Kadavermarch

Efter min mening er et af de absolut største succeskriterier for en vellykket zombiehistorie, at ingen overlever. Alle SKAL dø, ellers har de kødædende kadavere ikke gjort deres pligt. Helst skal hovedpersonerne ikke bare gå til grunde, men også meget gerne vende tilbage med en umættelig trang til hjerne. Dyr og planter kan til nød overleve, men kun hvis deres ejere synker ned i havet af udøde. Se, så har vi en virkelig herlig fortælling.

Men det sker jo, at der sniger sig en ægte ”survivor” eller to ind i disse historier, og selvom man kun kan ryste på hovedet af den slags Hollywood-flæberi, så betyder det ikke, at genren som sådan har solgt ud. Tværtimod – det kan være meget forfriskende at se et optimistisk par i en kajak på vej ud til dét ene sted i verden, hvor der ingen zombier er i et utopisk forsøg på at genbefolke verden.

Men man ved jo godt som seer – og muligvis endda kender af genren – at det kun er et spørgsmål om (ofte meget kort) tid, før vores kære helte vågner op med hinandens lemmer i munden og mælkehvide øjne.

”Hæ hæ” tænker man i sit stille sind, når protagonisterne TROR, at de er sluppet ud af det helvede på jord, de har befundet sig i, og filmens sidste frame – eller bogens sidste side – viser en mistænkelig langsomt stavrende skikkelse, før alt går i sort. Paradoksalt nok har antydningens kunst også plads her, selvom hele genrens fundament er solidt forankret i udpenslingen.

Direkte inspireret af Romero

Og der er ingen tvivl om, at Dennis Jürgensen har skrevet Kadavermarch i et forsøg på at gribe hele genren an fra et dansk perspektiv. I romanens efterskrift siger han endda direkte, at bogen er blevet til som en slags ”bog-ificering” af George A. Romeros tre klassiske zombiefilm, Night of the Living Dead (1968), Dawn of the Dead (1978) og Day of the Dead (1985).

Han har med andre ord ladet sig inspirere af, hvad han kalder Romeros univers og skrevet Kadavermarch i et forsøg på at være så tro som muligt mod hans opfattelse af den zombiegenre, der vel nok for alvor startede med Romero. At ”Kadavermarch er det første danske forsøg i genren”, som DJ siger i efterskriftet, er om ikke andet, så i hvert fald interessant.

Men hvordan klarer han det så, den gode hr. Jürgensen? Formår han at fortælle en historie så nervepirrende og voldsomt udpenslet, som genren kræver? Undgår han den endeløse og hjernedøde (tilsigtet ordspil) opremsning af ”Zombie-Æder-Mand-På-Grusom-Vis”-variationer? Svaret må være et klart og lysende… måske. Men det kommer jeg tilbage til. Tillad mig for en gangs skyld at starte med begyndelsen.

The Rotten Leprechauns

Bogens struktur kender vi – både fra litteraturens og filmens verden: Handlingen åbner en søndag i fortællingens første plottråd. Sid, Fritz og Øglen – stjernerne fra det verdenskendte danske splatterpunkband The Rotten Leprechauns – sidder i deres blå Pontiac, og overvejer om de skal proviantere lidt i det nærliggende supermarked, hvor alt ikke helt er som det skal være.

De tre ultra-ironikere, den ene mere outreret end den anden, overtaler hinanden, og det hele ender naturligvis med bogens første glimt af de udøde. Komplet med baggrundsskabende flashbacks og blik ud i den større verden, hvor det hele åbenbart er ad helvede til. Bandet introduceres, bogens stemning slås an – and we’re off, som man siger.

Gennem hele bogen er det definitivt disse tre wackjobs, man som læser holder med. Både fordi de har den ekstremt humoristiske distance til hele deres situation, og fordi de tager sagen i egen hånd og aldrig rigtig angrer det, de gør – præcis som helte i en ordentlig zombiehistorie bør være. Det er bare derudaf med krydsede fingre, et skævt smil og halvlukkede øjne.

