Som det vil være mange bekendt, har Species – altså filmen – et væsentligt element til fælles med Alien-filmene, nemlig den schweiziske kunstner H.R. Giger. Han designede rumvæsnet til Alien (1979), og er også manden, der stod bag udformningen af det langt mere humanoide rummonster i Species.
Hvad færre nok ved, eller er bevidste om, er, at Christopher Young, der komponerede musikken til Species, også igennem musikken kæder Species sammen med Alien-serien. Ikke fordi Young har arbejdet på nogle af Alien-filmene, men fordi han faktisk på diskret og intelligent vis giver et anerkendende nik til musikken fra alle tre Alien-film (på dette tidspunkt var den rædsomme Alien: Resurrection (1997) stadig kun en tanke i en grisk studiechefs hjerne).
Musikalske referencer
Dette opnår Young ved at kombinere sin helt egen stil med bestemte træk fra de tre Alien-film. Fra Jerry Goldsmiths score til Alien har Young hentet den karakteristiske echoplex-effekt (“Species”, nr. 1), mens hans referencer til James Horners score til Aliens (1986) mere ligger i noget af musikkens stoflighed. Det gælder f.eks. i dele af “Protostar” (nr. 3) og “Worm Hole” (nr. 10). Mens referencerne til Goldsmith er helt åbenlyse, er James Horner-indflydelserne meget mere subtile og nemme at overhøre, men de er der, hvis man virkeligt lytter efter. Tydeligere igen er indflydelsen af Elliot Goldenthals score til Alien 3 (1992), hvis rå og brutale orkestrering synes at have været et generelt forbillede for en stor del af Youngs atonale actionmusik (f.eks. i “A Vibrant Slime”, nr. 2).
Af ovenstående kunne man godt få det indtryk, at Species ikke er et særlig originalt score, men det ville faktisk være forkert at sige. På nær det helt tydelige lån af et echoplex-motivet fra Goldsmiths Alien, ligger de øvrige referencer som nævnt på det stoflige niveau og i orkestreringen. Når det kommer til selve musikken, er vi tydeligt på Christopher Young-territorium, hvilket især træder frem i nogle af numrene på albummets anden halvdel. Den atmosfæriske indledning af “Milky Way Breasts” (nr. 8) og actionmusikken i “Worm Hole” (nr. 10) bærer umiskendeligt Youngs særlige stilpræg.
Ikke familievenligt
En stor del af musikken fra Species består af atonal suspense- og actionmusik med voldsomme og rå orkestreringer, hvor især blæsersektionerne træder frem, til tider i kombination med kvindekor og rigelige mængder percussion. Her kan nævnes det imponerende “A Vibrant Slime” (nr. 2) og det ikke ringere “Species Feces” (nr. 6). Det er virkelig fin musik, men ikke af den type, man sætter på, når man skal have besøg af venner eller familie.
Foruden action- og suspensemusikken er der også nogle fine cues i den mere stille afdeling, bl.a. de atmosfæriske “Protostar” (nr. 3) og “Bax Max” (nr. 7). Scorets hovedtema er ikke af den type, der sætter sig fast i hovedet, men det er særdeles smukt på den samme iskolde facon, der også er den gennemgående tone i Alien-filmene. Det høres første gang i “Species” (nr. 1), og dukker op flere steder, bl.a. i en mere livlig version i “Fever (Original ‘Main Title’)”, der som titlen antyder var det oprindelige main titles-cue, der dog blev brugt et andet sted i filmen. Temaet gør udstrakt brug af kvindekor, hvilket i øvrigt gælder for en stor del af musikken generelt. I “Protostar” har koret en æterisk, næsten sensuel karakter, der stemmer godt overens med filmens seksuelle undertoner, mens korets anvendelse i actionmusikken igen er et af de elementer, der peger i retning af Goldenthals Alien 3-score.
Iskold
“Iskold” er sådan set også et godt ord at opsummere musikken med helt overordnet, for dette indtryk strækker sig videre end bare hovedtemaet og gælder både actionmusikken og de mere stille og atmosfæriske cues. Ordet skal i denne sammenhæng forstås positivt, for det gør musikken virkelig effektiv, og i de mere stille og atmosfæriske cues tillige ofte decideret smuk. Samtidig er det dog også med til at gøre Species til et score af den mindre tilgængelige type. Hvis man er til store, letgenkendelige temaer og varm musikalsk forløsning er Species ikke sagen, og man skal under alle omstændigheder kunne værdsætte atonal action- og suspensemusik.
Det er dog næppe af denne grund, at albummet aldrig har fået en kommerciel release, for det vrimler med scores af denne type på markedet – forskellen er blot, at det bestemt ikke er alle, der holder samme musikalske kvalitet som Species. For det skal slås fast, at Christopher Young, som han altid gør, i tilfældet Species har gjort sit bedste, og komponeret bedre musik, end filmen fortjener. Albummet er kun tilgængelig i en promo-udgave fra Intrada, som i dag kan være særdeles svær at få fingre i. Om det er pengene og besværet værd at opstøve Species kan debatteres. Det er som sagt virkelig god filmmusik, men der er heller ikke tale om et mesterværk. For Young-fans vil Species være værd at få fat på, men for alle andre vil den suite, der udkom i 1996 på kompilationen Space and Beyond, være mere end nok.
Nummerliste:
1. Species (3:42)
2. A Vibrant Slime (3:33)
3. Protostar (2:55)
4. Ring Nebula (5:30)
5. Fever (Original ‘Main Title’) (2:27)
6. Species Feces (4:27)
7. Bax Max (3:43)
8. Milky Way Breasts (4:54)
9. Safe Sex (2:37)
10. Worm Hole (2:25)
11. Son of Sil (1:53)
12. Star Bright (5:03)
Total spilletid: 43:13
Komponeret af: Christopher Young
Dirigeret af: Pete Anthony
Orkestrering: Christopher Young & Pete Anthony
Produceret af: Christopher Young & Douglass Fake
Species er kun udgivet som promo-CD, og har aldrig været i almindelig handel. Man kan ind imellem finde den på eBay, hvor den imidlertid handles dyrt (sidst set til 148 USD).
Hvis man foretager nogle effektive Googlesøgninger eller bruger fildelingsprogrammer, kan man dog også være heldig at finde den ad den vej. Det er ganske vist ikke helt lovligt, men siden CD’en aldrig har været i handlen, er der jo ingen, der bliver snydt.
UPDATE 11/08: Pladeselskabet Intrada har nu udgivet Species i en udgave, der indeholder mere musik, end den originale promo, der blev udsendt. Oplaget er begrænset til 3000 eksemplarer, men i skrivende stund er CD’en endnu til at købe.
Anmeldt i nr. 33 | 13/07/2008
