Alien

Jerry Goldsmith komponerede kun en håndfuld regulære horror-scores i løbet af sin lange og glorværdige karriere, men det er påfaldende, at nogle af hans fineste scores blev komponeret til gyserfilm. Det var da også en gyserfilm, der gav komponistens hans eneste Oscar, nemlig for musikken til Richard Donners The Omen fra 1976.

Den tre år senere Alien kunne ellers lige så godt have gjort det, for selv om der er tale om et radikalt anderledes score end The Omen, så er musikken fra Alien mindst lige så effektiv og skræmmende.

Manglende respekt for filmmusik

Nu må det siges med det samme, at det album, der er udgivet med musik fra Alien for det første ikke indeholder al den musik, Goldsmith komponerede til filmen. Og for det andet er den musik, man hører på CD’en ikke hundrede procent identisk med den musik, der findes i filmen.

Ridley Scott, der instruerede Alien, er nemlig notorisk for ikke at have respekt for filmmusik, og den måde han anvendte Goldsmiths score på, var en del anderledes end komponisten havde tænkt sig.

Dels flyttede Scott om på en del af Goldsmiths cues, der blev anvendt i andre sekvenser, end de var komponeret til, dels anvendte Scott også musik, der ikke var komponeret til filmen.

Således indgår der i filmen flere cues fra Goldsmiths musik til filmen Freud fra 1962 (oprindelig anvendt i filmens temp track), og under rulleteksterne valgte Scott at anvende et stykke regulært klassisk musik fra Howard Hansons Symphony no. 2 (1930).

Selv om det er en forbandet uskik at nogle instruktører på den måde vælger at tilsidesætte den musik, der allerede er komponeret til deres film, så må man erkende, at Scotts valg af cues fra Freud er ganske fornuftige, når det nu endelig skulle være.

De valgte cues, der bl.a. anvendes i sekvensen, hvor blodsyren æder sig gennem flere dæk i Nostromo og i sekvensen, hvor kaptajn Dallas kravler rundt i Nostromos ventilationsrør, er temmelig uhyggelige i sig selv.

Ikke desto mindre havde det været rart, om Scott ville have undladt at bytte musikken ud, især fordi den musik Goldsmith komponerede specifikt til samme sekvenser er mindst lige så god, og Scotts anvendelse af Hansons Symphony no. 2 under rulleteksterne er helt uforståelig når man hører Goldsmiths musik.

Men sket er sket, og så kan man jo i øvrigt kalde det sublimt ironisk, at Scott i Kingdom of Heaven (2005) valgte at bytte dele af Harry Gregson-Williams’ musik ud med et cue af Goldsmith.

Rædselsvækkende

Hvorom alting er, så har vi i Alien et vaskeægte mesterværk inden for filmmusik. Det er et helt og aldeles rædselsvækkende score, der byder på noget af det fineste atonale musik, Goldsmith nogensinde komponerede.

Når det er så meget anderledes end f.eks. The Omen skyldes det, at musikken langt overvejende er utematisk. Der er et hovedtema i Alien, som høres fuldt udviklet i bl.a. “Main Title” (nr. 1) og “The Landing” (nr. 5), og som desuden høres i mere eller mindre udviklede versioner i flere andre numre, og så er der et actionmotiv, men det er også det.

“Main Title” og “End Title”, hvor hovedtemaet høres fuldt udviklet, er et par af de få numre, hvor lytteren får nogen som helst form for respit fra den isnende rædsel, som resten af scoret ellers består af.

Hovedtemaet er et særegent trompetdomineret tema, der måske ikke ligefrem kan kaldes ørehængende, men som til gengæld er fantastisk smukt. Og så er det allerede i “Main Title”, at Goldsmith introducerer den ekko-effekt, han også anvender flere andre steder på scoret, og som skulle komme til at blive en del af Alien-filmenes musikalske signatur.

Ekko-effekten anvendes godt nok ikke som en del af selve hovedtemaet, men kommer i det umiddelbart følgende cue, som på albummet er redigeret sammen med Main Title-sekvensen, og som i filmen stammer fra den allerførste scene, hvor kameraet bevæger sig igennem det mennesketomme rumskib, inden besætningen vækkes af deres dvale.

Ekko-effekten indskrænkes ikke kun til et instrument eller til én måde at lave den på: nogle steder blev den skabt med fløjter, mens den andre steder blev skabt ved at køre en optagelse af strygere, der blev spillet pizzicato, gennem en Echoplex. Goldsmith får det maksimale ud af denne ekstremt enkle idé, som på bedst mulig vis illustrerer det uendelige rum (hvor ingen kan høre dig skrige, for resten).

Eksperimenterende instrumentering

Det er dog ikke kun i forbindelse med ekko-effekten, at Goldsmith eksperimenterede på Alien-scoret; også orkestreringen byder på nogle usædvanlige elementer.

Godt nok er det meste af musikken komponeret for symfoniorkester, men Goldsmith gjorde også brug af nogle instrumenter, der var usædvanlige i filmmusik, bl.a. den jødiske shofar (et blæseinstrument lavet af hornet fra et klovdyr) og baszink.

