The Silence of the Lambs

The Silence of the Lambs (dansk: Ondskabens Øjne) er efter min mening nok den bedste thriller, der kom i 1990’erne. Helt sikkert er det den bedste seriemorderthriller, der kom i 1990’erne, og Jonathan Demmes filmatisering af Thomas Harris’ roman af samme navn må da også have æren af at være den film, der startede bølgen af seriemorderfilm i sidste årti.

Seriemordere havde naturligvis figureret på film og TV før The Silence of the Lambs ramte lærrederne i 1991, men efter at Demmes film blev en massiv succes hos både anmeldere og publikum, begyndte det at vælte ud med morderfilm af stærkt varierende kvalitet. Den bedst kendte af disse er vel nok David Finchers Se7en fra 1995, der i øvrigt havde komponisten Howard Shore til fælles med The Silence of the Lambs.

Det der gør The Silence of the Lambs så vellykket, er en kombination af faktorer. Et glimrende romanforlæg, en dygtig manuskriptforfatter (den ellers alt andet end produktive Ted Tally), en instruktør med et godt greb om genren og ikke mindst et formidabelt cast anført af Jodie Foster som FBI-aspiranten Clarice Starling og Anthony Hopkins som den karismatiske seriemorder og kannibal, Hannibal Lecter.

Lecter stjæler billedet

The Silence of the Lambs var ikke Hannibal Lecters første optræden på det store lærred. Karakteren medvirkede også i Michael Manns Manhunter (1986), der er baseret på Thomas Harris’ første seriemorderroman Red Dragon fra 1981 (dansk: Den Røde Drage). I Manns film blev Lecter spillet af Brian Cox, men Demmes valg faldt altså på Anthony Hopkins, hvilket skulle vise sig at være rigtig klogt.

På trods af, at Jodie Foster yder en aldeles glimrende indsats som Clarice Starling, filmens egentlige hovedperson, er det Anthony Hopkins, der stjæler billedet, og det var ham, ikke Starling, som publikum ville have mere af. Thomas Harris’ indtil videre to fortsættelser af Lecter-historien, Hannibal(1999) og oprindelseshistorien Hannibal Rising (2006) har således Lecter i hovedrollen.

Følger romanens handling ganske trofast

Handlingen i The Silence of the Lambs følger romanen meget trofast med få og små ændringer, som man fra et narrativt synspunkt sagtens kan forstå. Filmen begynder med, at FBI-aspiranten Clarice Starling bliver bedt om at møde op på sektionschefen Jack Crawfords kontor. Crawford er leder af FBI’s afdeling for adfærdsforskning; den del af organisationen der står for jagten på seriemordere. Crawford beder Starling om at tage til Baltimore for at bede Dr. Hannibal “The Cannibal” Lecter om at medvirke i en undersøgelse, FBI er i færd med at foretage af seriemordere bag tremmer.

Starling ved, at Crawford for øjeblikket er travlt optaget af en verserende sag – en seriemorder, der har fået tilnavnet Buffalo Bill fordi han delvist flår sine ofre – og hun spørger Crawford til, om der er nogen forbindelse mellem Buffalo Bill og interviewet med Lecter. Crawford svarer nej, men senere finder man ud af, at det naturligvis ikke er rigtigt.

Quid pro quo

Starling tager til sindssygehospitalet i Baltimore for at tale med Lecter, som indledningsvist nægter at udfylde spørgeskemaet. Til gengæld begynder han at fodre Starling med oplysninger, som hun efterhånden opdager, har at gøre med Buffalo Bill. Lecter gør det imidlertid ikke gratis. Hans pris er, at Starling fortæller personlige ting om sig selv – noget Crawford ellers havde advaret Starling om på grund af Lecters fremragende evner som psykiater. “Believe me, you don’t want Hannibal Lecter inside your head”, advarer Crawford hende i begyndelsen af filmen.

Ikke desto mindre er det præcis det, Starling gør, og præcis hvilke følger det får, skal jeg ikke afsløre her i fald, at der er nogle, der endnu ikke har set filmen. Jeg kan dog sige så meget, som at det er her den engelske titel – direkte oversat til “Lammenes stilhed” – kommer ind i billedet.

