Hellraiser

På Planet Pulp har vi tidligere anmeldt filmmusik af Christopher Young, og han er en mand, vi kan lide her i butikken! Young er én af Hollywoods mest undervurderede komponister – han har et stort talent inden for en lang række filmgenrer, men han er desværre typecast inden for horrorgenren.

Powerhouse

Nu er der imidlertid ikke noget, der er skidt, uden at det er godt for noget, og for horrorfans er det da også ganske udmærket, at Young bliver hyret til at komponere musik til så mange gyserfilm – det er nemlig en genre, manden excellerer i. Og med anmeldelsen af hans score til Hellraiser er vi faktisk helt tilbage ved kilden. Ikke alene er det ét af Christopher Youngs fineste horrorscores (ikke nødvendigvis det fineste, men bestemt ét af dem), men det er faktisk også det, der efterfølgende gjorde, at han er blevet typecast som komponist af gysermusik.

Og det forstår man så ganske udmærket, når man har hørt musikken fra Hellraiser! Der er tale om et veritabelt powerhouse af et gotisk score, som burde smelte alle rigtige gyserfans’ hjerter. Det er ikke bare god filmmusik, men det er langt hen ad vejen også bare forbandet smukt, selv om der naturligvis også er en del mere atonale og decideret uhyggelige passager.

Inden jeg går i kødet på selve musikken, er der dog en lille forhistorie knyttet til historien om Hellraiser – eller rettere om musikken til filmen. Christopher Young var nemlig ikke den første, der blev hyret til opgaven. Clive Barker havde indledningsvist ansat industrialbandet Coil til at lave musikken, hvilket de da også gjorde. Men Barker var åbenbart ikke helt tilfreds, for han vragede bandets musik til fordel for et mere regulært score. Enter Christopher Young.

Christopher Young

I 1987 havde Young, som på daværende tidspunkt var 30 år gammel, været i branchen i blot fem år. Han indledte karrieren med musikken til slasherfilmen The Dorm That Dripped Blood (1982), og inden hans vej førte forbi Clive Barkers dør, havde han også bidraget med musikken til bl.a. A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge (1985) og Barbarian Queen (1985).

Så kom Hellraiser, og i årene efter er det blevet til en lang række andre film, hvoraf mange som tidligere nævnt har ligget inden for horrorgenren. Young har dog også været aktiv inden for andre genrer, og blandt de film, han efter 1987 har komponeret musik til, er Vietnam-thrilleren Bat*21 (1988), The Fly II (1989), Murder in the First (1995), Wonder Boys (2000) og senest Spider-Man 3 (2007).

Inspireret af John Williams

Musikken til Hellraiser er komponeret som en blanding af symfonisk score med anvendelse af masser af percussion og synthesizer. De virkeligt smukke dele er klart de rent symfoniske, mens de numre, hvori der indgår større mængder synth er langt mere brutale og uhyggelige i ordets egentlige forstand. Nogle steder er synthesizer-elementerne faktisk så atonale, at man nærmer sig grænsen mellem musik og det, man snarere skulle kalde lyddesign.

Albummet åbner med det korte nummer “Hellraiser”, hvori vi præsenteres for scorets hovedtema i al dets magt og vælde. Det starter lavt og langsomt med strygere, og bliver derefter mere bombastisk, da Young tilføjer blæserne. Temaet er dystert, men også ganske smukt, og det er da også en variation over hovedtemaet, der udgør den tematiske kerne i scoret.

Med albummets nr. 2 kommer et af højdepunkterne. Nummeret “Resurrection” præsenterer scorets andet store tema, i øvrigt også rent symfonisk. Her er det interessant at bemærke, at Young har ladet sig kraftigt inspirere af John Williams’ hovedtema til The Fury (1978). Både i orkestrering (især blæserorkestreringen) og struktur minder de to temaer stærkt om hinanden. Youngs genistreg er imidlertid, at han har taget John Williams’ idé og har løbet linen helt ud.

Williams’ tema fra The Fury har kvaliteter, der gør, at den minder lidt om en vals, men Youngs “Resurrection”-tema ER en vals – en danse macabre, der både er smuk, dyster og grotesk på én gang. Og så er det i øvrigt fin, fin orkestermusik med nogle kraftfulde udladninger fra blæsersektionen i nummerets anden halvdel. “Resurrection”-temaet vender tilbage i nummeret med den let flabede titel “Re-Resurrection” (nr. 11) – denne gang blot i en lidt anderledes og lidt mere nedtonet variant, inden nummeret virkelig bygger op og bliver voldsomt henimod slutningen. Fantastisk!

“Hellbound Heart” (nr. 3) byder på en gentagelse af hovedtemaet i sin rene form, inden nummeret går over i noget ganske skummelt underscore og endelig byder på den variant af hovedtemaet, som dukker op ganske mange gange på albummet, og som faktisk er noget rigtig smukt og ret tragisk strygerdomineret musik.

