Star Wars Episode IV: A New Hope

Star Wars (1977) var den film, der gjorde George Lucas til den mogul, han er i dag, men filmen var også med til at gøre John Williams til én af Hollywoods absolutte A-klasse filmkomponister.

Musikken til Star Wars (senere med undertitlen Episode IV: A New Hope) indvarslede det, mange i dag anser for Williams’ glansperiode, årene mellem 1977 og 1983, hvor han, foruden Star Wars, komponerede musikken til klassikere som Close Encounters of the Third Kind (1977), Superman (1978), Star Wars Episode V: The Empire Strikes Back (1980), Raiders of the Lost Ark (1981), E.T.: The Extra-Terrestrial (1982) og Star Wars Episode VI: The Return of the Jedi (1983).

Alle disse scores er lige så værdsat som de film, de blev komponeret til, og man kan da heller ikke komme uden om, at de viser en komponist på toppen, fyldt op af en enestående kreativ energi. Man må ikke glemme, at Williams både før og efter denne periode har komponeret fremragende musik, men de seks år mellem A New Hope og Return of the Jedi var så tætpakkede med kvalitativt fremragende scores, at de står som en særlig periode for fans af komponistens musik.

Genoplivede det symfoniske filmscore – sådan da

Ud over for alvor at placere Williams på landkortet, så er hans score til A New Hope af mange blevet givet æren for, at det symfoniske filmscore for alvor kom på banen igen efter i en årrække at have levet et noget hensygnende liv til fordel for andre typer filmmusik, bl.a. det mere jazzprægede og eksperimenterende.

Dette er dog en sandhed med modifikationer, for det symfoniske score var aldrig nogensinde dømt ude i Hollywood, og også efter Star Wars kom der filmmusik, der ikke var symfonisk – 80’erne indvarslede jo bl.a. den udstrakte anvendelse af synthesizere i filmmusik. Det man imidlertid kan sige er, at Williams’ ekstremt melodiske og fængende scores gjorde den symfoniske filmmusik langt mere tilgængelig for den almindelige filmgænger end tidligere, og det måske dette fænomen, der i en vis grad er blevet overfortolket.

Flot udgivelse

Uanset hvad, så er A New Hope et aldeles fremragende score, som ingen seriøs filmmusikfan kan være foruden. Den version af scoret, der ligger til grund for nærværende anmeldelse, er den, der udkom i forbindelse med at de tre originale Star Wars-film havde repremiere i 1997. Der er tale om en flot dobbeltudgivelse, der indeholder al musikken fra filmen i den rækkefølge, den optræder i, og præcis sådan som de enkelte cues er indspillet.

Dertil kommer enkelte koncertversioner af bestemte temaer, indsat rundt omkring. Udgivelsen var første gang flere cues blev udsendt på CD, og for endnu flere cues’ vedkommende indeholder de nu mere musik end på tidligere udgivelser. Det var også Williams, der komponerede de to jazzede source-numre, der høres i cantinaen i Mos Eisley, og disse to numre er naturligvis også med på udgivelsen.

Tilmed er der nogle bonusnumre. Det drejer sig om nr. 13 på CD #1, “Binary Sunset (Alternate)”, som er en alternativ indspilning af “Binary Sunset” (CD #1, nr. 6). Men der er mere, for nr. 13 er faktisk et 17 minutter langt nummer, som efter den alternative indspilning af “Binary Sunset” (efter en kort stilhed) præsenterer de fem allerførste indspilninger af hovedtemaet nogensinde!

Lækker præsentation

Albummet er i sig selv også ekstremt lækkert. 1997-udgaven kom som en lille booklet (i et beskyttende papcover), hvor CD’erne ligger på hver sin inderside af booklet’ens cover. Resten af booklet’en består af fine og informative liner notes af filmhistorikeren Michael Matessino. For de virkelig hårde fans er der desuden en liste over, hvornår de forskellige cues er indspillet, hvor mange takes, der blev indspillet af hver cue og sågar hvilket, der blev udvalgt til filmen!

Selve CD’erne er endvidere lækre: de er holdt i CD’ernes naturlige farve, men påtrykt et motiv, der glinser når man holder dem op imod lyset – i dette tilfælde er det Dødsstjernen, der figurer på CD’erne. De tre originale scores blev i øvrigt genudgivet i 2004 med samme musik, som den anmeldte version, men i en anden indpakning.

