Killing Machine

Judas Priest er et band, som mange mennesker har fordomme omkring. Især mennesker der aldrig har hørt dem.

Den udbredte opfattelse er, at det er en gang uinspireret firser-guitarfræs, og at forsanger Rob Halford skriger sig gennem numrene med en stemme, der mest af alt minder om en kastratsanger på helium. Firsermetal er der i allerhøjeste grad tale om, men uinspireret – NEJ!

Judas Priest opfandt mere eller mindre genren. Det er svært at undervurdere hvor stor en betydning, Judas Priests produktion fra de sene 70’ere har haft for metalscenen i firserne.

Og ja, Rob Halford skriger! Men ikke hele tiden. Han er en sanger med et utrolig stort register, der ubesværet kan gå fra en dyb aggressiv snerren til en skærende falset. Det er dog især på de første plader og på dem fra midten af firserne, at den gode Halford udfordrer den højeste del af sit register. På de bedste Judas Priest-plader formår han at begrænse skrigeriet, så det bliver til en fed effekt i de enkelte numre.

Fra glamrock til heavy metal

1978 var året, hvor Judas Priest for alvor fik deres kommercielle gennembrud. Det var pladen Killing Machine, som blev udsendt under titlen Hell Bent for Leather i USA året efter, der for alvor satte Judas Priest på heavy metal-tronen. Et sted de i løbet af de næste par år befandt sig. De kom til at stå som konger af den genre, der blev kendt som the New Wave of British Heavy Metal.

Det Birminghambaserede band havde allerede opnået kunstnerisk succes med pladerne Sad Wings of Destiny (1976), Sin After Sin (1977) og Stained Class (1978), men Killing Machine blev deres kommercielle gennembrud. Judas Priest debuterede allerede i 1974 med Rocka Rola. Pladecoveret forestillede naturligvis en kapsel med påskriften “Rocka Rola”, skrevet med samme font som et kendt sodavandsfirma benytter.

Rocka Rola var præget af, at Judas Priest endnu ikke havde fundet sin egen stil. Musikken var typisk 70’er glamrock, der lød som en blanding mellem Kiss og Sweet. Bestemt ikke noget der pegede i den retning, som Judas Priest skulle gå. Med den næste plade, Sad Wings of Destiny, fandt Judas Priest mere sig selv som band, og med Sin After Sin såvel som Stained Class, fik de fastslået, at de ikke skulle opfattes som et tyggegummi-glamrock-orkester, men var et rendyrket Heavy Metal-band.

Selv om Judas Priest opnåede en vis anerkendelse med de tidlige plader, havde bandet stadig svært ved at komme ud af de gamle forbilleders skygge. De navne inden for genren, Black Sabbath, Kiss og Deep Purple regerede stadig, trods deres både kunstneriske og kommercielle stagnation.

Saltvandsindsprøjtning

Med Killing Machine kom Judas Priest langt om længe ud af skyggen fra halvfjerdsernes metalscene, og pladen var en nødvendig saltvandsindsprøjtning til hele metalgenren, der blev en milepæl – ikke bare for Judas Priest, men for hele scenen.

”Delivering the Goods” hedder åbningsnummeret på pladen, og det er lige, hvad de gør. Guitarist K. K. Downing og trommeslager Les Binks åbner med et sejt, groovende tungt midtempo-riff, hvorefter resten af gruppen kommer på og giver den gas.

Bandets andre medlemmer talte på dette tidspunkt guitaristen Glenn Tipton, bassist Ian Hill og bandets karismatiske forsanger Rob Halford. ”Delivering the Goods” giver lytteren et glimrende forvarsel om, hvad der venter på resten af albummet: Tonstung power chord-baseret heavy metal med monstrøse og rungende trommer samt en forsanger, der inciterende og insisterende snerrer sine tekster ud til publikum.

Ny lyd

Den afgørende forskel fra Killing Machine til Judas Priests tidligere produktion, og til de fleste andre heavy metal-plader, der var udkommet, er lyden. Killing Machine satte helt nye standarder for, hvordan metalmusik skulle lyde. Pladen er produceret af James Guthrie, der også havde fået lov til at producere et par numre på Stained Class, som faldt i bandets smag.

