The Grudge

The Grudge (dansk: Forbandelsen: The Grudge) er den amerikanske remake af Takashi Shimizus J-Horrorfilm Ju-on (2003), som i sig selv er den tredje film i Ju-on-serien i Japan. Den tredje film var imidlertid den første i den japanske serie, der kom i biograferne, mens de to tidligere var omkring en time lange, og produceret direkte til videomarkedet. På nuværende tidspunkt er der kommet fire film i den japanske serie med en femte på vej.

Den amerikanske genindspilning adskiller sig på to væsentlige måder fra andre remakes af japanske gysere. For det første derved, at det er originalens instruktør, der også har stået bag kameraet i genindspilningen, og for det andet ved, at også genindspilningen foregår i Japan om end med amerikanske skuespillere i hovedrollerne.

Om man mener at den japanske setting er en styrke eller en svaghed i forhold til rent amerikanske remakes såsom Gore Verbinskis The Ring fra 2002 (efter originalen Ringu fra 1998) eller Walter Salles Dark Water fra 2005 (efter originalen Honogurai mizu no soko kara fra 2002), er sikkert en smagssag, men jeg synes det kommer til at fremstå som en klar styrke.

Et kvindegespenst på loftet

Filmen begynder med en kort forklarende tekst. Her redegøres der for, hvorledes der skabes en forbandelse, hvis nogen dør i frygteligt raseri. Forbandelsen findes det sted, hvor dødsfaldet er sket, og de, der kommer i kontakt med forbandelsen bliver opædt af dens raseri…

Herefter følger en indledning, hvor vi ser en amerikansk mand, spillet af Bill Pullman, begå selvmord ved at kaste sig ud fra altanen i et etagebyggeri i Tokyo. Derefter går selve hovedhistorien i gang med, at den japanske hjemmesygeplejerske Yoko (Yoko Maki) ankommer til et hus i Tokyo. Her skal hun tage sig af Emma Williams (Grace Zabriskie), der er flyttet til Japan sammen med sin søn og svigerdatter (William Mapother og Clea DuVall) fordi sønnen har fået job i landet.

Mens hun rydder op i huset, hører Yoko en mærkelig lyd fra loftet, og sætter sig for at undersøge det. Lemmen op til loftet sidder inde i et skab, som Yoko kravler ind i. Hun stikker hovedet op på loftet for at se, hvad lydene skyldes. Da hun gør det, kommer hun ansigt til ansigt med en uhyggelig kvindeskikkelse, der viser sig at være ganske morderisk. Yoko forsvinder sporløst.

Den amerikanske hovedperson introduceres

Derefter får vi Karen Davis på scenen. Karen, som spilles af Sarah Michelle Gellar, er også hjemmesygeplejerske, og er flyttet til Japan for at være sammen med sin ligeledes amerikanske kæreste (spillet af Jason Behr), der går på universitetet i Tokyo. Efter at Yoko ikke møder op på arbejde, beder chefen Alex (Ted Raimi) Karen om at køre ud til Williams-huset og tage sig af Emma. Også Karen begynder på et tidspunkt at gøre rent i huset, og hører nu lyde inde fra det samme skab, som vi jo godt ved, at det er en dårlig idé at åbne.

På mystisk vis er skabet nu forseglet med brun tape, som Karen fjerner. Inde i skabet finder hun en dagbog, men opdager til sin store skræk også, at der sidder en lille dreng derinde sammen med en sort kat. Vel nedenunder igen kommer Karen senere ansigt til ansigt med selv samme morderiske kvindefigur, som Yoko mødte, og nu er det ganske tydeligt, at der må være tale om et spøgelse.

Flashback

Herfra klipper filmen til en flashbacksekvens, der fortæller om Williams-familiens ankomst til huset, og om begivenhederne den dag, Matthew og Jennifer døde – for stendøde, det er de. Familien tæller ikke kun Emma, sønnen Matthew og svigerdatteren Jennifer, men tillige Matthews søster Susan (Kadee Strickland), der også arbejder i Japan, men som dog ikke bor i huset.

