Albummet med original filmmusik fra 28 Days Later består af 21 numre, hvoraf dog seks ikke er komponeret af scorets egentlige komponist, englænderen John Murphy.
Af disse seks er to pop/rock-numre af henholdsvis amerikanske Grandaddy og engelske Blue States, et er et synth-nummer af Brian Eno, et er en solosang af en kvindelig solist mens to byder på højtidelig kormusik. Det ene af de sidstnævnte numre er i øvrigt arrangeret af Murphy og er en kombination af af Bachs Ave Maria og en komposition af den franske komponist Charles Gounod (1818-1893).
Når man kombinerer disse numre med Murphys ekstremt minimalistiske score, der primært består af elguitar og synthesizer, stedvist kombineret med akustisk guitar, elbas tromme og piano, ja så får man en vanvittig lytteoplevelse, som måske falder i nogens smag, men ikke min.
To typer numre
Murphys score er som nævnt minimalistisk, og instrumenteringen er da også alternativ. Der er grundlæggende to typer numre på Murphys score: ensomme guitar-anslag i kombination med synthesizede effekter og decideret pop/rock-agtige numre med guitar, synth og trommer.
Endelig er der et enkelt track, der falder helt uden for disse to overordnede grupper og som er det eneste, der lægger sig op af mere traditionel filmmusik. Det er “Frank’s Death – Soldiers (Requiem in D Minor)” (nr. 14), som er en ganske smuk stryger-elegi, der dog ikke for alvor trækker tænder ud.
Der er to-tre minimale motiver, der går igen i Murphys numre, men de er langt fra udviklede nok til, at man kan kalde dem temaer. Det første af disse motiver høres første gang i “Rage” (nr. 1) mens det andet bl.a. høres i “No More Films” (nr. 11). Endelig er der også et “action”-motiv, der høres i “Tower Block” (nr. 6) og “The Tunnel” (nr. 8). Begge sidstnævnte kombinerer elguitar, synth og trommer i et aggressivt mix, der bare stiger og stiger i volumen og hastighed.
De bedste numre på Murphys score er de, der lægger sig mest op ad et traditionelt pop/rock-formsprog, for det er simpelthen de numre, der har mest substans. De numre, der består af guitar-anslag og synth-effekter er ganske enkelt for udflydende og ligegyldige, hvor numre som “Jim’s Dream” (nr. 12) og “The Search for Jim” (nr. 16) kan trækkes frem som fine eksempler.
“No More Films” er sådan et ganske attraktivt nummer, der bare aldrig får lov at udvikle sig ordentligt. Cirka 23 sekunder inde i det 48 sekunder lange nummer får elguitaren følgeskab af akustisk guitar i noget, der mest af alt minder om indledningen til en popsang, men så slutter det brat.
Det mest solide nummer på Murphys score er nok “In The House – In A Heartbeat” (nr. 18), der langsomt bygger temaet fra “Rage” op, først med piano og derefter med guitar og endelig trommer og akustisk guitar. Det er sådan set et rigtigt fedt nummer, skrevet i et helt traditionelt pop/rock-sprog, bare uden vokal.
Som sådan er det stilistisk ikke uden mindelser om Peter Peters tema fra Nicolas Winding Refns Pusher-film, men bare meget langsommere og mindre voldsomt i sin opbygning. “The End” (nr. 19) er et andet godt eksempel på denne type nummer; her knap så rocket som “In The House – In A Heartbeat”, men i bund og grund også et ganske nydeligt nummer.
Bevæger sig ingen steder hen
Problemet med Murphys score er at meget få af numrene bevæger sig noget sted hen. Flere af scorets kompositioner består som nævnt bare af synthesizer-effekter og guitar, og de andre numre er måske nok fine nok, men de udvikler sig aldrig ordentligt og bliver aldrig til noget nyt og frisk. Desuden er de stilmæssigt i en helt anden boldgade, så man har altså to grundlæggende forskellige typer numre.
Selv hvis albummet ikke havde været så skizofrent sammensat, som det er, havde scoret altså været en meget besynderlig lytteoplevelse. For mig er det heller ikke nok at et score har nogle meget pæne pop/rock-arrangerede tracks, hvis ikke de på én eller anden måde udgør en helhed på albummet. Det kan de ikke komme til at gøre på Murphys score, og derfor fungerer de ikke.
Virker fint i filmen
Det er meget væsentligt her at gøre opmærksom på, at scoret sådan set virker fint i filmen, også de rigtige pop/rock-numre, der er inkluderet. Her er det især Grandaddys “AM180”, der skinner igennem som humoristisk indslag i indkøbsscenen. Det er dog et nummer, man meget hurtigt kan blive træt af, men i udgangspunktet er det et udmærket rocknummer.
Personligt synes jeg nok, at de mere højtravende kornumre er en smule prætentiøse. På albummet er de meget smukke, selv om man bliver skør af at skulle høre dem blandt Murphys meget eklektiske cues, men i filmen er de altså lidt for arty for min smag.
Her må jeg også lige give Brian Eno en bredside, for hans “An Ending (Descent)”, der ligger som albummets nr. 10, er noget af det mest kedelige og intetsigende synthpladder, jeg har hørt længe. Enos synthflader fungerer fint som korte optakter til U2’s storladne rock-epos’er, men som enkeltstående nummer på over 4 minutter får man knopper af det. Men nok om det.
Konklusionen er, at 28 Days Later fungerer fint som score i filmen, men er aldeles rædselsfuldt at lytte til på CD. Man kan måske klippe et enkelt eller to numre ud af Murphys score og have liggende som MP3-filer på sin computer, som man så kan lytte til i ny og næ. Resten kan man med fordel glemme; især de gabende kedsommelige numre, der kombinerer guitar og synth-effekter.
Nummerliste:
1. The Beginning (2:56)
2. Rage (1:22)
3. The Church (1:16)
4. Jim’s Parents (Abide With Me)* (2:29)
5. Then There Were 2 (0:42)
6. Tower Block (1:26)
7. Taxi (Ave Maria) ** (2:08)
8. The Tunnel (1:39)
9. AM180 (Performed by Grandaddy) (3:20)
10. An Ending (Descent) (Performed by Brian Eno) (4:17)
11. No More Films (0:48)
12. Jim’s Dream (0:40)
13. In Paradisum*** (2:11)
14. Frank’s Death – Soldiers (Requiem In D Minor) (2:39)
15. ‘I Promised Them Women’ (1:24)
16. The Search For Jim (2:41)
17. Red Dresses (0:48)
18. In The House – In A Heartbeat (4:16)
19. The End (1:55)
20. Season Song (Performed by Blue States) (4:12)
21. End Credits (1:48)
Total spilletid: 45:05
Komponeret: 2002
Udgivet: 2003
Label: XL Recordings – XLCD161
* Skrevet af Henry Francis Lyte og Will Henry Monk, arrangeret af John Murphy, fremført af Perri Alleyne
** Skrevet af Charles Gounod / J.S. Bach, arrangeret af John Murphy, fremført af Perri Alleyne
*** Skrevet af Gabriel Fauré og Jean Michel Nectoux
Anmeldt i nr. 15 | 13/01/2007
Stikord: London, Postapokalyptika, Sygdom, Zombier
