High Voltage

Den udgave af AC/DC’s High Voltage, der ligger til grund for denne anmeldelse, er den første udgave af pladen, som blev lanceret uden for Australien. Det var nemlig først i 1976, de internationale pladekøbere fik muligheden for at stifte bekendtskab med gruppen.

Kombination

Numrene på den version af High Voltage, der landede i alverdens pladebutikker stammer fra AC/DC’s to første albums, High Voltage (1974) og T.N.T. (1975), der kun udkom i Australien. AC/DC turnerede i 1976 flittigt i Storbritannien såvel som resten af Europa, og det håbefulde unge band manglede en plade at tilbyde den støt voksende fanskare. Derfor var det en oplagt idé at kombinere det bedste fra bandets to første plader i en international debut.

På dette tidspunkt bestod AC/DC af Malcolm Young (guitar), Angus Young (leadguitar), Bon Scott (vokal), Phill Rudd (trommer) og Mark Evans (bas). Det var dette line-up, der fra 1975 og op til engang op i firserne udgjorde AC/DC. Bandets faste omdrejningspunkt – de to brødre Malcolm og Angus Young – var de to eneste originale medlemmer af gruppen.

Bandet blev dannet i 1972-73 og havde helt op til deres anden australske plade nærmest en svingdør installeret, for medlemmer kom og gik. Det var især pladserne som bassist og trommeslager, der var varme. Året efter debutkoncerten på Chequers Club i Sydney fik bandet den forsanger, der sammen med Angus Young blev ikonet for bandets bad boy-stil – nemlig den notoriske drukkenbolt og ballademager Bon Scott.

Lømmel

Bon Scott fortjener en særlig omtale. Han var det, man mildest talt kunne kalde en utilpasset lømmel. Scott var ikke helt ubekendt med musikertilværelsen, og havde været forsanger i forskellige bands, indtil et motorcykeluheld i 1973 satte en stopper for karrieren. Derefter drev han lidt omkring, og arbejdede bl.a. som bagersvend, men måtte en tur i kachotten for at have bestjålet sin mester. Efter denne episode fik han job som chauffør på AC/DC’s tourbus omkring årsskiftet 1973-74.

Det var ikke mindst på grund af ham, at bandet konstant skiftede medlemmer. Han havde altid et godt råd til de to unge Young-brødre om, hvad der skulle til, før de blev rigtigt fede. Han forsøgte sig endda selv som trommeslager, inden det gik op for ham, at det var en ordentlig forsanger, bandet manglede. Bon Scott havde dog ikke set sig selv i rollen som forsanger, men Young-brødrene gav ham tjansen som en udfordring, han ikke kunne afslå.

Den aften Bon Scott debuterede som forsanger for AC/DC, var han et nervevrag, og kort inden han skulle på scenen, bundede han to flasker whisky blandet op med amfetamin. Aftenens optræden blev legendarisk, og AC/DC havde fundet sin endelige lyd. Det er værd at notere sig, at Bon Scott var betydeligt ældre end bandets øvrige medlemmer. Han var selv 28 år, da han blev optaget i gruppen. På det tidspunkt var Malcolm 20 og Angus på 15 år var lige gået ud af skolen.

Pige, matrostøj, gorillakostume og skoletøj

Leadguitarist Angus Young var (og er stadig) den anden af bandets to frontfigurer, og det er da også ham, der pryder albummets forside. Det var egentlig storebror Malcolm, der havde dannet AC/DC, og Angus kom angiveligt med, fordi Malcolm ikke gad spille soloer.

Angus blev hurtigt bandets energiske midtpunkt, der hoppede og sprang rundt på scenen, gerne hoppende med det ene ben foran det andet, inspireret af rock ‘n’ roll-legenden Chuck Berrys klassiske duck-walk. Chuck Berry er i øvrigt, ifølge Angus selv, hans største musikalske inspirationskilde.

Angus har senere forklaret, at grunden til at han er så aktiv på scenen, er, at han på den måde blev sværere at ramme med flasker og andet kasteskyts, som aggressive publikummer ofte kastede rundt med i bandets tidlige dage. Det stod hurtigt klart for bandet, at Angus med sit vilde sceneshow var en sællert.

