Det kunne godt se ud som om det var en dårlig idé af den tjekkisk-svenske komponist Elia Cmiral at sige ja til at komponere musikken til John Travoltas Scientology-propagandafilm Battlefield Earth: A Saga of the Year 3000 (2000), der naturligvis er baseret på en roman af L. Ron Hubbard.
Filmen blev retfærdigvis sablet ned, men desværre ser det lidt ud til, at filmens dårlige modtagelse tog Cmiral med sig i købet. Efter at Cmiral havde haft et par ret højtprofilerede projekter i 1998 og 1999 med henholdsvis Ronin og Stigmata, hvor især hans musik til Ronin er glimrende, kom så Battlefield Earth i 2000, og derefter har det været så som så med Cmirals karriere.
Han arbejder ganske vist fortfarende indenfor branchen, men det er ikke just højtprofilerede film, han siden har haft mulighed for at komponere musik til.
Solid symfonisk musik
Og det er ærgerligt, for trods filmens dårligdomme, så gjorde Cmiral virkelig sit til at bevare sin værdighed, da han arbejdede på Battlefield Earth. Godt nok modtog scoret også særdeles blandede anmeldelser, men jeg synes faktisk slet ikke det er dårligt.
Der er langt fra tale om noget mesterværk, men med undtagelse af nogle få cues, hvor Cmirals anvendelse af synthesizer bliver lige lovlig prøvende for ørerne, så er der faktisk en stor mængde overordentlig solid symfonisk score på det ca. 48 minutter lange album.
Cmiral komponerede musikken til Battlefield Earth som en blanding af symfoniorkester med rig anvendelse af percussion samt allehånde synthesizereffekter, hvoraf nogle fungerer og nogle ikke gør. Scorets hovedtema præsenteres i det meget korte indledende cue, “Battlefield Earth Theme”, der er præcis 52 sekunder langt.
Det er ikke noget specielt fremragende hovedtema, primært fordi det er så relativt uartikuleret, som det er, og dermed hverken særlig let at identificere eller specielt mindeværdigt. Omvendt er det stort og bombastisk, og fungerer som sådan faktisk udmærket.
Korte cues
Den meget korte spilletid, som det indledende nummer har, er faktisk symptomatisk for albummet generelt: Når man fordeler i alt 48 minutters musik på hele 28 cues siger det sig selv, at der vil være mange meget korte numre iblandt, og det er lidt ærgerligt.
Det er imidlertid ikke komponistens skyld, for her er der tale om musik, der præsenteres i deres rene form som cues – åbenbart har der bare været mange steder i filmen, der kun har haft brug for musik i en ganske kort periode. Et eksempel på, hvor ærgerligt det er, kommer bl.a. i det fine cue “Hope at Last”, der med sine kun 54 sekunder føles som indledningen til et længere cue – og et cue, jeg gerne ville have hørt!
Det samme gælder det umiddelbart følgende cue, “The Cavalry” (nr. 20) – et stort og bombastisk actioncue med kor og masser af blæsere. Det er virkelig fedt, men desværre også meget kort.
Actionmusik spiller en stor rolle på scoret til Battlefield Earth, og der er da også en række rigtig fine actioncues. Cmirals evne til at anvende percussionsektionen rigtig godt er blevet fremhævet af mange – det gjaldt også for hans glimrende score til Ronin – og slagtøj er da også en væsentlig bestanddel af actionmusikken i Battlefield Earth.
Hele vejen igennem albummet er der adskillige aldeles fremragende cues af denne slagtøjstunge type. Det starter sådan set allerede med “The Dome” (nr. 2), hvor også det anselige kor kommer ind med glimrende virkning. På anden halvdel af albummet finder vi flere rigtig fede cues af samme type. Det gælder således for de fire, der starter med “Air Battle” (nr. 21), og slutter med “Dome Explodes” (nr. 24).
Med det efterfølgende cue, “Gas Drone and Fight” (nr. 25) kommer så et eksempel på ét af de cues, hvor Cmirals anvendelse af synthesizer ikke er så heldig, og det er noget, der gælder for en del cues rundt omkring.
Værst er måske de to cues “Psychlo Wrangler” og “Psychlo’s Top 40” (nr. 13 og 14), hvor især sidstnævnte er virkeligt prøvende! Her er der tale om larmende underscore, der ikke efterlader noget positivt indtryk. Det er muligt, at det er passende i filmen, men det kunne med fordel have været undladt på albumudgivelsen.
