Essential Uncanny X-Men Vol. 1

I dag er X-Men sandsynligvis Marvels mest populære franchise, hvis eneste alvorlige rival er Spider-Man. Men sådan har det ikke altid været. Den første generation af X-Men-tegneserier opnåede ingen stor succes hos læserne, og i 1960’erne var Spider-Man langt den største. Siden hen skulle tingene ændre sig, men faktisk klarede X-Men sig så dårligt, at serien gik ind efter hæfte nr. 66 (marts 1970).

Godt nok vendte den tilbage igen i december 1970, men ikke med nyt materiale – nr. 67 til og med nr. 93 (april 1975) var genoptryk af ældre historier. Først med hæfte nr. 94 (august 1975) kom der noget nyt, og siden da er serien kommet uafbrudt til i dag, for ikke at nævne de utallige spin-off-serier. Seriens videre fremfærd kigger vi nærmere på i senere anmeldelser her på Planet Pulp, men her gælder det seriens opstart.

Udgivelsesforvirring

Essential Uncanny X-Men Vol. 1 samler de første 24 numre af serien i ét bind. Marvels Essential-serie omfatter alle deres franchises, men i modsætning til forlagets Masterworks-serie er Essential-serien i paperbackformat og med sort/hvid tryk. Masterworks-serien er farvetryk i hardcover og betydeligt dyrere.

Manglen på farver er naturligvis ærgerlig, men Essential-serien er en god og relativt billig måde at gå til Marvels klassiske serier på uden at skulle betale en bondegård for hvert bind. For X-Men-fans er det eneste problem, at numrene 54-66 endnu ikke er udkommet i Essential-serien, men kun i Masterworks-serien, mens nummer 94 til og med nr. 228 (april 1988) er udkommet (Essential X-Men Vol. 1-7). De manglende numre skal dog nok komme i Essential-serien før eller siden; det er endnu under et år siden de udkom den dyre udgave, og Marvel venter formentlig lidt endnu inden de udgiver paperback-versionen.

Navneforvirring

Og nu lige et par ord omkring seriens titel, for X-Men er ikke én ting. Den oprindelige serie har som nævnt fået mange spin-offs i tidens løb, og den serie der startede i 1963, og som denne anmeldelse handler om, hedder i dag Uncanny X-Men. Det var dog ikke tilfældet før 1981, om end “Uncanny” med mellemrum havde sneget sig ind på bladenes forsider siden nr. 114 (oktober 1978).

Før 1981 hed serien officielt The X-Men, om end den ofte refereres til blot som X-Men. Men hvis man i dag køber en serie, der hedder X-Men, køber man den serie, der startede i oktober 1991, og som mellem 2001 og 2004 hed New X-Men inden den igen gik tilbage til blot at hedde X-Men.

Forvirret? Ja, det er der ikke noget at sige til, og det bliver endnu mere forvirrende når man kigger på Essential-serien, hvor indeværende anmeldelse gælder Essential Uncanny X-Men Vol. 1, men hvor bind 2 hedder Essential Classic X-Men Vol. 2 (selv om der ikke findes en Essential Classic X-Men Vol. 1). Derefter er der mere styr på det: de Essential-bind, der opsamler nummer 94 og fremefter hedder Essential X-Men Vol. 1 og fremdeles.

Titelrodet skyldes formodentlig til dels det faktum, at Marvel faktisk begyndte på Essential X-Men-serien (altså de numre, der begyndte at udkomme i 1975), mens indeværende bind først udkom senere. Det forklarer dog ikke titelforvirringen imellem Essential Uncanny X-Men Vol. 1 og Essential Classic X-Men Vol. 2, og man undgår ikke at mistænke Marvel for ikke helt at have haft styr på, hvad der skulle ske.

Man undgår ligeledes ikke at spekulere over, hvad Marvel mon har tænkt sig at kalde det Essential-bind, der kommer med numrene 54-66. Men nok forvirring for nu. Der bliver rig lejlighed til mere forvirring i de følgende anmeldelser, og når vi engang når frem til spin-off-serierne.