Derefter var idéen med en udklædning nærliggende, men den flabede lille knægt iklædt skoleuniform, spillende på den røde “djævlehornsguitar”, som blev Angus’ kendemærke, var ikke en karakter, de fandt på lige med det samme. Angus måtte ydmyge sig selv med at optræde både som pige, i matrostøj og endog i et stort gorillakostume, før nogen fik den oplagte idé, at han bare kunne beholde sit skoletøj på.

Satte standarden

AC/DC’s vej til pladestudierne var nok lidt lettere end for de fleste andre bands. Det var deres storebror George Young, der sammen med makkeren Harry Vanda hev AC/DC i studiet hos det lille selskab Albert Productions. Harry Vanda og George Young havde selv en fælles fortid i det halvkendte tresserband The Easybeats.

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at makkerparret Vanda/Young var lige så vigtige for AC/DC, som Angus’ skoleuniform og Bon Scotts særprægede stemme.

Sammen skabte de den rå lyd, der blev AC/DC’s varetegn og satte standarden for alverdens garagebands siden. Sammen producerede de bandets seks første plader, der måske ikke var AC/DC’s største kommercielle succeser, men kunstnerisk satte standarden for, hvordan bandet skulle lyde.

En stor skråt op-finger til 70’ernes musikscene

Langt de fleste numre på High Voltage stammer fra bandets anden plade T.N.T. Bandet og de to producere havde her fået sporet sig ind på den musikalske stil, og hvordan lyden skulle være. Der er tale om uforfalsket bluesinspireret hard-rock. Fra Malcolm Young slår strengene an til den første powerchord i riffet på åbningsnummeret, “It’s a Long Way to the Top (if you Wanna Rock’n’Roll)”, til afslutningsnummeret, “High Voltage”, fader ud tre kvarterer senere.

Det forunderlige ved musikken på High Voltage er, at første gang man hører den, lyder pladen behageligt bekendt. Man har hørt det før et eller andet sted, og der går da også en lige linie fra Robert Johnson, John Lee Hooker og især en Muddy Waters til High Voltage. AC/DC har formået at inddampe essensen fra de gamle bluesmestre og gøre dette til deres egen.

Bandets rytmegruppe, med Malcolm Youngs klippefaste rytmeguitar i centrum, spiller kun det allermest nødvendige, men med en lyd der er så rå og upoleret, at det ikke er hørt lignende i en bluesinspireret sammenhæng før. Hans spil bliver til både riff og rytme på en gang, der virkelig bærer musikken hele vejen igennem. Oven på dette fundament lægger Angus Young så sin leadguitar, og Bon Scotts hæse, raspende, yderst særprægede stemme fuldender billedet.

Således undgår AC/DC at plagiere bluesmusikken, men formår at tage nogle blues- og rockklichéer, og anvende dem på en ny måde. Lydbilledet er på en gang nøgent, men samtidig varmt og indbydende. Det er musik uden unødvendigt pynt og staffage. Der er ikke tale om teknisk kompliceret musik, der kræver meget af sin lytter.

Det er enkelt og upoleret, men til gengæld leveret med en fantastisk insisterende energi og en fræk attitude, der har været en stor skråt op-finger til 70’ernes rockscene. En scene der med bands som Deep Purple, Led Zeppelin og Queen i spidsen, var domineret af storladen og kompliceret stadionrock. Og det vel at mærke, før punkmusikken begyndte at slå igennem som en reaktion på det samme.

Op gennem halvfjerdserne blev AC/DC det band, som samlede dem, der ikke følte sig hjemme i den musikalske mainstream, men som heller ikke blev tiltalt af Heavy Metal-scenens flirteri med det okkulte eller Punkens kaotiske og destruktive univers.

