The Faculty

Den amerikanske instruktør Robert Rodriguez (f. 1968) har vist sig at være lidt af en kamæleon. Han startede med lowbudgetfilm, hvoraf El Mariachi (1992) vel er hans mest kendte, og efter en enkelt TV-film – den underholdende Road Racers (1994) – scorede han sit første hit med Desperado i 1995. Derefter har hans karriere budt på lidt af hvert: fra ultravoldelige actionkomedier (From Dusk Till Dawn, 1996) og børnefilm (Spy Kids, 2001) til stilede tegneseriefilmatiseringer (Sin City, 2005).

Invasion of the Body Snatchers møder Beverly Hills 90210

I 1998 instruerede Rodriguez The Faculty, der vel bedst betegnes som en ungdomsgyser, men som også er én stor throwback til 1950’ernes alien invasion-film. The Faculty har manuskript af Kevin Williamson efter historie af David Wechter og Bruce Kimmel. De to sidstnævnte har primært arbejdet indenfor TV-mediet, men Williamson kender vi som manden bag Wes Cravens Scream (1996), og ligesom Scream er The Faculty også en film, der er sig selv, sin genre og sine forbilleder stærkt bevidst. Hvis man har et problem med film af denne type, og ikke brød sig om metalagene i Scream, gør man nok sig selv en stor tjeneste ved at holde sig væk fra The Faculty – om end The Faculty dog må siges at tage sig selv en anelse mere seriøst, end Cravens stilede metaslasher.

Kort sagt kan The Faculty opsummeres som Invasion of the Body Snatchers (1956) møder Beverly Hills 90210. Dette er naturligvis en grov forsimpling, men plottet går i al sin enkelhed ud på, at lærerne – og senere mange af eleverne – på en amerikansk high school bliver overtaget af aliens, hvilket en lille gruppe af elever naturligvis må sætte en stopper for.

Ungdommeligt ensemblecast

Men lad os lige kigge lidt nærmere på plottet. Efter en prolog, hvor det står seeren meget klart, at noget er alvorligt galt blandt lærerstaben på Herrington High, starter The Faculty med at vi får introduceret filmens ungdomscast igennem en række hverdagsscener. Det er nørden Casey (Elijah Wood), pseudo-gothchick’en Stokely (Clea DuVall), cheerleaderen Delilah (Jordana Brewster), footballkaptajnen Stan (Shawn Hatosy), den nye pige Marybeth (Laura Harris) og endelig den topintelligente rod Zeke (Josh Hartnett), der sælger falske ID-kort og stoffer. På nær den nye pige, kender de andre til en vis grad hinanden på kryds og tværs, da de går i klasse med hinanden. Indtil videre er det dog primært Casey og Delilah samt Delilah og Stan, der kender hinanden, for Delilah er nemlig chefreadaktør på skolebladet, hvor nørden Casey er fotograf. Casey har selvfølgelig en major crush på den labre Delilah, der imidlertid er kæreste med Stan.

Handlingen tager for alvor fart, da Casey på skolens boldbane finder en mærkelig læderagtig puppe, som han tager med til sin biologilærer Mr. Furlong. Læreren mener det er en organisme, der lever i vand, og hælder den prompte i akvariet, hvor tingesten kommer til live og nærmest omgående deler sig i to! På dette tidspunkt er seeren begyndt at forstå, at vand nok spiller en væsentlig rolle i filmen, for vi er blevet præsenteret for adskillige små klip, hvor flere af skolens lærere indtager store mængder væske.

Kort efter har Stan en ubehagelig oplevelse i baderummet, da den ældre lærerinde Mrs. Brummell pludselig dukker op, og ser alt andet end rask ud! Dette bortforklares behændigt af de øvrige lærere som “kræft”, men vi ved bedre.

Klassisk invasionsfilmsmanér

Det begynder dog først at gå op for vores unge hovedpersoner, at noget er helt galt, da Delilah og Casey snuser rundt på lærerværelset for at finde en god historie til skolebladet. De bliver nødt til at gemme sig i et skab, da nogle af lærerne pludselig dukker op, og fra deres gemmested overværer de, at to af lærerne overfalder skolens sygeplejerske. Idrætslæreren Willis brækker én af de små puppeagtige tingester op, der borer sig ind i sygeplejerskens øre, og vupti: ét stk. overtaget menneske. Da Delilah og Casey snart efter må flygte over hals og hoved, opdager lærerne dem, og ved nu, at de to har set noget.

Herefter går den vilde jagt på klassisk invasionsfilmsmanér: først forsøger Casey at overbevise sine forældre og politiet om, at noget foregår, men rumvæsnerne har selvfølgelig lavet en smart cover-up, og der kommer ikke andet ud af det, end at de to betjente også bliver overtaget. Herefter bliver resten af de unge hovedpersoner snart involveret. Til alt held er pseudo-gothchick’en Stokely også science fiction-nørd, så der går ikke længe, inden en teori er brygget sammen. Problemet er bare, at det ikke længere kun er lærerne, der er under rumvæsnernes kontrol: nu er de også gået i gang med eleverne, hvilket sker på systematisk facon, under dække af en “øreundersøgelse”.

