Jason Goes to Hell: The Final Friday

Jason Goes to Hell: The Final Friday er den niende film i serien om Jason Voorhees. Efter at have udsat mig selv for de de to umiddelbart foregående film, som markerer seriens absolutte lavpunkter, var det bestemt ikke med høje forventninger, jeg satte filmen i DVD’en. Utroligt nok blev jeg positivt overrasket, for Jason Goes to Hell er faktisk bedre end de to foregående film, hvilket selvfølgelig ikke siger så meget.

Det er ikke fordi Jason Goes to Hell er nogen god film efter almindelige standarder, men i dette niende indlæg har manuskriptforfatterne valgt at give historien en helt ny og rendyrket okkult drejning, hvilket gør, at Jason Goes to Hell i det mindste føles anderledes end de andre film i serien.

Filmen markerer også Sean Cunninghams tilbagevenden til serien, dog kun som producer. Instruktørstolen var denne gang overladt til den næsten helt ukendte Adam Marcus, der foruden debuten Jason Goes to Hell kun har lavet to andre film – komedien Snow Days i 1999 og thrilleren Conspiracy, med Val Kilmer i hovedrollen, som lige nu er i post-production og får premiere til næste år.

Jason dør! Endelig! Næh, vent…

Filmen åbner med en prolog, hvori et massivt hold svært bevæbnede FBI-agtenter endelig får ram på Jason, der bogstavelig talt bliver sprængt i stumper og stykker! Resterne bringes til et hospital, hvor der skal foretages en obduktion. Da lægen skal til at kigge på Jasons hjerte, begynder det imidlertid at slå, hvilket tilsyneladende hypnotiserer den gode doktor, der rask væk beslutter sig for at æde hjertet. Resultatet er, at Jasons sjæl nu vandrer over i doktoren, så Jason kan fortsætte sine myrderier.

Handlingen flytter ret hurtigt til Jasons gamle hjemby nær Crystal Lake, hvor Jason først “bytter krop” med en lokal betjent. Det sker ved, at den Jason-besatte person overfører et sort ormelignende væsen fra sin egen mund til offerets. Det lyder unægtelig fjollet, og det er det sådan set også.

Men Jason har faktisk i denne omgang et mål med alle myrderierne. Vi finder nemlig ud af, at Jason havde en søster, og at søsteren har en datter, der selv har fået et barn. Datteren er flyttet væk, og er blevet kæreste med den lurvede sensationsjournalist Robert Campbell (Steven Culp), men hendes eks, Steven (John D. LeMay) bor stadig i lillebyen, og det er ham, der bliver filmens egentlige hovedperson. Det bliver han, da den møgirriterende dusørjæger Creighton Duke (vanvittigt overspillet af Steven Williams) fortæller ham, at Jason er ude efter sine familiemedlemmer fordi det er sådan, at Jason kan blive genfødt som “sig selv”. Samtidig er Jason også ude på at skaffe sine familiemedlemmer af vejen, fordi kun en anden Voorhees kan slå ham ihjel.

We are family…

Da Diana, Jasons søster, bliver myrdet af brormand, kommer datteren Jessica naturligvis farende tilbage til lillebyen, og så må Steven jo i aktion for at beskytte sin eks og barnet. Efter lidt mere sjæle-bytteri – bl.a. benytter Jason sig også af Jessicas journalistkæreste – er der snart lagt i ovnen til den endelige konfrontation ude i det gamle Voorhees-hus.

Her lykkes det faktisk Jason at blive genfødt i den skikkelse, vi har lært at kende ham i, men til gengæld lykkes det også til sidst for Jessica at sende sin onkel til helvede. Det kan i øvrigt kun lade sig gøre med en bestemt type daggert (hvem sagde The Omen?), som hende og Steven til alt held har fået af Creighton Duke. Efter at Jason er blevet suget til helvede i noget, der ligner kviksand, ligger kun hans ishockeymaske tilbage, og så kommer filmens “morsomme” slutning: Freddy Kruegers behandskede hånd kommer op af jorden, og trækker masken ned mens Krueger udstøder en gnæggende latter. Heh heh heh…

Faktisk er der en del referencer til andre film i Jason Goes to Hell – et af de mest absurde indlæg er, at Necronomicon (i den udgave vi kender bogen fra Sam Raimis Evil Dead-film) ligger i det gamle Voorhees-hus. I husets kælder står en trækasse med påskriften “Arctic expedition – Julia Carpenter”, som stammer fra Creepshow (1982) og det legestativ, der står foran huset skulle angiveligt være det samme som det, der blev brugt i The Birds (1963).

Forbandet rod, men temmelig underholdende

Alt i alt er Jason Goes to Hell noget forbandet rod, men filmen er en hel del mere underholdende end de sidste adskillige film i serien, hvilket bl.a. skyldes plottets helt vanvittige okkulte drejning, en del temmelig fjollet dialog og endelig den ret høje gore-faktor, der af og til er decideret splattet.

Dette skyldes, at filmen er ude på region 1 i en udgave, der både inkluderer den klippede R-ratede version samt en unrated version. Det skal lige nævnes, at Jason Goes to Hell faktisk ikke er ude på dansk region 2, hvilket skyldes at franchisen mellem film nr. 8 og 9 var overgået fra Paramount til New Line Cinema. Mens Paramount har udsendt alle de foregående film i Danmark, er det samme altså ikke sket med den New Line-producerede nier.

Men hvis man tålmodigt har arbejdet sig igennem alle de otte foregående film, kan det trods alt anbefales at man opsporer Jason Goes to Hell. Set i forhold til især nr. 7 og 8 er Jason Goes to Hell, trods alle sine dårligdomme, faktisk et skridt i den rigtige retning. Det er godt nok et meget lille skridt, men filmen er trods alt forholdsvis underholdende – om ikke andet, fordi den unratede version genindfører nogle af de blodige effekter, som i lang tid har manglet. Der er tilmed en smule nøgenhed, da Jason i et sideplot også lige ordner nogle camperende teenagere ude i skoven ved Crystal Lake.

Ufrivilligt komisk

Hele molevitten giver naturligvis ingen mening set i forhold til de foregående film, og specielt de okkulte elementer forklares ikke ordentligt. Netop dette faktum hjælper dog også på filmens underholdningsværdi, da den langt hen ad vejen er ufrivilligt komisk. Jason Goes to Hell: The Final Friday markerer sig således som en film, der godt kan anvendes i selskab med en flok ligesindende venner og en ordentlig stak øl. Der er i hvert fald en del at grine af undervejs. Hvis man ikke kan anlægge denne vinkel på filmen, bør man ganske enkelt holde sig langt væk.

Anmeldt i nr. 21 | 13/07/2007

Stikord: 9’er, Fortsættelse, Intertekstualitet, Jason Voorhees, Okkultisme, Splat