BloodRayne

Endnu en gang hjemsøges Planet Pulp af tyskeren Uwe Boll. De to film House of the dead (2003) og Alone in the Dark (2005), der tidligere er blevet anmeldt, har ikke fået mange rosende ord med på vejen, ganske enkelt fordi de var så himmelråbende elendige.

Men hvorledes skal det gå med BloodRayne, der er baseret på computerspillet af samme navn, og har skuespillere som Ben Kingsley, Michael Madsen og Billy Zane på rollelisten? Skal vi endelig til at se en Uwe Boll, der efterhånden har lært at lave en film og bare er tilnærmelsesvis værd at bruge 90 minutter på? Skal vi således for eftertiden begynde at tale pænt om Herr Boll, eller har vi stadig lov til at skælde ham godt og grundigt ud? Læs endelig videre, men først et lille resumé.

Halvvampyr

BloodRayne foregår i 1800-tallets Rumænien, og Kristanna Loken spiller den sexede halvvampyr (kaldet en Dhampir) Rayne, der som ganske lille så sin moder blive dræbt af den vederstyggelige Kagan, der er vampyrernes hersker. Man erfarer også i filmen, at Rayne er Kagans datter, hvilket vil sige, at det ikke er første gang, Kagan forgriber sig på moderen.

Hvad der tilstødte Rayne efter moderens død vides ikke, før vi stifter bekendtskab med hende som voksen. Her er hun en stor attraktion i et omrejsende cirkus, hvor hun vises frem for publikum og tortureres og vansires, men til tilskuernes store forundring lukkes hendes sår på magisk vis, da hun drikker blodet fra et får.

Andetsteds har Vladimir (Michael Madsen), Sebastian og Katarin – der er medlemmer af den hemmelige Brimstone-orden, som har til opgave at finde og nedkæmpe vampyrer – fået et tip om Rayne og begiver sig på vej til cirkuset for at undersøge sagen nærmere. Men da de ankommer til cirkuset, ser de et sandt blodbad. Mange af cirkusets artister og ansatte er tappet for blod, og efter en kort snak med Raynes dødeligt sårede veninde – som de efterfølgende hurtigt selv dræber – er de på sporet igen.

Meat Loaf som vampyr-pimp

Rayne tager ind til en by, hvor hun kommer i kontakt med en spåkone, der kan forklare hende, at hun er den udvalgte, der skal stoppe Kagan og hans onde vampyrer. Rayne er meget ivrig efter hævn, men først må hun finde tre artefakter. Disse artefakter er de kropslige dele af en ældgammel vampyr ved navn Beliar. Hendes første mål er Beliars øje, der befinder sig i Solambria-klostret, og dernæst skal hun finde hans ene ribben og endelig hans hjerte. Men Rayne skal arbejde hurtigt, for Kagan er også ude efter disse artefakter, og hans hær af Thralls, anført af lederen Domastir, dominerer hele området.

Rayne slipper dog helskindet op til klostret og får ly for natten, hvorefter jagten på øjet begynder. Rayne sniger sig dog ikke rundt i mere end 30 sekunder, førend hun ved, hvor Beliars øje befinder sig. Efter en lille kamp med en vagt og nogle få stunts, hvor hun undgår en dødbringende fælde, får hun fingre i øjet. Der er dog ikke meget tid til at juble, for klostret er pludselig under angreb af Domastir og hans horde af Thralls.

Under en ekstremt kedelig kampscene, hvor Vladimir og hans Brimstone-bande også kommer til hjælp, bliver Rayne fanget af Domastir, der rider i sikkerhed hos vampyr-pimpen Leonid (spillet af Meat Loaf), der bor i det, man bedst kan betegne som et horehus for vampyrer – vampyrluderne spilles i øvrigt af rigtige rumænske prostituerede! Her vil Domastir vente, til det atter bliver nat, så han kan fortsætte. Men hvad han ikke ved er, at Vladimir og Sebastian er fulgt efter ham, og efter et lille raid på horehuset, hvor Leonid bliver dræbt, har de befriet Rayne, og får hende i sikkerhed hos Brimstone-ordenens hemmelige tilholdssted.

Her bliver Rayne nu oplært i kampens ædle kunst og sørme om der ikke også lige er tid til en hed sexscene, hvori Rayne og Sebastian er hovedpersonerne. Herefter er det nu op til Rayne at stoppe den onde Kagan sammen med Brimstone-banden, men det er ikke helt så let, som de troede. Mere skal ikke afsløres her, men se selv den kedelige afslutning, hvis du tør.

