The Invaders are Coming

Det gamle ordsprog “Man skal ikke skue hunden på hårene” hedder på engelsk “You shouldn’t judge a book by its cover” – meget passende i lige netop tilfældet The Invaders are Coming, for det var præcist det, jeg kom til at gøre.

Da jeg faldt over bogen i et lokalt antikvariat til en billig penge, samlede jeg den op med et smørret grin og tænkte: fin knaldlitteratur med invaderende rumvæsner. Det var primært fordi jeg stolede på bogens bagsidetekst og måske især kiggede på det slagkraftige forsidebillede.

Positiv overraskelse

På det tidspunkt kendte jeg ikke Alan E. Nourses navn, men siden er jeg naturligvis blevet klogere. Ikke bare fordi, jeg har fundet ud af, at Nourse (1928-1992) var en væsentlig skikkelse indenfor amerikansk science fiction fra 1950’erne og frem til 1980’erne, men også fordi jeg fik læst The Invaders are Coming, der på næsten alle måder overraskede mig, og for det meste ganske positivt. Hvem Nourses medforfatter på The Invaders are Coming, J.A. Meyer, var, har jeg i øvrigt ikke kunnet finde ud af.

Som sagt, kunne man ved at kigge på forsideillustrationen og ved at læse teksten bag på bogen få den idé, at The Invaders are Coming er en roman med masser af flyvende tallerkner og invaderende rumvæsner – i stil med Heinleins The Puppet Masters (1951). Det er imidlertid ikke tilfældet. Faktisk er der ikke én eneste ægte flyvende tallerken i romanen, der i stedet er en ganske seriøs politisk science fiction-roman, der bestemt ikke kan undsige sig fra at være inspireret af George Orwells Nineteen Eighty-Four (1949).

Tyvagtige rumvæsner

Romanens handling starter, da et atomkraftværk bliver udsat for tyveri. Alarmen går, da der opfanges forhøjet radioaktivitet et stykke vej fra værket, og pludselig vrimler det med sikkerhedsstyrker, ikke alene fra selve atomkraftværket, men også fra den magtfulde efterretningstjeneste, DIA, der på mystisk vis ankommer til stedet på rekordtid. Atomkraftværkets chef, major Harvey Alexander er den ene af romanens to hovedpersoner, mens den næstkommanderende i efterretningstjenesten, Julian Bahr, er den anden.

Hvem end der stjal materialet fra atomkraftværket, ender det med at de går op i røg, da det, der tilsyneladende er et rumskib, går til i en kæmpe eksplosion (dog ikke en atomar). Læseren begynder langsomt at finde ud af, at dette ikke er den første hændelse, der er sket, og som tilsyneladende involverer udenjordiske væsner. Dette er bare den seneste udvikling i en sag, der bl.a. har involveret bortførelsen (og returneringen) af adskillige topfolk inden for forskellige dele af styret i det fremtidige, dystopiske USA, hvor romanen foregår.

Den hensynsløse Julian Bahr får Harvey Alexander anholdt for ikke at have gjort sit job ordentligt, og i løbet af romanens næste del hører vi om, hvorledes Julian Bahr ender som leder af efterretningstjenesten, mens Harvey Alexander flygter for at indlede en undersøgelse, der kan bevise hans uskyld.

Dystopisk fremtid

Her er det på sin plads kort at skitsere det fremtidige USA, som romanen foregår i. Handlingen finder sted i begyndelsen af det 21. århundrede, men det er et radikalt anderledes USA, end det, vi kender. Det viser sig, at økonomien brød sammen i slutningen af 1990’erne, fordi så mange penge blev kanaliseret ind i USA’s rumprogram! Dette førte ikke alene til et systemskifte efter nogle bestemte sociologiske og økonomiske modeller, der omtales som Vanner-Elling-systemet, men også til oprettelsen af en række ministerier, der skulle være med til at holde samfundet stabilt. Væsentligst af disse er det såkaldte DEPCO – Department of Control – der reelt er den styrende magt i USA. DEPCO er således den instans, der, på baggrund af en personlighedstest, beslutter hvilken type job et individ må have, men det er også den styrende politiske instans. Kort sagt er DEPCO et organ med diktatoriske beføjelser, og reelt er USA et oligarki under kontrol af dette ministerium.

