Alien: Resurrection

Fem år efter at Alien-sagaen var blevet smukt afsluttet med den undervurderede og dystre Alien 3 (1992), ja så startede det hele igen. I hvert fald blev franchisen (og Ripley) genoplivet, hvilket for mange kom som lidt af en overraskelse, idet Sigourney Weaver i forbindelse med Alien 3 havde udtalt, at hun nu var færdig med serien.

Man kan ikke engang skyde skylden for Weavers holdningsændring på en skrantende karriere, for mellem Alien 3 og Alien: Resurrection fortsatte hun med at være nogenlunde lige så aktiv, som hun tidligere havde været. Men det kan jo være at studiets gode betaling lokkede, eller også havde hun bare fået lyst til at spille Ripley igen. Uanset hvad svaret er, kunne man have ønsket, at hun havde holdt fast i sin beslutning, for Alien: Resurrection er ingen god film, selv om mange delelementer fungerer fint.

Spøjse valg af manuskriptforfatter og instruktør

Alien: Resurrection er skrevet af Joss Whedon, hvis tidligere screenwriting credits på daværende tidspunkt var begrænset til TV-serier, den originale Buffy the Vampire Slayer-film fra 1992 og Toy Story (1992), som han dog ikke skrev alene. Whedons berømmelse, der fulgte med Buffy-serien (1996-2003), dens spin-off Angel (1999-2004) og den kortlivede Firefly (2002-2003), lå på daværende tidspunkt endnu noget ude i fremtiden, og det kan alt andet lige overraske, at Whedon blev valgt som forfatter.

Endnu mere overraskende er dog valget af instruktør, der faldt på franske Jean-Pierre Jeunet, der indtil da primært var kendt for skæve film som Delicatessen og La cité des enfants perdus (De fortabte børns by) fra henholdsvis 1991 og 1995. Her må det have været Jeunets visuelle begavelse, der fik ham på banen som instruktør, men her må man desværre konstatere, at Alien: Resurrection ikke rigtigt bærer præg af de ting, der gjorde Jeunets tidligere film så billedligt interessante.

Det er ikke fordi Alien: Resurrection ikke er visuelt flot, for det er den langt hen ad vejen (i hvert fald i interiørscenerne), men Jeunets tidligere film var præget af en visuel finurlighed, som producenterne af Alien: Resurrection nok havde håbet at kunne indfange noget af. Denne finurlighed ville under alle omstændigheder passe dårligt til Alien-serien, der fandt sin overordnede visuelle stil allerede med Ridley Scotts første film fra 1979.

Jeunet var da heller ikke producenternes oprindelige foretrukne valg som instruktør – Fox ville gerne have haft engelske Danny Boyle (28 Days Later), og da han takkede nej, forsøgte studiet at lokke bl.a. David Cronenberg, hvilket kunne have været højst interessant.

Men uagtet, at Jeunet var et lidt spøjst valg som instruktør, så er det ikke primært hans skyld, at Alien: Resurrection er en lunken omgang. Her må Joss Whedons stærkt uoriginale og ujævne manuskript løbe med hovedparten af den tvivlsomme ære. Til Whedons forsvar må det dog siges, at han blev stillet en særdeles utaknemmelig opgave, da han blev bedt om at bringe Ripley tilbage, for det lå i kortene, at det næppe ville ende som andet noget forvrøvlet nonsens. Og det er det da også.

Noget forbandet ævl

Der er gået omkring 200 år siden begivenhederne i Alien 3. En flok skumle videnskabsmænd har fået fat i nogle nedfrosne blodprøver fra Fiorina 161, hvor Alien 3 foregik, og ud fra dem forsøger de nu ombord på rumskibet Auriga at lave en Ripley-klon for at få Alien-fostret (som jo var en dronning) ud af Ripley. At Fiorina 161 kaldes Fiori 16 i filmen er én ting – det er en pinlig fejl fra Whedons side – men hvordan det lige kan være, at Alien-fostret kan klones frem sammen med Ripley er en anden sag. Det er noget vås med, at monstrets gener er smeltet sammen med Ripleys og bla bla bla.

