Seduction of the Gullible

De fleste gyserfilmfans er på et eller andet tidspunkt sikkert stødt på begrebet “video nasty”. Nogle vil nok også vide, at det er et britisk fænomen, der især tilhører 1980’erne. Men der er nok færre, der ved, at hele opstandelsen, der ligger bag begrebet, var et af de mest slående tilfælde af reaktionær massehysteri, der er foregået i et vestligt land i mange år.

Uhørt streng filmcensur

Videomaskinens opdukken i senhalvfjerdserne og den nye teknologis store popularitet i de tidlige 1980’ere gjorde pludselig, at film, der tidligere kun havde været tilgængelig i biografen, nu også kunne ses i hjemmet – og dermed af både børn, unge og påvirkelige voksne.

Termen “video nasty” blev brugt i 1980’ernes Storbritannien som prædikat for de gyserfilm, der af en eller anden grund faldt kristne interesseorganisationer og generelt konservative personer for brystet, og begrebet blev stærkt populariseret af en ukritisk og sensationshungrende presse, der nærmest faldt over hinanden for at kæde voldelige og blodige gyserfilm sammen med sædernes forfald og brutal kriminalitet. Det førte til en uhørt streng filmcensur, hvor film blev decideret forbudt, og som også førte til retssager mod både distributører og videobutiksejere.

Den uhørt strenge censurlovgivning eksisterer faktisk stadigvæk, og der er fortsat film, den britiske filmcensur, BBFC, ikke lader udkomme på DVD uden at have foretaget klip i. Til gengæld synes nyere film ikke at være helt så hårdt ramt. En særdeles voldelig og grafisk film som Saw og dens to fortsættelser (2004-06) er f.eks. udkommet uklippet på DVD.

Video nasty-begrebet

I dag anvendes “video nasty” som begreb på to måder. Endnu støder man på termen i engelske medier som betegnelse for voldelige film, men denne brug er afledt af den oprindelige betydning. Nemlig som betegnelse for den række af film, der røg på listen over film, det var forbudt at distribuere i Storbritannien under den nye censurlovgivning fra 1984, og som det kunne medføre bødestraf eller endog fængsel at overtræde.

John Martin opregner i alt 69 film, der på et eller andet tidspunkt har figureret på listen, men kigger man andre steder, ser man nogle gange tallene 74 eller 76 optræde. Som det tydeligvis fremgår af John Martins bog, har listen over nasties været en meget flydende ting, der blev revideret månedligt i takt med at anklagemyndigheden enten vandt eller tabte sager, så det reelle tal er måske svært nogensinde at afgøre med sikkerhed. At de 69 titler, John Martin angiver i bogen i alle tilfælde har figureret på listen, er der dog næppe tvivl om.

Tre hoveddele

Seduction of the Gullible, med den noget sensationslystne undertitel The Truth Behind the Video Nasty Scandal, blotlægger video nasty-fænomenets udvikling fra begyndelsen i 1982, over hysteriets højdepunkt i midtfirserne og frem til 1997. Denne udgave er en opdateret version af bogen, der er kommet i flere tidligere udgaver, første gang i 1993.

Bogen er inddelt i tre hoveddele, og indledes af et forord, der kort fortæller baggrunden for fænomenet og opridser dets udvikling. Her introduceres også nogle af nøglepersonerne, der var med til at piske stemningen op, og forfatteren kæder stemningen i 1980’ernes Storbritannien sammen med Thatcher-regeringen, der var kommet til magten i 1979.

John Martin gør ingen forsøg på at skjule sit politiske standpunkt, og hans tilgangsvinkel til emnet er da også hele vejen igennem ganske polemisk, hvilket gør bogen som helhed til en både underholdende og medrivende læseoplevelse, der bestemt heller ikke er uden humoristiske stikpiller. Det har dog visse konsekvenser for dens saglighed, hvilket jeg vender tilbage til.