The X-Men introduceres

Det første nummer af The X-Men, som serien hed dengang, ramte de amerikanske butikshylder i september 1963, to måneder før John Kennedy blev skudt i Dallas og i en helt anden verden i forhold til i dag. Den Kolde Krig var koldere end nogen sinde, efter at den mindre end et år tidligere havde været uhyggelig tæt på at blive varm under Cuba-krisen i oktober 1962.

Der er ikke noget at sige til, at den amerikanske ungdom havde lyst til superhelteserier, og her var Stan Lee Marvels go-to-guy nummer ét. Han havde året før skabt Spider-Man (og her skal der ikke gås i detaljer omkring diskussionerne om, hvorvidt Jack Kirby og Joe Simon havde noget at gøre med opfindelsen af Spider-Man), og to år tidligere havde han stået bag The Fantastic Four.

Vi møder først The X-Men på Dr. Charles Xaviers skole for begavede unge, hvor hovedpersonerne og deres evner introduceres. De tilstedeværende X-Men er, ud over Professor X selv, Cyclops (Scott Summers), The Angel (Warren Worthington III), Iceman (Bobby Drake) og The Beast (Henry “Hank” McCoy). De får i første nummer følgeskab af en ny elev på skolen, den underskønne Jean Grey, der får aliaset Marvel Girl. Som X-Men-læsere – og her bruges titlen om den samlede franchise – vil vide, er det personer, der skal komme til at figurere hele vejen op igennem seriens efterhånden mere end 40-årige historie.

Alle eleverne er på dette tidspunkt teenagere, mens Xavier er noget ældre, uden at det dog afsløres, hvor gammel han er i forhold til eleverne. Den rullestolsbundne Xavier har startet skolen som et fristed for mutanter, ligesom ham selv, hvor de kan blive oplært til at kontrollere deres mutantevner og bruge dem i det godes tjeneste. Xavier er selv en magtfuld telepat, der kan læse tanker og projicere sine tanker til andre, og senere finder vi også ud af, at han er i stand til at sende en astralkrop ud af sin fysiske krop (det sker første gang i hæfte nr. 6, selv om noget lignende finder sted allerede i nr. 4).

Mutantevnerne

Cyclops’ mutant-evne er en kraftig energistråle, der skyder ud af hans øjne til enhver tid. Den eneste måde han er i stand til at kontrollere den på, er ved at bære et visir (når han er Cyclops) eller et par specielt fremstillede solbriller (når han er Scott Summers). Senere skal denne evne komme til at volde Summers mange kvaler, fordi han føler, at han konstant er en fare for sine omgivelser. Han forelsker sig hurtigt i Jean Grey, og følelserne er gengældt, selv om der går lang tid, inden nogen af dem finder ud af det.

The Angel har vinger, der ligner englevinger, og som gør ham i stand til at flyve. Når han er i civil som rigmandssønnen Warren Worthington III gemmer han vingerne ved at bære et seletøj under sit jakkesæt, men han er kun i sit es når han flyver. Worthington forelsker sig også i Jean Grey.

Iceman har evnen til at skabe og kontrollere is, og når han går i aktion er hele hans krop dækket af is. Iceman, eller Bobby Drake som hans borgerlige navn lyder, er den yngste af The X-Men, hvilket han må høre meget for.

The Beast må lide den tort at have kæmpemæssige fødder, men han er tillige i besiddelse af en fantastisk smidighed. Hans særlige evner gør ham desuden i stand til at bestige lodrette flader, så længe han har den mindste sprække at finde fodfæste i, og når han ikke slår sig løs med The X-Men er Hank McCoy superintelligent. Det kommer desuden til udtryk i hans talesprog, der er særdeles højtravende og byder på mange mere eller mindre morsomme ordspil.

Endelig er der Marvel Girl/Jean Grey, som er telekinetiker – altså i stand til at bevæge ting ved tankens kraft alene. Det giver hende desuden evnen til at svæve – om end ikke direkte at flyve. Hun forelsker sig hurtigt i Cyclops. På dette tidspunkt i serien er Jean Greys evner langt mere begrænsede end de blev senere, da serien i 1970’erne blev forfattet af Chris Claremont.