Den obligatoriske videnskabsmand

Bogens anden plottråd starter indenfor murene af den danske CrystalCity, et gigantisk aflukket samfund, der kort nævnes i første kapitel. Her finder vi (selvfølgelig!) videnskabsmanden Paul Martins, og gennem ham får vi en kort gennemgang af de principper, der gælder indenfor murene.

Han har fundet ud af, hvorfor zombierne er dukket op og at det i sidste ende er CrystalCitys moderkorporation LIFESUPPLY, der er skyld i hele miseren; deres stof af samme navn, der forlænger livet med op til 30 år, er blevet ”a household commodity”, men desværre holder brugerne af det ikke op med at gå, når først de stiller træskoene, så at sige.

Det bliver så Paul Martins’ moralske pligt at bringe opdagelsen videre til Damarks præsident (Tag den, Margrethe!), så han tvinger – gennem en snedig udtænkt plan involverende hemmelige koder og sprængstoffer – CrystalCitys ledelse til at sende en flok soldater med ham i en helikopter. De indvilger, men det går selvfølgelig helt utroligt galt.

Utroværdige psykologiske portrætter

I bogens tredje plottråd begynder det at gå skævt for historien. Kvindekapitlet introducerer Kirsten, hendes indlagte datter Pernille og Pernilles veninde Cecilie. De er alle på hospitalet, hvor Pernille har fået fjernet blindtarmen og lige så stille begynder stedets syge og døende at kradse af og komme tilbage, hungrende efter deres gamle tilstand.

Det bliver til en desperat flugt fra hospitalet, krydret med det stereotype ”svage køns” irriterende hvin og skrig, indtil de til sidst reddes af den filantropiske truckchauffør Tom, der samler dem op og kører dem væk. De ender med en ordentlig forskrækkelse og en lillebitte zombieskramme, som ALLE udmærket ved hvad fører til. Irriterende og lidt for tydeligt et forsøg fra DJ’s side på at vise, at han også kan prøve at skabe psykologiske portrætter af sine karakterer. Det lykkes bare ikke synderligt godt.

Tilflugt på gården

Heldigvis tager bogen sig en smule sammen i plottråd nummer fire. Gamle Helmuth Toft er flygtet med sit barnebarn Mille, efter at hans kone er blevet gaflet af en zombie i en grå joggingdragt. Han er troværdigt knust og drives frem af muligheden for at beskytte den lille pige. Efter en udførlig beskrivelse af deres situation finder de frem til tre mænd, der sidder fanget i en bil ude på en mark omgivet af zombier. Det viser sig at være tre jægere – Carl, Fedesen og Louis – som sammen med Helmuth og hans barnebarn barrikaderer sig på en nærliggende gård.

Louis er godt i gang med den grønne farvelade efter at være blevet bidt i deres flugt fra marken, mens Carl og Fedesen viser sig at være to vidt forskellige typer, der dog holder sammen for overlevelsens skyld. Den paranoide og halvpsykotiske Carl og den åbne og madglade Fedesen ender på den måde med at være et godt billede på to forskellige måder at kapere hele zombiesituationen på.

Ude at skide

Disse fire plottråde afvikles simultant i overordnede afsnit, der som nævnt starter søndag. Stille og roligt indvikles de så i hinanden, således at trådene tre og fire allerede mandag bliver til én, idet kvinderne og Tom møder Helmuth, Carl og de andre. Tråd et og to indvikles også, da The Rotten Leprechauns render ind i en døende Paul Martins og får overdraget LIFESUPPLYs hemmelighed, men i sædvanlig kølig stil ikke tager det alvorligt. Og så indvikles disse to resterende tråde, så vi til sidst har dem allesammen samlet det samme sted i bedste Dawn of the Dead-stil.

På dette tidspunkt har man slugt godt og vel 200 sider. Det står klart, at hovedpersonerne for alvor er ude at skide. Hvis ikke der opstår interne stridigheder, så kommer zombierne efter dem, og det hele ser sort ud. De stiller træskoene én efter én – nogle er blevet bidt af zombierne, andre er blevet bidt af dem, der blev bidt af zombier og så videre. Aaaah – den viruslignende og helt ustoppelige zombieinfluenza. Er der noget bedre?

