Arthur Spiderwicks Felthåndbog til den Fantastiske Verden der omgiver os

4 minutters læsetid
Arthur Spiderwicks Felthåndbog til den Fantastiske Verden der omgiver os

Arthur Spiderwicks Felthåndbog til den Fantastiske Verden der omgiver os (herefter bare kaldet Felthåndbogen) er et supplementsbind til de fem bøger i Spiderwickfortællingerne, som vi tidligere har anmeldt her på Planet Pulp.

Umanerligt flot gimmick

Felthåndbogen er ikke en del af Spiderwick-bøgernes narrativ, som jo blev fuldendt i det femte bind, men snarere en umanerligt flot gimmick. Bogen er nemlig intet mindre end den Felthåndbog, som Grace-børnene kommer i besiddelse af i Spiderwickfortællingernes første bind.

Her lægger Tony DiTerlizzi og Holly Black altså et metalag ind over deres bogserie, og når man ser resultatet kan man ikke fortænke dem i at have gjort det. Til gengæld får man også mistanke om, at de har gjort det lige så meget for deres egen skyld, som de har gjort det for målgruppens.

Der er ingen tvivl om, at Spiderwick-bøgerne var skrevet til børn, der endnu ikke var helt gamle nok til at læse eksempelvis Harry Potter. Derfor er det en smule besynderligt at åbne Felthåndbogen og konstatere, at den i opbygning, indhold og udførsel klart synes at appellere mere til noget ældre børn og unge, og for den sags skyld voksne, der er vild med smukt illustrerede fantasybøger.

Forbliver ”in character”

Bogen begynder med et “facsimile”-brev, forfattet af den fiktive mand bag Felthåndbogen, Arthur Spiderwick. Brevet er trykt med en simuleret håndskrift, der faktisk – selv for voksne – er ganske svært læsbar, og denne skrifttype er typisk for bogen, hvor den konsekvent anvendes til at simulere Arhur Spiderwicks notater.

Selve brødteksten i bogen er dog sat med almindelige typer og letlæselig. Efter brevet følger et forord ved Tony DiTerlizzi, der forklarer hvordan han og Holly Black først kom i besiddelse af Felthåndbogen og om, hvordan de har rekonstrueret den stærkt beskadigede bog. Det er værd at bemærke, at forfatterne, alle de steder, hvor “de selv” kommer til orde i bogen, forbliver “in character” så at sige – med andre ord ophæver de aldrig selv illusionen om, at Felthåndbogen er ægte.

Efter forordet begynder så selve bogen (af Arthur Spiderwick) med et par kortere afsnit med titlerne “Den Usynlige Verden” og “Synet”, der fortæller lidt om emnet for bogen og om, hvem der kan se troldtøj og hvorfor. Så følger et afsnit om “Udrustning og Sikkerhedsgrej”, hvorefter selve bestiariet går i gang.

Bestiarium

For Felthåndbogen er nemlig et bestiarium, der på klassisk vis beskriver en række forskellige overnaturlige væsner og fabeldyr. Bestiariet er inddelt efter væsnernes habitat, og indeholder kapitler med titler som “I hus og have”, “I mark og skov”, “I sø, å og hav” og så videre.

Hvert kapitel indeholder en række beskrivelser af overnaturlige væsner og fabeldyr, der beskriver deres fysiske egenskaber og fortæller lidt om deres levesteder, opførsel osv. Bogen er altså opbygget som et ægte bestiarium, og de forskellige væsner beskrives komplet med inddeling i slægter og med latinske navne.

Teksterne er charmerende, og det er en væsentlig styrke ved bogen, at det faktisk er aldeles unødvendigt at have kendskab til Spiderwickfortællingerne for at kunne nyde beskrivelserne.

En fryd for øjet

Selv hvis man ikke nødvendigvis bryder sig om teksterne, så er der illustrationerne og bogens grafiske udtryk som helhed. Felthåndbogen er nemlig en umanerlig flot bog på alle leder og kanter. Først og fremmest er den gennemillustreret overordentligt smukt af Tony DiTerlizzi, hvis akvareller, tegninger og malerier er en fryd for øjet.

Alle beskrivelser er ledsaget af plancher med grafiske fremstillinger af de beskrevne væsner, og ikke nok med at der er mange helsidesillustrationer i bogen; der er også adskillige folde-ud-plancher – en feature, der yderligere bestyrker indtrykket af bogens “ægthed”. Alle sider med plancher og beskrivelser er ledsaget af margennoter af Arthur Spiderwick med den førnævnte relativt svært læselige skrift, hvilket yderligere er med til at give bogen et overordentligt helstøbt præg.

Brødteksten er sat med Boswell, en ganske gammeldags type, der både er flot og autentisk, og det samlede indtryk af alle faktorer er ganske overvældende. Der er med andre ord tale om et flot stykke boghåndværk, der på alle måder gør de egentlige Spiderwick-bøger komplet til skamme.

Mere voksen

De beskrevne væsner tæller både “rigtige” fabeldyr og væsner, opfundet til Spiderwick-bøgerne, men en meget væsentlig ting er, at alle er fornøjelig læsning. Man behøver som sagt ikke kende Spiderwickfortællingerne for at kunne nyde teksterne, og der er da også en hel del væsner med i Felthåndbogen, der aldrig optræder i bøgerne.

Man får naturligvis lidt ekstra kulør med hist og her, hvis man kender Spiderwickfortællingerne, men på ingen måde så meget at man bør føle sig nødsaget til at læse dem for at læse Felthåndbogen.

Det spøjse ved Felthåndbogen er, at den virker langt mere voksen end selve Spiderwickfortællingerne, og den vil uden tvivl, både på grund af sin form og udførsel, være en særdeles stor mundfuld for et barn i den aldersgruppe, som bøgerne er skrevet til. Det får som nævnt én til at overveje om ikke Felthåndbogen er lavet lige så meget for forfatternes egen skyld, eller til voksne, der har en svaghed for denne type bøger.

Barnetro

Uanset hvad, så er Arthur Spiderwicks Felthåndbog til den Fantastiske Verden der omgiver os en afsindig flot bog, som mange, der ikke nødvendigvis ville røre Spiderwickfortællingerne med en ildtang, vil kunne få glæde og fornøjelse af. Alene det at bladre rundt i bogen og kigge på illustrationerne, layoutet og den generelle udførsel er en fornøjelse.

Absolut anbefalelsesværdig og en kærkommen undskyldning for i en kort stund at glide ind i barnetroen på nisser, alfer, trolde og kæmper.

Arthur Spiderwicks Felthåndbog til den Fantastiske Verden der omgiver os er venligst stillet til rådighed af Gyldendal.

4 stjerner
Titel: Arthur Spiderwick’s Fieldguide to the Fantastical World Around You
Forfatter: Tony DiTerlizzi & Holly Black
Udgivet: 2005
Forlag: Simon & Schuster
hvid
Anmeldte udgave:
Titel: Arthur Spiderwicks Felthåndbog til den Fantastiske Verden der omgiver os
Udgivet: 2006
Forlag: Gyldendal
Format: Hardcover
Sideantal: 123 sider

Anmeldt i nr. 14 | 13/12/2006

Stikord: Fabeldyr, Fantasy, Intertekstualitet

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.