Stærkt tematisk

Som alle Williams’ scores fra denne periode, er Star Wars stærkt tematisk med et væld af både fuldt udviklede temaer og mindre motiver, som Williams væver ind i musikken. De tre dominerende temaer er Star Wars-hovedtemaet, der også fungerer som temaet for Luke Skywalker, “Ben’s Theme” (også kendt som “The Force Theme”) og endelig “Princess Leia’s Theme”.

Derudover er der et tema for Imperiet, som dog ikke må forveksles med “The Imperial March”, som Williams først komponerede til The Empire Strikes Back i 1980, og også den såkaldte “Rebel Fanfare”, der, som titlen antyder, mere er en fanfare end et decideret tema. Disse tilbagevendende temaer suppleres med en række andre temaer og motiver, der dukker op i filmens underscore – i denne periode var selv Williams’ underscore ofte tematisk eller i alle tilfælde melodisk orienteret.

Hovedtemaet er vel nok et af verdens bedst kendte filmtemaer, og det høres naturligvis i “Main Title” (nr. 2), hvor det kører for fuld udblæsning, akkurat som i filmen. Som i øvrigt al musikken på nær de to source-numre, er der tale om ren symfonisk musik, fremragende fremført af The London Symphony Orchestra, der har indspillet alle seks Star Wars-scores. Hovedtemaet er formentlig kendt af de fleste, der ikke har boet under en sten de sidste 30 år, men der er jo naturligvis tale om et dynamisk, bombastisk tema, der signalerer ren eventyr og action. Williams formåede med temaet at etablere filmenes musikalske univers allerede fra første minut.

Efter hovedtemaet og det dramatiske “Rebel Blockade Runner”-cue fortsætter suspense- og actionmusikken i “Imperial Attack” (CD #1 nr. 3), der bl.a. indledes med en dramatisk og nedtonet udgave af “The Rebel Fanfare”, og den indeholder også nogle af de motiver, der i filmen associeres med Imperiet, bl.a. det primære motiv, der dukker op 120 sekunder inde i nummeret. Allerede senere i samme nummer introduceres også “Princess Leia’s Theme”, der dog her kun høres kortvarigt. Det dukker op flere gange igen på CD #1, bl.a. i en virkelig smuk version i “Hologram” (CD #1 nr. 6). Temaet ligger desuden i en koncertversion som CD #2, nr. 1, hvor det virkelig får lov til at blive udviklet helt.

Kærlighedstema og ”The Force”-temaet

“Princess Leia’s Theme” fungerer som scorets kærlighedstema, og er komponeret i den helt klassiske Hollywood-modus – blidt og dybt romantisk, men heller ikke uden at være en anelse trist. Det er skabt til at generere varme følelser i drengehjerter, og det fungerer da også helt efter hensigten. I koncertversionen indledes temaet af blæsere, hvor bl.a. træblæsere spiller en væsentlig rolle, inden strygerne og senere flere blæsere kommer ind. Herefter bygger Williams langsomt temaet op, lader det brede sig ud og maler virkeligt med den brede romantiske pensel. Et virkeligt smukt nummer, der sagtens kan placeres nær toppen i Williams’ store kanon af romantiske numre.

Det andet tema, der især dominerer CD #1, er “Ben’s Theme”, der i denne film primært associeres med Obi Wan (“Ben”) Kenobi, men som i de følgende film bruges som tema for Kraften i det hele taget, og derfor også er kommet til at hedde “The Force Theme”. Det er i virkeligheden nok mit personlige favorittema fra hele Star Wars-serien. Et lidt trist, men afsindigt smukt, længselsfuldt og tænksomt tema, der på perfekt vis betegner den tabte tid, som Jedi-ridderne stod for.

Interessant nok høres temaet første gang i association med Luke Skywalker og ikke med Ben Kenobi. Der er her tale om den berømte scene, hvor Luke efter skænderiet med sin onkel står og betragter solnedgangen på Tatooine. Her kommer temaet også til at betegne Lukes længsel efter et andet liv, og i musikalsk henseende virker det jo også som en antydning af de ting, der skal komme.

