Friday the 13th Part VIII: Jason Takes Manhattan

Bedst som man troede at bunden var nået – se anmeldelsen af Friday the 13th Part VII: The New Blood (1988) – kommer Friday the 13th Part VIII: Jason Takes Manhattan og viser, at producenterne bag den uendelige serie er parat til at bore sig igennem kvalitetsbunden og nå nye lavpunkter.

I The New Blood endte Jason igen på bunden af Crystal Lake, men det skal et par liderlige teenagere i en båd nok få rettet op på. Da de kaster anker for at kunne tumle sig over hinanden, river ankeret en højspændingsledning over og sender strøm igennem Jason. Han vågner og ondulerer straks de to teens.

”Jeg maler skibet rødt”…

Nu finder vi ud af, at Crystal Lake åbenbart står i forbindelse med det åbne hav, for Jason sejler båden ud af søen og til en havn et ikke nærmere defineret sted. I havnen ligger et skib og venter på at drage af sted med en gymnasieklasse, der skal til New York for at male byen rød. Det siger sig selv, at det bliver Jason, der maler skibet rødt i stedet.

Vores hovedperson og final girl i denne omgang er Rennie (Jensen Daggett), der naturligvis har skeletter i skabet. De kommer i form af en traumatisk barndomsoplevelse, da hun var lige ved at drukne. Gæt selv hvor, og gæt selv hvem, der var ved at trække hende under vandet. Nåja, det skal da pointeres, at det ikke var den voksne Jason, der var ved at trække lille Rennie ned, men i stedet barne-Jason, og han dukker også op i tide og utide som et slags gespenst, der hjemsøger pigebarnet.

Baggrunden for Rennies traume skyldes egentlig hendes usympatiske onkel Peter (Charles McCulloch), der samtidig er high school-lærer og leder af udflugten til New York. For at lære hende at svømme skubbede Peter nemlig Rennie ud af jollen på Crystal Lake, og det kom der jo ikke noget godt ud af.

Cannonfodder

Ud over Rennie og hendes onkel er der også en flok andre personer ombord på skibet – endnu en lærer, den sympatiske Miss van Deusen (Barbara Bingham) og resten af high school-ungerne. Af dem er det kun Sean (Scott Reeves), sønnen af skibets kaptajn, der er en good guy. Resten er en blanding af ondskabsfulde eller helt ligegyldige personer, der kan fungere som cannonfodder for Jason, der lusker rundt på skibet og finder på måder at tage livet af dem på.

En af de mest irriterende er den lede cheerleader Tamara (Sharlene Martin), og her klapper man i sine små hænder, da Jason kommer efter hende. Som et kuriosum kan her nævnes, at en af de andre teens spilles af Kelly Hu, som senere faktisk har fået noget, der ligner en karriere. Bl.a. spillede hun Deathstrike i X-Men 2 (2003).

Et enkelt mord udviser et minimum af opfindsomhed, da Jason på et tidspunkt anvender en glohed saunasten, som han borer ind i maven på en af teenagerne. Derudover er det hele set før, og ikke synderligt interessant. Det hele er også forholdsvis ublodigt, så nogen særligt høj gore-faktor er der heller ikke tale om. Til gengæld manifesterer Jason overnaturlige evner (ud over hans tilsyneladende udødelighed) ved, at han pludselig kan dukke op steder, hvor han ikke burde kunne være nået hen.

I’m melting, I’m melting…

Ret beset er titlen Jason Takes Manhattan temmelig misvisende, for det er først en time inde i filmen, at de få overlevende fra skibet når frem til New York i en redningsbåd. Jason har svømmet efter dem, og nu jager han dem i New Yorks skumle havnemiljø. Som om det ikke var nok, bliver Rennie også kidnappet af et par street punks, der vil voldtage hende, og her kommer Jason hende faktisk til hjælp.

Den lille gruppe overlevende bliver splittet op, hvilket giver Jason mulighed for at ordne dem én efter én. Til sidst er det kun Rennie og Sean, der er tilbage, og de havner nede i kloakkerne. Her kan en medarbejder fra byens kloakvæsen fortælle dem, at kloakkerne hver aften ved midnat bliver oversvømmet af giftige kemikalier (!), hvilket til sidst naturligvis kommer dem til hjælp.

Vent, lad os lige tage den én gang til: Hver aften ved midnat bliver kloakkerne oversvømmet af giftige kemikalier. Hvor lam en nødløsning er det lige for at kunne lade vore to hovedpersoner overleve?

Nå, men hvorom alting er, så bliver Jason oversvømmet af de giftige kemikalier, hvilket fører til nogle rent ud sagt lattervækkende dårlige special effects, da Jason “smelter”. Da kemikalierne er væk ligger en lille dreng tilbage i det forbløffende rene kloakvand – ja, den unge Jason, der druknede i Crystal Lake for mange år tilbage.

Nej, det giver ingen mening

Giver ovenstående nogen mening for dig? Nej, og det gør det heller ikke for nogen som helst anden. Jovist – idéen med, at Jason dukker op som en slags manifestation af hovedpersonens traumer er set før, bl.a. i The New Blood, men hvad det egentlig lige er, der foregår i Jason Takes Manhattan er der vist ingen, der ved. Jeg tvivler i hvert fald på, at filmens manuskriptforfatter har haft den mindste anelse.

Indledningsvist var jeg parat til at lade mig underholde af Jason Takes Manhattan og give filmen en smule spillerum, fordi manuskriptforfatteren Rob Hedden (der også har instrueret) ved at lade en stor del af historien foregå ombord på et skib i det mindste udviste en smule vilje til nytænkning. Den smule goodwill mistede filmen dog, da det viste sig, at hele den del, der foregår ombord på skibet, er langtrukken og alt andet end uhyggelig. Og da handlingen flytter til New York til sidst var den sidste smule goodwill væk. Det her er simpelthen det værste bras i serien til dato, og overgår selv den absolut rædselsfulde The New Blood.

Den prætentiøse indledning, med gadebilleder fra New York og en selvhøjtidelig voice-over, giver ingen mening, da hovedparten alligevel ikke foregår i byen, og den smule tilsigtet humor, der findes i filmen er malplaceret og fungerer ikke. Som da en gadebande råber ad Jason og truer ham med deres knive, hvilket får Jason til at vende sig om (bort fra seeren) og løfte masken. Det får straks de barske punks til at forsvinde. Ha ha – meget sjovt.

Nej, der er absolut ikke noget at grine af i Jason Takes Manhattan. Den eneste der griner her er vist ekspedienten, der solgte mig dette stykke bras. I er advaret.

Anmeldt i nr. 21 | 13/07/2007

Stikord: 8’er, Fortsættelse, New York, Slasher