Aliens

Selv om Jerry Goldsmith havde en ret dårlig oplevelse med den første Alien-film (1979), hvor Ridley Scott skaltede og valtede med hans fremragende score, så er det vand imod, hvad James Horner oplevede på James Camerons fortsættelse, Aliens, i 1986.

Et stormfuldt samarbejde

Ikke alene havde Horner kun omkring tre uger til at komponere scoret, fordi Cameron blev ved med at redigere i filmen, men komponist og instruktør var mildest talt også en del uenige. Cameron skal sågar havde slynget Horner op imod en væg under et skænderi efter én af optagelserne på scoret. Men historien slutter ikke her.

Ganske som Ridley Scott gjorde det med Goldsmiths score på den første film, klippede og klistrede James Cameron i Horners score med det resultat, at kun ét cue blev brugt fuldt ud sådan som James Horner havde komponeret det til filmen! Andre cues blev flyttet rundt og klippet i, og nogle blev droppet, ja hen imod filmens slutning brugte Cameron endda et stykke af Goldsmiths musik fra den første film!

Det er ikke overraskende, at James Horner efter Aliens var meget tvivlsom over for, om han og James Cameron på ny ville komme til at samarbejde. Som mange sikkert ved, blev de to imidlertid venner igen: Det var Horner, der komponerede det Oscarvindende score til Camerons Titanic i 1997.

På trods af omstændighederne omkring musikkens tilblivelse og Camerons lemfældige anvendelse af den i filmen, endte Aliens faktisk med at give James Horner hans første Oscar-nominering, som det år dog gik til Herbie Hancock for ‘Round Midnight – helt grotesk i øvrigt, når man også tager i betragtning, at Ennio Morricone samme år var nomineret for The Mission. Men det var et lille sidespring.

Ukrediterede lån

Scoret til Aliens er da bestemt heller ikke dårligt, selv om det ikke er nær så godt som Goldsmiths musik til den første film. Scoret, der er komponeret for symfoniorkester og en smule synth, er generelt anerkendt som solidt håndværk, og nogle anmeldere er også betydeligt gladere for det end andre. Alle påpeger dog, at Aliens er ét af de tidligste tilfælde af James Horners nu karakteristiske tendens til at plagiere sig selv.

Således er meget af actionmusikken afledt af hans tidligere scores til Star Trek: The Wrath of Khan (1982) og Krull (1983). Dette kan man mene om, hvad man vil, for musikken er sådan set ikke dårligere af den grund.

Mindre heldigt er det måske, at Horner ikke krediterer andre inspirationskilder – hans hovedtema er således baseret på en adagio fra den armenske komponist Aram Khachaturians ballet Gayane (1939-41), og et af actionmotiverne er hentet mere eller mindre direkte fra Jerry Goldsmiths score til Capricorn One (1978). Lånene fra de to komponister er helt forståelige, men det havde været på sin plads med lidt ‘credit where credit is due’.

Den anmeldte version af scoret er den “Deluxe Edition”, som Vàrese Sarabande udgav i 2001, og som udvider betydeligt på det oprindelige album, der havde en spilletid på omkring 40 minutter. Denne udgave er på næsten 76 minutter, om end man herfra må trække omkring 10 minutter, der består af bonusnumre i form af alternative versioner af enkelte cues samt et par numre bestående af det isolerede percussiontrack fra to cues.

Ikke desto mindre er der over 25 minutter ekstra musik på Deluxe-udgaven, og for fans af den (relativt) tidlige Horner er det jo kærkomment. Musikken er endvidere lagt ned på skiven i den rækkefølge, den optræder i filmen – eller rettere i den rækkefølge den er komponeret til filmen.

Det betyder også, at størstedelen af scorets suspensemateriale ligger på CD’ens første halvdel mens størstedelen af actionmusikken ligger på anden halvdel. Det er faktisk én af albummets få svagheder, for som nævnt er noget af suspensemusikken måske ikke blandt det mest ophidsende, Horner har komponeret. Omvendt skal man jo være et skarn hvis man brokker sig, og man kan jo altid programmere uden om de lidt kedeligere cues.

Suspensenumrene er da heller ikke decideret dårlige, men de blegner klart i forhold til actionmaterialet, der dominerer anden del af CD’en og som er det, der har gjort Aliens-musikken elsket af så mange.

Militaristisk

Filmens hovedtema er som nævnt baseret på Khachaturian, og optræder første gang i “Main Title” (nr. 1). Selv om der er tale om et meget direkte lån, så er det et velvalgt lån fra Horners side; Khacaturians adagio er i sig selv en ganske dyster affære, men Horner formår at gøre den endnu mere kold, og den fungerer perfekt som en illustration af verdensrummet.

“Main Title” introducerer også et af de andre lån – her ekkomotivet fra Goldsmiths originale score. Ekko-effekten anvendes aldrig helt identisk med den måde, Goldsmith brugte den på, men idéen er klart hentet fra Goldsmith, og det er jo helt forståeligt, taget i betragtning, at Aliens er en fortsættelse. Igen havde det dog været på sin plads at kreditere Goldsmith.

Både ekko-effekten og hovedtemaet går igen mange gange på scoret, og ekko-effekten anvendes også på flere forskellige måder. Hovedtemaet høres i sin fuldt udviklede form bedst i “Main Title” og “Resolution and Hyperspace” (nr. 19), hvor sidstnævnte inkluderer den musik, Horner oprindeligt komponerede til filmens rulletekster. Men bidder af temaet anvendes hele vejen igennem scoret, og i det hektiske actionnummer “Futile Escape” (nr. 13) også i en interessant actionorienteret variant.

