Ator l’invincibile

Én ting er sikkert: Planet Pulp ville være et meget mindre farverigt sted, hvis det ikke var for den italienske filmindustri, der op igennem 60’erne, 70’erne og 80’erne pumpede horrorfilm ud i en lind strøm. Især 1980’erne var et yderst farverigt årti, hvor vi her på siden tidligere har taget en del af de italienske zombiefilm under kærlig behandling.

Men gysergenren var ikke den eneste, italienerne kastede sig over. Da Conan the Barbarian kom ud i 1982, var der nogen, der straks lugtede penge, og den første film om barbaren Ator nåede at udkomme samme år som Conan!

Manden bag Ator var den italienske sleazekonge Joe D’Amato, der også instruerede en del horrorfilm, selv om hovedparten af hans output er hardcoreporno (med ofte meget kulørte titler). D’Amato både skrev, instruerede og fotograferede Ator under pseudonymerne David Hills og Federico Slonisco.

Edderkopperiget, profetier og bla bla bla

Lad mig slå fast med det samme, at Ator bestemt ikke er nogen god film efter almindelige standarder, men hvad eurotrash angår, så er den særdeles underholdende og bestemt værd at se. Der er nemlig tale om en så corny, cheap og halvlummer Conan-rip-off, at man sidder med et lille smil på læben samtlige halvfems minutter.

Det ene øjeblik i ren forbløffelse over, hvor ublu D’Amato kopierer fra Conan, og det næste over de latterlige kostumer og vanvittige indslag, for ikke at tale om de horrible skuespilpræstationer. Ja, Ator har det hele i spandevis.

Hvor og hvornår vi befinder os forklares aldrig, men det er også helt lige meget. En fortællerstemme lader os i filmens begyndelse vide, at helten Toran kæmpede mod det onde Edderkopperige (The Spider Kingdom), men at hans kamp var forgæves. Til gengæld lover de hellige bøger, at Toran skal få en søn, som skal blive den, der endelig kan sætte en stopper for Edderkopperiget.

Så begynder filmen med Ators fødsel. Det hører Edderkoppe-rigets navnløse ypperstepræst snart om, og som en anden Kong Herodes sender han sine mænd ud for at myrde alle drengebørn i den landsby, hvor Ator blev født.

Til alt held reddes Ator af den mystiske Griba, der tager Ator med til en anden landsby, og giver ham til et ægtepar, der har en spæd datter i forvejen. Griba lover dem, at de aldrig skal komme til at mangle noget, mens de opfostrer Ator, og da ægteparret har ønsket sig en søn, accepterer de Ator som deres egen.

Bror og søster vil giftes

Klip til en del år senere. Ator er voksen, og han og hans søster Sunya har incestuøse tanker om hinanden. De ved ikke, at de ikke er kødelige søskende, men det lader de også til at være ligeglade med. De vil i hvert fald gerne giftes. Da Ator fortæller sin far det, bliver faderen noget så glad, og kan fortælle, at der ikke er noget problem i, at de gifter sig, for de er ikke rigtige søskende. Oh lykke og glæde.

Men brylluppet er knapt overstået, før ypperstepræsten og hans kumpaner vender tilbage. Griba er blevet set luske omkring i nærheden af landsbyen, og da de kommer for at finde Griba, kan de vel også lige så godt smadre landsbyen, nu de er der. De myrder alle på nær Ator og Sunya. Ator efterlades bevidstløs, og Sunya tages til fange. Nu vil Ator finde sin elskede og have hævn.

Til alt held møder han Griba, der kan fortælle Ator ét og andet om hans fortid. Griba giver også Ator lidt våbentræning. På dette tidspunkt løber Ator også ind i den kvindelige kriger Roon. Senere på sin færd møder han Roon igen, da det viser sig, at hun er med i en gruppe af tyve og krigere, der kun består af kvinder. De tager Ator til fange og vil bruge ham til at avle et pigebarn, som skal være næste leder af gruppen.

Mordors skjold

Hvem der skal have æren af at gå i seng med Ator og derefter dræbe ham afgøres gennem en slåskamp kvinderne iblandt. Vinderen er naturligvis Roon, men da Ator fortæller om sin mission, beslutter hun sig for at hjælpe ham – dels fordi han hjalp hende tidligere og dels fordi, Roon vil stjæle Edderkoppetemplets guld. Så de stikker af sammen. At Roon naturligvis også nærer følelser for Ator er næsten unødvendigt at fortælle.

På deres videre vej løber de ind i en heks, der også vil have Ator som sexslave. Hende lykkes det dog de to helte at ondulere, og efter at Ator har modtaget nogle flere råd fra Griba, der pludselig dukker op igen efter at være forsvundet, skal han kun gøre én ting mere inden han kan konfrontere ypperstepræsten og vinde sin elskede tilbage: Han må ind i en udslukt vulkan og hente Mordors Skjold (!), som er det eneste, der kan overvinde den onde præst. Og så kan konfrontationen ellers komme. Hvordan det spænder af skal imidlertid ikke afsløres her, men der er enkelte overraskelser tilbage.