Uhyre underholdende og dybt fascinerende

Bogens første kapitel hedder “Nasty Times: 15 years of Video Bashing” og er en gennemgang af hele fænomenets udvikling fra 1982 til 1997. Det tager form som Hvem-Hvad-Hvor, hvor begivenhederne beskrives med dato, og det er helt tydeligt, at der ligger et omfattende stykke researcharbejde bag projektet. Der omtales specifikke retssager, avisartikler og den politiske udvikling bag censurlovgivningen på en måde, der viser, at John Martin er rigtig godt inde i emnet. Der er dog ingen deciderede kildehenvisninger, da bogen tydeligvis er tænkt som ren populærformidling.

Det første kapitel kan ved første øjekast virke som forholdsvis tørt stof på grund af sin opbygning, men når man giver sig i kast med at læse det, opdager man hurtigt, at det hele både er uhyre underholdende og dybt fascinerende på en ret så uhyggelig måde. Martin blotlægger mange af de manipulerende udsagn, der kom fra både højtstående politifolk, offentlige anklagere, politikere og kristne interesseorganisationer, og afdækker hvorledes det engelske retssystem opererede uden nogen form for sammenhæng.

På grund af den måde retssystemet fungerede på, betød det f.eks. at distributionen af en bestemt film kunne føre til domfældelse i ét distrikt, mens det førte til pure frifindelse i et andet. Sidstnævnte er naturligvis også årsagen til, at listen over video nasties var så flydende, som den var, og i takt med at distributører blev frifundet, røg nogle film af listen, mens andre kom til.

Korrupte politikere

Da John Martin også går ind på den politiske udvikling i sagen, får man også et indtryk af, hvorledes censurlovgivningen blev strammet uhørt meget, og det er ikke uden ironi, at Martin konstaterer, at BBFC fik nærmest diktatoriske beføjelser til censur i året 1984, hvor navnet på censurkommisionen i øvrigt blev ændret fra British Board of Film Censors til British Board of Film Classification.

John Martins beskrivelse af den politiske udvikling inden for censurlovgivning blotlægger også uden nåde, hvorledes én af de få videnskabelige undersøgelser, der påstod, at børn og unge tog skade af videovold, faktisk var bestilt af én af de politikere, der allerkraftigst gik ind for en stramning af lovgivningen. Samtidig konstateres det, at andre videnskabsfolk, der var kritisk indstillede over for konklusionerne i undersøgelsen og ønskede at gennemgå det empiriske materiale, ikke kunne få adgang til det.

Bestemte sager om bestemte film omtales naturligvis også løbende igennem kapitlet, og når man ser, hvilke film, der bl.a. har været på listen, ryster man på hovedet i ren vantro. At Sam Raimis første Evil Dead (1984) blev betragtet som den værste “video nasty” er således intet mindre end mystificerende, og flere af de andre film synes at være endt på listen nærmest ved de rene tilfælde.

At hele fænomenet var båret af en stor grad af uvidenhed kan også eksemplificeres ved, at politiet i Manchester (hvis daværende leder var en ivrig tilhænger af den stramme censur) ved en ransagning foruden en række gyserfilmstitler også konfiskerede Francis Ford Coppolas Apocalypse Now (1979) fordi betjentene ikke kunne kende forskel på den og så kannibalfilmen Apocalypse Domani (1980), der på engelsk havde titlen Cannibal Apocalypse!

Svært at tro på

Den engelske presse fremstilles med enkelte undtagelser også som aldeles sensationsliderlig, og gennem de citater, John Martin bringer igennem hele bogen, bliver det tydeligt, at meget få af de journalister, der kastede sig frådende over gyserfilmene, nogensinde selv havde set én. Et af de ufatteligt morsomme citater kommer fra The Independent så sent som 1994, hvor en videnskabsmand citeres for at have tilskrevet én film som kilde til 58 voldstilfælde mellem 1970 og 1982, nemlig The Deer Hunter. John Martin konstaterer tørt, at det er ret godt klaret for en film, der først kom ud i 1978!

