Ved slutningen af Mission til Månen fik Hergé sendt Tintin, Terry, Haddock, Tournesol og ingeniøren Wolff af sted mod Månen i den rumraket, Tournesol havde konstrueret. Det skete ved enden af et album, der tilsidesatte en klassisk plotorienteret struktur til fordel for en række dramatiske og komiske optrin, som alle var med til sætte scenen for det virkelige eventyr: Rejsen til Månen.
Rejsen til Månen
I begyndelsen af De Første Skridt på Månen finder vi altså de fire rumrejsende (og Terry) ombord i raketten, hvor de dog først lige skal genvinde bevidstheden efter de voldsomme kræfter, de blev udsat for under opsendelsen. Men alt er naturligvis ikke så enkelt. Det viser sig snart, at der er blinde passagerer ombord: de to kæmpeidioter Dupond og Dupont er ved en fejl kommet med på rejsen til deres store fortrydelse.
Rejsen til Månen går da heller ikke helt uden problemer. Selv om raketten har en slags kunstig tyngekraft, så bliver den flere gange sat ud af spil, hvilket giver anledning til nogle komiske situationer.
Værre er det dog, da kaptajnen drikker sig fuld og beslutter sig for at tage hjem til Møllenborg! Iført rumdragt forlader han raketten, der heldigvis automatisk stopper, hvis luftslusens yderdør åbnes. Det er tæt på at gå galt, men det lykkes til sidst Tintin – som vi for en gangs skyld får lov til at se rigtig vred – at redde kaptajnen fra en skæbne som drabant for kæmpeasteroiden Adonis.
Til sidst ankommer ekspeditionen til Månen, som de nu seks astronauter går i gang med at udforske. Som den yngste ombord får Tintin lov til at være den første, der sætter fødderne på Månen, men alle hovedpersonerne får lejlighed til at betræde månestøvet – med undtagelse af Wolff.
Dupondternes gåtur på Månen byder på en parafrase over deres fjollerier i Landet Med Det Sorte Guld, hvor de kørte i ring i ørkenen og hver gang troede at de fandt nye hjulspor. Her finder de to fladpander deres egne fodspor, og konkluderer, at der er andre end dem selv på Månen.
Den skjulte fjende
Men alt er ikke godmodige fjollerier. Ind imellem viser Hergé os fortsat de skumle bagmænd, der stod bag de mystiske hændelser i Mission til Månen, og det antydes, at noget er under opsejling.
Dertil kommer, at Tintin og Haddock har en dramatisk tur i et kampvognslignende bæltekøretøj, som ekspeditionen har medbragt. Ikke alene er de nær ved at køre i en slugt, men da de undervejs forlader køretøjet for at undersøge en hule, forsvinder Terry ned i en kløft. Det lykkes Tintin at redde vovsen, men ikke før han har konstateret, at kløftens bund er fyldt op med is – et bevis på, at der har været vand på Månen.
Til sidst klapper fælden imidlertid. Da Tournesol, Haddock og Dupondterne kører ud på en ny mission i bæltekøretøjet, dukker en sidste blind passager nemlig op, og slår Tintin bevidstløs. Det viser sig at være den skurkagtige oberst Boris, som Tintin stiftede bekendtskab med i Ottokars Scepter. Her arbejder han for de skumle bagmænd, der vil have fingre i raketten, som derfor naturligvis ikke må lande i Syldavien, når den vender tilbage til Jorden.
Boris har fået hjælp af ingeniør Wolff, der er blevet spion for fjenden på grund af en spillegæld. Nu vil oberst Boris så forlade Månen uden Tournesol, Haddock og Dupondterne. Jeg afslører dog næppe noget ved at fortælle, at det ikke lykkes for ham.
Til gengæld står vore hovedpersoner tilbage med et ubehageligt dilemma: med både Dupondterne og Boris ombord, kniber det med iltbeholdningen – og selv med skurken Boris lagt i jern, kan fartøjet ikke forlade Månen med det samme. Raketten blev nemlig beskadiget, da Boris nær havde held med at få den til at lette. Hvordan historien slutter, og situationen løses, skal jeg ikke afsløre her, men albummets sidste sider bliver ganske nervepirrende i takt med at iltforsyningen langsomt slipper op.