Allerede i flashbackscenen bliver det tydeligt, at der foregår mærkelige ting i huset. Ikke alene høres der underlige lyde fra loftet, men ejendomsmægleren, der viser familien rundt i huset, har også et meget ubehageligt møde med noget overnaturligt i badeværelset. I den følgende tid bliver det tydeligt, at ikke alt er, som det bør være i Williams-huset, og det hele kulminerer en aften, hvor Alex kommer sent hjem. Præcis hvad der sker, afslører jeg ikke her.

Rædselsvækkende begivenheder

Tilbage til nutiden. Karens chef Alex ankommer til huset, og finder Emma Williams død og Karen i dybt chokeret tilstand. Karen kommer på hospitalet, mens politiet undersøger huset. De ved, at Matthew Williams ikke er mødt op på arbejde om dagen, og den garvede politimand Nakagawa (Ryo Ishibashi) har en idé om, at der er sket noget slemt. På loftet finder politiet da også ligene af Matthew og Jennifer Williams foruden en løsrevet underkæbe fra et tredje lig, som de dog ikke finder. Vi ved jo godt, at kæben nok tilhører Yoko, men hvad der er sket med Yoko, finder vi først ud af senere.

På hospitalet bliver Karen forhørt af Nakagawa, men bliver snart udskrevet. I den følgende tid begynder hun at se og opleve særdeles rædselsvækkende ting, der får hende til at iværksætte sin egen undersøgelse af, hvad der er foregået i huset. Alt dette sker dog ikke før, vi har været vidne til en særdeles veludført sekvens, hvor også Susan Williams aflives af det grufulde kvindespøgelse. Hvad Karens efterforskning fører frem til, og hvordan det hænger sammen med selvmordet fra filmens indledning, vil jeg ikke afsløre her, for det bør faktisk opleves ved selvsyn.

Meget japansk i sit udtryk

The Grudge lægger sig faktisk ganske tæt op ad den japanske original, selv om der både er skåret lidt fra og lagt noget andet til. Sidstnævnte skyldes især, at filmen nu skulle tilpasses de amerikanske hovedpersoner, ligesom der også er mere fokus på Gellars karakter end der er på den tilsvarende karakter i originalen.

Den japanske original er en glimrende J-Horrorfilm, men også remaken er rigtig god, og formår efter min mening både at være underholdende og virkelig uhyggelig, samtidig med, at det faktisk lykkes at give en nogenlunde troværdig forklaring på de uhyggelige begivenheder. I øvrigt skulle der også være hentet inspiration fra de to forgængere for den japanske original.

The Grudge spiller på mange af de samme elementer som originalen – og andre J-Horrorfilm. Det gælder i alt fra stemningsopbygning til selve gespenstet, hvor det primære spøgelse er kvinden Kayako, selv om også den lille dreng Toshio optræder adskillige gange og sådan set ikke er mindre farlig end sin mor.

Kayako er akkurat den samme type langhårede, blege kvindemenneske, som vi også mødte i The Ring og dens forlæg Ringu, og også Kayakos bevægelser er til dels hentet fra The Ring: Der er tale om den samme rykvise, radbrækkede måde at bevæge sig på, som i hvert fald undertegnede synes er afsindigt uhyggelig. Det er i øvrigt kombineret med et fremragende sound design, hvor jeg bl.a. må fremhæve den uhyggelige, gutturale, klikkende lyd, der typisk signalerer, at Kayako er på færde. Men lyddesignet er helt generelt rigtig fedt, og spiller en stor rolle for filmens effektive opbygning af uhygge.

Hvad stemningsopbygning angår, så har The Grudge også mere til fælles med sit forbillede end mange andre genindspilninger af japanske gysere. Det skyldes utvivlsomt primært, at det også er en japansk instruktør, der har stået bag kameraet i remaken, men også at manuskriptet som nævnt forholder sig ret trofast over for originalen. Selv om manuskriptet er ændret, så det er amerikanere, der spiller hovedrollerne, er filmen stadig meget japansk i sit udtryk. Det mærkes i filmsproget, samtidig med at det naturligvis understøttes af, at filmen også foregår i Tokyo.