Uoriginal på den gode måde

Hvordan handlingen herefter udvikler sig, skal jeg ikke afsløre alt for meget af, men hvis man har set et par alien invasionfilm (eller læst et par bøger), ved man nok nogenlunde, hvad der vil sker. Det, jeg gerne vil gå lidt mere i detaljer med, er, præcis hvor uoriginal The Faculty i bund og grund er. Til gengæld vil jeg med det samme sige, at jeg ikke har det store problem med det, for på kæk metafacon får manuskriptforfatteren Kevin Williamson i dialogen præciseret – og dermed indirekte krediteret – inspirationskilderne. Det sker, da Stokely og Casey diskuterer, hvor mærkeligt folk er begyndt at opføre sig på skolen, og Stokely tørt konstaterer, at “it’s like they’ve all turned into fucking pod people or something”.

Herefter følger en kort dialog, hvor Stokely lige må sætte Casey (dvs. seeren) ind i konceptet fra Jack Finneys roman The Body Snatchers (1955), hvorefter hun dog forsøger at få idéen ud af hovedet på Casey igen ved at konstatere, at “Jack Finney’s Body Snatchers is a blatant rip off of The Puppet Masters by Robert Heinlein”. Det kan man så mene om, hvad man vil (se anmeldelsen af The Puppet Masters), men skidt med det, for vupti – med de to værker nævnt, er hele grundlaget for The Faculty på plads. Ja, næsten i hvert fald.

For senere finder de unge mennesker ud af, at de kan bruge Zekes hjemmelavede stoffer som en test for at finde ud af, hvem der er overtaget af rumvæsnerne. Dette motiv er klart afledt af John W. Campbells novelle Who Goes There? (1938), der i sig selv var forlægget for to andre alien invasion-filmklassikere – The Thing from Another World (1951) og The Thing (1981). Ligesom novellen og Carpenters filmatisering har The Faculty endda en hel scene, dedikeret til denne test, da de unge helte finder ud af, at én af dem måske er overtaget. For at gøre forvirringen total kan jeg som en lille krølle her tilføje, at Jack Finneys The Body Snatchers i sig selv formentlig var et konglomerat af inspiration fra Who Goes There?, elementer fra The Thing from Another World, som ikke eksisterede i novellen, SAMT Heinleins The Puppet Masters. Ja, i alien invasion-genren kan man godt lide at låne fra hinanden.

Underholdningsværdien i top

Det er bl.a. også af denne grund, at jeg faktisk intet har imod, at The Faculty er en håbløst uoriginal film. Så længe, det hele afvikles med flair, og underholdningsværdien er i top, er det sådan set fint med mig, at man låner (nogle vil sige stjæler) med arme og ben. Da Kevin Williamson tilmed anerkender sine to primære inspirationskilder i filmens dialog, er han fra mit synspunkt dækket ind. Om man så kan lide den meta-agtige måde, filmen forholder sig til sine inspirationskilder på, er en anden sag. Nogen hader det, og mener det er decideret latterligt, men jeg har intet imod det, og ærlig talt er The Faculty faktisk mere underholdende end begge de seneste filmudgaver af The Body Snatchers – Abel Ferraras Body Snatchers fra 1993 og Oliver Hirschbiegels The Invasion fra 2007.

Underholdningsværdien skyldes ikke bare, at The Faculty afvikles med en meget human spilletid på ca. 1 time og 40 minutter, men også at Williamsons manuskript byder på præcis den rette blanding af skummel stemningsopbygning, decideret suspense og effektive chokeffekter.

Glimrende cast

Der er imidlertid en lige så vigtig årsag til, at The Faculty er rigtig underholdende, og det er castet – og her er det faktisk ikke så meget ungdomscastet, jeg tænker på. Ikke at de unge skuespillere gør det dårligt, og de fleste af dem har vi da også set mere til siden – nogle i film, andre primært på TV, nogle begge dele. En præ-Lord of the Rings Elijah Wood gør det fint i sin rolle, som tangerer hovedrollen blandt det ungdommelige ensemblecast, selv om Josh Hartnett er den, der står forrest på coveret. Helt væk fra coveret er søde Laura Harris, der også gør det rigtig godt som den nye pige. Hende har vi siden set som ond terrorist i anden sæson af 24, hvor hun gør det endnu bedre. Resten af ungerne er mere anonyme, men ingen af dem falder igennem, hvilket er både en lettelse og måske lidt af en overraskelse. Den ungdommelige dialog er stedvist endda ganske morsom – især de ætsende sarkastiske bemærkninger, der falder mellem Stan og Stokely (der naturligvis ender sammen) – så også her er Williamsons manus faktisk ganske udmærket.

