Porno Holocaust

En sjælden gang sker det, at jeg ser en film, som giver mig noget helt nyt og samtidig får mig til undrende at spørge “Hvad fanden er det jeg lige har brugt to timer på?” Porno Holocaust er sådan et tilfælde.

Filmen er en blanding mellem hardcore pornofilm og klassisk italiensk B-filmsgyser – og når der står hardcore, menes der HARDCORE. Der er alt fra lebbesex over trekanter til cumshots. Man ser erigerede peniser, skamlæber og sperm på bryster.

Der smedes mens jernet er varmt og pikken er stiv

Året før Porno Holocaust fik premiere, havde Cannibal Holocaust (1980) forarget over hele verden, og samtidig blev den en stor kommerciel succes for de italienske exploitationfilm. Det var derfor med at smede, mens jernet var varmt. Så hvad gør man i den italienske filmbranche? Man tager halvdelen af titlen, “Holocaust”, bruger idéen med at en gruppe forskere, der skal undersøge et fremmed sted, og dertil føjer man masser af porno.

Oveni sammensætter man så en meget fængende tekst til plakaten: “AN ISLAND EXPOSED TO A NUCLEAR FALLOUT! A HORNY, MUTANT, CANNIBALISTIC ZOMBIE!” Det er åbenbart opskriften på succes, og det skal nævnes, at mutanten ikke er det mindste kannibalistisk og heller ikke minder særlig meget om en zombie. Men liderlig, det er han.

Porno Holocausts handling er som følger. Fem videnskabsfolk – tre kvinder og to mænd – er samlet i en større by i det Caribiske øhav. De har sat sig for at undersøge en ø, som franskmændene tilbage i 1950’erne brugte til atomprøvesprængninger.

Der går rygter om, at der skulle være en dræber på øen, hvilket de kloge videnskabsfolk selvfølgelig ikke tror på – der må jo være en naturlig forklaring. Blandt fiskerne på havnen i byen bliver der fortalt skrøner om øen, og lige pludselig dukker liget af en ældre fisker op, som angiveligt har opholdt sig på dræberens ø, men mere hører man ellers ikke til den sag.

Selve handlingen tager ikke fart før 40 minutter inde i filmen, for vi skal lige have afviklet tre sexscener først. Den indledende er mellem to af de kvindelige videnskabsfolk, og straks efter denne scene er vi på den igen. Den ene af de to kvinder, The Countess, kan åbenbart ikke få nok. Hun opsøger et bordel, og betaler to sorte mænd for at bolle hende i hoved og røv. Dernæst følger en scene hvor kaptajnen, ham der skal sejle ekspeditionen til øen, forfører den tredje af kvinderne på en strand. I stedet for at tage en flaske champagne med, har han medbragt en god gammel flaske JB-whiskey, som de søber i sig.

På den øde ø med sker der lidt af hvert

Og så kan handlingen ellers begynde. 45 minutter inde i filmen ankommer de – kaptajnen, de fem videnskabsfolk og to assistenter – til øen. Locationen ligner til forveksling noget, vi har set i et utal af andre italienske zombie- og splatterfilm. De er åbenbart glade for øer, palmer og det eksotiske. Dette hænger jo nok sammen med de billige produktionsforhold i diverse bananrepublikker, hvor penge til landets ledere er vigtigere end etik og gode lønninger til de lokale arbejdere.

På øen ånder alt ved første øjekast ro, og de går i gang med at måle radioaktivitet med en underlig geigertæller, alt imens de ivrigt samler planter og døde krabber ind til forsøg. Men så begynder tingene at gå galt. Vi ser et rystet POV-skud, der må være skurkens blik. Han pruster og stønner, og kaptajnen konstaterer tørt, at han tror, de bliver forfulgt. En morderisk mutant er rent faktisk løs i det tropiske paradis, og balladen kan nu udvikle sig.

Sexscenerne er der fortsat, nu er der bare også en liderlig morder på fri fod, der sætter lidt skub i sagerne. Dertil kommer så også diverse splattereffekter, når mutanten slår den ene mandlige ekspeditionsdeltager ihjel efter den anden. Kvinderne tvinger han til oralsex, hvorefter han voldtager og dræber dem.

