Zombi 3

Zombi 3 er en lille skodperle for folk med hang til zombiefilm og italiensk B-films-horror. Lad ingen være i tvivl: Zombi 3 er ikke nogen god film i traditionel forstand, og i forhold til andre italienske zombiefilm er den også langt under lavmålet, især når man tager i betragtning, at Lucio Fulci er krediteret som instruktør.

Til gengæld er filmen smækfyldt med så mange ubehjælpelige skuespilpræstationer, at den faktisk, for undertegnede i hvert fald, har en betydelig underholdningsværdi. Endelig må det siges, at det faktisk er enkelte scener i filmen, der besidder en særegen atmosfære, hvilket uden tvivl er Fulcis værk, mens mange af de dårlige scener må tilskrives de svære omstændigheder, der ligger bag filmens tilblivelse.

For mange kokke…

Zombi 3 er nemlig ikke kun Fulcis værk. Som følge af et manuskript, som Fulci tilsyneladende ikke var tilfreds med og det faktum, at instruktøren var syg under indspilningen, endte filmen nemlig som noget helt andet end manuskriptforfatteren Claudio Fragasso havde tænkt sig.

Fulci kasserede mange af Fragassos scener, og filmen, der oprindelig var tiltænkt en spilletid på 100 minutter endte i Fulcis endelige cut med kun at være 50! Det var alt for lidt for producenterne, og for at redde filmen blev en anden af Italiens B-films-legender, Bruno Mattei, bragt ind for at optage nye scener.

Disse scener blev skrevet af Claudio Fragasso, men lader ikke til at have været de kasserede scener fra det oprindelige manuskript. Ifølge Fragasso selv skrev han i hvert fald de nye scener således at de ikke ville være nødt til at gå ind og ændre i de ting, Fulci havde lavet, men blot kunne tilføje nye scener hist og her.

Særdeles svingende kvalitet

Resultatet er, ikke overraskende, særdeles svingende i kvalitet, og det overordnede indtryk er, set med kritiske øjne, ikke godt. Hvis man til gengæld holder af film, der er så dårlige at de er gode, så går man ikke galt i byen med Zombi 3.

Inden jeg redegør for, hvad filmen handler om, må jeg lige slå fast, at filmen, på trods af sin titel, intet har at gøre med Fulcis Zombi 2, også kendt som Zombie Flesh Eaters, fra 1979, der i sig selv var en italiensk fortsættelse af Romeros Dawn of the Dead (1978), der på italiensk fik titlen Zombi.

Producenterne har blot udnyttet, at både Romeros film (der i øvrigt i Italien blev klippet om af Dario Argento) og Fulcis fortsættelse blev kæmpehits, og derfor søgt at lukrere på titlen. Zombi 3 er med andre ord en enkeltstående film.

Kenny, Roger og Death One

Filmens handling er en tynd kop the, der kun eksisterer for at give lejlighed til at vise en masse zombieangreb på historiens hovedpersoner. Filmen foregår på Filippinerne, hvor en flok videnskabsmænd har arbejdet for den (formodentlig) amerikanske hær med at fremstille et biologisk våben med det særdeles suspekte navn “Death One”.

Da en flok terrorister af uvisse årsager forsøger at sætte sig i besiddelse af virussen slipper det ved et uheld ud. Hæren sætter straks specialstyrkerne ind for at finde den inficerede terrorist, hvilket da også lykkes, men så begår de den fejl at kremere liget. Sygdommen slipper nemlig ud sammen med asken fra kremeringen, ganske som i The Return of the Living Dead (1985), og snart er egnen overrendt med blodtørstige zombier.

Inden da er vi dog blevet introduceret for vore hovedpersoner, der primært består af de to soldater med de fantastiske navne Kenny og Roger (Deran Sarafian og Ottaviano Dell’Aqua) samt en flok piger, hvor den primære kvindelige hovedperson Patricia spilles af Beatrice Ring. Deran Sarafian har i øvrigt senere primært fungeret som instruktør; bl.a. har han lavet Terminal Velocity (1994) og adskillige afsnit af TV-serier som Buffy the Vampire Slayer (1997-2003) og CSI (2000-) samt endda en enkelt episode af Lost (2004-2010).

Jagtsekvens på jagtsekvens

Hvordan hovedpersonerne finder sammen er helt ligegyldigt; mere væsentligt er det, at de starter med at søge tilflugt i et forladt hotel. Det må de dog flygte fra da stedet bliver overrendt af zombier, og derefter er filmen bare jagtsekvens på jagtsekvens med en del kampe mod zombierne. Af og til overraskes man af stemningsfulde scener, men for det meste er der tale om hjernedød action, hvor hovedpersonerne angribes af zombier og fortæres én efter én.

Til tider klippes der tilbage til militærbasen, hvor videnskabsfolkene, anført af Dr. Holder (grotesk og meget morsomt overspillet af Robert Marius) forsøger at finde en vaccine mod virussen, mens den lokale general Bryant (Mike Monty) og hans to kumpaner tager mere håndfaste metoder i brug for at bekæmpe zombietruslen. De beordrer hele området sat i karantæne og alle, der befinder sig karantæneområdet – både raske og zombier – dræbt.

