I dag er Tintin i Congo det første bind i Tintin-serien, men ret beset er det faktisk Tintins andet eventyr. Det første var Tintin i Sovjet, der imidlertid aldrig blev omtegnet fra den 130 sider lange sort/hvid-version til et 62-siders farvealbum, som senere gik hen og blev normen. Det er derfor, at Tintin i Congo i dag har æren af at være det første bind i serien. Ret skal dog også være ret, og det kan faktisk lade sig gøre at købe Tintin i Sovjet i sort/hvid-udgaven.
Får Lille Sorte Sambo til at virke politisk korrekt
Ligesom sin forgænger var Tintin i Congo et direkte bestillingsarbejde. Hergé arbejdede på daværende tidspunkt på den belgiske avis Le Vingtième Siecle (Det 20. Århundrede) – et stærkt konservativt og nationalistisk katolsk dagblad, der blev ledet af abbed Nobert Wallez. I 1928 fik Wallez idéen til at lave et ungdomstillæg til avisen, og Hergé blev egenhændigt sat til at stå for dette tillæg, der fik navnet Le Petit Vingtième.
Tintin i Sovjet begyndte i januar 1929, og selv om Tintin var Hergés opfindelse, så var det ikke tegnerens eget valg at sende sin reporter til Sovjetunionen. Det var noget Hergé blev bedt om at gøre, naturligvis for at opdrage de belgiske unge, og advare dem mod kommunismen.
Det var derfor heller ikke Hergés eget valg at sende Tintin til Afrika, efter at han var vendt hjem fra Sovjet. Det var også abbed Wallez, der ønskede at sende Tintin til Congo, så den belgiske koloni kunne præsenteres i et positivt lys. Når man læser albummet i dag, forekommer det vanvittigt politisk ukorrekt, og afrikanerne bliver fremstillet på en måde, der får den klassiske børnebog Lille Sorte Sambo (1899, dansk 1937) til at virke aldeles uskyldig.
Som primitive halvaber
Hergé udtalte sig senere om sin portrættering af afrikanerne, og sagde bl.a. at “jeg lå under for de samme fordomme som det borgerlige miljø, jeg levede i… Vi skrev 1930, og det eneste jeg kendte til Congo var hvad jeg havde hørt folk fortælle om det: “Negrene er som store børn… Hvor er det heldigt for dem, at vi er kommet! Osv.” Og så tegnede jeg disse afrikanere ud fra den slags forudsætninger og i den faderligt beskyttende ånd som på den tid herskede i Belgien” (citat efter Tintin og Hans Skaber, Benoît Peeters, Carlsen Comics 1988).
Hergés karakteristisk af sin egen portrættering af afrikanerne rammer meget tæt på mål. Men ud over at kalde det en “faderligt beskyttende ånd”, kunne Hergé måske også have sagt, at den “faderlige ånd” også inkluderede en del løftede pegefingre og irettesættelser. I hvert fald herser Tintin flere gange rundt med afrikanerne, der bliver portrætteret som både dumme, barnlige og ikke mindst dovne.
Et fantastisk eksempel på sidstnævnte er et sted, hvor et lille lokomotiv braser ind i Tintins bil og bliver afsporet! Toget og dets vogne vælter, og Tintin forsøger at få afrikanerne til at bugsere toget på sporet igen. Det afføder dog undvigende kommentarer fra afrikanerne såsom “Mig er træt!” og “Men… men… mig bliver snavset!”
Generelt afbildes afrikanerne uden undtagelse som en flok primitive halvaber, der ligeledes uden undtagelse ser op til Tintin og de hvide. Det er helt i overensstemmelse med den imperialistiske ånd, der endnu i 1930 levede i bedste velgående i Europa, og som først begyndte at krakelere efter 2. Verdenskrig.
Interessant nok understreges dette syn på afrikanerne af den danske nyoversættelse ved Niels Søndergaard. Den ældre oversættelse ved Jørgen Sonnergaard normaliserede meget af afrikanernes talesprog, og gjorde det mere sprogligt korrekt og mindre barnagtigt. Det skyldtes sandsynligvis, at Sonnergaard foretog sin oversættelse i en tid, hvor det bestemt ikke var faldet i god jord at fremstille afrikanerne alt for skidt, hvilket den naive, barnagtige tale, som de har i nyoversættelsen helt klart er med til.
Ikke desto mindre forholder nyoversættelsen sig formentligt mere tro over for Hergés originale sprog, og derfor er det fint, at albummets sprog nu er i bedre overensstemmelse med dets visuelle udtryk, hvor afrikanerne også konsekvent fremstilles med enorme læber, kruset hår og anatomisk ukorrekte klumpnæser, der er som taget ud af et Anders And-blad.
Tynd historie
Tintin i Congo begyndte i Le Petit Vingtième den 5. juni 1930 og løb frem til 11. juni 1931. Albumversionen af den sort/hvide udgave udkom i 1931 og var på 120 sider. Albummet blev omtegnet til sin nuværende form i 1946, hvor Hergé dog også benyttede lejligheden til at gå ind og fjerne albummets måske mest imperialistiske tone. Det stammer fra en sekvens, hvor Tintin skal undervise en sort skoleklasse. I den oprindelige udgave var det en historietime, som Tintin indleder med at sige “I dag vil jeg fortælle lidt om jeres fædreland – Belgien!” I 1946-versionen blev scenen lavet om til en matematiktime.