Lecters informationer viser sig at være gode, og Starling og Crawford kommer langsomt tættere og tættere på Buffalo Bill. Det hele går dog galt for dem, da de i et forsøg på at få de kritiske informationer ud af Lecter, giver ham et falsk tilbud om overflytning til en anden institution. På dette tidspunkt er FBI under pres, da Buffalo Bill har kidnappet endnu et offer, datteren af en senator. Nu går der politik i sagen, og sindssygeanstaltens leder, Dr. Chilton (Anthony Heald), forsøger at mele sin egen kage ved at afsløre Crawford og Starling.

Sagen går i stedet over til justitsministeriet, som får Lecter overflyttet til Memphis mod at han giver dem de informationer, de skal have for at kunne redde pigen. Men nu er det Lecters tur til at spille højt spil. Samtidig med at han fodrer justitsministeriets folk, under ledelse af den usympatiske Paul Krendler, med forkert information, planlægger Lecter nemlig sin flugt. Clarice Starling drager til Memphis og har her sit sidste møde med Lecter, inden han iværksætter sin flugt, og her giver Lecter Starling et sidste spor.

Latterlig kritik

Handlingen i The Silence of the Lambs følger imidlertid ikke kun Starlings opklaringsarbejde og hendes samtaler med Lecter. Lige som bogen har kapitler, der omhandler seriemorderen Buffalo Bill, har filmen også scener, der viser os, hvem han er. Bill – eller Jame Gumb, som han egentlig hedder – spilles i filmen af Ted Levine (senere set i bl.a. Wild Wild West fra 1999, Michael Manns Heat fra 1995 og The Hills Have Eyes fra 2005). Levines fremstilling af Bill er god – Levines nasale stemme og ret særprægede ansigt gør Buffalo Bill til en virkelig uhyggelig figur – men er begrænset af den forholdsvis tynde karakteristik, der stammer fra Harris’ roman.

I modsætning til Francis Dolarhyde fra Red Dragon, gøres der i The Silence of the Lambs aldrig noget rigtigt forsøg på at forklare Gumbs sindssyge. Han er i gang med at fremstille en kvindedragt af rigtige kvinder, og fremstilles som en gal homoseksuel, hvilket tiltrak megen kritik af filmen fra især amerikanske gay rights-aktivister. Det var bl.a. på den baggrund, at Jonathan Demme i 1993 lavede Philadelphia som en slags undskyldning for den måde, hvorpå Buffalo Bill kunne misforstås.

Personligt forstår jeg ikke rigtigt kritikken, for The Silence of the Lambs er tydeligvis ikke nogen anti-homoseksuel film. Ej heller er det tilfældet med bogen. At Gumb lader til at være homoseksuel er et rent tilfælde, og jeg tvivler stærkt på, at man skal lægge noget i det. Især fordi Gumb i virkeligheden er en ren biperson – han er ganske vist historiens bagvedliggende motivation, men ikke dens drivkraft eller brændstof. Det er i stedet Clarice Starling og Hannibal Lecter, samt deres indbyrdes forhold. At filmen blev lagt for had af amerikanske homoseksuelle synes derfor at være lidt af en overreaktion.

Skematisk opbygget figur

Al denne virak desuagtet er Gumb-karakteren af flere anmeldere blevet kaldt filmens svageste led, netop fordi karakteren ikke er specielt velfunderet. Det er imidlertid en kritik, jeg ikke er enig i, netop fordi historiens fokus ikke er på Gumb. Selv om det havde været fint om personen havde været lidt mere udbygget – især i romanen – så er karakteren så perifer, at det, i hvert fald i filmen, ikke er nødvendigt.

Karakteren udfylder sin funktion til perfektion, og Levines præstation i rollen er ganske udmærket. Et andet element der viser, at Gumb ikke er historiens egentlige fokus, er at figuren er bygget ekstremt skematisk op som en sammenblanding af virkelighedens Ed Gein og Ted Bundy. Ed Gein flåede også sine ofre og brugte huderne til bl.a. en lampeskærm og til stolesæder, ligesom han også havde lavet en delvis dragt ud af huden fra en kvindes torso. Og Gumbs metode til at tiltrække senatorens datter – ved at tage en falsk gipsbandage på armen, så han kan bede hende om hjælp – er hentet direkte fra Ted Bundy, der brugte denne metode til at tiltrække sine ofre.