Percussion og synth

Med “The Lament Configuration” kommer percussion og synthesizer-elementerne for alvor i spil. Her anvender Young ikke alene lyden af en klokke, hvilket giver musikken en urovækkende religiøs overtone, men med synthesizerne skaber han desuden en lyd, der lyder lidt hen i retningen af raslende kæder. Meget passende. Senere i nummeret kommer orkestret ind igen med en enkelt fremførsel af hovedtemaet, inden den særdeles skumle synthesizerdominerede underscore fortsætter.

Denne type musik er der noget af på albummet – bl.a. også en stor del af “The Cenobites” (nr. 9) og anden halvdel af “Seduction and Pursuit” (nr. 7). Sidstnævnte indledes dog med en nærmest pervers spilledåsevariant af “Resurrection”-temaet, som Young langsomt lader gå i opløsning og blive mere og mere syg i takt med at synthesizerne og orkestret kommer ind. Helt og aldeles genialt!

I øvrigt må der lige knyttes en sidekommentar til dette nummer. Rumgyseren Event Horizon (1997) var stærkt inspireret af Hellraiser, og Michael Kamen, der komponerede musikken til Event Horizon i samarbejde med technobandet Orbital, havde også stedvist ladet sig inspirere af Youngs musik. Blandt andet en stærkt rytmisk passage fra “Seduction and Pursuit”, hvor orkestret er suppleret med masser af percussion.

På trods af, at de stærkt atonale synthesizer-elementer findes en del steder på scoret, ligger hovedvægten dog på det symfoniske. Blandt de rent symfoniske numre er der enkelte andre, der må fremhæves. Herunder “A Quick Death”, hvor en virkelig kraftfuld variant af hovedtemaet kombineres med solopiano i et helt fantastisk, men ganske kort, nummer. Derudover er både “Reunion” (nr. 5) og “Another Puzzle” (nr. 14) virkeligt flotte symfoniske numre – sidstnævnte indledningsvist med en variant af “Resurrection”-temaet, inden hovedtemaet kommer ind, hvorefter musikken på et tidspunkt – om end kun i en kort passage – antyder en form for forløsning, inden det hele afsluttes med en kort gentagelse af hovedtemaet.

Storslået

Hellraiser er med sine knap 43 minutter et score med en perfekt længde, der aldrig føles for langt, men heller ikke for kort. Albummet åbner med et brag, og de to første numre fanger lytterens interesse med det samme, og holder én fanget gennem hele spilletiden, uagtet at meget af det tematiske materiale er baseret på kun ét eller to temaer. De atonale dele bliver aldrig for meget, selv ikke når de er mest udsyrede, og nærmer sig grænsen for, hvad der er musik, og hvad der er lyddesign.

Uanset om man har set Hellraiser eller ej, bør man helt klart give scoret en chance – især hvis man er til dyster, gotisk horrormusik, for her får man noget af det bedste inden for denne undergenre. Det er storslået, mørkt og helt i filmens ånd.

Lament Configuration Cover

Denne anmeldelse er baseret på Hellraiser: The Chronicles-boksen, der udkom i 2003, og som samlede musikken fra de første tre Hellraiser-film (de to første scores er komponeret af Christopher Young; det tredje af Randy Miller). Alle tre havde været udgivet tidligere, men de to første var i 2003 for længst out of print. Derfor valgte Silva Screen Records at genoptrykke de tre første CD’er og samle dem i en boks.

Selskabet udgav boksen (som i øvrigt er fancy indrettet, så den lidt ligner The Lament Configuration Box, når man åbner den) i kun 3000 eksemplarer, og nu er også den out of print og virkelig dyr at anskaffe sig (set til 130$ på Amazons brugtbørs og 200$ på eBay).

Hvis man har midlerne til det, eller hvis man skulle falde over den til en mere fornuftig pris, kan jeg dog kun på det kraftigste opfordre til at købe boksen; musikken fra alle tre film er glimrende – og så er det en fornuftig investering, hvis man er typen, der kan nænne at skille sig af med sine CD’er på et senere tidspunkt!

Nummerliste:
1. Hellraiser (1:47)
2. Resurrection (2:30)
3. Hellbound Heart (5:01)
4. The Lament Configuration (3:23)
5. Reunion (3:08)
6. A Quick Death (1:14)
7. Seduction and Pursuit (2:57)
8. In Love’s Name (2:56)
9. The Cenobites (4:08)
10. The Rat Slice Quartet (3:18)
11. Re-Resurrection (2:37)
12. Uncle Frank (2:59)
13. Brought On By Night (2:20)
14. Another Puzzle (4:07)

Total spilletid: 42:31

Anmeldt i nr. 20 | 13/06/2007

Stikord: Andre Dimensioner, Filmatisering, S&M