Conan, Bibelen, Robin Hood, The Lord of the Rings og For Your Eyes Only

Ovenstående er et nogenlunde fyldestgørende referat af Ator (jeg har dog glemt at nævne de zombiekrigere, der uden forklaring pludselig dukker op), hvilket siger lidt om, at der måske ikke sker så meget i filmen, og at det, der sker, ikke er voldsomt originalt. Ud over Conan plankes der idéer og scener fra Bibelen, Robin Hood og The Lord of the Rings.

Fra Conan the Barbarian kommer naturligvis ypperstepræsten og hans håndlangere – her er Thulsa Dooms slanger blot udskiftet med edderkopper, men at ypperstepræsten er Thulsa Doom i forklædning er meget tydeligt, for ganske som Thulsa i Conan, er også præsten i Ator sort. Motivet med en bortførelse kommer også fra Conan – blot er der her tale om Ators elskede, hvor det i Conan var en prinsesse, som Conan satte ud for at redde for ærens og hævnens skyld. Conans kvindelige sidekick eksisterer også i Ator i form af Roon.

Ator får øje på Roon da han og Griba kæmper med stokke ved et vandløb (Robin Hood) og Ator møder en heks, der vil have sex med ham (mere Conan). Mordors Skjold skal Ator hente i en vulkan (The Lord of the Rings) inden han kan kæmpe mod ypperstepræsten og senere en kæmpeedderkop (The Lord of the Rings). Skal jeg fortsætte? Nej vel. Dog kan jeg lige nævne musikken, der stedvist planker John Williams, og den rædselsfulde sang under rulleteksterne, der er kopieret næsten node for node fra Bond-sangen “For Your Eyes Only” fra filmen af samme navn (1981).

Gyseligt skuespil

Originalt? Bestemt ikke. Underholdende? Ved Gud, ja. Hvor skal man næsten begynde? Skuespilpræstationerne måske. Ator spilles af Miles O’Keeffe, der fik lejlighed til at gentage rollen yderligere to gange. Han er et muskelbundt med et aldeles udtryksløst ansigt, og han er næsten hele filmen værd. Desværre kommer hans bedste line ret tidligt i filmen.

Sabrina Siani, der spiller Roon, har lidt flere ansigtsudtryk end O’Keeffe, men ikke mange, og hun er kun med fordi hun er en hardbody, som D’Amato naturligvis lader rende rundt i så lidt tøj som muligt, uden at der dog på noget tidspunkt er nøgenhed. Skuespil er der tale om, men det er så dårligt, at man tror, det er løgn.

Ritza Brown, der spiller Ators elskede Sunya, er ikke meget med i filmen, men til gengæld kan man på et tidspunkt se, at hun under sit kostume bærer meget moderne sorte trusser. Det giver et plus i karakterbogen.

Laura Gemser (der bl.a. også er kendt fra Emanuelle nera-filmene) spiller den sexede heks, men har desværre også tøj på hele vejen igennem sin meget lille rolle. Ypperstepræsten spilles af den tidligere wrestler Dakkar, og han må primært roses for overhovedet ikke at være bange for de fugleedderkopper, der kravler rundt på ham i de fleste af hans scener. Lidt komisk ser det dog ud, når en edderkop vimser rundt på hans skaldede hoved.

Latterlige kostumer og våben

Kostumerne og våbnene er en historie for sig, og kilde til megen morskab. Begge dele er helt og aldeles utroværdige (ligesom Ators frisure). Ud over skurkenes latterlige rustninger, er det bedste helt klart det kostume, Ator bærer i filmens første halvdel. Det er ubeskriveligt grimt, og især fodtøjet er fantastisk – det ligner mest af alt moderne moonboots. Faktisk ligner de fleste kostumer noget fra et fantasyliverollespil.

Våbnene ligner til gengæld ikke noget, man har set andre steder, og bestemt heller ikke i virkeligheden. Sjældent er så utroværdige våben blevet optaget på celluloid. Effekterne er også til grin: Sjovest er nok kæmpeedderkoppen i filmens slutning, hvoraf man næsten kun ser benene, der flagrer vildt omkring mens Ator hugger løs på dyret.

Den anmeldte version er desværre i full frame-format og uden tekster af nogen art. Selv om der tales engelsk er det stedvist et problem, for mixet er ikke perfekt, men på den anden side er det ikke dialogen, der bærer Ator, og man forstår fint filmen selv hvis man går glip af et par lines hist og her.

Et perfekt stykke makværk

Alle filmens dårligdomme gør alt i alt Ator til et perfekt stykke makværk. Det er særdeles underholdende, og faktisk er det eneste, man savner, at D’Amato havde taget skridtet fuldt ud og suppleret den generelt lumre stemning med lidt decideret softporn. Så havde trash-mesterværket været i hus. Som filmen foreligger, er der dog tale om en højst underholdende sag, som aldrig bliver kedelig. Dette til trods er det nok godt, at spilletiden er så (relativt) kort som den er – meget mere havde den ikke kunnet trække.

Anmeldt i nr. 16 | 13/02/2007

Stikord: Barbarer, Edderkopper, Italian Cinema, Rip-off, So Bad It’s Good