Kortromanen Venus im Pelz (1870) af den østrigske forfatter Leopold von Sacher-Masoch (1836-1895), fra hvis efternavn begrebet masochisme er afledt, er filmatiseret ikke mindre end fem gange – hvis altså man medregner Jesus Francos Paroxismus, som Another World Entertainment har udsendt under sin engelske titel Venus in Furs.
På nær enkelte tematiske sammenfald, navne og en flashbacksevens hen imod filmens slutning, har Paroxismus nu ikke meget med Sacher-Masochs kortroman at gøre, så at kalde filmen for en egentlig filmatisering er nok at stramme den lidt, men hvad fanden!
Død eller levende?
Handlingen i Paroxismus centrerer sig om den martrede jazzmusiker Jimmy Logan, der en dag finder liget af en ung kvinde på stranden nær Istanbul. Han genkender kvinden som den mystiske Wanda (Maria Rohm), som han på et tidspunkt forinden har set blive mishandlet af to mænd og en kvinde ved en fest.
Da Jimmy senere befinder sig i Rio de Janeiro, dukker Wanda pludselig op igen, tilsyneladende spillevende, og Jimmy indleder et forhold til hende. Men der er noget mystisk ved Wanda, hvilket seeren snart finder ud af, da hun opsøger de personer, der åbenbart var ansvarlige for hendes død. Af disse befinder de to sig på mystisk vis også i Rio, mens den tredje (spillet af Klaus Kinski) endnu er i Istanbul, hvor handlingen forlægges til ved filmens slutning. I disse scener lader Wanda til at være en form for gespenst, men filmens slutning drager hele de forudgående 80 minutter i tvivl og efterlader seeren ganske, ganske forvirret.
En ligegyldig hovedperson
Nogen logisk plotfremdrift skal man ikke forvente af Paroxismus, der i stedet er opbygget som en serie af tableauer – nogle mere syrede end andre. I scenerne hvor Wanda opsøger sine mordere, lykkes det faktisk for Franco at opbygge en særegen og sælsom stemning, men desværre er der også en række scener med Jimmy og hans kæreste, sangeren Rita (Barbara McNair), der ikke fungerer særligt godt.
Årsagen til dette er også grunden til, at filmen som helhed fungerer langt ringere, end den kunne have. Man forstår ganske enkelt ikke hovedpersonens relation til Wanda, og det er et forhold, som ikke engang den besynderlige slutning formår at råde bod på.
Langt hen ad vejen er man tilbøjelig til at tolke Wanda som en manifestation af mordernes dårlige samvittighed over deres ugerning, men idet Jimmy aldrig er forbundet med forbrydelsen – ud over at have været vidne til en del af den – fungerer denne tolkning ikke.
Som hovedperson og seerens indgang til handlingen er Jimmy derfor en ugennemskuelig og i sidste ende ligegyldig skikkelse, som man ikke på noget tidspunkt får mulighed for at relatere sig til eller kære sig om. Det siger sig selv, at dette berøver filmen en del af dens effekt, for man sidder en stor del af handlingen og føler sig som ét stort spørgsmålstegn.
Ingen David Lynch
I virkeligheden skal man nok – sådan som Jakob Skøtt også anbefaler i den booklet, der følger med filmen – glemme alt om at få nogen konventionel mening ud af filmen. I stedet forventes man at følge med strømmen og nærmere opleve filmen end se den. Det virker måske for nogle, men for mig fungerer det desværre ikke. Dertil er filmen for stillestående og trods sine særheder alt for konventionel – Jesus Franco er trods alt ingen David Lynch.
På mange måder er Paroxismus ellers en langt mere interessant film end Francos Der heiße Tod (engelsk: 99 Women) fra samme år, som vi anmeldte i sidste måned, fordi den er langt mere tvetydig. Desværre lykkes det ikke Franco at udmønte tvetydigheden i en sammenhængende film, og det er ærgerligt, for stedvist rammer han en glimrende atmosfære, der – derudover helt uden sammenligning – minder en smule om stemningen i Hitchcocks Vertigo (1958), hvis kvindelige hovedperson også har noget spøgelsesagtigt over sig.
Visuelt er Paroxismus ellers ganske fin for en B-film, som den trods alt må betragtes, og den moderate anvendelse af nøgenhed fremstår faktisk ganske sober og ærbar. Musikken af Manfred Mann og Mike Hugg (fra bandet Manfred Mann) er i øvrigt ganske glimrende og flere steder decideret ansvarlig for atmosfæren i filmen.
Der er ingen grund til at omtale skuespilpræstationerne, for ingen af dem er noget at skrive hjem om. Tilstedeværelsen af Klaus Kinski på rollelisten skal vist mere ses som et forsøg på at score nogle publikummer ved hjælp af et kendt navn, for Kinski er kun med i nogle få minutter.
Til syvende og sidst er Paroxismus en tåget filmoplevelse, der stedvist liver op og leverer en fin, spøgelsesagtig atmosfære, men som i hovedparten af spilletiden efterlader seeren helt i tvivl om, hvad Franco ville med filmen.
Paroxismus er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.
Andre titler: Venus in Furs
Instruktør: Jesus Franco
Manuskript: Milo G. Cuccia, Carlo Fadda, Jesus Franco, Bruno Leder & Malvin Wald
Cast: James Darren (Jimmy Logan), Barbara McNair (Rita), Maria Rohm (Wanda Reed), Klaus Kinski (Ahmed Kortobawi), Dennis Price (Percival Kapp), Margaret Lee (Olga), Adolfo Lastretti (Insp. Kaplan)
Producere: Harry Alan Towers (producer)
Foto: Angelo Lotto
Klip: Henry Batista, Michael Pozen, Nicholas Wentworth
Musik: Mike Hugg & Manfred Mann
Spilletid: 86 minutter
Aspect ratio: 1.85:1 anamorphic widescreen
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: Storbritannien / Vesttyskland / Italien, 1969
Produktionsselskaber: Cinematografica Associati (CI.AS), Terra-Filmkunst, Towers of London Productions
Distributør (DVD): Another World Entertainment (DK)
Udgave/region: 2
Anmeldt i nr. 55 | 13/05/2010
Stikord: Lesbianisme