Ikke-lineær handling

Selv om Takashi Shimizu bestemt ikke skyr bort fra at anvende pludselige chokeffekter, så er filmen, lige som de fleste af de japanske gysere, mestendels fortalt i et langsomt og dvælende filmsprog, der er særdeles velegnet til at opbygge en fortættet stemning. Når det krydres med de stedvise og ret velvalgte chokeffekter, har man en effektiv cocktail, hvis overordnede resultat bestemt fungerer efter hensigten.

Meget vigtigt efter min mening er imidlertid også det simple faktum, at man får en nogenlunde sammenhængende forklaring på de begivenheder, filmens hovedpersoner udsættes for. Det er noget, jeg i høj grad synes mangler i mange andre J-Horrorfilm, inklusive deres remakes. Det er til dels også noget, man savner lidt i originalen.

Et yderligere velfungerende greb er den ikke-lineære måde, filmen er fortalt på, og hvor vi igennem flashbacksekvenser får forklaret en stor del af historiens baggrund. Dette er i vid udstrækning hentet fra originalen, der er fortalt i ikke-lineære segmenter. Flashbacksekvenserne i remaken er langt mere konventionelle end originalens konsekvente brug af segmenter, men den overordnede idé med at bryde den lineære handling findes dog også her. Kun en enkelt af flashbacksekvenserne kommer til at fremstå en smule besynderlig. Der er tale om en udstrakt sekvens, hvor Karen pludselig befinder sig i fortiden, og dér er vidne til, at Peter Kirk (Bill Pullman) besøger det forbandede hus.

Denne måde at vise de tidligere begivenheder på, kommer unægtelig til at virke konstrueret, men på dette tidspunkt er man nær filmens slutning, og hvis man er nået så langt, vil man sikkert også være i stand til at acceptere dette lille fejlgreb. Andre af flashbacksekvenserne virker anderledes effektivt, og overordnet set er det en ferm måde at fortælle filmen på, da det på én gang giver mulighed for at give publikum en tilfredsstillende forklaring på begivenhederne, og bibeholder det overordnede mysterium til sidste øjeblik.

Selv en mobiltelefon kan være uhyggelig

Ud over at jeg finder filmen generelt velfortalt, uhyggelig og stemningsmættet, har den også nogle få helt eminente enkeltstående sekvenser, der fungerer helt perfekt. Den absolut bedste er den, hvor Susan Williams tages af dage. Den begynder i den kontorbygning, hvor hun arbejder, og slutter hjemme i hendes lejlighed, og gør undervejs brug af indtil flere ekstremt gode idéer – fra videoovervågningsskærme til mobiltelefoner og almindelige telefoner.

Ud over at være en ekstremt velfungerende sekvens, er det også et fint eksempel på de mange teknologiske ingredienser i J-Horror, og på, at selv en mobiltelefon kan være særdeles uhyggelig. Sekvensen er i øvrigt hentet næsten direkte fra originalen, men det lykkes faktisk Shimizu at gøre det endnu mere creepy i remaken. En anden fin enkeltsekvens er det flashback, hvor man ser Matthew og Jennifer Williams møde deres endeligt. Også her er der tale om en scene, der er genindspillet nærmest frame-by-frame i forhold til originalen.

Godt skruet sammen og visuelt ret flot

Alt i alt må jeg nok vedkende mig en betydelig svaghed for The Grudge, som primært må tilskrives det faktum, at der er tale om en film, der faktisk kan få det til at løbe mig koldt ned ad ryggen. Især virkede den efter hensigten, da jeg så den i biografen, men selv ved et gensyn på DVD, er der sekvenser, der får de små hår til at rejse sig på armene af mig. Det er i sig selv nok til, at jeg gerne vil anbefale filmen til andre, men derudover er den også regulært godt skruet sammen og visuelt ret flot. Endeligt er skuespilpræstationerne udmærkede, og hele molevitten understøttes af et fint score af gysereksperten Christopher Young.

Anmeldt i nr. 18 | 13/04/2007

Stikord: J-Horror, Japan, Remake, Spøgelser