Der er også nogle fine suspenseprægede cues, f.eks. det “Jonnie’s Enlightenment” (nr. 6), hvor strygere og synthbeats smelter glimrende sammen, eller “Man Animal Revolt” (nr. 11), hvor Cmiral bygger glimrende op til en flot fremførelse af hovedtemaet.
Mere atmosfæreprægede cues findes der også – bl.a. “Chrissy” (nr. 8) og “Mountain Tribe” (nr. 12), hvor Cmiral gør brug af den nu klichéprægede mellemøstlige klagende kvindevokal – men som tilbage i 2000 stadig var hot shit inden for filmmusikken.
Endelig rundes albummet fint af med det forløsende “We’ve Won” (nr. 27), blandt andet med patriotisk solotrompet og lige så patriotiske strygere, og slutteligt det mere actionorienterede “End Titles”-nummer (nr. 28).
Bedre musik end filmen fortjente
Som det ser ud i dag er Battlefield Earth et middelmådigt album på 48 minutter, der med lidt programmering af CD-afspilleren eller iTunes kan redigeres ned til et særdeles godt 35 minutter langt album.
Desværre er der mange, der har slået Cmirals musik i hartkorn med filmen, som musikken er komponeret til, og denne holdning synes langt hen ad vejen også at være gældende for de anmeldelser, man kan finde af albummet på nettet.
Det er lidt synd, at mange anmeldere ikke har kunnet sætte sig ud over deres irritation over den latterlige film, og det er ekstra paradoksalt, når man læser samme anmelderes overstrømmende rosende anmeldelser af eksempelvis Jerry Goldsmiths mange gode scores til latterligt dårlige film.
Godt nok er Cmiral bestemt ingen Goldsmith, men ligesom den afdøde mesterkomponist har Cmiral i tilfældet Battlefield Earth komponeret et score, der er uendeligt meget bedre end den film, musikken er skrevet til.
Det er synd, at så mange filmmusikanmeldere derude ikke har kunnet se kvaliteterne, der gemmer sig på den lidt for lange albumudgivelse, men det er endnu mere synd, at det lader til, at den synkende skude, der var Battlefield Earth, tog Cmiral med sig ned.
Man kan kun håbe på, at han får muligheden for at vise sit værd igen på nogle bedre projekter, end dem, han ansættes på i disse år. Han er i hvert fald betydeligt mere talentfuld end en hel del komponister, jeg godt kunne nævne ved navn, og som rutinemæssigt hyres til at komponere musik til de største sommerblockbusters i disse år.
Nummerliste:
1. Battlefield Earth Theme (0:52)
2. The Dome (3:31)
3. Jonnie Leaves (1:34)
4. Meeting Carlos, the Hunter (1:18)
5. Teri (1:38)
6. Jonnie’s Enlightenment (1:56)
7. The Plan / Fort Hood (2:42)
8. Chrissy (1:03)
9. Denver Library (1:19)
10. Chrissy Collected (1:40)
11. Man Animal Revolt (2:52)
12. Mountain Tribe (1:42)
13. Psychlo Wrangler (2:28)
14. Psychlo’s Top 40 (2:07)
15. Commence Revolt (3:10)
16. Do You Want Lunch? (1:34)
17. Revolt Continues (2:16)
18. Options for Renewal (2:00)
19. Hope at Last (0:54)
20. The Cavalry (0:33)
21. Air Battle (1:50)
22. Trench Attack (0:52)
23. Web Cracking Stops (1:47)
24. Dome Explodes (1:54)
25. Gas Drone and Fight (1:43)
26. Mickey the Hero (0:40)
27. We’ve Won (1:12)
28. End Titles (1:33)
Total spilletid: 48:52
Komponeret af: Eliz Cmiral
Dirigeret af: Conrad Pope
Orkestrering: Erik Lundborg & Elia Cmiral
Elektronisk score fremført af: Elia Cmiral
Elektronisk percussion programmeret af: Elia Cmiral
Yderligere orkestrering: David Slonaker & William Motzing
Produceret af: Elia Cmiral
Komponeret: 2000
Udgivet: 2000
Label: Varèse Sarabande – VSD-6144
Anmeldt i nr. 33 | 13/07/2008
Stikord: Alien Invasion, Filmatisering, Rumvæsner