Disse instrumenter er, sammen med sparsom anvendelse af synth og en ofte uortodoks anvendelse af symfoniorkestrets konventionelle instrumenter, med til at give Alien-scoret en ofte meget særpræget og fremmedartet lyd, der passer perfekt til filmen og giver en virkelig uhyggelig stemning.

Hvad angår de symfoniske kompositioner må man især imponeres over den måde, Goldsmith sætter strygere og blæsere op mod hinanden, ofte på en meget rytmisk manér. Dermed menes ikke at scoret gør brug af konventionelle rytmer, men mange af kompositionerne har et stærkt rytmisk drive, der primært skyldes en udstrakt anvendelse af ostinati for diverse instrumenter.

Aggressivt

På nær de få numre, hvor det fuldt udviklede hovedtema giver lytteren en pause fra rædslen, er Alien et helt igennem aggressivt score, hvor stedvis anvendelse af hovedtemaet ikke giver lytteren megen mulighed for at samle nerverne. Scoret fungerer som blanding af iskold suspense og all-out horror, og det er ærlig talt svært at fremhæve enkelte af numrene frem for andre, for de er alle helt og aldeles fremragende.

Blandt mine favoritter er dog “Facehugger” (nr. 2), der med sine usædvanlige lyde og snigende strygere er et isnende suspensecue inden det går over i en noget mere actionpræget, men ikke mindre god, anden halvdel. Nummeret byder på et fremragende klimaks, hvor strygere og blæsere samarbejder perfekt, og hvor især strygerkompositionen imponerer.

“Acid Test” (nr. 4) starter voldsomt, men går derefter over i albummets måske mest uhyggelige og snigende suspense-komposition, hvor strygersektionen er i højsædet. En meget lignende stemning gør sig gældende i “The Alien Planet”, der meget lavmælt og uhyre minimalistisk formidler en fremmedartet stemning.

“The Droid” (nr. 6) er en anden personlig favorit: endnu et action- og suspense-nummer, hvor samspillet mellem strygere og blæsere igen fungerer perfekt, og hvor percussionsektionen desuden også spiller en væsentlig rolle.

Blandt de rene action/horror-numre må første halvdel af “Breakaway” (nr. 3) fremhæves. Her gør Goldsmith igen udstrakt brug af ostinati, og her får orkestrets blæsersektion lov til virkelig at trække alle stopklodser ud. Samme vanvittige energi slippes fri i første del af “The Recovery” (nr. 7), og til sammen udgør actiondelene af disse to numre nok scorets virkelige højdepunkter.

Det er svært at formidle hvor effektiv og hvor skræmmende musikken fra Alien er, men det mest fantastiske er nok, at det fungerer glimrende som selvstændig lytteoplevelse, hvilket bestemt ikke er en selvfølge for scores af denne type.

Indeholder langt fra al musikken

Albummets ret korte spilletid på 35 minutter betyder, at der mangler en hel del af Goldsmiths musik, og det anmeldte album fra Silva Screen Records er tilmed udsolgt i dag. På nuværende tidspunkt er opsamlingsalbummet The Alien Trilogy (indspillet med The Royal Scottish National Orchestra og dirigeret af Cliff Eidelman), som består af numre fra de første tre Alien-scores, således den eneste legitime måde at få fingre i noget af Goldsmiths musik.

Hvis man er mere lurvet, florerer der forskellige versioner af scoret på nettet med betydelig mere musik. Blandt andet en version, hvor man ikke alene får hele scoret i den form, Goldsmith oprindelig komponerede det, men tilmed også musikken, som den optræder i filmen – det vil sige inklusive Goldsmith-numrene fra Freud og musikken fra Howard Hansons Symphony no. 2. Lydkvaliteten er imidlertid ret ulden, men det er en fryd at være i stand til at høre hele scoret.

Man kan kun håbe at én af de større labels snart tager sig sammen og udgiver hele Goldsmiths score, for Alien er et af de helt store horrorscores, og fans fortjener at kunne få fat i det på lovlig vis og med en ordentlig lydkvalitet. Det hører i hvert fald ubetinget hjemme på hylden hos enhver filmmusikfan.

Addendum: I november 2007 udgav pladeselskabet Intrada en 2-disc-udgave af Alien, der både indeholdt det komplette score, som Goldsmith oprindeligt komponerede det, en række alternative cues, Goldsmith indspillede på foranledning af Ridley Scott og endelig det oprindelige album (altså det her anmeldte).

Bemærk at Intradas album fortsat ikke indeholder de cues fra Freud og Howard Hansons symfoni, der bruges i filmen. Intradas nye udgave er stadig i handlen, og er klart at foretrække frem for det her anmeldte album, hvis kvalitet i sig selv imidlertid ikke forringes af, at Intrada-udgaven er kommet på gaden.

Nummerliste:
1. Main Title (3:24)
2. Facehugger (2:35)
3. Breakaway (3:04)
4. Acid Test (4:37)
5. The Landing (4:33)
6. The Droid (4:45)
7. The Recovery (2:47)
8. The Alien Planet (2:31)
9. The Shaft (4:00)
10. End Title (3:02)

Total spilletid: 35:32

Anmeldt i nr. 19 | 13/05/2007

Stikord: Androider, Body Horror, Kunstig Intelligens, Robotter, Rummet, Rumskibe, Rumvæsner