Fri os fra det onde

Ole Bornedal har haft en spraglet karriere. Først et smut forbi Københavns Universitet og så på filmskolen. Han fik sit store gennembrud i 1994 med genrefilmen Nattevagten og i 1996 slog han sit navn fast med den succesfulde TV-serie Charlot og Charlotte. Og så gik turen ellers til USA med en genindspilning af Nattevagten, Nightwatch (1997), hvor Bornedal også blev producent på Guillermo del Toros Mimic (1997). I 2002 satsede Bornedal stort med den bombastiske og noget tomme Jeg er Dina.

Derefter tog han en velvalgt pause fra filmen, og var i perioden fra 2002-2004 teaterdirektør på Aveny-T. I 2007 vendte han tilbage med den ganske solide genrefilm Vikaren (2007), og samme år instruerede han også metafilmen Kærlighed på film.

Bornedal var tilbage, både kunstnerisk og kommercielt. Derfor kan det godt undre, at hans næste film, Fri os fra det onde, kun trak 27.598 i biograferne. Specielt når man tænker på, at 2009 var et kanonår for de danske biografer. Men svaret på den kommercielle fiasko skal findes flere steder. Og når det kommer til stykket, er Fri os fra det onde en meget seværdig film, som tør mere end de fleste film, men som samtidig er for overproduceret og moraliserende.

Det mørke Jylland er et Mekka for rednecks

Vi er i Jylland. I redneckland, hvor truckerne drikker sig fulde på bodegaen, og hvor Fede Finn & Funny Boyz spiller op i festteltet. I dette lille samfund udspiller der sig en tragedie af bibelske dimensioner. En kvinde køres ned af truckeren Lars (Jens Andersen), der skyder skylden på indvandreren Alain (Bojan Navojec). En heksejagt på Alain indledes af den afdøde kvindes mand, Ingvar (Mogens Pedersen).

I en lille idylisk villa, hvor Alain har arbejdet som håndværker, bor advokaten Johannes (Lasse Rimmer) med sin kone Pernille (Lene Nystrøm) og sin datter Viola (Fanny Bornedal). Johannes er en helt anden type end Lars, men ikke desto mindre er de brødre. Vi er som sagt på bøhlandet, og landbetjentene er langt væk, så da lynchningen af Alain nærmer sig, tager Johannes affære: Han slæber den gennemtæskede Alain med ind i sit hus til konen og datteren og forskanser huset. Men da Ingvar og hans flok af hjernedøde hjælpere vil have fat i Alain, kommer der problemer. Men hvorfor skal Johannes sætte sit og sin families liv på spil for en sølle fremmed? Mere vil jeg ikke røbe her.

Vil både blæse og ha’ coke i munden

Filmens største problem er, at den vil for meget, både i forhold til stilen og fortællingen. Og det er typisk for Bornedal. Han bruger store armbevægelser, men sjovt nok fungerer filmen bedst i de scener, hvor stilen ikke tager overhånd. Der er gemt en fin lille og beskidt fortælling med fødderne plantet solidt i genreland i Fri os fra det onde. Hvis den var amerikansk, havde den foregået i det dybe syd, og truckerne var skiftet ud med KKK.

Filmen er også dejlig brutal og grafisk, og Bornedals skildring af udkantsdanmark er så hamrende karikeret, at det faktisk fungerer godt i forhold til tragedien. At der er tale om en tragedie er tydeligt, men for at slå det fast smider Bornedal også lige en fortæller ind, som i bedste teaterstil kommenterer på handlingen. Det er den slags, der er for meget af det gode.

Rent visuelt kan man betegne filmen som svulstig – på den gode måde. Bornedals husfotograf Dan Laustsen viser endnu, at han hører til blandt eliten af filmfotografer. Den måde han får provinsen til at fremstå på er både smuk og hæslig.

Fint skuespil

Fri os fra det onde kunne være blevet en rendyrket genrefilm med en unik visuel side. Den ligner ikke noget, vi har set i Danmark før. Desværre vil Bornedal for meget, og blandingen af exploitation og moralsk lektie om det onde i os selv kommer til at runge hult. Og det er for at sige det lige ud brandærgerligt.

Bornedal viser, at han er en dygtig personinstruktør, og specielt imponerende er det, hvorledes han får Jens ”Polle fra Snave” Andersen til at fremstå som en troværdig skuespiller, der i rollen som Lars formår at få karikaturen af en trucker til at veksle mellem det deciderede monstrøse og det menneskelige.

Også Lasse Rimmer fungerer fint i rollen som Johannes, mens Lene ”Aqua” Nystrøm i rollen som Pernille mest er med som blikfang, og det gør hun også godt. De er troværdige, hvilken man bestemt ikke kan sige om Mogens Petersens fremtoning som Ingvar. Her er der tale om manieret overspil af den værste skuffe, og karakteren burde være skrevet helt om.

Filmen vil både være en realistisk skildring af mennesker på randen af afgrunden og samtidig en tragedie af bibelske proportioner. Men et eller andet sted i manuskriptet er det gået helt galt, og det er specielt i udformningen af karakteren Ingvar og i Sonja Richters fortæller.

Sinne Gas Bornedal

Fri os fra det onde er blevet Ordet ifølge Bornedal, pakket ind i en exploitationfilms hårde grafiske udtryk. Desværre er moralen leveret ekstremt bombastisk, og Bornedal lader ikke selv tilskueren tolke noget som helst. Og så drukner den overdrevne morale i det svulstige formsprog. I sidste ende er Fri os fra det onde en enormt flot film, der tør en masse, men som desværre fejler på grund af det overload af virkemidler, som Bornedal tilsætter i både handlingen og formen.

Bornedal er klart bedst, når han går efter det simple, som det er tilfældet med Nattevagten og Vikaren, hvorimod han hurtigt kommer på glatis, når han giver den på alle tangenter. Som vi siger i Sønderjylland: ”Sinne Gas”- tag det roligt. Og ellers håber vi bare her på Planet Pulp, at Bornedal næste gang laver en ”almindelig” genrefilm. Kald os konservative, men det er kun fordi vi elsker genrefilm og fordi, at Fri os fra det onde med nogle småjusteringer kunne være blevet den fedeste danske film i mange, mange år.

Anmeldt i nr. 56 | 13/06/2010

Stikord: Danmark, Racisme