Alien 3

Elliot Goldenthals score til David Finchers Alien 3 (1992) er et af den slags scores, der deler filmmusikentusiaster: enten elsker man det, eller også hader man det. Ligesom filmen blev stærkt kritiseret af mange, da den kom ud, blev også Goldenthals score skældt en del ud, men der var også nogle, der udråbte det til et mesterværk – eller i hvert fald tæt på.

Totalt kompromisløst

Personligt har jeg altid holdt meget af musikken, men det er unægteligt et score af den type, der ikke appellerer til alle. Det er langt mere eksperimenterende end både Goldsmiths score til den første film og Horners score til fortsættelsen, og det eneste fællestræk, musikken har med de to foregående film i serien, er en næsten komplet mangel på musikalsk varme.

Musikalsk falder scoret fint i tråd med filmen, der er det mørkeste kapitel i serien, og som akkompagnement til filmen, fungerer musikken intet mindre end perfekt.

Det er som selvstændig lytteoplevelse, at musikken har delt vandene, og det må til kritikernes forsvar siges, at der er tale om en særdeles barsk og ubehagelig lytteoplevelse, om end man, fra et musikalsk synspunkt, ikke kan undlade at beundre musikken for dens totale kompromisløshed.

Musikken, der langt overvejende er utematisk om end der er enkelte minimale temaer og motiver, er komponeret for symfoniorkester, men med liberal anvendelse af synth og syntheffekter. Endvidere er der mange steder, hvor det lyder som om orkestret eller dele deraf har været igennem en synthesizer. Endelig anvender Goldenthal også kor og vokalsolist på enkelte af numrene.

Religiøs undertone

Albummet åbner med “Agnus Dei”, der foruden solovokal også demonstrerer et gennemgående element på scoret: strygere, der befinder sig i de meget høje registre og blæsere, der omvendt befinder sig i de meget lave registre. Nummeret har også et af scorets få temaer.

Der er tale om et af de relativt stille cues, og både strygere og solist bibringer en musikalsk kulde, der er typisk for albummets stille cues. Det gælder også cues som “Lento” (nr. 4), hvor solisten optræder igen, “Lullaby Elegy” (nr. 8) og “The Dragon” (nr. 12).

Flere af scorets stille passager, og især de, der inkluderer vokalsolisten, har en slet skjult religiøs undertone (titlen “Agnus Dei” og vokalteksten er da også direkte henvisninger til dette), hvilket naturligvis knytter an til det religiøse aspekt i selve filmen.

Flere af de stille cues er desuden komponeret i en bevidst nyromantisk stil, der stilistisk kolliderer voldsomt med de action- og horrorprægede dele af musikken, som i virkeligheden er dem, der dominerer scoret.

Nemmere at værdsætte med hovedet end med hjertet

Det er også den musikalske brutalitet, der er det element af musikken, der virkelig har skabt uenighed blandt fans og, sammen med mange af kompositionernes særdeles eksperimenterende natur, fået nogle til at kalde musikken direkte kaotisk (og anvendt ordet i sin virkeligt negative betydning).

I action- og horrornumrene er Goldenthals orkestreringer af og til ekstremt brutale og eksperimenterende. Her spiller forvrængede blæsere, store mængder percussion samt syntheffekter en væsentlig rolle.

Sammen med de stærkt atonale kompositioner, skaber de nogle til tider særdeles skræmmende lydbilleder, der ikke kun holder sig til at være “ren” musik. “Bait and Chase” (nr. 2) har f.eks. nogle percussion-effekter, der tydeligvis sigter efter at simulere lyden af Alien-monstrets fødder, der løber over gulvet. Personligt synes jeg det virker rigtig godt, men det er blandt andet sådanne elementer, der har fået nogle anmeldere til at hade scoret.

Andre gode eksempler på de virkelige brutale musikalske virkemidler, Goldenthal tager i brug, er anden del af “Wreckage and Rape” (nr. 6), hvor komponisten bl.a. introducerer forvrænget vokal, der skaber en virkelig uhyggelig effekt, og “Death Dance” (nr. 9), men der er generelt meget af denne type musik på albummet.

Personligt synes jeg det er denne eksperimenterende stil, der er med til at hæve Alien 3-scoret op på et niveau, hvor det bliver virkelig interessant. Det havde været meget nemt for en komponist at skrive musikken til Alien 3 som en blanding af Goldsmiths originale score og Horners fortsættelse, og det er præcist det, Goldenthal helt har undgået.

Det synes jeg er værd at skønne på, og det er ét af de elementer, der er med til at gøre Alien 3 til noget særligt. Det er imidlertid samtidig noget, der gør Alien 3 nemmere at værdsætte med hovedet end med hjertet.

Musikalsk kulde

Derfor må jeg også indrømme, at uanset hvor imponerende action- og horrorkompositionerne end er, så er det de mere stille cues, der i særligt grad betager mig. Det er i sagens natur også disse, der er mest melodiske, men det er nu ikke kun derfor, at disse numre fremstår som noget særligt.

På trods af den musikalske kulde, eller måske netop på grund af den, står disse cues frem som ekstremt smukke, trods deres dysterhed.

“Lento” (nr. 4) er måske et af de bedste eksempler på albummet, kun overgået af det afsluttende cue, “Adagio” (nr. 14), der som det eneste også introducerer bare en smule varme. Her får vi en rekapitulering af det, der må betragtes som scorets hovedtema i en hjerteskærende smuk, strygerdomineret adagio. Allervigtigst er det dog måske, at cuet giver en virkelig fornemmelse af afslutning – ikke bare på scoret, men på hele sagaen.

Alien 3 etablerede mange musikalske idéer, som Goldenthal senere er vendt tilbage til, også på scores, der generelt er langt mindre brutale. Det gælder især hans blæserkompositioner, der er helt karakteristiske, men også de hvirvlende strygere, der på Alien 3-scoret høres i slutningen af “The Entrapment” (nr. 13).

Derfor er Alien 3 også et vigtigt score, hvis man senere er blevet interesseret i Goldenthals musik, og det var da også et score, der betød meget for Goldenthal selv – angiveligt brugte han over et år på at komponere musikken.

Vil ikke appellere til alle og enhver

Alien 3-scorets kompromisløshed er unægteligt imponerende, men det er samtidig med til at gøre det til ét af de scores, der ikke nødvendigvis ryger i CD-afspilleren særligt ofte. Som baggrundsmusik er langt de fleste af numrene uanvendelige, fordi de er så opmærksomhedskrævende, så ligesom med begge forgængerne er der tale om musik, man er nødt til at sætte sig ned og lytte til for at få det fulde udbytte ud af det.

Hvis man har tålmodigheden til at gøre det, er det til gengæld også noget, der efter min mening lønner sig. Det er imidlertid ingen given sag, og der er utvivlsomt tale om et album, som ikke vil appellere til alle og enhver.

Nummerliste:
1. Agnus Dei (4:29)
2. Bait and Chase (4:42)
3. The Beast Within (3:09)
4. Lento (5:48)
5. Candles in the Wind (3:20)
6. Wreckage and Rape (2:43)
7. The First Attack (4:19)
8. Lullaby Elegy (3:41)
9. Death Dance (2:18)
10. Visit to the Wreckage (2:04)
11. Explosion and Aftermath (2:20)
12. The Dragon (3:08)
13. The Entrapment (3:42)
14. Adagio (4:14)

Total spilletid: 50:03

Anmeldt i nr. 19 | 13/05/2007

Stikord: 3’er, Fortsættelse, Fængsel, Rummet, Rumskibe, Rumvæsner