De fortabte sjæles ø

Ligesom filmen De fortabte sjæles ø er en usædvanlig dansk film, er scoret til filmen det samme: Et stort symfonisk og tydeligvis Hollywood-inspireret score. Godt nok har den sørgeligt underbenyttede, også i dette tilfælde, Søren Hyldgaard enkelte gange tidligere komponeret sådanne scores til film som Ørnens øje (1997), men i det store hele er danske filmscores langt mere tilbageholdne. Desværre.

Tilbageholdent kan man imidlertid på ingen måde kalde den unge britiske komponist Jane Antonia Cornishs score til De fortabte sjæles ø – det er stort, bombastisk og meget tydeligt rodfæstet i den samme Hollywood-tradition, som Nikolaj Arcel også gerne ville efterligne med selve filmen.

På den måde er scoret til De fortabte sjæles ø et ganske forfriskende score at høre med danske ører, men der er andre ting der gør, at scoret ikke rigtig fungerer som selvstændig lytteoplevelse på album.

Sammenlignet med Arnold og Williams

Af udenlandske filmmusikanmeldere er Cornishs score blevet sammenlignet med både en tidlig David Arnold og med John Williams. Begge dele er på sin vis fuldt forståelige. Hvad Arnold angår, minder De fortabte sjæles ø med både sin stil og sin bombastiske “Her kommer jeg”-attitude temmelig meget om David Arnolds internationale gennembrud Stargate fra 1994. I øvrigt minder et af motiverne i De fortabte sjæles ø stilistisk lidt om et af motiverne fra Arnolds to år senere Independence Day-score, men det er en anden sag.

Williams-lighederne kommer særligt til udtryk stilistisk, hvor der i både messingblæser- og træblæserarrangementerne høres en betydelig indflydelse fra Williams, men stedvist genkender man også en mere direkte inspiration, særligt fra den sene del af Williams’ karriere og vel især musikken fra de tre Star Wars-prequels.

Rent teknisk skal der ikke herske nogen tvivl om, at Jane Antonia Cornish har totalt styr på tingene, og det er også let at høre, hvorfor så mange filmmusikfans er faldet pladask for scoret til De fortabte sjæles ø, som i øvrigt fremføres kompetent og med stor entusiasme af DR Symfoniorkestret og DR KoncertKoret. Jeg hører imidlertid ikke til blandt den gruppe, for selv om jeg er fuldt ud i stand til at værdsætte musikkens kvaliteter på det tekniske niveau og erkender, at den nok fungerer aldeles glimrende i filmen, så “gør” musikken meget lidt for mig som selvstændig lytteoplevelse.

For ensartet

Filmmusikdelen af albummet (de første fire numre er pop-/rocknumre) begynder ellers godt, og da jeg første gang hørte Cornishs lidt fanfareagtige og særdeles ørehængende hovedtema, orkestreret for stort symfoniorkester og kor, skruede jeg straks mine forventninger i vejret. Det viste sig imidlertid at være uklogt, for den stærke tematiske forankring, der findes i det første nummer “Island of Lost Souls” (nr. 5) skal man helt frem til det fremragende afsluttende cue “Soul Bridge & End Titles” (nr. 15) for at finde igen.

Numrene ind imellem består langt overvejende af actioncues og cues med atmosfærisk underscore – noget suspense og lidt decideret horrormusik. Det hele er særdeles voldsomt, langt overvejende utematisk og i høj grad atonalt. Hovedtemaet optræder flygtigt på scoret (f.eks. i begyndelsen af “Escape Through the Forest” (nr. 7), og derudover er der et par andre motiver, men musikken mangler i den grad en tematisk forankring. Det glimrende hovedtema bruges ganske enkelt alt for lidt, og heroiske passsager som i begyndelsen af “Richard to the Rescue” (nr. 11) hører vi også alt for lidt til.

Et af de helt centrale problemer ved Cornishs score er, at musikken simpelthen er alt for ensartet. Der er kun meget få stilistiske variationer i den store mængde underscore, og det gør albumet til noget af en prøvelse at lytte igennem, selv om filmmusikdelen af det kun varer ca. 37 minutter.

Der er bestemt lyspunkter undervejs. Flere steder anvender Cornish således koret med stor effekt (f.eks. anden halvdel af “The Cave”, nr. 12), og der er også effektiv suspensemusik undervejs (f.eks. i anden halvdel af “Richard to the Rescue”, nr. 11). Men de rigtig gode dele kommer som korte passager, klemt inde mellem de store mængder atonal og meget enslydende underscore.

Utilfredsstillende lytteoplevelse

Som sagt er det helt tydeligt, at Cornish ved, hvad hun laver, og jeg er i virkeligheden slet ikke i tvivl om, at musikken gør sit job aldeles glimrende i selve filmen eller om, at Cornish nok skal drive det vidt inden for filmmusikken. Derfor er det også så meget desto mere ærgerligt, at musikken ikke gør sig bedre på album, og det kan heller ikke udelukkes, at det delvist skyldes et uhensigtsmæssigt produceret album.

Det ændrer imidlertid ikke på, at albummet med musik fra De fortabte sjæles ø, i den form det foreligger i dag, udgør en temmelig utilfredsstillende lytteoplevelse. Man kan værdsætte musikken på det tekniske niveau, men det er ualmindeligt svært for alvor at holde af albummet.

Nummerliste:
1. Supergirl (Kashmir) (3:56)
2. Slay the Emperor (Kashmir) (4:46)
3. Box Office Band (The Alpine) (3:09)
4. Glasshouse (Pernille Valentin) (3:54)
5. Island of Lost Souls (1:54)
6. Death of Linea (1:04)
7. Escape Through the Forest (2:55)
8. Lulu’s Theme (1:15)
9. Old Enemies (3:42)
10. Shadows (2:41)
11. Richard to the Rescue (2:36)
12. The Cave (2:37)
13. Monk’s Island (1:05)
14. Final Battle (9:32)
15. Soul Bridge & End Titles (8:03)

Total spilletid: 53:09 (heraf score: 37:24)

Anmeldt i nr. 56 | 13/06/2010

Stikord: Børn, Danmark, Fantasy, Magi, Troldmænd