Williams havde indledningsvist komponeret et andet stykke musik til denne scene (det der høres i bonusnummeret, CD #1 nr. 13), men Lucas foreslog Williams at anvende “Ben’s Theme” i stedet, og det må man sige fungerer helt perfekt. Temaet dukker op igen flere gange, bl.a. i “Tales of a Jedi Knight” (CD #1 nr. 8), og spiller generelt en vigtig rolle på scoret. Det høres også i en actionfyldt variant i “Burning Homestead” (CD #1 nr. 9).

Melodisk actionmusik

Foruden de dele, der er centreret omkring scorets væsentligste temaer, byder CD #1 også på endnu et sjovt lille tema, nemlig den træblæser- og tubadominerede musik for de tuskhandlende Jawaer (“wutini!”), der høres i “Jawa Sand Crawler” (CD #1 nr. 4).

CD #2 er lidt mere actionorienteret end CD #1, hvilket følger helt naturligt, da albummet er kronologisk opbygget. Det betyder dog ikke at den er mindre tematisk orienteret som sådan, for også i actionmusikken indbygger Williams sine temaer og motiver. Der er godt nok lidt mere regulær underscore på CD #2 end på den første skive, men selv denne underscore er meget melodisk.

Et fint eksempel på dette er “Millennium Falcon/Imperial Cruiser Pursuit” (CD #2 nr. 2), der foruden flere af temaerne også indeholder noget glimrende actionmusik i anden halvdel. “The Trash Compactor” (CD #2 nr. 7) er et andet godt eksempel – i dette suspense-cue væver Williams også enkelte temaer ind, men selv den regulære underscore er ret melodisk, og byder på et ostinato-drevet motiv, der giver mindelser om Bernard Herrmann.

Vintage Williams

Henimod albummets slutning kommer noget af scorets mest kinetiske og fremragende musik. Det starter i anden halvdel af “Chasm Crossfire” (CD #2 nr. 8), hvis første halvdel (“Tractor Beam”) i øvrigt er et glimrende suspensecue fra den sekvens, hvor Kenobi sniger sig rundt på Dødsstjernen for at slukke for rumstationens tractor beam. Derefter går det løs med uhæmmet heroisk actionmusik, bl.a. med fin anvendelse af hovedtemaet/Lukes tema. Det er næsten unødvendigt at nævne, at endnu flere temaer også dukker op.

“Ben Kenobi’s Death/Tie Fighter Attack” (CD #2 nr. 9) begynder med en kort gengivelse af “Ben’s Theme”, men da Vader slår Kenobi til jorden bruger Williams spøjst nok en tragisk version af “Princess Leia’s Theme” til at understøtte billederne. Efter et kort mellemspil med en trist version af “Ben’s Theme” går det løs i scorets måske bedste cue, “Tie Fighter Attack”, der – naturligvis – er opbygget omkring sit helt eget ostinato-motiv vekslende med “The Rebel Fanfare”. Det er et helt og aldeles fremragende actioncue, hvor strygere og blæsere virkelig ræser derudaf og understøttes af både lilletromme og pauker. Men hvis man tror det er slut, må man tro om.

“The Battle of Yavin” (CD #2 nr. 10) er fra filmens klimaks – angrebet på Dødsstjernen – og består af over 9 minutter vintage Williams-actionmusik, selvfølgelig med de allerede etablerede temaer vævet ind og ud. Selv om “Tie Fighter Attack” nok er scorets bedste actioncue, så er dette her ikke langt bagefter, og nummeret bibeholder al sin energi fra start til slut – ganske imponerende for så langt et nummer.

Scoret rundes af med den heroiske “The Throne Room” (CD #2 nr. 11), der består af en flot, heroisk og ganske militaristisk version af “Ben’s Theme” (bl.a. med stilistiske referencer til klassisk britisk marchmusik) inden end credits-musikken sætter ind med “End Title”. End credits-sekvensen starter (som den gør i alle Star Wars-filmene) med hovedtemaet inden den går over i en fermt produceret medley over scorets væsentligste temaer, der runder albummet – og filmen – af på en følelsesmæssigt tilfredsstillende måde.

En mand på toppen

Star Wars Episode IV: A New Hope er et helt igennem fantastisk score, komponeret af en mand, der er helt på toppen. Selv den smule ikke-tematiske musik, der findes på scoret er glimrende og dynamisk, og holder lytterens interesse fanget hele vejen igennem. Temaerne er, som jeg har givet udtryk for, fremragende, selv om dette især gælder for de tre hovedtemaer. De temaer og motiver, der er associeret med Imperiet er knap så interessante (men stadig gode!), hvilket bl.a. skyldes, at de ikke har helt den samme præsens på scoret, som de øvrige.

