Pet Sematary II

Tre år efter at filmatiseringen af Stephen Kings roman Pet Sematary kom ud i 1989, blev dette rædsomme stykke filmmakværk sendt på gaden. For de, der kun har set filmen, virker idéen om en fortsættelse måske umiddelbart ikke så ringe, men de, der også kender romanen vil nok, som undertegnede, mene, at det er en ret dårlig idé.

Romanen er en meget dyster fortælling fra Kings side, og selv om filmatiseringen skyr uden om nogle af de mest ubehagelige aspekter af bogen, så er historien alligevel af en mere seriøs type, der ikke umiddelbart skriger på en efterfølger. Blandt andet også fordi den første film er en fin, lukket fortælling, der på ingen måde lægger op til en efterfølger.

Nu kom der imidlertid en toer, og så kunne man jo have håbet på, at det ville blive en tilsvarende dyster historie, der respekterede tonen i den første film, selv om den under alle omstændigheder ville være en unødvendig fortsættelse. Men hvis man havde håbet på det, bliver man slemt skuffet. Pet Sematary II er en pinlig omgang, der hverken har stemning eller uhygge – hvilket etteren i den grad har – og som desuden virker meget billig.

Først vovsen, så sheriffen

Historien er som følger: efter at skuespillerinden Renee Hallow (Darlanne Fluegel) dør i en ulykke under optagelsen af en gyserfilm, flytter faderen Chase (Anthony Edwards), der er dyrlæge, og sønnen Jeff (Edward Furlong) til moderens hjemby, Ludlow i Maine. Det var også der den første film foregik.

Jeff falder ikke til i skolen og bliver terroriseret af nogle typiske ungdomsbøller, men han bliver ven med en anden outsider, den tykke dreng Drew (Jason McGuire). Drews stedfar er den ondskabsfulde sherif Gus (Clancy Brown), og da Gus skyder Drews hund, begraver de to drenge hunden på indianergravpladsen, der får de døde til at vende tilbage.

Allerede her begynder det hele at halte en anelse, for i Pet Sematary II er det som om alle kender til gravpladsen. I den første film, som i Kings roman, er det noget, det bestemt ikke er alle, der kender til.

Nå, men knægtene begraver hunden på “Ondskabens Kirkegård”, og vovsen vender selvfølgelig tilbage og er selvfølgelig led og ondskabsfuld. Helt galt går det dog først da hunden dræber Gus, og drengene, der er bange for at komme i problemer (duh!), begraver derfor sheriffen på indianers gamle gravplads. Også Gus vender tilbage, og han er endnu mere led end han var i forvejen.

Mest bizart er det dog, at Drews mor ikke rigtigt lægger mærke til nogen forskel (han må virkelig have været en satan i levende live!). Under alle omstændigheder bliver Gus mere og mere morderisk, og da han hen imod slutningen af filmen begynder at myrde løs, begraver han også selv folk på indianergravpladsen, så de kan komme tilbage.

Kulminationen kommer da Gus graver liget af Jeffs mor op, og får Jeff til at begrave hende på gravpladsen. Jeff har hele filmen igennem været stærkt påvirket af moderens død, og til sidst i filmen mister han et par skruer.

Tåbelig og blottet for stemning

Hvordan det hele spænder af, skal ikke afsløres her, og hvorfor nogen ville gide, at finde ud af det, går ud over min fatteevne. Historien er så tåbelig og blottet for stemning, at man ret kort inde i filmen bare venter på, at det hele skal være overstået. Ikke alene synes alle at kende til indianergravpladsen, men historien om, hvad der skete med Creed-familien i den første film, synes heller ikke at være nogen større hemmelighed.

Godt nok bliver historien fortalt som Halloween-gys blandt byens unge, men hvordan i alverden de har fået en så korrekt historie ud af begivenhederne uden at vide, at det virkelig skete, er et umanerligt godt spørgsmål. Det hænger bare ikke sammen, og manuskriptforfatteren Richard Outten har da også kun haft en meget kort karriere. Det siger vi tak for!

Elendige skuespilpræstationer

Skuespilpræstationerne er under lavmålet. Edward Furlong teenage-surmuler sig igennem filmen med anvendelse af de få ansigtsudtryk hans begrænsede evner giver mulighed for, og Clancy Brown virker som om han klart har gennemskuet hvad det er for noget lort, han medvirker i og overspiller derfor fælt (om end ofte ret morsomt).

Han skulle blot to år senere spille en langt mere uhyggelig rolle i en anden Stephen King-filmatisering, nemlig som den modbydelige fængelsbetjent Hadley i The Shawshank Redemption (1994). Anthony Edwards, der spiller faderen, er bedst kendt fra sin senere rolle i lægeserien ER, og det er der en grund til.

Værst af det hele er imidlertid, at filmen næppe har været decideret billig, men man får et andet indtryk af det elendige manuskript og filmens sub-standard production design. Det kan selv ikke den ellers udmærkede fotografering af Russell Carpenter, der også har fotograferet bl.a. True Lies (1994) og Titanic (1997), rette op på. Kronen på værket er et irriterende pågående score af Mark Governor, der ofte må vige pladsen for endnu mere irriterende pop- og rocknumre.

Makværk

Dårligt manus, dårlige præstationer, dårligt production design, okay. Men hvis så bare der havde været masser af klamme effekter, kunne man næsten tilgive det. Men nej, heller ikke på den front er der meget at komme efter. Det bedste her er faktisk scenen, hvor Chase finder de fuldstændig gennemgnaskede lig af nogle kattekillinger, som zombiehunden har haft fat i.

Mary Lambert, der instruerede den første Pet Sematary, stod også i spidsen for dette makværk. Hvorfor hun gjorde det, og om hun ikke selv havde på fornemmelsen, at Pet Sematary II var en usandsynligt meget dårligere film end hendes ganske fine etter, melder historien intet om. Jeg købte Pet Sematary II for en flad tier i en lokal musik- og DVD-forretning, hvor jeg havde fundet den i en rodekasse. Måske skulle jeg have købt en cheeseburger i stedet for.

Anmeldt i nr. 13 | 13/11/2006

Stikord: 2’er, Fortsættelse, Zombier