Og sådan er bogen fyldt med eksempler, der med al ønskelig tydelighed viser, at den britiske presse spillede en stor rolle i at piske en stemning op omkring gyserfilm, voldelige film og – ja – film i al almindelighed. Det bedste eksempel på den manipulerende engelske presse kommer imidlertid i forbindelse med det tragiske mord på den treårige James Bulger i 1993. De to mordere, begge elleveårige drenge, hævdes fejlagtigt at have været inspireret til forbrydelsen af Child’s Play 3 (1991). Politiet benægtede hurtigt, at det havde noget på sig, men pressen blev i årene fremover ved med at hævde det som faktum.

Bulger-sagen førte dog til en endnu mere bizar politisk diskussion om endnu en mulig stramning af censurlovgivningen. Her blev det bl.a. foreslået at indføre en særlig censurkategori – bl.a. til brug for gyserfilm – der ville gøre det umuligt at leje eller købe sådanne film andre steder end i godkendte sexforretninger! Videre ville samme lovgivning have gjort det ulovligt at markedsføre film som f.eks. Raging Bull (1980) og The Godfather (1972) på videomarkedet, således at de kun kunne ses i voksenbiografer. Heldigvis gik denne diskussion i sig selv igen, men det demonstrerer, hvorledes briterne er meget glade for at koble virkelighedens vold sammen med vold på film.

De ovenstående eksempler er blot nogle få af rigtig, rigtig mange, der både chokerer og underholder, mens man læser sig igennem det lange første kapitel. Hele vejen igennem er der tale om absolut oplysende læsning, som man som frisindet dansker har meget svært ved at tro virkelig kan passe. Samtidig er det hele som nævnt skrevet med vid og bid, og det er med til at få den lidt tunge præsentation af stoffet til at glide ned uden problemer.

Svingende i kvalitet og udførsel

Andet kapitel bærer titlen “Reviews: The Official Video Nasties – A Critical Guide to The Good, The Bad and The Ugly on the DPP’s Viewing List!”. Som titlen antyder, er der her tale om anmeldelser af samtlige af de 69 film, som John Martin tager med som “video nasties”. Anmeldelserne veksler i længde og fokus – enkelte er nærmest kun handlingsreferater med nogle få kommentarer hist og her, mens andre går mere i kødet på selve filmen, dens udtryk og instruktørens intentioner.

For én films vedkommende – The Evil Dead (1981) – får man hele historien om, hvordan filmen endte på listen og om, hvordan det gik under retssagen. Heldigvis giver John Martin i alle anmeldelserne klart udtryk for sin mening om de enkelte film, og i de fleste tilfælde forstår man også, hvorfor han fælder den dom, som han gør.

Det er bestemt ikke alle filmene han giver en blid medfart, og i ganske få tilfælde fornemmer man også tydeligt, at han synes at bestemte film krydser en grænse og bliver usmagelige (herunder bl.a. nogle af de italienske nazisploitationfilm). Der er dog aldrig nogen tvivl om, at han mener, at ingen af filmene burde have været forbudt. Som hurtig reference er de 69 små anmeldelser udmærkede, men overordnet set er kapitel to lidt for svingende i kvalitet og udførsel til, at man kan forlade sig alene på disse anmeldelser.

Ikke langtidsholdbar

Det sidste kapitel er også det korteste. Det bærer titlen “Where Are They Now?” og har en lang undertitel, der faktisk er FOR lang til at være en undertitel: “Most of the infamous DPP titles have been re-released on DVD – but how many of them still retain the power to ‘deprave and corrupt’?”. Heri giver John Martin en oversigt over, hvilke af filmene fra “video nasty”-listen, der er genudgivet på DVD, og hvor meget der i givet fald er klippet i dem. Han omtaler dog også uklippede region 1 og 2 DVD’er og ikke kun de stadig ofte klippede britiske region 2’ere.

