Se7en

Se7en er den anden store seriemorderfilm fra 1990’erne, som har musik af den canadiske komponist Howard Shore. Den første er The Silence of the Lambs (1991), og hermed må man sige, at Shore musikalsk set har sat sig på tidens sværvægtere.

Den rene P3

Hvis man synes, at musikken til The Silence of the Lambs var en tand for dystert, ja så skal man næppe forsøge at anskaffe sig Se7en. I forhold til Se7en lyder The Silence of the Lambs som det rene P3, for med Se7en er der tale om ét af de mest konsekvent dystre og skumle scores, jeg nogensinde har hørt.

Den ekstremt mørke og stedvist depressive stemning, Shore fremmaner her, er nok også én af årsagerne til, at scoret aldrig fik en kommerciel release. Der var et par cues med på den CD, der kom med musik fra filmen, men hovedparten af musikken på soundtrack-CD’en bestod af diverse andre numre, der høres i filmen – altså diegetisk musik. Til alt held er en bootleg af Shores score kommet ud, om end den er overordentlig svær at få fat i – den her anmeldte version er derfor en CDROM-kopi af bootleg-udgaven.

Musikken til Se7en består næsten udelukkende af ekstremt mørkt og atmosfærisk symfonisk underscore med en del synthesizet supplement og manipulation. Der er kun ét nummer på scoret, der er den mindste smule opløftende, og det er det allerførste nummer, “Wallpaper”, der endda stammer fra en scene, der ikke kom med i biografversionen. Derefter er der ikke et eneste lyst øjeblik.

Ekstremt effektiv underscore

Der er ingen rigtige temaer på scoret. Der er et par tilbagevendende motiver, herunder et hvor strygerne langsomt men uafladeligt stiger på skalaen, samtidig med at de stiger i styrke. Dette motiv høres af og til i forbindelse med et andet motiv – det eneste motiv på scoret, der tangerer et tema uden dog egentlig at være det. Efter at have foretaget de stigende bevægelser, går strygerne her over i det minimale tema for efterfølgende at vende tilbage og begynde forfra med deres stigende bevægelser. Det er højst enerverende og forbandet effektivt, og høres bl.a. på “Monday” (nr. 2).

Underscoren er domineret af strygere, men blæsersektionen ligger konstant og lurer i baggrunden, suppleret af træblæserne, og bliver i nogle af numrene bragt i forgrunden. Endvidere er der lagt atonale synthesizer-effekter på de fleste af numrene, men synthesizerne supplerer den symfoniske musik ekstremt godt og virker ikke malplacerede – de medvirker bare til at gøre musikken endnu mere dyster. Nogle få numre består dog næsten udelukkende af atonale synthesizer-effekter, f.eks. nr. 6 (“Somerset Alone”) og 7 (“Greed Photos Part I”), og selv om de er interessante som en demonstration af Shores virkemidler, så er de ikke rare at lytte til.

Foruden underscore er der desuden et par actionnumre på scoret, “SWAT”, nr. 13, og “Chasing John Doe”, nr. 17. Actionnumrene er, modsat det meste af underscoren, domineret af blæsersektionen, hvilket skaber en god kontrast. Underscoren er for det meste langsom og dvælende og domineret af strygerne, hvilket også medvirker til at gøre lyden nærmest klaustrofobisk, mens actionnumrene er mere uptempo og knap så tætte i orkestreringen, bl.a. på grund af blæsernes dominans.

Blæserne spiller ligeledes en dominerende rolle på det sidste nummer “The Desert” (nr. 25), hvor Shore udnytter dem i form af en række udbrud, der sammen med slagtøj er med til at skabe en højdramatisk stemning. Dette nummer er blandt scorets bedste.

God lydkvalitet

Lydkvaliteten er god, taget i betragtning at det er en bootleg. Enkelte af numrene er ganske vist list grove i kanten: nogle af dem slutter lidt pludseligt (inden de er helt fadede), og det afsluttende nummer mangler en lille bitte smule af begyndelsen. Ingen af disse ting er dog nok til at trække væsentlig ned. Der er nok nogle numre, der ikke ville være kommet med på en kommerciel release af scoret, bl.a. de meget korte cues, f.eks. nr. 3 (“Gluttony”) og nr. 10 (“Behind The Painting”), der er henholdsvis 36 og 18 sekunder lange, men som tilfældet var med de rent synthesizede numre, så er de med til at demonstrere Shores virkemidler.

Som sagt snakker vi om musik, der er langt mere dystert end Shores musik til The Silence of the Lambs. Men musikken til Silence er betydeligt mere tematisk orienteret, og har også – som filmen – sine lidt lysere øjeblikke (om end ikke ligefrem mange). Enkelte numre på Se7en giver mindelser om noget af Shores underscore fra Silence, ligesom der er elementer, der går igen på Shores score til Cop Land fra 1997.

Men Se7en er en historie for sig! Musikken er konsekvent af høj kvalitet – kun enkelte af underscore-numrene tangerer efter min mening det uinteressante, hvilket primært er de steder, hvor musikken synes at vandre uden mål – noget der f.eks. dominerer Shores score til Cop Land. Men man må anerkende at selv disse numre ikke er dårlige – de er bare blandt de mindre interessante.

Kompromisløs musik

Hvorvidt man vil kunne lide Se7en afhænger nok meget af temperament, og især hvorvidt man er parat til at sidde igennem omkring en times musik, der er så konsekvent mørkt, som tilfældet er. Hvis man elsker mørk og dyster musik, der er intelligent konstrueret og som, på trods af sin store mængde underscore, alligevel giver indtrykket af at have mål og med, så vil man elske Se7en. Ellers vil man nok ikke finde mange forsonende træk. Men det er på den anden side heller ikke meningen – Shores musik er akkurat lige så kompromisløs som filmen. Se7en er et score, mange vil have svært ved at elske, men som seriøs filmmusikentusiast er det helt umuligt ikke at beundre.

Nummerliste:
1. Wallpaper (2:33)
2. Monday (5:26)
3. Gluttony (0:36)
4. End of Greed (1:51)
5. Return To Gluttony (1:01)
6. Somerset Alone (1:12)
7. Greed Photos Part 1 (2:30)
8. Greed Photos Part 2 (1:02)
9. Tracy (1:38)
10. Behind The Painting (0:18)
11. Help Me (1:41)
12. Waiting (1:12)
13. SWAT (4:19)
14. Sloth (1:03)
15. Victor In Hospital (0:24)
16. The Blackboard (0:58)
17. Chasing John Doe (5:58)
18. Field Trip (4:11)
19. The Apartment (2:41)
20. Books/Phone (1:11)
21. End of Lust (3:18)
22. Pride Montage (0:45)
23. Arresting John Doe (3:12)
24. Wearing the Wire (7:09)
25. The Desert (5:13)

Total spilletid: 61:34

Anmeldt i nr. 22 | 13/08/2007

Stikord: Seriemordere