Masser af skurke

I hæfte nr. 1 får vi også at vide hvad X-Men står for. Som Professor X forklarer Jean Grey: “You possess an extra power.. One which ordinary humans do not!! That is why I call my students… X-Men, for Ex-tra power!” Disse eks-tra kræfter får vi da også lejlighed til at se i aktion allerede ved første nummers begyndelse, hvor et andet klassisk element af The X-Men introduceres, nemlig skolens såkaldte “Danger Room”, hvor Xavier træner sine elever ved at udsætte dem for alverdens dødsfælder. Mange af de tidlige historier af The X-Men starter faktisk med, at vi ser dem øve sig i Farerummet, og det er ret tydeligt at denne introduktion blev bibeholdt i mange af de første numre, for at serien kunne fange nye læsere uden problemer.

Allerede i det første hæfte introduceres seriens nok mest navnkundige skurk, Magneto, en ond mutant, hvis kraft gør ham i stand til at kontrollere magnetisme. Xaviers X-Men kommer ud på deres første eventyr da Magneto tager kontrol over en atommissilbase, og det siger sig selv, at vore helte klarer ærterne. Men Magneto vender naturligvis stærkt tilbage senere, faktisk allerede i nr. 4, og da har han følgeskab af flere skurke, bl.a. Toad, der også er blevet én af seriens tilbagevendende bad guys.

I hæfte nr. 4 møder vi også for første gang Magnetos organisation, The Brotherhood of Evil Mutants, der her, foruden Magneto, tæller Mastermind, Toad, søskendeparret Quicksilver og Scarlet Witch. De to sidstnævnte er i virkeligheden ikke så slemme, men det er en anden historie.

Andre skurke, der introduceres i disse tidlige numre af The X-Men, er bl.a. The Blob, Unus the Untouchable, Vanisher, Lucifer og Count Nefaria. Namor the Submariner anvendes også i et af de tidlige numre, men kan ikke her karakteriseres som en decideret skurk idet han ikke for alvor allierer sig med Magneto (endnu).

Ikke alle disse skurke optræder første gang i X-Men-sammenhæng; nogle er ældre og har tidligere medvirket i andre Marvel-serier, men de væsentligste skurke i X-Men-universet er naturligvis de, der optræder her for første gang. Det gælder Magneto, men det gælder så sandelig også The Juggernaut, som vi finder ud af oprindelig var Professor Xaviers onde stedbror, Cain Marko. Begge skurke er blandt de vigtigste skurke i X-Men-serien, men i de første 24 numre er det klart Magneto, der dominerer billedet.

Et symbol på kampen for tolerance

Andre farer, der introduceres tidligt i serien, er The Sentinels; avancerede robotter, der er designet til at opspore og udslette mutanter. De introduceres første gang i nr. 14, og er siden blevet et tilbagevendende fænomen i universet. Første generation af Sentinels blev designet af antropologen Bolivar Trask, der anså mutanter for den største fare for menneskeheden, men robotterne viser sig umulige at styre for Trask, og planlægger at underlægge sig Jorden for – som de siger – at beskytte menneskeheden.

Opgøret med The Sentinels bliver ét af de farligste eventyr for The X-Men indtil da, men i nr. 14 udkrystalliseres også det, der skal blive én af seriens væsentligste temaer: menneskehedens frygt for mutanterne og det, denne frygt medfører. Menneskehedens skepsis og frygt over for mutanterne er blevet berørt tidligere i serien, men det i forbindelse med Bolivar Trask og hans Sentinels, at tanken første gang formuleres tydeligt.

Siden er The X-Men blevet et symbol på kampen for tolerance og forståelse af de, der er anderledes, og som sådan er det pudsigt (om end ikke overraskende, tidspunktet taget i betragtning), at det første hold X-Men alle er regelrette hvide, amerikanske mønsterborgere. Det var først med seriens genoplivning i 1975, at dette billede ændrede sig, og hvor The X-Men blev den første tegneserie med en sort karakter (Ororo Munroe/Storm) i en væsentlig rolle. Men det vender vi tilbage til i en senere anmeldelse.