Hvorom alting er, så betyder det, at der vil være et Alien-foster i den klonede Ripley, men også at den Ripley-klon, vi møder i filmen ikke er helt menneskelig. Der er Alien-gener i hende, hvilket bl.a. betyder, at hun er meget hurtig, meget stærk og har syreholdig blod. Til gengæld har hun åbenbart også via generne bevaret mange af sine minder, så hun ikke bare er en lallende idiot, men faktisk noget, der ligner den Ripley, vi sidst mødte. Ja, det er noget forbandet ævl, og når man bygger en hel film op omkring den præmis, så siger det sig selv, at det må ende galt.

Det eneste positive der er at sige omkring Whedons søforklaring, er, at det giver Sigourney Weaver lejlighed til at spille Ripley som en betydeligt mere bitchy karakter, hvilket da også afføder nogle ret gode one-liners og udvekslinger hist og her.

En slags ”best of” de tidligere indlæg

Efter at det lykkes videnskabsfolkene, bl.a. spillet af altid seværdige Brad Dourif, at klone Ripley og få Alien-fostret ud af hende, beslutter de sig for at holde Ripley i live til yderligere studier. Samtidig har de brug for nogle menneskelige rugekamre, så de kan få produceret nogle fuldvoksne Aliens. Her kommer rumskibet Betty og dets besætning ind i billedet. Der er tale om en gruppe rumpirater, som de skumle videnskabsfolk har hyret til at kapre et transportskib og stjæle en bunke dvalekamre, som bliver leveret til Auriga tidligt i filmen.

Videnskabsmændene begynder straks med at fremavle nogle Aliens, og så går det naturligvis galt. Væsnerne slipper ud af deres bure, og så er Fanden ellers løs i Laksegade. Nu må Ripley sammen med rumpiraterne forsøge at nå ned til Betty i live, og så skal de i øvrigt også lige sørge for at få ødelagt Auriga, som i en nødsituation er programmeret til at sætte kursen mod Jorden.

Bettys besætning er en farverig gruppe, bestående af kaptajnen Elgyn (Michael Wincott), den brutale Johner (Ron Perlman), Elgyns kæreste Hillard (Kim Flowers), Christie (Gary Dourdan) og dværgen Vriess, der tilmed sidder i rullestol (Dominique Pinon). Endelig er der den unge kvinde Call (Winona Ryder), som man senere finder ud af er en droid, og som har fundet ud af, hvad videnskabsmændene forsøger at lave ombord på Auriga.

I sammensætningen af besætningsmedlemmerne fra Betty har Whedon klart forsøgt at gå Dan O’Bannon og Ronald Shussett i bedene, for der er tale om den samme form for blandede typer, som vi allerede mødte i Alien. Eller for den sags skyld også i Aliens (1986). Det fungerer til en vis grad, især er Perlman og Pinon veloplagte i deres roller, men det er alligevel håbløst uoriginalt, og i takt med at filmen skrider frem, bliver det tydeligt, at Alien: Resurrection på mange områder er en slags “best of” af de foregående film i serien.

Kampen for at nå frem til Betty i live minder stærkt om hele plottet fra Alien, især den del af Alien, hvor Ripley, Parker og Lambert beslutter sig for at flygte fra Nostromo, og motivet med de mange rumvæsner, der angriber vore hovedpersoner, er ren Aliens.

Helt latterlig

Særdeles Aliens-inspireret er også den monstrøse Alien-menneske-hybrid, som Whedon introducerer sidst i filmen, og her er det, at filmen virkelig kammer over og bliver helt latterlig. Med anvendelse af endnu en Aliens-inspiration, bortfører monstrene på et tidspunkt Ripley og fører hende ned til væsnernes rede, hvor en forpuppet Dr. Gediman (Dourif) kan forklare, at Alien-dronningen også har modtaget gener fra Ripley – ikke kun omvendt. Det betyder, at dronningen kun har lagt en begrænset mængde Alien-æg, hvorefter hendes cyklus er ændret. Nu er hun decideret “gravid” med en blanding af Alien og menneske, som bliver født, mens Ripley ser på.

Der er tale om et særdeles grotesk væsen med kranieansigt og hængepatter, som ser helt og aldeles latterlig ud, og som tilmed betragter Ripley som dets mor, selv om de kærlige følelser er en anelse utilregnelige. Da Ripley således flygter fra reden, følger monstret efter, og det gemmer sig i lastrummet ombord på Betty – igen igen inspireret af Aliens. Her står det endelige opgør mellem Ripley og hendes “barn”, og hvordan det spænder af kan I selv få lov til at se, hvis I ellers kan holde ud at sidde hele filmen igennem.

