Rage Against the Machine

1990’erne var metalrappens årti, og det band, der for alvor gjorde genren stor, var Rage Against the Machine, der bragede igennem i 1992 med deres debutplade, der også bar bandets navn.

Metalrappens årti

Rage Against the Machine (herefter RATM) kan ikke krediteres for at have skabt genren; der havde været ansatser til kombinationen af metal og rap allerede i senfirserne, og generelt krediteres Anthrax for at have stået fadder til genren med deres single “I’m the Man” fra 1987 og – måske mere væsentligt – med deres genindspilning af Public Enemy-nummeret “Bring the Noise” fra 1991.

Herefter rullede lavinen, og i årene der fulgte blev metalrap en endog meget stor genre, ligesom konstellationen af rap og hård rock i bredere forstand også blev et varemærke for 1990’erne generelt. RATM udsendte debutpladen i november 1992, og bare en uge senere udkom også Biohazards Urban Discipline – et faktum, der blot viser genrens popularitet på det tidspunkt.

Langt ude på venstrefløjen

RATM bestod af frontmanden og rapperen Zack de la Rocha, guitaristen Tom Morello, bassisten Tim Commerford og trommeslageren Brad Wilk. Det der fik RATM til at skille sig ud fra rivalerne var især kombinationen af de la Rochas effektive rap og Tom Morellos vilde guitareffekter, som bandet gjorde meget ud af at understrege udelukkende var skabt med Morellos guitar.

Derudover var bandets tekster, der alle var skrevet af de la Rocha, helt og aldeles politiske, og her befandt bandet sig langt ude på venstrefløjen og teksterne var ekstremt kritiske overfor den amerikanske regering og kultur, hvilket følgende uddrag fra “Know Your Enemy” (nr. 6) er et udmærket eksempel på:

Yes I know my enemies
They’re the teachers who taught me to fight me
Compromise, conformity, assimilation, submission
Ignorance, hypocrisy, brutality, the elite
All of which are American dreams

Effektive riffs

Debutpladen består af 10 numre, hvis fællestræk, ud over tekstuniverset, er en tung fremdrift, der dels opnås ved at guitar og bas ofte spiller synkront – et element, bandet næsten helt gik væk fra på opfølgerne – dels ved et fokus på gentagelse af riffs og motiver. På nogle numre, f.eks. “Killing in the Name” (nr, 2) “Bullet in the Head” (nr. 5) og “Freedom” (nr. 10), kombineres dette med en effektiv opbygning af numrene mod et vildt klimaks hen imod numrenes slutning, hvor de la Rocha nærmest skriger sine budskaber frem.

Alle numrene har deres effektive riffs, der udgør basis for de la Rochas rap, og det er også bandets evne til at finde disse riffs, der er ét af grundlagene for pladens effektivitet. Musikken er som sådan en blanding af regulær hård rock og heavy metal, krydret med funkelementer. Sidstnævnte træder især frem i nogle af Commerfords basriffs, f.eks. i “Take the Power Back” (nr. 3) og “Know Your Enemy” (nr. 6).

Der er ikke et eneste dårligt nummer på pladen, men nogle af numrene står frem for andre – om ikke andet så fordi de blev nogle af de største singlehits. “Killing In The Name” (nr. 2) blev således et regulært RATM-anthem, hvor de la Rochas “Fuck you, I won’t do what you tell me” blev kendetegnende for bandets in-your-face atttitude og politiske raseri. Et andet væsentligt hit var “Bullet In The Head” (nr. 5), der også er et glimrende eksempel på Morellos særlige evner med guitaren, og som slutter med et af de karakteristiske opbygninger af energi, der kulminerer i et vanvittigt klimaks hvor de la Rocha vitterligt skriger teksten ud!

Politisk brand

Pladens lyd er knivskarp og for genren ganske poleret, og bandet der selv producerede sammen med Garth Richardson (krediteret som GGGarth), har sørget for, at både instrumenter og rap træder ekstremt tydeligt frem. Debutpladens lyd adskiller sig således markant fra efterfølgerne, der begge har en langt mere beskidt og upoleret lyd, og den ret glatte produktion er uden tvivl også en af de medvirkende årsager til pladens brede appel.

Som politisk band blev RATM et brand i sig selv, og bandet lancerede en stor mængde merchandise med venstreorienterede budskaber – hvem husker f.eks. ikke den røde T-shirt, der benyttede det berømte billede af Che Guevara? Også pladecoveret er et godt eksempel: til coveret brugte RATM det berømte fotografi af en buddhistisk munk, der satte ild til sig selv i Saigon i 1963 som protest mod den amerikansk støttede Diem-regerings antibuddhistiske politik.

Bandet gik desuden aktivt ind i politiske sager, f.eks. modstanden mod fængslingen af den amerikanske indianeraktivist Leonard Peltier, hvis historie fortælles i videoen til “Freedom” (nr. 10), og fængslingen af Black Panther-aktivisten Mumia Abu-Jamal. Også siden bandets opløsning i 2000 har de enkelte medlemmer været aktive som venstrefløjsaktivister, især Morello og de la Rocha.

Bandets klare politiske profil førte da også til en del kritik i forbindelse med lanceringen af debutpladen, der udkom på Epic Records – et datterselskab af det højst kapitalistiske Sony. Dette lod RATM imidlertid ikke slå sig ud af, og de klare politiske tekster fortsatte på de følgende plader.

Et af 1990’ernes helt store mesterværker

Trods opfølgernes kvaliteter, er der ingen tvivl om, at det er debutpladen, der tydeligst fremviser bandet, og som holder den konsekvent højeste kvalitet som enkeltalbum. Rage Against the Machine er et af 1990’ernes helt store mesterværker, og selv i dag, 15 år efter den oprindeligt udkom, holder pladen stadig.

Nummerliste:
1. Bombtrack (4:04)
2. Killing In The Name (5:14)
3. Take The Power Back (5:37)
4. Settle For Nothing (4.48)
5. Bullet In The Head (5:09)
6. Know Your Enemy (4:55)
7. Wake Up (6:04)
8. Fistful Of Steel (5:31)
9. Township Rebellion (5:24)
10. Freedom (6:06)

Total spilletid: 52:55

Anmeldt i nr. 17 | 13/03/2007