Som bind 14 i Carlsen Comics’ nyudgivelser af Tintin kommer nu Landet med det sorte guld, der tidligere udkom under titlen Det sorte guld.
Landet med det sorte guld er faktisk én af de mere komplicerede Tintin-historier, både med hensyn til plottet, og med hensyn til albummets publiceringshistorie. Hergé påbegyndte Landet med det sorte guld i september 1939, umiddelbart efter at han havde færdiggjort Ottokars Scepter.
Ligesom Ottokars Scepter bærer historien i Landet med det sorte guld præg af Anden Verdenskrig, der endnu truede, da Hergé begyndte førstnævnte album, og som var brudt ud da han startede dette. Endnu var Belgien imidlertid frit, men da Tyskland invaderede Belgien, ophørte historien med at køre i Le Petit Vingtième, ungdomstillægget til den belgiske avis Le Vingtième Siècle, hvor den var påbegyndt.
Kompliceret historie
Under og umiddelbart efter krigen kastede Hergé sig over andre historier, og først i 1948 vendte han tilbage til historien, der nu blev udgivet i Tintin-bladet. De mellemliggende Tintin-albums havde imidlertid introduceret så mange nye elementer, at Hergé var nødt til at foretage nogle ændringer i de sider, han allerede havde tegnet.
F.eks. måtte det forklares hvorfor en ellers nu central karakter som Kaptajn Haddock næsten ikke er med i Landet med det sorte guld. Kaptajnen eksisterede jo ikke, da Hergé første gang startede med at tegne historien, men da Landet med det sorte guld blev genoptaget, var Haddock pludselig blevet en vigtig karakter i Tintin-universet. Derfor fandt Hergé en måde at skrive kaptajnen ud på, men lader ham dog dukke op hen imod albummets slutning.
Den færdige version af Landet med det sorte guld udkom som album første gang i 1950, men dermed var det ikke slut med ændringerne. Da albummet skulle udgives i England i begyndelsen af 1970’erne, bad den engelske udgiver Hergé om at foretage nogle omskrivninger af historien for at gøre det mere forståeligt for den moderne læser. Historien foregik nemlig oprindeligt i Palæstina, der frem til 1948 var under britisk herredømme.
Heri spiller jødiske organisationers kamp mod den britiske besættelsesmagt således en rolle, og den engelske udgiver mente, at det ville gøre historien sværere at forstå for en moderne læser. Hergé indvilgede derfor i at omtegne dele af albummet, så handlingen kom til at foregå i en fiktiv arabisk stat og engelske tropper erstattet med arabiske. De jødiske organisationer er naturligvis væk, og den del af albummets plot, der involverede dem, blev ændret til en magtkamp mellem de to emirer, der også optrådte i det originale album.
Fællestræk
Da Landet med det sorte guld udkom første gang i Danmark, var det 1950-versionen. Den kørte nemlig første gang som føljeton i Politiken i 1957, og blev udgivet som album i 1960 hos Carlsen. Fra midt i 1970’erne var det imidlertid den omtegnede 1971-version, Carlsen udgav når albummet blev genoptrykt.
Er man i besiddelse af en nyere udgivelse af Det sorte guld, er det dermed den omtegnede 1971-version, man har, men i serien af nyudgivelser har Carlsen Comics valgt at gå tilbage til 1950-versionen. Dermed er man nu i stand til at foretage en interessant sammenligning af de to versioner; noget, der også gjorde sig gældende ved forlagets nyudgivelse af Den Sorte Ø, som Hergé også omtegnede på den engelske forlæggers foranledning.
Dette faktum er imidlertid ikke det eneste Landet med det sorte guld har til fælles med Den Sorte Ø – faktisk viser det sig, at skurken i de to albums også er identiske. I Landet med det sorte guld møder vi nemlig på ny den skurkagtige Dr. Müller, der denne gang går under aliaset Smith. Men nu foregriber jeg begivenhedernes gang.
Tintin undercover
Da albummet begynder, er der krigsrummel: Hæren mobiliserer, og alt tyder på, at krigen er nært forestående. Samtidig sker der mystiske ting med benzinforsyningen. Pludselig er benzinen blevet eksplosiv og ødelægger alle bilmotorer. Dette mysterium kaster både de to jubelidioter Dupond og Dupont samt Tintin sig over, og – ikke overraskende – er det Tintin, der har fat i den lange ende. Reporteren opsøger direktøren for det store olieselskab Speedol og begynder sin efterforskning.
Under en aftentur til havnen ser Tintin noget mystisk i nærheden af olieselskabets tanke og overhører en samtale, der involverer tankskibet Speedol Star. Herefter indvilger direktøren for Speedol i, at Tintin går undercover på tankskibet som radiotelegrafist. Hvad Tintin ikke ved er, at Dupond og Dupont også påmønstrer skibet som agenter for efterretningstjenesten, hvilket naturligvis ikke løber stille af sig.
Speedol Star er på vej til Haifa i det daværende Palæstina, og efter en begivenhedsrig tur når skibet da også frem. Tintins videre efterforskning i sagen involverer både jødiske og arabiske organisationer, der vil tvinge englænderne ud af landet, men den virkelige baggrund for albummets plot viser sig at være helt anderledes. Præcis hvordan det hænger sammen, og hvad Dr. Müllers rolle er, skal naturligvis ikke afsløres her, men at det har noget at gøre med olie kommer vel ikke som en overraskelse.