Svaret på dette ligger dog lige for: I A New Hope spillede Imperiet en betydelig mindre fremtrædende rolle end i fortsættelserne, og selv Darth Vader var ikke entydigt identificeret som over-skurken på dette tidspunkt (Peter Cushing spillede jo tydeligvis Vaders overordnede). Det er først i The Empire Strikes Back, Vader indtager scenen som den centrale bad guy, og da får han naturligvis også sit eget tema, “The Imperial March”, der samtidig bliver signaturmelodi for hele Imperiet.

Fornemme forbilleder

Stilistisk er Star Wars Episode IV: A New Hope inspireret af en række klassiske komponister. I sin struktur med bestemte temaer til bestemte personer og steder, tager Williams (som så mange andre) naturligvis afsæt i leitmotiv-teknikken (eller leitmotif som det hedder på engelsk; ledemotiv på dansk), som især tilskrives Richard Wagner, men som havde været anvendt tidligere.

Wagner var dog én af de første til at gøre udstrakt brug af teknikken i sin Ring-cyklus (1848-74). Leitmotiv-teknikken havde været anvendt i filmmusik før Williams gjorde det, bl.a. af Max Steiner (1888-1971), men Williams krediteres generelt for at have givet teknikken en renæssance inden for filmmusikken med A New Hope.

Rent musikalsk er en række andre komponister fremsat som mulige inspirationskilder, bl.a. Gustav Holst (1874-1943), hvis The Planets (1914-16) har inspireret utallige filmkomponister. Også William Walton (1902-83) og Igor Stravinsky (1882-1971) er fremhævet som inspirationskilder i forbindelse med A New Hope. Man må dog ikke tro, at der er tale om plagiat – så lavt er Williams aldrig sunket, i modsætning til visse andre filmkomponister – men mere stilistiske lån, der kun kan karakteriseres som homager.

En oplevelse til gode

Star Wars Episode IV: A New Hope er ren uforfalsket Williams fra begyndelsen af hans mest berømte periode, og jeg kunne fortsætte side op og side ned med at rante om, hvor fedt et score det er. I stedet vil jeg sådan set bare opfordre til, at man går ud og anskaffer sig A New Hope med det samme (og i hvert fald også de to andre scores fra den originale trilogi). Hvis man ikke ejer dem, har man en stor musikalsk oplevelse til gode.

Nummerliste:

CD #1:
1. 20th Century Fox Fanfare (Alfred Newman) (0:22)
2. Main Title/Rebel Blockade Runner (2:14)
3. Imperial Attack (6:42)
4. The Dune Sea of Tatooine/Jawa Sandcrawler (5:01)
5. The Moisture Farm ** (2:25)
6. The Hologram/Binary Sunset (4:08)
7. Landspeeder Search/Attack of the Sand People ** (3:20)
8. Tales of a Jedi Knight ** / Learn About the Force * (4:28)
9. Burning Homestead (2:50)
10. Mos Eisley Spaceport (2:16)
11. Cantina Band (2:46)
12. Cantina Band #2 (3:54)
13. Binary Sunset (Alternate) * (17:00)

Total spilletid: 57:32

CD #2:
1. Princess Leia’s Theme (4:27)
2. The Millennium Falcon/Imperial Cruiser Pursuit ** (3:51)
3. Destruction of Alderaan (1:32)
4. The Death Star / The Stormtroopers * (3:34)
5. Wookiee Prisoner/Detention Block Ambush (4:01)
6. Shootout in the Cell Bay/Dianoga (3:47)
7. The Trash Compactor (3:06)
8. The Tractor Beam/Chasm Crossfire (5:18)
9. Ben Kenobi’s Death/Tie Fighter Attack (3:51)
10. The Battle of Yavin (9:06)
[Launch From the Fourth Moon/X-Wings Draw Fire/Use The Force]
11. The Throne Room/End Title (5:36)

Total spilletid: 48:13

Samlet total spilletid: 105:45 (1 time, 45 minutter, 45 sekunder)

* Ikke tidligere udgivet
** Indeholder ikke tidligere udgivet musik

Anmeldt i nr. 19 | 13/05/2007

Stikord: Star Wars