Den her anmeldte udgave, som indgår i Carlsen Comics’ række af nyudgivelser af Tintin-serien, er dog på ét væsentligt punkt også anderledes end den tidligere danske udgave af albummet. Da Tintin i Congo skulle udgives første gang som album i Danmark i 1975, bad Carlsen Hergé om at omtegne en hel side, hvor Tintin konfronterer et næsehorn. Forlaget mente ganske enkelt, at den oprindelige version var for urealistisk, og Hergé indvilgede i at omtegne siden. I originaludgaven, som altså er den, der er anmeldt her – besejrer Tintin næsehornet ved at bore et hul i dens hud, hvori han indsætter en dynamitstang, der sprænger dyret i stumper i stykker! I den omtegnede version ender næsehornet med at løbe skræmt bort fordi Tintins gevær er gået af.
Historien i Tintin i Congo er ekstremt tynd. Primært handler det om Tintins forskellige oplevelser med de barnagtige afrikanere og vilde dyr, men Hergé har dog indsat en sidehandling, der gøder jorden for næste bind i serien, Tintin i Amerika. Tintin forsøges nemlig dræbt adskillige gange i løbet af albummet. Det er en anden hvid mand, der prøver at dræbe ham, og først hen imod slutningen lykkes det Tintin at finde ud af, hvad der foregår.
Skurken arbejder for ingen ringere end Al Capone, der havde fundet ud af, at Tintin skulle sendes til Congo. Capone er i færd med at udstrække sine operationer til også at gælde smugling af afrikanske diamanter, og troede, at hele årsagen til Tintins Afrika-eventyr var, at han var kommet på sporet af gangsterkongens planer.
Men ud over Tintins stedvise møder med Capones lakaj – som i øvrigt undervejs også allierer sig med en ond medicinmand – så består hovedparten af albummet af forskellige optrin, hvor Tintin møder afrikanerne, er på storvildtjagt osv. Især sidstnævnte fylder faktisk en hel del, og en stor mængde vilde dyr må lade livet for Tintins hænder undervejs. En af de mere groteske sekvenser er den, hvor Terry er blevet taget af en abe. For at få Terry tilbage skyder Tintin en anden abe, slagter den og tager dens skind på, så han kan komme tæt på den abe, der har Terry!
Besynderlig charme
Tintin i Congo er i dag primært underholdende fordi den tegner et fremragende billede af, hvordan europæere anskuede afrikanerne på den tid, hvor albummet blev tegnet. Handlingen er ekstremt simpel, sideplottet med Al Capone-lakajen er underudviklet og alle karakterer er karikerede. Afrikanerne naturligvis mest, men heller ikke Tintin er nogen synderligt interessant figur i dette album.
Den primære underholdningsværdi kommer i dag derfor af den afsindigt naive måde, afrikanerne afbildes på, men hvis man ikke afskrækkes af denne type imperialistisk propaganda, så skal det siges, at Tintin i Congo har en egen besynderlig charme. Det er desuden lidt sjovt at bemærke, at dyrene i albummet taler meget mere end i senere Tintin-albums. Især Terry “siger” betydeligt mere, men også andre vilde dyr er tegnet med talebobler. Naturligvis er der ikke tale om, at de rent faktisk siger noget, men denne måde at fremstille dyrenes tanker på er noget, der ikke ses meget i andre Tintin-albums når man lige undtager Terry.
Albummet er som nævnt omtegnet i 1946, så Tintin og Terry ligner det, vi kender fra senere albums, og tegningerne er generelt af samme kvalitet, som i de andre bind, der blev til på dette tidspunkt. Det betyder, at Tintin i Congo skam er ganske flot, om end det heller ikke er nogen visuel fest.
Ikke det svageste album
Alt i alt må man sige, at Tintin i Congo er et spøjst album, som man bestemt ikke kan regne med vil falde i alles smag. Albummet fremhæves af mange som et af de svageste i serien, men jeg har nu altid fundet det charmerende og kan sagtens finde andre albums, jeg vil betegne som svagere. Så længe man holder sig for øje, at historien er tegnet på bestilling og med en helt klar agenda, så kan man sagtens lade sig underholde af Tintin i Congo. Om ikke andet kan man altid grine lidt forlegent af den dybt naive og racistiske måde, afrikanerne bliver fremstillet på.
Tintins Oplevelser: Tintin i Congo er venligst stillet til rådighed af Carlsen Comics.
Originaltitel: Tintin au Congo
Seriens titel: Tintins Oplevelser
Seriens originaltitel: Les Aventures De Tintin
Forfatter: Hergé
Tegner: Hergé
Albumlængde: 62 sider
Dansk oversættelse: Niels Søndergaard
Udkom oprindeligt i 1930-31 som sort/hvid føljeton i Le Petit Vingtième, ungdomstillægget til den belgiske avis Le Vingtième Siecle.
Udkom første gang som album på 120 sider i Belgien i 1931.
Omtegnet i farve og forkortet til 62 sider i 1946.
1946-versionen udkom første gang på dansk som føljeton i bladet Kong Kylie i 1948-49.
1946-versionen udkom første gang som album i Danmark i 1975 på forlaget Carlsen Comics. Side 56 omtegnet i forhold til Hergés 1946-version.
Nærværende udgave udkom i 2005 som en del af den nye serie af Tintin-udgivelser på forlaget Carlsen Comics.
Baggrundsinformation hentet fra publiceringsdetaljer i albummet samt fra Tintin og Hans Skaber (Benoît Peeters, Carlsen Comics 1988).
Anmeldt i nr. 18 | 13/04/2007