Nå men altså. Det korte af det lange er, at kun Sid og Fedesen slipper ud med livet i behold, da en hel deling soldater fra CrystalCity kommer for at ”tale” med dem. De bliver ført tilbage til CrystalCity, hvor det jo naturligvis ender med at Paul Martins’ føromtalte sprængstof laver store huller i muren og en flodbølge af udøde vælter ind.

Resten er detaljer – helikoptere, en sidste plottwist (en dejlig én af slagsen faktisk, hvor skurken steger i sit eget fedt) og en tur til Anholt for at undgå at blive knusket i skideren af en afdød. Alt i alt 376 siders humor, død og vold iblandet en mængde mere eller mindre vellykkede semi-psykologiske portrætter af de levende. En helt igennem solid zombiehistorie, der dog ender med at blive lidt for tandløs.

Klichéer

”Hvorfor?” kan man så spørge sig selv. Jo, lad mig vende tilbage til ”Zombie-Æder-Mand-På-Grusom-Vis”-variationerne. For dem er der mange af. Rigtigt mange. Faktisk næsten for mange. For en del af appellen ved netop zombiegenren er, at man som læser/seer helst skal føle sig frastødt over de ting man ser.

Og det er sgu’ svært at føle sig frastødt over noget, der bliver gentaget nærmest i det uendelige og kun med minimale forskelle. Det frastødende bliver helt familiært og mister dermed noget af det, der gør genren så dejlig, og det mener jeg er en skam. Men det er også svært at fylde så mange sider ud med bloddryppende genialitet.

Derudover viser det sig, at Dennis J virkeligt har ladet den kunstneriske frihed råde. Handlingen foregår i noget, der minder lidt om fremtidens Danmark, men som på samme tid er så baseret på amerikanske klichéer og navne, at man bliver helt forvirret.

Det føles allermest som om han har taget USA og Danmark, kylet begge dele ned i en stor sæk, rystet den, trampet på, sat ild til den og slukket den igen – resultatet bliver et sammensurium af besynderlige referencer, mærkelige hybridstemninger og et overflødighedshorn af pinligt slidte navne. Det er der nogen, der kan holde af, og nogen, der ikke kan. Jeg synes mest af alt, at det er en skam, at hans forsøg på at skrive den første DANSKE zombiehistorie skal forurenes af amerikanske klichéer.

Masser af humor

Til gengæld er romanen i vanlig Jürgensen-stil fyldt med skæve, sarkastiske, ironiske og humoristiske indfald, især i de afsnit hvor gutterne fra The Rotten Leprechauns figurerer. Det er nok også derfor, at Tellerup har udgivet Lifesupply, en Special Edition, der indeholder en helt ny bog af Jürgensen med titlen Kadaverjagt, hvor man bl.a. kan følge The Rotten Leprechauns.

Det humoristiske er dog ikke forbeholdt splatterpunkerne. Sproget er som altid farverigt, og der er spredt en lang række små henvisninger og metakommentarer ud over handlingen, der blandt andet omfatter en zombieknægt med en blå SLIM-kastet (selv Freddy fra Freddy-bøgerne er åbenbart ikke usårlig), en videoaften, hvor bandet har lyst til at se Night of the Living Dead (han havde sgu ret, ham Romero!) eller hvad med opdagelsen af en plakat for Romeros film Empire of the Living Dead (som aldrig er blevet indspillet – er det mon et hint?).

I det store hele glimrende

I det store hele, og på trods af alle kritikpunkterne, er Kadavermarch dog en glimrende zombieroman – også selvom der er spor af en semi-happy end. Dog kunne man ønske at den ikke var nær så lang i betrækket, da man som læser jo vænner sig lidt for meget til den grafiske udpensling. Men bare det at den er på dansk, gør den absolut interessant og anbefales til alle kendere/elskere af genren. Om ikke andet, så bare for at kunne lukke øjnene og lade sig svømme væk i havet af råddent kød og dyb snerren fra alle sider.

Anmeldt i nr. 13 | 13/11/2006

Stikord: Danmark, Zombier