Det er dog ikke kun skurke, der medvirker ud over The X-Men. Andre helte fra Marvels store persongalleri har gæsteoptrædener. Således medvirker The Avengers i hæfte nr. 9 (januar 1965) og under deres første konfrontation med The Juggernaut må The X-Men have assistance af Johnny Storm/The Human Torch fra The Fantastic Four (nr. 13, september 1965).

Et sidste element, der introduceres tidligt i serien er Professor X’s Cerebro; en maskine, hvormed professoren kan spore mutanter, og som bliver et vigtigt værktøj for Xavier og The X-Men. Cerebro kommer naturligvis til at figurere videre i seriens historie, og introduceres første gang i nr. 7 (september 1964).

Meget skematiske historier

Historierne i de tidlige numre af The X-Men er præget af mange gentagelser. Modellen for de fleste numre er den samme: en fjende identificeres, og The X-Men går i aktion. I de tidligste hæfter klarer de som regel ærterne i løbet af et enkelt nummer, men med nr. 12-13, hvor The Juggernaut introduceres, kommer den første egentligt fortsatte historie, der løber over to numre. Nogle vil måske argumentere for, at allerede nr. 5-6 (hvor modstanderen er Magneto og The Brotherhood of Evil Mutants) er en fortsat historie, men der er trods alt en slags slutning på den første historie, inden den næste umiddelbart derefter tager sin begyndelse.

Opgøret med The Sentinels er den tidligste, der fylder hele tre numre (14-17), og handlingen i nr. 18 begynder desuden umiddelbart efter afslutningen på nr. 17, hvor The X-Men end ikke har nået at slikke deres sår, før de kastes ud i næste det eventyr. Her begynder tingene også at blive mere alvorlige: The Iceman er hårdt såret, og ligger på hospitalet gennem hele nr. 17. Han vender først tilbage i nr. 18, hvor resten af holdets skæbne ligger i hans hænder.

Der er altså allerede ansatser til længerevarende historier tidligt i serien, men deciderede story-arcs, der kører over lang tid, er endnu ikke introduceret. Som regel er der på dette tidspunkt endnu også enkeltstående historier og eventyr sat ind mellem de fortsatte historier, og her er der enkelte, der falder uden for den etablerede model. Det gælder f.eks. hændelserne i hæfte nr. 10 (marts 1965), hvor The X-Men på Sydpolen finder indgangen til en tabt verden og møder junglemanden Ka-Zar – inspireret af en blanding af Arthur Conan Doyles The Lost World (1912) og Edgar Rice Burroughs’ Tarzan (1912).

Minimal personudvikling

Ligesom de fleste af historierne er temmelig skematiske, så sker der heller ikke den store personudvikling. Scott Summers/Cyclops udnævnes til næstkommanderende i nr. 7 (september 1965) og man får lidt at vide om Professor X’s fortid (nr. 12, juli 1965 og nr. 20, maj 1966). Men ud over at både Scott Summers og Warren Worthington forelsker sig i Jean Grey, er det så som så med udvikling i figurernes personligheder, der i store træk var fastlagt fra begyndelsen.

Hvad personerne angår, kommer der dog er par overraskelser undervejs. I nr. 8 forlader Hank McCoy The X-Men fordi han er træt af at sætte livet på spil for mennesker, der hader mutanter, og i nr. 20 er det Scott Summers’ tur til at forlade gruppen, fordi han er bange for ikke at kunne kontrollere sine evner. I begge tilfælde vender de fortabte sønner dog lynhurtigt tilbage til gruppen, og derfor tror man da heller ikke rigtigt på det, da Jean Greys forældre i nr. 24 (september 1966), trækker hende ud af Professor Xaviers skole og indrullerer hende på et almindeligt college.