Fremragende skuespil og sjove cameos

Skuespillet i filmen er generelt fremragende. Som nævnt stjæler Anthony Hopkins billedet med sin portrættering af den hyperintelligente Hannibal Lecter, der kan være både høflig og nedrig, og hvis glimt i øjet vandt publikums sympati og interesse. Men Hopkins har stærkt modspil af Jodie Foster i hendes måske mest berømte rolle nogensinde. Foster fanger til perfektion de psykologiske aspekter af karakteren, som spiller så stor en rolle for forholdet mellem Starling og Lecter, og hun fremstiller Starling som på én gang sårbar og hårdhudet samt ikke mindst sympatisk. På trods af at Lecter fangede publikums interesse, så er det Starling, der er publikums indgang til historien, og hun er ubestrideligt også filmens hovedperson.

Foster og Hopkins har imidlertid støtte af en række gode birolleindehavere. Scott Glenn er sympatisk som sektionschef Crawford, Anthony Heald er slesk og ubehagelig som Dr. Chilton (den stakkels Heald er efterhånden blevet typecast i den type roller) og Frankie Faison har en fin lille rolle som en af vagterne på sindssygeanstalten. Interessant nok er Faison faktisk den eneste, der har været med i alle Lecter-filmene, på nær den seneste. Han var nemlig også med i Manhunter, hvor han dog spillede en anden rolle. I The Silence of the Lambs, Hannibal og Red Dragon spiller han den samme rolle.

Derudover må nævnes solide birolleskuespillere som Tracey Walter og Paul Lazar (der spiller henholdsvis bedemand og insektekspert), og hold også øje med Chris Isaak i en lille rolle som SWAT-teamleder. Inkarnerede genrefans vil desuden glædes over at se både George A. Romero og selveste Roger Corman. Førstnævnte har en ukrediteret cameo som FBI-agent i Memphis, og Corman ses i en mikrolille rolle som FBI-chef – en fin gestus af Jonathan Demme, hvis karriere, som så mange andres, kom i gang takket være Corman.

Et fremragende resultat

Men det er ikke kun skuespillet, der bærer filmen. Tak Fujimotos fotografering er glimrende, og den intense, skumle stemning understøttes til perfektion af Kristi Zeas production design og Tim Galvins art direction. For hvad ville The Silence of the Lambs være uden glaspladen i Lecters celle, den uhyggelige udførsel af Jame Gumbs labyrintiske kælder eller Lecters nu ikoniske mundkurv?

Også filmens klipper Craig McKay må nævnes for en perfekt udførsel af den sekvens sidst i Ted Tallys manus, hvor FBI har fundet ud af, hvor Jame Gumb bor. Krydsklipningen her er perfekt timet, og første gang man ser filmen, regner man aldrig ud, at… nej, det skal jeg ikke afsløre her. Endelig må nævnes Howard Shores strygerdominerede score, der lægger den fabelagtigt dystre stemning over det hele – fra første til sidste scene.

Alt i alt er The Silence of the Lambs det lykkelige resultat af en række særdeles heldige omstændigheder – lige fra romanforlægget til alle aspekter af produktionen. Det er en åndeløst spændende thriller med en god historie, glimrende skuespil og stram instruktion. Dette er da også noget, som det amerikanske filmakademi kunne se, og filmen blev den kun tredje, efter It Happened One Night fra 1934 og One Flew Over the Cuckoo’s Nest fra 1975, til at vinde de fem største Oscars – nemlig bedste mandlige skuespiller (Anthony Hopkins), bedste kvindelige skuespiller (Jodie Foster), bedste instruktion (Jonathan Demme), bedste adapterede manuskript (Ted Tally) og bedste film. I øvrigt er Hopkins vist stadig den eneste, der har vundet bedste mandlige skuespiller for en rolle, der kun har ca. 16 minutter screentime!

The Silence of the Lambs er en klassiker, og en film man kan vende tilbage til igen og igen uden nogensinde at blive skuffet. Topkarakter herfra!

Anmeldt i nr. 22 | 13/08/2007

Stikord: FBI, Filmatisering, Hannibal Lecter, Kannibaler, Seriemordere