne, handlingen der springer i tid (flashforward, flashback og flashsideways) og meget andet. Det spændende i den sammenhæng er, at man også fint kan snakke om art film-træk, da det er er meget, meget få film, der opfylder alle ”kravene”.

Man vil eksempelvis ikke kalde Lost (2004-2010) for en art serie, men dens brug af en kompliceret struktur i handlingens tidslige forløb kan ses som et art film-træk, der gør, at man forsøger at holde den endegyldige sandhed væk fra tilskueren. At serien så mange steder ”bare” bruger det til at skabe coolness og spænding er så en helt anden historie.

Mange af Triers film ses som deciderede art film og mange af Bergmans og Tarkovsky ligeså. Det er tydeligt, at Tarkovsky har været en stor inspirationskilde, specielt Solyaris (1972), selvom Planetens Spejle ikke kommer helt op på det niveau af kunstnerisk kvalitet – men i mange scener er det tæt på.

Planetens Spejle af Jytte Rix har jeg ikke set nævnt af hverken Grodal eller Bordwell, men det burde de gøre. For her har vi at gøre med en ”ægte” art film, både i stil og indhold.

Modig instruktør og kunstnerisk kvalitet

Planetens Spejle fik mange fine anmeldelser ved premieren i 1992, men blev kun set af 1705 mennesker. Det er synd, og derfor kan man også kun hylde, at AWE har støvet filmen af og sendt på DVD-markedet. Planetens Spejle er bestemt ikke for alle, men man bør sig gøre den tjeneste at se den, netop for at se noget, man ikke har set før.

Instruktøren Jytte Rix er autodiktakt, og det kan godt være én af forklaringerne på, at filmen er som den er: Der er ingen, der har lært eller formanet hende, at en film skal bygges op på den og den måde. Jytte Rix er indbegrebet af den skabende kunstner, som ikke går på kompromis med sin vision. Det koster ved billetlugerne, men giver en film, som den danske filmarv kan være stolt af – selvom næsten ingen mennesker har set det. At Rix er uddannet på Kunstakademiet fornægter sig dog ikke: Filmen er meget smuk. Filmens poetiske udtryk er ikke tilfældigt, da dialogerne i filmen er skrevet af digteren med det meget mundrette navn Arne Schnack.

Smuk, tvetydig, og meget langt fra mainstream

Hvis man efter at have set filmen føler sig på Herrens mark, er det forståeligt. Planetens Spejle er svær at tolke, og det er også netop det, der gør den så stærk. Filmen er som god poesi både smuk og tvetydig. Med til AWE’s udgave følger en fin pamflet skrevet af en fabulerende, men meget velskrivende, Christian Braad Thomsen. Her kan man finde en tolkning af filmen og se, hvordan en art film-kender priser Plantetens Spejle og den skabende kunster – man skal i den sammenhæng dog lige huske, selvom pamfletten ikke nævner det, at Rix og Braad Thompsen dannede par i perioden fra 1975-1997.

Planetens Spejle er ikke videre underholdende, har et meget langsomt tempo og er svær at forstå. Men ikke desto mindre er det en smuk film, som er et kongeeksempel på en art film. Sådanne kunstneriske eksperimenter kan runge hult og virke påklistrede, som vi så det med Karim Hussains skrækkelige Ascension (2002). Men det er ikke tilfældet her. Planetens Spejle er smuk, dybfølt, prætentiøs og meget fascinerende.

Planetens Spejle er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 56 | 13/06/2010

Stikord: Art film, Danmark