Men der, hvor The Faculty virkelig tager kegler, er i voksencastet. Jeg ved ikke, hvem der har haft det afgørende ord her, men castingen må siges at være beåndet. Således finder man i lærerrollerne navne som Piper Laurie, Robert Patrick, Famke Janssen, Jon Stewart, Bebe Neuwirth og Daniel von Bargen. Piper Laurie vil de fleste huske som Carries hyperreligiøse mor i Carrie (1976) og Catherine Martell i Twin Peaks (1990-91), og hun er altid fremragende i skumle roller. Robert Patrick har nærmest ikke kunnet få en ikke-skummel rolle siden Terminator 2 (1991), men han har det perfekte ansigt til den type roller, og gør det glimrende som en superled football coach.

Famke Janssen behøver næppe nogen introduktion, men hendes rolle er ekstra morsom, fordi hun udvikler sig fra bebrillet, underkuet lærerinde (præ-rumvæsner) til vampet, laber dulle, der ikke tager noget pis fra nogen. Bebe Neuwirth siger måske ikke folk så meget, men hvis jeg siger Frasiers kone, ringer der formentlig en klokke hos de fleste. Hun er gyselig nok i Frasier, men forestil jer så damen som rektor på et gymnasium – og endda ekstra ond, fordi hun er overtaget af rumvæsner. Helt genialt! Nu vi er ved komedierne er det også et glimrende valg at caste Jon Stewart (ja, dén Jon Stewart) i en uvant skurkerolle som biologilæreren Furlong, for naturligvis bliver også han overtaget af de lede aliens. Endelig er der Daniel von Bargen – igen et navn, der måske ikke umiddelbart siger de fleste noget, men som de fleste nok genkender, når de ser ham. Von Bargen er en garvet birolleskuespiller, der ofte ender i mere eller mindre ubehagelige roller, og han er glimrende til det – således også i The Faculty, hvor han har én af de mindre roller. At Salma Hayek er med (hun spiller skolens sygeplejerske) bør ikke komme som en overraskelse, da hun er en Rodriguez-regular.

Voksencastet har selvfølgelig ikke nær så meget screentime som de unge hovedpersoner, men når de er med, stjæler de næsten konsekvent scenerne alene ved deres tilstedeværelse. Filmnørder bør i øvrigt lægge mærke til Harry Knowles, manden bag filmsitet Ain’t It Cool News, i en cameo som lærer.

Flair for genren

Når alt kommer til alt, og musikken spiller, er The Faculty derfor en forbløffende positiv overraskelse. Det er på ingen måde en film, der vil overgå i filmhistorien, men som ungdomsgyser har den mange gode elementer – og langt mere kvalitet end meget af det lort, der kommer på markedet i disse år. Om der er nogle underliggende budskaber i Williamsons manus, stiller jeg mig noget tvivlende overfor, men siden store dele af historien er afledt af The Body Snatchers kan man naturligvis ikke undgå at stille spørgsmålet. Jeg tror dog, Williamson, samt de to herrer bag filmens historie, primært har moret sig ved tanken om, at det er gymnasielærere, der bliver overtaget af aliens, og bliver megalede, for hvem har ikke haft en lærer, der sagtens kunne passe på den beskrivelse? Jeg kan dog ikke undgå at nævne anmelderkollega Casper Vangs morsomme observation i hans anmeldelse på Uncut, hvor han noterer sig, at det er ved at indtage Zekes stoffer, at man kan blive afsløret som rumvæsen – ” for som alle ved så har en god højreorienteret ikke så mange laster som andre mennesker.” Heh heh.

Robert Rodriguez har iscenesat Williamsons manuskript med flair for genren, og man fornemmer, at både det unge og det voksne cast har moret sig med at lave filmen. Det betyder ikke, at man fornemmer, at skuespillerne ikke har taget arbejdet seriøst – blot, at der er glimt i øjet og mange veloplagte præstationer.

Kort sagt placerer The Faculty sig solidt som ét af de bedste bud inden for alien invasion-genren, der kom i 1990’erne, og den bedste “remake” eller “nyindspilning” (bemærk anførselstegnene) af The Body Snatchers, vi har set, siden Philip Kaufmans Invasion of the Body Snatchers fra 1978.

Og for nu at afslutte med endnu en krølle på inspirationsdiskussionen, skal det nævnes, at det var filmkomponisten Marco Beltrami, der leverede musikken. Beltrami var også manden bag musikken til Ole Bornedals Vikaren (2007), der – behøver jeg næsten sige det? – bærer visse ligheder med The Faculty. Inspirationen ruller videre…

Anmeldt i nr. 33 | 13/07/2008

Stikord: Alien Invasion, High School, Rumvæsner, Ungdomsgyser