Møgungen og mesterdetektiverne
Inden historien når sin afslutning har vi mødt Emir Mohammed Ben Kalish Ezab og hans utålelige søn Abdallah, der bliver kidnappet af Dr. Müller for at lægge pres på emiren. Tintin-kendere vil vide, at Abdallah naturligvis dukker op senere i Koks i Lasten til stor fortrydelse for alle, der bliver udsat for hans evindelige practical jokes og generelle møgunge-opførsel. Alt imens Tintin således kommer ud for de mest fantastiske eventyr i Palæstina, tåger de to skvadderhoveder Dupond og Dupont rundt, hvilket giver anledning til en del morskab.
I det eksotiske ørkenmiljø er der mange nye problemer mesterdetektiverne kan rode sig ind i, og de har deres hyr med at skelne mellem hvad, der er luftspejlninger og hvad der ikke er. At de til sidst pådrager sig en særdeles besynderlig sygdom (se albummets forside) hænger nøje sammen med albummets plot, og det er kun ved Professor Tournesols mellemkomst, at de to kommer i bedring igen. Professoren optræder dog ikke i albummet, men finder en kur på sygdommen hjemme på Møllenborg.
Et solidt hele
Selv om den nærværende udgave af Landet med det sorte guld først blev tegnet efter Anden Verdenskrig, bærer hele albummet stærkt præg af krigen – primært fordi det er krigstruslen, der ligger til grund for hele plottet. Godt nok er krigen helt uspecificeret, men når man ved, at albummet oprindelig blev udtænkt, kort før Belgien blev invaderet af tyskerne, er det svært ikke at tænke hele historien i lyset af dette. Det gør også Landet med det sorte guld til et af Hergés mest politiske albums, hvilket bestemt ikke er dårligt.
Selv om tegnerens helt eskapistiske historier bestemt også er læseværdige, er det ofte de politisk ladede fortællinger, der virker mest intense og giver indtryk af, at Hergé virkelig havde noget på hjerte. Dermed ikke være sagt, at Landet med det sorte guld ikke er eventyrligt underholdende eller eksotisk, for det er historien bestemt, og dermed kombinerer Hergé fermt de to elementer til et virkelig solidt hele.
Humoren i historien er til stede albummet igennem og genereres primært igennem Dupond og Dupont, men da møgungen Abdallah træder ind på scenen går det ud over alle, der kommer i nærheden af ham, hvilket også giver anledning til en del sjove passager. Humoren er imidlertid sjældent påtrængende eller irriterende, hvilket enkelte Tintin-albums lider en smule under, og generelt må man sige, at Hergé har fundet en god balance mellem de forskellige elementer, der udgør Landet med det sorte guld.
Interessante sammenligninger
Virkelig interessant bliver det så når man begynder at sammenligne de to versioner, der nu er tilgængelige på dansk. Selv om visse ændringer springer direkte i øjnene – eksempelvis erstatningen af de britiske tropper med arabiske – er der en lang række mindre ændringer, som det kræver lidt nøjere studium at bemærke.
Her må især nævnes mange af baggrundene, som også blev shinet op til 1971-versionen. Som det også var tilfældet med Den Sorte Ø, er originalversionens baggrunde en del mere enkle end den omtegnede version, og man kan faktisk få en rum tid til at gå med at sidde og studere disse forandringer.
Hvad man foretrækker, er en smagssag, og det ændrer ikke det mindste på, at begge versioner af albummet er virkelig gode. Personligt foretrækker jeg originalen fordi det er den, der klarest trækker linjer tilbage til den politisk højspændte situation umiddelbart før Anden Verdenskrig, men også den omtegnede version er rigtigt underholdende.
Kvalitetsmæssigt er trykket i den nye udgave af Landet med det sorte guld en anelse dårligere end sædvanligt. Stedvist er der en tendens til at farverne virker en smule gnidrede, men det er ikke konstant, og alt i alt der tale om et flot produceret album. Som sædvanligt naturligvis på højkvalitetspapir og i hardcover.
Anbefales på det varmeste
Hvis man, ligesom jeg, er én af dem, der elsker Hergés politisk ladede albums, vil Landet med det sorte guld falde på et tørt sted, og som Tintin-fan vil det som i tilfældet med Den Sorte Ø være endnu en kærkommen chance for at nærstudere, hvordan Hergé gik til sagen når han indvilgede i at omtegne et af sine albums. Anbefales på det varmeste!
Tintins Oplevelser: Landet med det sorte guld er venligst stillet til rådighed af Carlsen Comics.
Originaltitel: Tintin au pays de l’or noir
Seriens titel: Tintins Oplevelser
Seriens originaltitel: Les Aventures De Tintin
Tegner: Hergé
Forfatter: Hergé
Albumlængde: 62 sider
Dansk oversættelse: Niels Søndergaard
Begyndte at udkomme som sort/hvid stribe i den belgiske avis Le Vingtième Siècle i 1939; stoppede da Belgien blev besat i 1940.
Omarbejdet i farve og udkom i Tintin-bladet 1948-50.
Udkom som album (62 sider) i Belgien i 1950.
Udkom på dansk som føljeton i dagbladet Politiken i 1957.
Udkom på dansk som album i 1960 på forlaget Carlsen Comics.
Denne udgave udkom som en del af den nye serie af Tintin-udgivelser i 2007 på forlaget Carlsen Comics.
Baggrundsinformation hentet fra publiceringsdetaljer i albummet samt fra Tintin og Hans Skaber (Benoît Peeters, Carlsen Comics 1988).
Anmeldt i nr. 15 | 13/01/2007
Stikord: Tintin
