Nattevagten

Da Nattevagten havde premiere i 1994, blev filmen ualmindeligt godt modtaget, og det er der sådan set intet at sige til. Ole Bornedal, der både har skrevet manus og instrueret, præsenterer med Nattevagten en stramt fortalt lille thriller af en type, vi på daværende tidspunkt bestemt ikke var forvænte med i det danske filmlandskab.

Jeg kan også rigtig godt lide Nattevagten, og jeg er glad for, at filmen fik en god modtagelse af de danske anmeldere. Men jeg vil også gerne benytte anledningen til at dryppe lidt malurt i bægret, for den overstrømmende velkomst, Nattevagten fik, står i skærende kontrast til den modtagelse, mange kvalitativt fuldstændigt tilsvarende udenlandske film får. Her ser vi et helt klassisk eksempel på den dobbeltmoral, der præger en del af det danske anmelderkorps, og som på én eller anden måde foreskriver, at et produkt åbenbart bare er bedre, hvis det er dansk.

Det er en rigtigt irriterende navlepillende tendens, der i øvrigt i ret høj grad tilsvarer den, vi ser i forbindelse med prisuddelinger og lignende, hvor den mindste danske involvering i en produktion på det nærmeste gør en film til dansk. Uden videre hurlumhej vil jeg i den forbindelse gerne opfordre læseren til at kaste et blik på den skarpe kommentar til filmformidling, der står at læse i lederen af aprilnummeret af filmtidsskriftet 16:9 – lederskribenten her rammer virkelig hovedet på sømmet.

Job på retsmedicinsk

Og således med hjertet en anelse lettere, kan vi gå videre med hovedretten, nemlig Bornedals Nattevagten. Filmen handler om den unge studerende Martin (Nikolaj Coster-Waldau), der har fået job som nattevagt på retsmedicinsk institut. Han regner med at der er tale om en loppetjans, hvor han kan kaste sig over bøgerne om natten, men virkeligheden er naturligvis en helt anden. Stedets atmosfære kravler under huden på ham, og især hans regelmæssige runder i huset – der bl.a. bringer ham helt ned i lighuset – er særdeles myrekrybende (også for publikum).

Samtidig gøres Martins liv surt af to andre problemer. For det første hans lettere psykopatiske studiekammerat Jens (Kim Bodnia), der keder sig gudsjammerligt, og opfinder en leg, hvor han og Martin skal udfordre hinanden. Den der første gang siger nej til en udfordring skal gifte sig med kæresten.

For det andet hærger en gal seriemorder samtidig byen, og Martin formår at gøre sig selv til mistænkt i sagen, idet han gennem Jens’ leg er kommet i kontakt med den unge prostituerede Joyce, der ender som offer for morderen. Det går nu op for Martin, at morderen på én eller anden måde forsøger at hænge ham op på mordene, og der går ikke længe, inden kriminalbetjenten Wörmer (Ulf Pilgaard) ånder Martin tungt i nakken.

Mangel på originalitet er intet problem

Mere af handlingen er der ingen grund til at referere her – enten fordi du allerede kender Nattevagten og dermed ved, hvordan det hele spænder af, eller fordi du ikke har set filmen før og dermed skal have lov til at opleve det ved selvsyn.

Lad det være sagt med det samme: Nattevagten er alt andet end original. Den er sådan set ikke andet end en dansk udgave af den hæderkronede thriller, som både amerikanere og briter har spyttet ud i årevis, men som vi af én eller anden grund aldrig har været gode til at producere her til lands før i nyere tid. Gud ske tak og lov for filmfolk som Ole Bornedal, Nikolaj Arcel og andre instruktører, der ikke er bange for at indrømme, at de holder af genrefilm og som tilmed formår at lave levedygtige danske eksempler.

At Nattevagten ikke er original betyder ikke, at der er tale om en dårlig film – langt fra! Som sagt er Nattevagten en stramt fortalt og særdeles skarptskåren lille thriller, der både leverer en fabelagtig skummel stemning og ægte spænding (altså thrills). Ole Bornedal får det maksimale ud af Martins job som nattevagt, og retsmedicinsk institut kommer til at fremstå langt mere skummelt end det formentlig på nogen måde er i virkeligheden! Det er også helt glimrende, for det er netop det, film gerne må! Altså undlade at forholde sig til virkeligheden til fordel for effekt.

Plottet omkring den gale seriemorder, der hærger København er også fint eksekveret, og her præsenterer Bornedal os bl.a. for en formidabelt spændende sekvens, hvor Martins kæreste Kalinka (Sofie Gråbøl) uforvarende ender i en lejlighed sammen med morderen.

En god thriller

Af skuespillerne er det især Nikolaj Coster Waldau, der imponerer. Han var, dengang i 1994, stadig ukendt, og Nattevagten var hans gennembrudsfilm. Siden har han drevet det vidt i både ind- og udland, og det bliver spændende at følge hans videre udvikling. Kim Bodnia er fin i rollen som den halvgale Jens, men han overspiller til tider også fælt, hvilket også gælder for Lotte Andersen i rollen som Jens’ kæreste. Sofie Gråbøl er dog god som Martins kæreste Kalinka, og Ulf Pilgaard gør det også fint i rollen som kriminalbetjenten.

Alt i alt er der med Nattevagten tale om en fin lille film, der fungerer aldeles glimrende, men som på ingen måde kommer til at gå over i historien – ud over at være én af de første rigtigt velfungerende danske genrefilm. Nattevagten har blandt mange – vel særligt folk på min egen alder – en meget høj stjerne, og det er til en vis grad forståeligt. Og det er da også skønt ind imellem at kunne kippe med Dannebrogsflaget. Men lad os kalde en spade for en spade. Nattevagten er en god thriller. Intet mere, intet mindre.

Anmeldt i nr. 56 | 13/06/2010

Stikord: Danmark, Genindspillet, Seriemordere