Det betyder at egnen ikke kun overrendes af zombier, men også af militærfolk i hvide overalls med gasmasker og automatvåben, der selvfølgelig også er ude efter vores hovedpersoner. Filmen igennem kommenteres udviklingen af radioværten på den lokale station Blue Heaven, der med dommedagsrøst forklarer lytterne om tingenes udvikling. Samme radiovært står også for filmens afsluttende apokalyptiske twist i bedste zombietradition.

Zombier i nævekamp og et flyvende hoved

Hvis ovenstående lyder som en omgang corny B-filmspjat, så er det fordi, at det er det! Filmen er et rendyrket eksempel på den exploitationorienterede side af de italienske B-film, og man kan egentlig undre sig over at en mand, som Fulci oprindelig sagde ja til at lave filmen. Med en spilletid på lige knap 100 minutter er det imidlertid også kun halvdelen, der faktisk er Fulcis, og som sådan var producenterne da også heldige med at Fulci sagde ja til at have sit navn tilknyttet filmen.

Langt hen ad vejen er Zombi 3 noget rod, hvilket ganske fint eksemplificeres med zombiernes opførsel. Her er nemlig både klassiske Romero-zombier, der stavrer langsomt af sted og primært er farlige i kraft af deres mængde, og lynhurtige, aggressive zombier, der lystigt angriber fra alle tænkelige steder og som desuden er ganske habile til nævekamp.

Endelig er der også enkelte zombier, der opfører sig intelligent og som ved, hvem de var. Det gælder f.eks. Patricias kæreste Glenn, der zombificieres ret tidligt i filmen. Ham ekspederer Patricia selv senere med en feltspade, men ikke før vi har fået vished for, at han stadig kan huske, hvem han er, og at han gerne stadig vil være sammen med Patricia.

Denne besynderlige opførsel fra zombierne kulminerer ved filmens slutning, da en flok zombier tilsyneladende har gemt sig under en høstak, hvorfra de springer ud og angriber én af vores hovedpersoner.

Blandt filmens mere groteske optrin kan nævnes zombiefuglene, der angriber folk i begyndelsen og er medansvarlige for, at virussen spredes. Men det mest groteske må dog være det flyvende hoved, som to af personerne finder i et køleskab. Her ligger et afskåret zombiehoved (hvordan det så er endt i køleren), der helt af egen kraft flyver ud af køleskabet og sætter sig fast i halsen på én af personerne!

Relativt lidt grafisk

Filmens effekter er stærkt svingende. Zombie-makeuppen er generelt dårlig, men i de mere væsentlige sekvenser, hvor nogle af hovedpersonerne angribes, er der tydeligvis brugt flere penge på effekterne, der også af og til fungerer ganske fint.

Selv om filmen har sine blodige sekvenser, så er den faktisk relativt lidt grafisk, og der er slet ingen scener af samme groteske splatterkarakter som vi eksempelvis kender det fra Romeros film, hvor zombierne vellystigt guffer indvolde i sig, eller andre Fulci-film, der er langt mere ubehageligt grafiske. Godt nok angribes flere af hovedpersonerne på akkurat samme måde som i Romeros film, men på intet tidspunkt ser vi rent faktisk zombiernes ædegilde.

Hele filmen foregår primært på diverse forladte lokaliteter. De skal da også i filmen forstille at være forladte, men der er ingen tvivl om, at de også har været forladt i virkelighedens verden. Det giver filmen et ekstra B-films-præg, men har uden tvivl været med til at minimere omkostningerne, og så har det også givet producenterne mulighed for at lave et par ganske spektakulære eksplosioner. I øvrigt er nogle af scenerne optaget på de samme sets som Coppolas Apocalypse Now (1979), vistnok den forladte landsby, hvor filmens afslutning udspiller sig.

So Bad It’s Good

Zombiernes inkonsekvente opførsel og en hel del temmelig ligegyldige actionsekvenser er de primære årsager til, at Zombi 3 for mange vil være en bundskraber, for i bund og grund mangler filmen både stemning og splat. En zombiefilm kan sagtens være vellykket uden decideret splat, selv om det klart er en del af genrens charme, men når den også mangler stemning er det et problem.

Stemning er genrens primære virkemiddel, og uden stemning er effekterne det eneste, der kan være med til at gøre en zombiegnasker virkeligt underholdende. Her har vi ikke rigtigt nogen af delene, med meget få undtagelser, og det trækker Zombi 3 ned på et niveau, hvor man må lede andre steder efter lyspunkterne.

For undertegnede er lyspunkterne filmens mangel på sammenhæng, kombineret med enkelte groteske optrin og de dårlige – til tider ekstremt dårlige – skuespilpræstationer. Særligt må fremhæves doktor Holder og generalen, men også en meget lille birolle i filmens indledning, hvor en filippinsk room service-dreng tager kegler i dårligt skuespil.

Således er der nok i Zombi 3 til at holde mig fint underholdt, men for mange vil det ikke være nok. Derfor er det nok på sin plads med en advarsel, for hvis ikke man ser disse ting som positive elementer, vil Zombi 3 skuffe fælt. De, der som mig, kan nyde denne slags bæ vil til gengæld være tvunget til overgive sig til de filippinske zombier.

Anmeldt i nr. 13 | 13/11/2006

Stikord: Italian Cinema, So Bad It’s Good, Zombier