Nourse og hans medforfatter er bevidst vage omkring DEPCO, og hvordan ministeriet er blevet så magtfuldt, men man får klart indtrykket af, at de to personer, der klinkede skårene efter det katastrofale sammenbrud, Vanner og Elling, aldrig havde tænkt sig, at deres systemer (der nu bare omtales som Vanner-Elling-modellen) skulle være permanente. Men det er de altså blevet, og det i denne verden, at romanen foregår. Det beskrives i øvrigt meget tydeligt, hvorledes DEPCO som styrende instans er ekstremt konservativ, og hvordan ministeriet kun går efter at opretholde status quo.

Og faktisk er det lige præcis dette, der er baggrunden for hele romanens handling. Det viser sig nemlig i løbet af romanen, at de påståede rumvæsner, bortførelser, flyvende tallerkner osv. er rent fiktive – røgslør sat i værk for at sætte gang i en kæde af begivenheder, der til sidst skal gøre Julian Bahr i stand til at rydde DEPCO af vejen. Men i virkeligheden viser det sig, at selv Julian Bahr kun er en marionet i et større spil, der også involverer den britiske efterretningstjeneste og en stenrig industrimagnat. Briterne har iværksat planen sammen med industrimagnaten for at få gang i det amerikanske samfund og verdensøkonomien igen, men det kræver at DEPCO bliver væltet, og det er kun Julian Bahr, der er hensynsløs nok og i en god nok position til at kunne gøre det. Til gengæld viser Bahr sig at være så hensynsløs, at han også er ved at tage røven på sine dukkeførere, og det er kun fordi det lykkes major Alexander at flygte, at der måske findes en chance for at undgå, at det diktatoriske DEPCO bliver erstattet af en rigtig diktator, der tilmed er særdeles aggressiv og psykisk uligevægtig!

Inspiration fra Orwell

Præcis hvordan situationen spænder af, skal jeg ikke afsløre her, men som det nok vil være blevet klart igennem handlingsreferatet, så er The Invaders are Coming alt andet end en typisk invasionshistorie. Når der på forsiden står “A novel of interplanetary menace”, er det enten fordi forlaget bevidst har markedsført romanen på denne vildledende måde, eller fordi den, der har tilrettelagt forsiden, ikke har vidst, hvad romanen egentlig handler om.

The Invaders are Coming er en blanding af politisk thriller og regulær spændingshistorie. Romanen følger de to hovedpersoner, Bahr og Alexander, og selv om det ender med at være Alexander, der er den rigtige hovedperson (i den forstand, at det er ham, vi ender med at finde sympatisk), så er bruges der faktisk lige meget plads på de to personer. Beskrivelsen af det fremtidige USA – og den fremtidige verden helt generelt – holdes temmelig vag, således at det billede, man kan danne sig, må sammenstykkes af mange forskellige små stumper information.

Det lader sig er herigennem konstatere, at kommunismen stadig eksisterer i romanens version af fremtiden, og at USA har været involveret i krige mange steder i verden. Det er tydeligt, at situationen i selve USA ikke er god. Selv om nogle mennesker synes at leve udmærket, så lader især byerne til at være grimme steder, og det antydes, at børn ofte tages fra deres forældre og placeres i store institutioner, de såkaldte Playschools. Militæret er naturligvis en stærk faktor, ligesom både efterretningsvæsnet DIA og det altdominerende DEPCO, så det er alt i alt en bureaukratiseret, diktatorisk verden, Nourse og Meyer beskriver i romanen. Selv om kommunismen altså stadig eksisterer i romanens univers, som en modpol til USA, så kan der næppe være nogen tvivl om, at det dystre USA, Nourse og Meyer beskriver i romanen, er et billede på Sovjetunionen. I deres beskrivelser af statens diktatoriske beføjelser over indbyggerne, er der ingen tvivl om, at forfatterne har ladet sig inspirere af George Orwells cirka ti år ældre Nineteen Eighty-Four, men det skal selvfølgelig siges, at The Invaders are Coming ikke når Orwells roman til sokkeholderne.