Godt: Kristanna smider tøjet – Dårligt: Alt det andet

Lad mig sige det med det samme, Uwe Bolls filmkunst stinker stadig. For det første er historien tynd såvel som overfladisk, og man savner i den grad mere indlevelse. Uwe Boll formår ikke at gøre personerne interessante, og man opnår således ikke noget særligt forhold til Rayne eller de andre personer i filmen. Samtidig virker det som om, de enkelte scener bare er kastet ind uden nogen videre planlægning. Uwe og hans kumpaner kunne lige så godt have mødt op på selve dagen og aftalt, hvad der nu skulle til at ske i filmen.

Dertil kommer en forrygende dårlig dialog, som desværre ikke er noget nyt i en Uwe Boll-produktion. Dette er samtidig også med til at forringe skuespillernes præstation, og man undrer sig i den grad over, hvad Ben Kingsley laver i filmen. Og så er der sexscenen! Efter at Rayne har haft mareridt rejser hun sig fra sin seng, og kaster sig liderligt over vampyrdræberen Sebastian. “Hvor kom det fra?” sidder man og spørger sig selv, og sandheden er, at der ikke findes nogen fornuftig forklaring. Selvfølgelig skal man på den anden side ikke klage over, at Kristanna smider tøjet, men scenen virker højst malplaceret.

Et andet væsentligt punkt, som skal fremhæves, er de håbløst dårligt koreograferede kampscener. Selvom kampene består af hurtige klip for at give en illusion af fart og intensitet, bemærker man lynhurtigt, at skuespillerne bevæger sig i et væsentligt langsommere tempo, hvilket gør alle kampscenerne kedelige og ligegyldige.

Overordnet fremstår alle skuespillere som elendige sværdkæmpere, men jeg bliver nødt til at fremhæve Michael Madsen som værende den dårligste af alle. Han tjatter med sit sværd til højre og venstre, og det ser mildest talt ud som om han knap nok gider, eller kan, løfte det. Om det så er mangel på form eller om Madsen blot har tænkt: “Lad mig få dette overstået, så jeg kan få mine penge”, skal ikke kunne siges, men det ser vitterligt rædselsfuldt ud.

Enkelte scener er også direkte tåbelige. F.eks. angriber Vladimir og Sebastian Kagans fæstning uden nogen videre plan, og bliver med det samme fanget og smidt i fangehullet, hvorefter de slipper ud ved at narre verdens måske nok dummeste vagt. Man bør næsten se filmen blot pga. disse to scener, hvilket til fulde illustrerer, hvor idéløs BloodRayne i virkeligheden er. En anden pinagtig scene er, hvor Rayne nævner, at hendes mor blev voldtaget og dræbt af Kagan mens hun så på, men det er ikke helt, hvad der sker i filmen. Faktisk bliver Raynes moder kun overfaldet og dræbt af Kagan.

Mange ubesvarede spørgsmål

Efter at have set filmen, sidder man tilbage med mange ubesvarede spørgsmål. Her nævnes blot et par stykker. Hvordan er det gået til, at Rayne er havnet i et freakshow? I filmen bliver det fastslået, at vampyrer har problemer med krucifikser, men det er åbenbart ikke helt tilfældet.

Rayne har f.eks. et krucifiks rundt om halsen i store dele af filmen, hvilket ikke ville kunne lade sig gøre da hun jo har vampyrblod i årerne, og samtidig viger andre vampyrer ikke bort, når de ser et krucifiks. Hvordan hænger det sammen? Hvorfor kan mandlige vampyrer gøre kvinder gravide? Og hvorfor kan det lade sig gøre at dræbe vampyrer med almindelige sværd? Jeg kunne nævne mange flere tilfælde, men vil blot konstatere, at filmen er en stor omgang rod og fyldt med ubesvarede spørgsmål.

Skal jeg give denne film nogle positive ord med på vejen må det være, at filmen rent visuelt er flottere end House of the Dead og Alone in the Dark, så en smule forbedring er dog at spore på det punkt, selvom det piner mig at skulle indrømme det.

Vi glæder os ikke til Uwes næste makværk

Det kan hermed konkluderes, at Bloodrayne er en elendig film, der ikke har noget fornuftigt at byde på, og som derfor absolut ikke kan anbefales at spilde tiden på. Således er det endnu engang lykkedes Uwe nærmest at voldtage et udmærket computerspil og fuldstændig smadre det. Det er mig stadigt ubegribeligt, hvorfor computerindustrien stadig lader ham erhverve licenser til deres spil.

Næste udspil vi kan forvente os fra den gale tysker er filmen In the Name of the King: A Dungeon Siege Tale, baseret over computerspillet Dungeon Siege, der bl.a. har Burt Reynolds på rollelisten. Dernæst følger filmene baseret over computerspillene Postal og Far Cry. Og sørme om der ikke også er en BloodRayne 2 på programmet, som efter sigende skulle foregå i det vilde vesten. Vi glæder os ikke.

BloodRayne er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

Anmeldt i nr. 14 | 13/12/2006

Stikord: Film baseret på computerspil, Vampyrer