Det viser sig dog at være rigtigt nok, men som vi senere skal se, kommer det dog ikke til at betyde farvel til Marvel Girl. Derudover er der et par andre “chokerende” snydere, som da Professor X i nr. 5 (maj 1964) tilsyneladende mister sine mutantevner, og da Xavier i nr. 7 midlertidigt forlader The X-Men (det er dog for at tage ud på en mission alene), hvilket er årsagen til, at Cyclops udnævnes til næstkommanderende.

Naiv stemning

Alle The X-Men er i disse tidlige numre utroligt goody-good, og der er ingen af dem, der besidder den bad boy-charme, der senere kom ind i serien med en karakter som f.eks. Wolverine. Der er først lidt senere i serien, at der sniger sig mere individuelle karaktertræk ind, og hovedpersonernes særdeles regelrette opførsel er med til at gøre de tidlige numre en anelse tørre.

Den primære underholdningsværdi kommer gennem skurkene, der er langt mere farverige end hovedpersonerne, og så gennem den generelt naive stemning, der gennemsyrer hele universet på dette tidspunkt. Sidstnævnte er klart et udtryk for, at det var den måde, man tegnede superhelte på i denne periode, og selv om denne naivitet i dag måske trækker lige lovligt store veksler på læserens tålmodighed, er det til gengæld også én af charmerne. Og så er det under alle omstændigheder meget sjovt at følge serien fra den spæde begyndelse og se, hvordan den langsomt udvikler sig.

Bagmændene

Nr. 1-19 er skrevet af Stan Lee, mens Roy Thomas stod for nr. 20-24, og i øvrigt de næste mange numre, hvilket vi vender tilbage til i anmeldelsen af Essential Classic X-Men Vol. 2. Lee bibeholdt dog længe det overordnede ansvar, og krediteres fra og med nr. 20 som “redaktør”. Jack Kirby stod for tegningerne til nr. 1-11, hvorefter Alex Toth tegnede et enkelt nummer, inden Werner Roth overtog tjansen (under pseudonymet Jay Gavin) fra nr. 13. Kirby blev dog krediteret for “layouts” fra nr. 12 til og med 17. Fra nr. 23 overtog Werner Roth jobbet som tegner med anvendelse af sit rigtige navn, og han fortsatte en del numre frem.

På nær det enkelte nummer, der er tegnet af Alex Toth, mærker man ikke den store forskel i tegnernes streg – ganske som seriens hovedpersoner er tegningerne meget pæne, regelrette og naive, og Roth har tydeligvis sat en stor ære i at ligne Kirby så meget som muligt. Heller ikke hvad angår historiernes manus bemærker man, at Lee overlader forfatterjobbet til Roy Thomas: serien har på dette tidspunkt for længst fundet sin formel, og den fører Thomas videre i helt samme ånd som Lee, der jo trods alt også har siddet som en grå eminence bag hvert nummer.

Pengene værd

Alt i alt kommer man ikke uden om, at Essential Uncanny X-Men Vol. 1 er forholdsvis tung at komme igennem, hvis man sætter sig for at læse den fra ende til anden inden for en kort periode. Der er perler iblandt – især numrene med The Juggernaut og The Sentinels er særdeles stærke – men der er også historier, der bare ikke fænger. Det gælder især de historier, hvor det sådan set kun er skurken, der er skiftet ud, men hvor resten, på grund af den skematiske opbygning, er set før.

Man forstår derfor i sidste ende godt, hvorfor The X-Men ikke i første omgang blev noget hit blandt læserne, og det kan godt anbefales at læse hæfterne over en udstrakt periode, så man ikke bliver helt så mættet af de ofte meget ensartede historier. For fans af The X-Men er det imidlertid godt, at man kan få hele serien med, og Essential Uncanny X-Men Vol. 1 er da også pengene værd. Man skal bare ikke forvente den eksplosive underholdningsværdi serien fik, da Chris Claremont overtog forfattertjansen i 1975.

Anmeldt i nr. 17 | 13/03/2007

Stikord: Mutanter, Superhelte, X-Men