Ujævn læseoplevelse

The Invaders are Coming er dog ikke en ueffen roman, men den har det problem, at den sætter sig lidt mellem to stole. Den vil gerne være politisk og thriller-spændende på samme tid, og det viste bl.a. Orwell, at man sagtens kunne præstere. Men her har Nourse og Meyer skudt sig selv lidt i foden ved at gøre deres beskrivelser af det fremtidige USA og den fremtidige verden så vage, som de er, og ved ikke helt at have styret vægtningen af de to elementer. Nogle gange virker romanen som om, den er på vej ud af det politiske spor, men så skifter den pludselig retning og bliver langt mere thriller-orienteret, for så igen at skifte retning tilbage til det politiske spor lidt senere. Selv om det aldrig bliver kedeligt, er det en ret ujævn læseoplevelse.

Noget der faktisk virker, og som Nourse og Meyer skal have ros for, er, at de ikke uden videre forklarer de mange akronymer, de anvender. Ligesom romanen starter mere eller mindre in medias res, så forklarer de heller ikke med det samme, at DEPCO betyder Department of Control, ligesom man selv må regne ud, at BRINT står for British Intelligence og videre i den dur. Det er egentlig et meget fedt greb, fordi det er med til at give en illusion om, at den verden, forfatterne beskriver, er ægte – i den verden er DEPCO lige så kendt et akronym som USA, så hvorfor fortælle, hvad det står for? Det er imidlertid lidt den samme filosofi, Nourse og Meyer har udstrakt til at gælde den information, de giver læseren omkring den verden, romanen foregår i. Og det er så her, at det giver lidt bagslag, for det havde bestemt været rart med nogle lidt klarere tilkendegivelser af verdens tilstand.

Ambitiøse forfattere

Romanens fysiske handling er ikke specielt kompliceret, men Nourse og Meyer formår at få romanen til at virke mere omfattende og kompliceret på grund af den måde, den er skrevet på. Selve thrillerdelen fungerer fint nok, men der kunne med fordel have været lagt en anelse mere vægt på denne del. Det er imidlertid tydeligt, at forfatterne har været ambitiøse med romanen, både når det angår de politiske beskrivelser af fremtiden, og når det gælder hovedpersonerne. Nourse og Meyer har virkelig forsøgt at putte noget kød på deres hovedpersoner, især når det gælder Julian Bahr, mens Harvey Alexander forbliver en smule løsere tegnet.

Alt i alt må The Invaders are Coming siges at have været noget af en overraskelse for mig, men jeg må indrømme, at det på de fleste måder faktisk var positivt. Selv om romanen på ingen måder kan måle sig med sit store forbillede, Nineteen Eighty-Four, så er det fremtidige USA, Nourse og Meyer beskriver, sammen med romanens centrale mysterium, fascinerende og spændende nok til at holde opmærksomheden fanget. Og når én af de største ankepunkter, man kan komme på, er, at romanen er for kort, og at man gerne ville have hørt noget mere fra dette dystopiske USA, så må forfatterne jo siges at have gjort deres opgave.

Hvis man kan opstøve et eksemplar af The Invaders are Coming, og man godt kan lide science fiction fra denne periode, så er romanen helt sikkert værd at give en chance. Bare man ikke tror, at romanen rent faktisk handler om en invasion fra rummet!

Anmeldt i nr. 33 | 13/07/2008

Stikord: 1950’erne, Alien Invasion, Fremtiden