Tintin som guide
De Første Skridt på Månen følger fint op på den i sig selv ganske underholdende optakt i Mission til Månen. Heller ikke her er der dog tale om noget lineært plot, for det er først ganske sent i historien, at vi finder ud af, hvad skurkene egentlig er ude på. Lige så vel som Mission til Månen bestod af en række optrin på atomforskningscentret i Syldavien, så består De Første Skridt på Månen af en række optrin under rejsen til Månen, opholdet på Månen og rejsen hjem igen.
Foruden en del komiske indslag undervejs, udnytter Hergé sin setting optimalt. Det gælder rumskibets interiører, men det gælder især for sekvenserne, der finder sted ude i rummet eller på Månens overflade.
Her formår Hergé ikke alene at fremmane en flot stemning gennem sine tegninger af det golde månelandskab, men han udnytter også til fulde læserens bevidsthed om, at miljøet er særdeles farligt. Sidstnævnte kommer især i spil da den manglende ilt bliver et tema, men også under Tintin og Haddocks tur i bæltekøretøjet, trykker Hergé på de helt rigtige knapper.
En stor del af albummets styrke ligger i fascinationen af udforskningen af det ukendte, og i bevidstheden om, at Hergé tegnede historien, før Neil Armstrong satte foden på Månen i 1969. Ret beset er der nemlig ret få decideret nervepirrende øjeblikke i albummet, bortset fra sidste del, hvor oberst Boris gør sin entré og ilten er ved at slippe op.
Alt dette gør også, at De Første Skridt på Månen – og i øvrigt også Mission til Månen – afviger fra den typiske Tintin-historie. Ud over at rejse til Månen sammen med Tournesol, har Tintin ikke noget decideret mål i albummet. Plottet med oberst Boris og hans bagmænd – der i øvrigt holdes helt og aldeles uidentificerede – føles en smule påklistret, og det er ret tydeligt, at Hergé egentlig bare har ønsket at bruge Tintin som læserens guide til en tur til Månen.
Det er der for så vidt intet i vejen for, og albummet er da også ganske underholdende, men det er i sidste ende alligevel ikke helt nok til at gøre dobbeltalbummet til én af de største Tintin-oplevelser. Der er lidt for lidt handling, og optrinnene kommer til sidst til at virke meget konstruerede.
Grafisk er De Første Skridt på Månen imidlertid en fryd. Hergés månelandskaber er smukt tegnede, og flere steder benytter han halv- eller trekvartsidepaneler med stor virkning. Den begrænsede mængde lokaliteter taget i betragtning er det faktisk imponerende, hvor visuelt velfungerende albummet er, og det er langt hen ad vejen med til at veje den ret tynde historie op.
Aldrig rigtigt vedkommende
Da jeg var lille, var Månen tur-retur, som dobbeltalbummet hed dengang, én af mine favoritter. Sådan forholder det sig ikke i dag, men uanset at historien ikke helt holder vand, så lykkes det alligevel Hergé at holde gryden nogenlunde i kog hele vejen. Det bliver aldrig kedeligt, men det bliver heller aldrig rigtigt vedkommende eller drønspændende, som det gør i de allerbedste Tintin-albums.
Tintins Oplevelser: De Første Skridt på Månen er venligst stillet til rådighed af Carlsen Comics.
Originaltitel: On a marché sur la lune
Seriens titel: Tintins Oplevelser
Seriens originaltitel: Les Aventures De Tintin
Forfatter: Hergé
Tegner: Hergé
Albumlængde: 62 sider
Dansk oversættelse: Niels Søndergaard
Den samlede historie udkom i Tintin-bladet fra 1950-1953 under titlen On a Marché sur la Lune, og første del af historien udkom som album i Belgien i 1953.
De Første Skridt på Månen udkom som album i Belgien i 1954.
Historien kørte som føljeton i Politiken i 1959-60 uden at avisen nogensinde havde bragt første del af historien.
Udkom på dansk som album i 1962 på forlaget Carlsen Comics under titlen Månen tur-retur, 2. del.
Denne udgave udkom som en del af den nye serie af Tintin-udgivelser i 2007 på forlaget Carlsen Comics.
Baggrundsinformation hentet fra publiceringsdetaljer i albummet.
Anmeldt i nr. 17 | 13/03/2007