James Guthrie tilføjede en ordentlig omgang diskant til lydbilledet, og skruede samtidig kraftigt ned for mellemtonen. Dette bevirker, at lyden ikke blev nær så mørk og sløret, som tilfældet ofte var på 70’ernes metalproduktioner.

Samtidig kommer de enkelte instrumenter til at fremstå klarere i lydbilledet, når der tilføres mere power på diskanten. James Guthrie lagde også en del rumklang ind i mixet, især på trommerne, der således kom til at lyde mere rungende og fyldige.

Dette fornyede lydbillede betød, at Killing Machine lød betydeligt friskere og langt mere moderne end alt hvad der ellers udkom på metalfronten dengang. Det mere diskantede lydbillede, fik det hele til at lyde meget mere aggressivt, energisk og levende. Lyden var stadig hård og tung, men uden 70ernes mudder, og pegede frem mod en ny tid.

Ny stil

Det var dog ikke kun lyden, der pegede frem mod noget nyt. Hele hypen omkring bandet og deres stil ændrede sig med denne plade. Samtidig med at Judas Priest musikalsk trådte ud af 70’erne på Killing Machine, forandrede de også stil og attitude. I halvfjerdserne var der ikke rigtig nogen forventninger til, hvordan en heavyrocker så ud. De eneste, der havde en særlig og letgenkendelig stil var Kiss, der med deres sminke og helt bizarre påklædning, skabte opmærksomhed. Kiss havde dog mere eller mindre patent på denne stil, da alt, hvad der mindede for meget om dette, ville blive opfattet som plagiat.

Med Killing Machine lancerede Judas Priest imidlertid som det første store band det klassiske heavy-look: lædertøj, nitter og langt permanentet hår. I de gamle glamrockdage, havde Judas Priest ikke været blege for at optræde i spraglet paillettøj, plateaustøvler og Stetsonhatte. Denne epoke var slut.

Fra nu af sås Judas Priest kun i sort, nittebeklædt lædertøj, stramme spandexbukser og kæder. Rob Halford barberede sig pilskaldet, og på den efterfølgende verdensturne entrede han hver aften scenen på en Harley Davidson til tonerne af “Hell Bent for Leather”.

Judas Priest viste, at for at være en del af metalkulturen, skulle man ikke kun spille eller høre hård musik, man skulle også se hård ud. Hermed blev Judas Prist ikke kun musikalsk men også stilistisk forbillede for masser af fremstormende bands, og for flere hundredtusinde teenageknægte, der i 80’erne stik mod alle modetendenser lod deres hår vokse langt, og til deres mødres store fortrydelse begyndte at gå med læderjakke, sorte jeans og nittebælte.

Klassisk 80’er-metal

Musikalsk byder Killing Machine på det man i dag vil kalde klassisk 80’er-metal, men man må stadig huske på, at det faktisk var første gang, at man hørte noget lignende. Musikken er typisk middel- til uptempo, med få undtagelser. Generelt er pladen spækket med fængende melodier og omkvæd, der er lige til at brøle med på. Masser af lækre riffs og guitarsweeps og ikke mindst et usandsynligt råt, hårdtslående og groovy trommespil, som ikke mindst Metallicas Lars Ulrich må have fået meget ud af at lytte til.

Alle numre er korte, kontante og musikalsk set rykker pladen virkelig. Det er musik med gang i. Numrene er strukturelt ikke særligt komplekse. De lange og episke metalnumre havde Judas Priest forsøgt sig med tidligere, men gik væk fra dem igen på Killing Machine og lod siden andre om at udfolde sig her. Strukturen i det typiske nummer på albummet er som regel ikke mere kompliceret, end nogle forskellige kombinationer af riff, vers omkvæd, guitarsolo.

To numre adskiller sig dog musikalsk fra resten af pladen. Det ene er “Before the Dawn”, som både i stil, stemning og tempo er helt anderledes end alt, hvad man kunne forvente sig af Judas Priest. Her forsøger de sig med en sentimental ballade med en Halford i det eftertænksomme hjørne.

