Mars Attacks!

Tim Burtons Mars Attacks! (1996) er et stykke genrepastiche, der dog klart afspejler et grundlæggende vægelsind om, hvorvidt løjerne skulle præsenteres som rendyrket komedie eller som en mere straight hyldest til 1950’ernes ruminvasionsfilm. I filmen sørger det kompetente manuskript dog for, at filmen aldrig vakler. Denne vaklen fornemmer man derimod tydeligt i Danny Elfmans score, der placerer sig i et mærkeligt grænseland mellem komponistens lyrisk-fabulerende scores som Edward Scissorhands (1990) og hans seriøse actionscores som Batman (1989) og Mission: Impossible (1996).

Mars Attacks! bliver derfor musikalsk set en blandet landhandel af Elfman i sit muntre hjørne med lala-kor og catchy temaer, og sit seriøse hjørne med hektisk actionmusik. Samtidig placerer Mars Attacks! sig rent musikalsk i den periode, hvor Elfman bevægede sig fra sin tidligere actionstil, som f.eks. repræsenteret ved Batman, og til sin nyere stil med rig anvendelse af percussion og synthesizer i samarbejde med symfoniorkester. Sidstnævnte stil slog for alvor igennem med hans score til Burtons remake af Planet of the Apes (2001), og er også den stil, han anvendte på sine roste scores til Spider-Man (2002) og Spider-Man 2 (2004).

Catchy hovedtema – og theremin

Det catchy hovedtema til Mars Attacks!, der første gang høres i “Main Titles” (nr. 2), antyder ellers, at det er en komponist med glimt i øjet, der har sat sig ned for at skrive musikken. Temaet er næsten øjeblikkeligt iørefaldende, og har en overordnet humoristisk tone. Samtidig repræsenterer den fint den måde, Elfman hylder 1950’ernes invasionsfilm på, nemlig ved den udstrakte anvendelse af theremin, der blev en fast bestanddel af signaturlyden for invaderende rumvæsner med Dimitri Tiomkins score til The Thing from Another World (1951) og Bernard Herrmanns score – fra samme år – til The Day the Earth Stood Still. Thereminen anvendes naturligvis sammen med orkester, men desuden kaster Elfman så også en portion synthesizer og kor ind i billedet.

Thereminen er gennemgående på scoret, og høres i de fleste af numrene, og generelt er kombinationen orkester + theremin + synth grundlæggende for orkestreringen på Mars Attacks! Dette kombineres i udstrakt grad med kor, og suppleres med en række andre instrumenter, der høres fra tid til anden. Orgel anvendes til at markere en truende stemning, som f.eks. i “First Sighting” (nr. 3) eller “Return Message” (nr. 9). Og for yderligere at understrege Marsboernes fremmedartethed anvender Elfman endda citar enkelte steder, f.eks. i den æteriske og lettere udsyrede “Martian Madame” (nr. 7), hvor han desuden gør brug af elbas. For at toppe den eklektiske blanding finder komponisten også plads til en saxofonsolo i “Return Message”!

Percussion, især store mængder lilletromme, spiller også en væsentlig rolle, og markerer naturligvis det militaristiske islæt som f.eks. i begyndelsen af “The Landing” (nr. 4) eller “State Address” (nr. 6).

Ujævn lytteoplevelse

Scoret oscillerer mellem det decideret muntre, som bl.a. markeres ved et klassisk Elfmansk lala-kor i “First Landing” og det decideret seriøse, markeret ved skumle cues som “Return Message” (nr. 9) og “The War Room” (nr. 13) samt voldsomme actionnumre som “Pursuit” (nr. 12) eller “Airfield Dilemma” (nr. 14). Det er alt sammen som sådan fin musik – om end actionmusikken efter min smag er en anelse for atonal til, at den er interessant i længden – men scoret er unægtelig meget ujævnt af netop samme årsag. Eller rettere: lytteoplevelsen, når man lytter til albummet, er ujævn. Jeg har andetsteds set Mars Attacks! omtalt med betegnelsen “ufokuseret”, og det er en meget rammende karakteristik.

Når man så også lige tager nummeret “Martian Lounge” (nr. 8) i betragtning, så har man alt i alt en særdeles mærkelig oplevelse på CD. “Martian Lounge” er, som titlen antyder, loungemusik med Mars-attitude. Her byder Elfman på loungede congas-beats, elbas, strygere, blæsere og Hammondorgel, kombineret med kvindevokal. Det er unægtelig et af de mere muntre numre, men også et af de mere bizarre!

Kompetent men ujævnt håndværk

Hovedtemaet kommer kun for alvor til sin ret i “Main Titles”-nummeret, om end bidder af det og variationer på det er gennemgående på hele scoret. Elfman bringer det fuldt udviklede tema tilbage i “End Credits” (nr. 17), men i en langt mindre dynamisk udgave, så det høres klart bedst i “Main Titles”, der sammen med det seks minutter lange “The Landing” står som albummets bedste enkeltnummer. Sidstnævnte har den store styrke, at det præsenterer næsten hele det musikalske spektrum på scoret i et enkelt nummer, der faktisk flyder enormt godt, og som slet ikke er så vildt og vanvittig skizofrent, som man ellers kunne tro, når man tager de mange musikalske retninger, der findes på scoret, i betragtning.

Mars Attacks! er kort og godt et score, der stikker i utrolig mange retninger. Det er enormt kompetent håndværk, men for mig er albummet en anelse for ujævnt til, at det er noget, jeg lytter til særlig tit – med undtagelse af det fængende hovedtema. For hardcore Elfman-fans skal Mars Attacks! naturligvis stå på hylden, men for alle andre vil der være andre af komponistens scores, der vil gøre større glæde. Under alle omstændigheder gør man klogt i lige at gøre sig bekendt med nogle af numrene, inden man smækker pengene på disken.

Nummerliste:
1. Introduction (1:40)
2. Main Titles (2:21)
3. First Sighting (1:26)
4. The Landing (6:00)
5. Ungodly Experiments (0:53)
6. State Address (3:04)
7. Martian Madame (3:01)
8. Martian Lounge (2:53)
9. Return Message (2:17)
10. Destructo X (1:16)
11. Loving Heads (1:20)
12. Pursuit (2:54)
13. The War Room (1:31)
14. Airfield Dilemma (2:04)
15. New World (1:44)
16. Ritchie’s Speech (3:08)
17. End Credits (3:59)
18. Indian Love Call (Slim Whitman) (3:08)
19. It’s Not Unusual (Tom Jones) (1:58)

Total spilletid: 46:37

Anmeldt i nr. 33 | 13/07/2008