Sex, drugs and rock rock ’n’ roll

Allerede åbningsnummeret viser, at der her er tale om et band med humor, da der pludselig brager en sækkepibe igennem, spillet af Bon Scott, der leverer en uforglemmelig sækkepibe-guitarchase med Angus Young. “T.N.T.” er nok det nummer på pladen, man i første omgang hæfter sig ved som et af de bedste, men det er svært at vælge. Det musikalske bundniveau ligger ret højt på albummet. Der er ingen numre, som falder igennem.

Et særligt kendetegn ved AC/DC er, at de aldrig spiller rigtigt stille numre. Man kan godt sætte tempoet ned i sange som “The Jack” og “Little Lover”, men der bliver stadig slået til på trommerne, og der kommer ikke mindre distortion på guitaren bare fordi man spiller noget, der minder om en ballade. Det behøver vel heller ikke nævnes, at lyden af en akustisk guitar aldrig har fundet vej til en AC/DC-plade.

De enkelte sange på albummet afspejler direkte bandets aktuelle situation, som et nyt energisk upcoming band, der lever et hårdt turnéliv med masser af sprut, damer og slagsmål. De to første numre handler direkte om bandets brændende ambitioner om at nå toppen. I alt fire ud af de ni numre er rock’n’roll-numre, der ikke handler om andet end rock’n’roll. Det er jo altid et godt tema at skrive sine tekster over, hvis man ikke lige har andet på hjerte. På den måde får de da også gjort lidt reklame for sig selv gennem teksterne, og fortalt alle hvor seje de er.

Fire andre sange omhandler et lige så klassisk rock’n’roll-tema, nemlig piger. Selv om teksterne ikke er eksplicitte, kan der ikke være nogen tvivl om de seksuelle metaforer – det her handler om meget mere end at gå ture og holde i hånd! “T.N.T.” er det klassiske nummer for alle utilpassede knægte, der føler sig udenfor og ugleset. Sammen med Bon Scott kan enhver fantasere med om at være den rå gut, som alle hader og frygter, men som scorer damer og er ligeglad, “for I kan bare få nogen tæsk”.

Tekstuniverset på High Voltage handler overordnet set om sex, drugs and rock ‘n’ roll og ellers bare at være ligeglad med hvad folk tænker, så længe man har det sjovt. I den forbindelse er det spøjst, at et enkelt nummer på pladen handler om konsekvenserne af denne livsstil, nemlig bluesrockeren “The Jack”, som omhandler kønssygdomme. Der er dog ikke mere refleksion i teksten, end at hele ansvaret bliver lagt over på kvinden.

Ikke mindst AC/DC’s tekster var med til, at de blev stemplet som umoralske og frastødende. Set i lyset af hvad nutidens rappere, selv på mainstreamscenen, kan slippe af sted med, virker AC/DC’s tekster nu relativt uskyldige.

Holder stadig

High Voltage holder stadig efter 30 år, og hører til i toppen af bandets produktion. Den klassiske lyd, der lanceres på albummet bliver kendetegnende for AC/DC op gennem halvfjerdserne og skoledannende for alverdens hardrockbands siden. Man kan slet ikke forestille sig hvordan hele senhalvfemsernes garagerockbølge ville have lydt uden inspirationen fra AC/DC.

Musikken lyder stadig frisk, og der er rigtig mange ørehængere og fængede riffs blandt pladens ni skæringer. Den dag i dag er både “The Jack” og “T.N.T” stensikre ved enhver AC/DC koncert, og hvis man er heldig, ryger der et par mere på sætlisten.

Nummerliste:
1. It’s a long way to the top (If You Wanna Rock ‘n’ Roll) (Young, Young, Scott) (5:16)
2. Rock ‘N’ Roll singer (Young, Young, Scott) (5:04)
3. The Jack (Young, Young, Scott) (5:52)
4. Live Wire (Young, Young, Scott) (5:50)
5. T.N.T. (Young, Young, Scott) (3:34)
6. Can I sit next to you girl (Young, Young) (4:12)
7. Little lover (Young, Young, Scott) (5:37)
8. She’s got balls (Young, Young, Scott) (4:51)
9. High voltage (Young, Young, Scott) (4:03)

Total spilletid: 42:59

Anmeldt i nr. 5 | 13/03/2006