Det falder mildest talt ikke heldigt ud. Lad mig blot konstatere, at Judas Priest ikke har sin stærke side i det rolige og reflekterende. Det er ganske enkelt for fortænkt, og bandet lyder som om, de ikke helt selv tror på det.

Så forholder det sig helt anderledes med det andet, lidt afvigende, nummer. Det drejer sig om “Take On the World”, der nærmest må betegnes som noget så udsædvanligt, som en heavy metal-hymne. Trommerne buldrer af sted i højt tempo uden brug af bækkener eller hi-hat, mens Rob Halford manisk og med usædvanlig stor patos, fremfører teksten. Han lyder som en gal folkeforfører, der maner de jublende folkemasser til oprør.

Når man samtidig forestiller sig ham iklædt læderkasket, nitter, spandexbukser og pisk, kan man ikke undgå at få smukke billeder i hovedet. Nummerets fængende rytme og åbenlyse syng med-kvaliteter gør dog, at det sammen med åbningsnummeret “Delivering the Goods”, metalklassikeren “Hell Bent for Leather” og det tonstunge afslutningsnummer “Evil Fantasies”, hører med til albummets stærkeste.

Remastered

Det er en remasteret udgave fra 2001, der ligger til grund for denne anmeldelse, hvorpå der ud over albummets originale 11 skæringer er tilføjet to hidtil uudgivne bonusnumre. Det drejer sig om en liveudgave af “Riding on the Wind”, og studieindspilningen af “Fight for Your Life”, der var skrevet til Killing Machine, men aldrig fandt vej til det endelige album, da der ikke var plads på den oprindelige LP-version.

Her er det tydeligt, at hvem end der har haft det sidste ord omkring pladen, har valgt at tænke kommercielt i stedet for kunstnerisk. Det er synd, for “Fight for Your Life” er et glimrende nummer, der på mange måder er bedre end andre af de sange, der fandt vej til den endelige version.

Brugsmusik

Hvis ens fascination af metalgenren primært består af kærlighed til dystre sangtekster, der fremstiller samfundets skyggesider, eller får en til at reflektere over sindets mørke afkroge, skal man ikke høre Killing Machine og generelt holde sig fra Judas Priest.

Tekstmæssigt omhandler Killing Machine en blanding, der bevæger sig omkring metalgenrens traditionelle fascination af det okkulte, og Judas Priests nye læder/biker-stil. Langt de fleste af sangene handler om at trykke den af, feste og leve live fuldt ud og så ellers blæse på omkostningerne.

Det næstmest benyttede tema er seksuel besættelse og lyst. Faktisk er det højst befriende, at teksterne på Killing Machine ikke handler om noget som helst. Judas Priest foregiver ikke noget helst eller. Ved at befinde sig ude på det tekstmæssige overdrev, undgår gruppen at gå i den patetiske fælde, som så mange andre bands der i et ubehjælpsomt forsøg på at skrive seriøse sangtekster, ender i det pinlige og patetiske.

Man skal ikke høre Killing Machine for at blive klogere på noget som helst eller finde trøst i, at man ikke er den eneste der er ked af det. Derimod egner pladen sig glimrende til afspillet i festligt lag og til at komme i godt humør af. Det er musik man hører mens man tuner sin knallert, eller stiver sine seje attituder at over for gutterne til en omgang dåsebajere. Det er brugsmusik, der burde tiltale enhver, der godt kan lide heavy metal. Musikken lyder fedt, forsangeren har en sej stemme og mere er der ikke ved det.

Nummerliste:
1. Delivering The Goods (4:16)
2. Rock Forever (3:19)
3. Evening Star (4:06)
4. Hell Bent For Leather (2:41)
5. Take On The World (3:00)
6. Burnin’ Up (4:07)
7. Green Manalishi (With The Two-Pronged Crown) (3:23)
8. Killing Machine (3:01)
9. Running Wild (2:58)
10. Before The Dawn (3:23)
11. Fight For Your Life (bonus track) (4:06)
12. Riding On The Wind (live/bonus track) (3:15)

Total spilletid: 45:56

Anmeldt i nr. 5 | 13/03/2006