Til sidst er der kun kaptajnen og hans elskerinde tilbage. Hende kidnapper morderen imidlertid, og spærrer hende inde i sin hule. Her finder kvinden en dagbog og to kranier. Det viser sig at kranierne tilhører mutantens kone og barn, mens dagbogen skildrer, hvordan det gik på øen efter atomsprængningerne. En skrækkelig og sørgelig historie.

Selvfølgelig kommer kaptajnen og redder heltinden i hulen, og sammen dræber de det stakkels monster og stikker af fra øen. Her slutter filmen så med en hurtig hardcore pornoscene i deres lille robåd for lige at fejre, at det hele nu er overstået. Okay, så trækker vi vejret dybt. Som sagt er det en meget speciel film, der forsøger at tage det bedste fra to genrer; porno og splat.

A match made in heaven: D’Amato & Mattei

Joe D’Amato hedder filmens instruktør, men han har lavet filmen sammen med en anden gammel kending, Bruno Mattei, som vi her på Planet Pulp kender fra Rats – Notte di terrore (1984). D’Amato har ikke mindre end 54 aliasser, han benyttede sig af som filmmand (han døde i 1999 af et slagtilfælde i Rom), eksempelvis: Donna Aubert, James Burke, Aristice Massaccesi og Chang Lee Sun. Så han er altså mand, kvinde, amerikaner, italiener og asiat. Imponerende.

Joe D’Amato nåede at instruere over 180 film, hvoraf størstedelen er horrorfilm samt soft- og hardcorepornofilm med titler som The Pleasure Shop On 7th Avenue (1979), Sexy Nights of the Living Dead (1980) og House of Anal Perversions (1997). Hvor hans præferencer ligger skulle således være åbenlyst.

Det smarte er så, at Bruno Mattei blev koblet til Porno Holocaust som medinstruktør, og så er det, at man lægger to og to sammen. D’Amato har instrueret pornodelen, mens Mattei har taget sig af gyset. Derved får man det bedste fra to genrer, både i indhold og instruktion, kunne man håbe.

Men ak, sådan skulle det ikke være. Både D’Amato og Mattei er uhyggeligt sjuskede, og filmen er både teknisk og fortællemæssigt en klodset omgang. Det skal tilmed nævnes, at D’Amato oveni det hele er krediteret som kameramand. Filmens musik er såmænd også en blanding af de to genrer. I sexscenerne er der klassisk pornomuzak, og i horrordelen er der stereotypt skrækmusik.

Sexscenerne er utroligt usexede, og gyserdelen mere grinagtig end uhyggelig. Splattereffekterne er noget sjusk, hvilket tydeligt ses, da monstret eksempelvis slår en mand i hovedet med en kølle. I det efterfølgende skud ser vi et blodigt ansigt, hvor det nærmest ser ud som om, der er blevet placeret en rå bøf på hovedet af skuespilleren.

Monstret, eller hvad man nu skal kalde ham, er sminket, så det ser ud som om, han har en svinetryne. Grinagtigt og bestemt ikke hensigten. Det skal også siges, at mutanten har et kæmpelem, der får en til at tænke på legendariske John Holmes.

Liderlig og maskulin råstyrke

Så er der selvfølgelig skuespillerne, der er en blanding af fallerede gyser- og pornostjerner. De spiller, som de altid gør i den slags italienske film, og man kan ikke undgå at forbinde porno- og gyserindustrien her, da det er de samme folk, både foran og bagved kameraet. Hvilket naturligvis også har sin egen, specielle charme.

Her bør Manilo Cersosimo som kaptajnen fremhæves. Han spiller nemlig præcis med den liderlige og maskuline råstyrke, der er så kendetegnende for de mandlige roller i den slags film. Han har desuden medvirket i film som Zombie 6: Monster Hunter (1981) og Sexy Erotic Love (1980).

Filmen er liderlig, meget lidt uhyggelig, og dårlig på den gode måde. Den er en lille perle – en bastard af en film som enhver med øje for det slibrige, dårlige og ufrivilligt komiske bør se; og så har man samtidig en undskyldning for at købe en hardcorepornofilm og efterfølgende sige til kæresten:  “Jamen det er jo en zombiefilm, se bare det her fede DVD-cover”. Velbekomme skal det lyde herfra.

Porno Holocaust er venligst stillet til rådighed af Xploited Cinema.

Anmeldt i nr. 5 | 13/03/2006

Stikord: Hardcoreporno, Italian Cinema, Mutanter, Radioaktivitet, Splat, Zombier