Aliens er hele vejen igennem et meget militaristisk score, hvilket Horner opnår ved at anvende masser af lilletromme og andre percussioninstrumenter. Der er flere actionmotiver, hvoraf begge faktisk høres i “Combat Drop” (nr. 5).

Det andet af disse motiver er det mest fremherskende actionmotiv på scoret, og høres bedst i “Ripley’s Rescue” (nr. 11), der samtidig er det cue, hvor motivet er klart mest dominerende. “Ripley’s Rescue” er et helt igennem fremragende actioncue, måske scorets bedste, der tonser igennem med masser af lilletromme, percussion, hvirvlende strygere og voldsomme blæsere.

Helt frem til og med albummets nummer 10 består musikken faktisk overvejende af suspenseunderscore med en vis mængde actionmateriale indsat undervejs. Af og til er der en tendens til at det hele går en smule død i disse cues, og meget af suspense- og uhyggemusikken er tilmed meget lavt.

Således sker der ganske lidt i den temmelig lange “Sub-Level 3”, men ikke desto mindre må man erkende at det er forbandet effektivt, og hvis man bare er lidt af en hund efter denne type musik vil man finde masser at komme efter på Aliens.

Man må heller ikke lade sig snyde af, at mange af suspensenumrene er meget lavstemte – af og til kommer der et pludseligt crescendo, der skræmmer livet af én. Blandt disse numre er “Facehuggers” (nr. 12) et højdepunkt, der byder på noget af albummets mest atonale og skræmmende musik. Her er det hverken suspense eller action, men all-out horror, og det fungerer perfekt.

Actionmusikken er godteposen

Der er dog ingen tvivl om, at det er actionmusikken, der er de virkelige goodies på Aliens. “Ripley’s Rescue” er nævnt, men også det lange “Futile Escape” (nr. 13) må nævnes. Det er her Horner introducerer motivet fra Goldsmiths Capricorn One som scorets tredje actionmotiv. Cuet begynder relativt stille, men bygger efterhånden op til et særdeles eksplosivt nummer, som vanligt med masser af percussion.

“Going After Newt” (nr. 15) er et andet glimrende actioncue, der også rummer scorets måske mest storladne passage med masser af blæsere. Endelig må i forbindelse med actionmusikken også nævnes “Bishop’s Countdown” (nr. 17), der er blevet planket og efterlignet et utal af gange, foruden brugt igen og igen i filmtrailere.

Sammen med “Ripley’s Rescue” er første halvdel af nummeret blandt scorets bedste actionmusik – i anden halvdel bliver musikken for første gang harmonisk og ganske smuk.

God filmmusik, men ikke udpræget venlig musik

Aliens-scoret er i Deluxe-udgaven et ganske langt album, og hvis man ikke har tålmodighed til suspensedelene vil det nok også stedvist føles for langt. Personligt har jeg en hang til denne type musik, så selv om enkelte af numrene måske ender med at føles lidt lange, er jeg glimrende underholdt hele vejen igennem.

Til gengæld er det ikke et score af den type, man kan sætte på som baggrundsmusik mens man laver noget andet – alt for mange nuancer vil simpelthen gå tabt i de stille dele og omvendt er musikken næsten for voldsom i de actionprægede dele til, at det kan bruges som baggrundslytning. Det er god filmmusik, men det er ikke udpræget venlig musik, og det kræver at man sætter sig ned og lytter koncentreret til det for at få alle kvaliteterne med.

Om scorets originalitet eller mangel på samme kan kun siges, at musikken under alle omstændigheder er ekstremt velfungerende, og albummets anden halvdel byder på noget af det fineste actionmusik Horner har komponeret, ja stedvist noget af det bedste actionmusik, der blev komponeret i 1980’erne.Sidstnævnte er i sig selv nok til, at jeg mener Aliens-scoret er værd at investere i, men deri er der nok nogle, der vil være uenige med mig.

I sidste ende er Aliens nok den type score, hvor man vil gøre sig selv en stor tjeneste ved – om muligt – at lytte lidt til det i butikken inden man langer pengene over disken.

Nummerliste:
1. Main Title (5:11)
2. Bad Dreams* (1:22)
3. Dark Discovery / Newt’s Horror* (2:07)
4. LV-426* (2:03)
5. Combat Drop* (3:29)
6. The Complex* (1:34)
7. Athmosphere Station (3:11)
8. Med.Lab* (2:03)
9. Newt* (1:14)
10. Sub-Level 3 (6:39)
11. Ripley’s Rescue (3:19)
12. FaceHuggers* (4:26)
13. Futile Escape (8:26)
14. Newt Is Taken* (2:06)
15. Going After Newt (3:18)
16. The Queen* (1:45)
17. Bishop’s Countdown (2:50)
18. Queen To Bishop* (2:31)
19. Resolution And Hyperspace (6:30)

Bonus tracks:
20. Bad Dreams (alternate)* (1:25)
21. Ripley’s Rescue (percussion only)* (3:18)
22. LV-426 (alternate edit – film version)* (1:13)
23. Combat Drop (percussion only)* (3:24)
24. Hyperspace (alternate ending)* (2:09)

* Previously unreleased

Total spilletid: 75:44

Anmeldt i nr. 19 | 13/05/2007

Stikord: 2’er, Androider, Fortsættelse, Robotter, Rummet, Rumskibe, Rumvæsner, Soldater