Riget II

Tre år skulle der gå, før Lars von Trier, medforfatter Niels Vørsel og medinstruktør Morten Arnfred endnu engang indlagde Danmarks TV-seere på Riget. Anden sæson af serien bestod af endnu fire afsnit og kom af uransagelige årsager til at hedde Riget II – en besynderlig dansk skik med at nummerere TV-seriesæsoner i titlen som vi også har set i Forbrydelsen II.

Samme ingredienser – ændrede blandingsforhold

Langt hen ad vejen er der i Riget II tale om mere af det samme – og så alligevel ikke. For selv om handlingen fortsætter direkte fra Riget og selv om ingredienserne mestendels er de samme, så er blandingsforholdet ændret en del. De satiriske og komiske elementer er endnu mere fremtrædende i Riget II, og seriens univers er blevet endnu mere grotesk og virkelighedsfjern end i første sæson.

Sidstnævnte kan eksemplificeres med lægen Judiths groteske monsterbarn Lillebror (Udo Kier). Med undtagelse af en enkelt sygeplejerske, der lader til at være helt normal og som dermed finder Lillebror alt andet end normal, lader stort set hele hospitalets stab til at acceptere det monstrøse barn som en helt naturligt forekommende freak of nature.

Mere ujævn

De satiriske og komiske elementer kommer til udtryk i Professor Moesgårds møde med en meget alternativ terapeut – Pigernes Ole – der holder til i Rigets kælder. Eller doktor Helmers pludselige fascination af forskellen på “flydere” og “synkere” – med den konsekvens, at Helmers afsindige monologer, der i første sæson fandt sted på taget af Riget, nu filmes fra bunden af en lokumskumme. Også hospitalsdirektørens og overlægernes interessekonflikter på det økonomiske og administrative område fylder en del og bliver baggrund for veloplagt satire på bekostning af det danske sundhedssystem.

Ja, man kunne faktisk blive ved med at give eksempler på de satirisk-humoristiske elementer i Riget II, og det er præcis den store mængde af ofte temmelig pågående og plat humor, der stedvist er ved at vælte læsset. Lykkeligvis er meget af den tilstræbte komik rent faktisk sjovt, og det er kun meget få steder, det vitterligt kammer over og bliver pinligt. Men sådanne steder er der dog, og de er med til at gøre Riget II til en noget mere ujævn størrelse end første sæson.

En anden grund til, at Riget II måske ikke føles nær så helstøbt som første sæson er, at der går en rum tid inden hovedproblemet bliver identificeret. Nemlig at der er nogen på Riget, der dyrker Satan, og at det er fru Drusses opgave at redde Riget. I sin relative langmodighed med at præsentere det nye fokus, der skal drive plottet videre, kommer Riget II i høj grad til at fremstå som det midterste kapitel i et tredelt værk, der jo imidlertid aldrig blev eller nogensinde bliver færdigt, da Ernst-Hugo Järegård og Kirsten Rolffes døde i henholdvis 1998 og 2000.

Ganen og vanen

At Riget II er noget lidt andet end første sæson er naturligvis helt tilsigtet fra bagmændenes side; noget man bliver helt overbevist om, når Lars von Trier dukker op under rulleteksterne efter første episode (samlet set den femte episode). Hør bare her:

Tja, det gik så ikke. Bidet blev borte og forventningerne, de store, grundigt kørt ned. Pist væk var ånden og det trods alt ydmyge håb om en gentagelse af fordums tiders succesfulde fremmarch. Og så alligevel, så var den måske ikke forsvundet helt, ånden. Altså Drusses. For oppe under operationsstuens slidte loftsplader, der tittede den ligesom stadig frem. Og måske er det i virkeligheden, når vi opgiver dén, at vi kan vinde vore allerstørste fortjenester.

Ganen og vanen går sammen til torvs, men at lade dem løbe af med os, dét er vi ikke tjent med. Kan vi blot en enkelt gang give slip på det, som er os allertryggest og som har mættet os godt så mange gange før; magter vi at sige rigtig farvel, så bliver det måske til et lille muntert goddag til det nye, der ikke er som det gamle og ikke smager som det gamle og netop derfor måske slet ikke så dårligt endda.

Gode gys

Når kritikpunkterne er nævnt, må det imidlertid også siges, at Riget II på mange punkter fortsætter de gode takter fra første sæson. Den sataniske kraft der er løs på Rigshospitalet bliver kilde til adskillige gode gys, bl.a. hospitalspræstens uhyggelige og blodige død. Riget II er faktisk flere steder betydeligt mere uhyggelig, end første sæson var, selv om den overordnede stemning er mere ujævn.

Visuelt er Riget II en direkte fortsættelse af første sæson – det er den samme Dogme-lignende æstetik med grynede billeder, håndholdt kamera og udstrakt brug af voldsomme jumpcuts i klipningen. Der er heller ingen større udskiftninger blandt skuespillerne, men enkelte nye ansigter er kommet til – bl.a. Erik Wedersøe som den gale terapeut og Thomas Bo Larsen som dødskørende portør. Læg også mærke til Stellan Skarsgård i en lille rolle som doktor Helmers advokat – som i øvrigt hader Danmark og danskerne lige så meget som Helmer selv.

Man kan kun beklage, at vi aldrig nogensinde får afslutningen på historien om Riget, for ved afslutningen af Riget II var der lagt i ovnen til en spændende konklusion på fortællingen. Angiveligt skulle manuskripterne til de sidste afsnit, vistnok fem styk, ellers være skrevet, så hvis vi er meget heldige får vi måske lov at læse dem engang.

At historien stopper in medias res bør nu ikke afholde nogen fra at anskaffe sig Riget og Riget II, for selv om Riget II måske er en anelse mindre helstøbt end Riget, er serien som helhed stadig ekstremt seværdig og fortsat et unikum inden for dansk TV-underholdning.

Anmeldt i nr. 56 | 13/06/2010

Stikord: Danmark, Dæmoner, Hospitaler, Satanisme, Spøgelser, Sygeplejersker