Dette kapitel er den klart mindst langtidsholdbare del af bogen, fordi DVD-markedet er i en så rivende udvikling, som det er, og fordi mange af filmene er udkommet i adskillige udgaver i forskellige lande. Nogle af de udgaver, Martin nævner i sit kapitel, vil uden tvivl gå ud af produktion, mens andre vil komme til inden for de nærmeste år. Derfor bliver oversigten kun et øjebliksbillede, men som sådan fungerer den også meget godt, da den viser, hvordan situationen ser ud i Storbritannien anno 2007.

Som decideret guide, har dette kapitel imidlertid ikke den store værdi. Her er man bedre tjent med en grundig og kritisk Google-søgning på de forskellige titler, kombineret med et tjek af originaltitlerne på IMDb – John Martin bruger nemlig for det meste filmenes britiske videotitel, hvilket kan være misvisende nu om stunder. Det skal dog nævnes, at han i kapitel to gør et hæderligt forsøg på at angive alle filmenes til tider mange aliaser – en stor del af dem er nemlig italienske produktioner, der som oftest har et hav af forskellige titler.

Polemisk

Hvis man skal komme med bare en enkelt overordnet kritisk bemærkning omkring John Martins stil, så er det, at bogen er stærkt polemisk på en voldsomt ironisk, til tider endda sarkastisk, facon, der nok i nogles øjne vil virke usaglig. Heldigvis for John Martin har han et hav af eksempler på, at det netop er censurfortalerne, der igennem tiden har været både usaglige og hykleriske, og det redder det overordnede indtryk.

Ikke desto mindre er hans sarkastiske stikpiller med til at gøre bogen uegnet som generelt diskussionsoplæg omkring det problematiske i filmcensur, for hans skrivestil vil bestemt ikke appellere til de mere censurvenlige læsere. For den inkarnerede genrefan er den imidlertid et stærkt underholdende stykke poplitteratur om en række film, hvis rygte for langt hovedpartens vedkommende, overstiger og overdriver deres reelle kvaliteter – eller mangel på samme.

En debat der må tages seriøst

Set fra det synspunkt er Seduction of the Gullible en stærkt anbefalelsesværdig bog, hvis man interesserer sig for nogle af de udenomsfænomener, der findes i forbindelse med gyserfilmgenren. Som seriøs genrefan er det svært at komme uden om video nasty-fænomenet, og her er det første kapitel alene faktisk nok til at gøre bogen værd at investere i. Også i Danmark har debatten omkring videovold – og i bredere forstand medievold – jo huseret fra tid til anden.

I dag lader det i høj grad til, at computerspil har overtaget rollen som bussemand, men videofilm dukker af og til op som boksebold, når uforklarlige voldsepisoder søges rationaliseret. Senest kan nævnes eksemplet med den gale universitetsmorder fra Virginia, hvis handling af flere medier (også danske) blev kædet sammen med den sydkoreanske film Oldboy (2003). Som fan af gyser- og/eller actionfilm, kan man ikke undgå at tage denne debat seriøst, fordi den må imødegås sagligt og alvorligt – dog ikke nødvendigvis uden humor – hvis ikke nypuritanske kræfter skal få en chance for at komme til fadet med forslag om strammere lovgivning.

Herhjemme virker det usandsynligt, at det nogensinde skulle ske, men hvis ikke populistiske kræfter som de, der fik indført den stramme censurlovgivning i Storbritannien i 1984, bliver imødegået, kan det ske overalt. Derfor er det værd at være opmærksom på disse sager, når de dukker op, og imødegå dem med seriøs debat.

Smæk for skillingen

Endelig må det siges, at Seduction of the Gullible er rigt illustreret i farve med et hav af screenshots og originale videocovers, der rammer plet hos enhver fanboy. Bogen kunne måske have haft fordel af et lidt mindre format end A4, der på overfladen får den til at virke lidt slatten og billig. Hertil må blot siges, at man ikke skal skue hunden på hårene – der er smæk for skillingen i Seduction of the Gullible, og jeg kan kun anbefale den varmt.

Seduction of the Gullible er venligst stillet til rådighed af The Dark Side Magazine.

Anmeldt i nr. 19 | 13/05/2007

Stikord: Filmhistorie, Non-fiction, Video Nasty