Enkelte lyspunkter trods plat humor og overspil

Der er imidlertid enkelte lyspunkter undervejs, som gør det muligt at se filmen fra ende til anden, hvis man har den fornødne tålmodighed. På trods af den latterlige præmis med den klonede Ripley, fungerer meget af filmens første halvdel faktisk udmærket, og den basale spænding er stort set intakt.

Den kulminerer i en flot scene, hvor vore hovedpersoner skal igennem et oversvømmet lokale, mens de jages af svømmende Aliens. Derudover er der enkelte scener, hvor samspillet mellem Weaver og Perlman og mellem Perlman og Pinon er ganske underholdende. Desværre har Whedon ikke kunnet nære sig for at indsætte en hel del mere eller mindre platte humoristiske elementer hele vejen igennem filmen, hvilket irriterer stærkt.

Skuespillet er jævnt i de fleste roller. Som nævnt giver Ripleys nye Alien-gener lejlighed til at Weaver spiller rollen noget anderledes end tidligere, og det er ganske underholdende, og flere af de andre karakterer er også udmærket castede. Det gælder dog ikke for Winona Ryder, der virker helt malplaceret og overspiller fælt. Det samme gør sig i øvrigt gældende for Dan Hedaya i rollen som chefen for militæroperationen ombord på Auriga, men her har Whedon også skrevet rollen som decideret lattervækkende, hvilket er endnu et eksempel på den temmelig store mængde dårlige humor i filmen.

Joss Whedon var generelt ikke tilfreds med castingen – faktisk var han ikke tilfreds med noget på filmen, som han kalder “almost unwatchable”. Ifølge Whedon skyldes det dog ikke hans eget manuskript, men den generelle udførsel af filmen. Ifølge Whedon sagde skuespillerne deres replikker forkert, castingen var forkert, designet var forkert, musikken var forkert – ja alt var forkert, på nær hans eget manuskript naturligvis. Hvordan Whedon havde forestillet sig, at nogen skulle få noget ordentligt ud af hans miserable manuskript er et mysterium, men at manden er umanerligt selvglad skulle hermed være bevist.

Fine interiørscener og pinlig CGI i eksteriøscenerne

Interiørscenerne er generelt flotte, selv om fotografen Darius Khondji både før og senere har været bedre. Han benyttede på Alien Resurrection samme trick som på Se7en (1995), som han fotograferede til perfektion, og hvor han anvendte den såkaldte “silver retension”-proces i fremkaldelsesprocessen. Hermed bliver det sølv der ville forsvinde fra negativet i en normal fremkaldelse bevaret, og det har den effekt, at det får de lyse steder til at fremstå lysere og de mørke områder mørkere. Det giver en flot, dyster effekt, der dog fungerede endnu bedre i Se7en.

I modsætning til de generelt fine interiørscener, fungerer eksteriørscenerne overhovedet ikke. Der er tale om computergrafik, som i dag ser helt og aldeles fake ud, hvilket gør at rumskibene ligner noget fra et gammelt Star Trek-afsnit. Computereffekterne ser altså billige ud, og det giver filmen et uheldigt lowbudget-præg. Ja, der er stadig grund til at forsvare klassiske modeller, og effektmæssigt når Alien: Resurrection ikke nogen af sine tre forgængere til sokkeholderne.

At vi får en alternativ indledning og en alternativ slutning i den såkaldte Director’s Cut-udgave er helt ligegyldigt for det generelle indtryk af filmen, for udover indledningen og slutningen er de to udgaver stort set identiske. I øvrigt er der her lige så lidt tale om en Director’s Cut, som i tilfældet med Alien 3. Også her er det bare en betegnelse, studiet har klistret på filmen, hvilket Jeunet også giver udtryk for i sin korte indledning til Director’s Cut-versionen.

Blottet for charme og originalitet

Alien: Resurrection er blottet for charme og originalitet, og virker som ren kassetænkning fra studiets side. Under alle omstændigheder var en fjerde Alien-film en dårlig idé, og når udførslen er så halvhjertet som tilfældet er, så ender resultatet med at være særdeles nedslående. Det er trist at den flotte trilogi skulle skæmmes med denne blindtarm af en film.

Anmeldt i nr. 19 | 13/05/2007

Stikord: 4’er, Androider, Fortsættelse, Kloning, Robotter, Rummet, Rumskibe, Rumvæsner