The Brain from Planet Arous

The Brain from Planet Arous er en helt igennem forrykt omgang sludder, og samtidig er det også en helt afsindig underholdende film – et stjerneeksempel på en film af den type, der er så dårlig, at den er god.

Svævende hjerne

Atomforskeren Steve March (John Agar) og hans assistent Dan (Robert Fuller) opdager nogle periodiske udbrud af radioaktivitet fra Mystery Mountain (!) i ørkenen. De tager derud for at undersøge sagen, men overraskes i en hule af den onde Gor – en svævende hjerne med øjne fra planeten Arous. Gor dræber Dan og besætter Steve, og iværksætter en plan for at overtage verdensherredømmet, så han efterfølgende kan skabe en invasionsflåde og rejse tilbage til Arous for til sidst blive universets hersker! Mindre kan ikke gøre det.

Når Gor ikke lige befinder sig inde i Steve, svæver han for det meste gennemsigtig rundt, og er det meste af tiden usårlig for almindelige angreb. Kun én gang i døgnet må han antage decideret fysisk form, og det er kun i denne tilstand, at han kan slås ihjel.

Vel tilbagevendt fra Mystery Mountain går Gor snart i gang med sine planer, men han opdager også, at Jordlivet byder på uventede glæder, hvilket Steves kæreste Sally (Joyce Meadows) får at føle. Da Gor i Steves skikkelse møder Sally, bliver han nemlig godt og grundigt liderlig, hvilket medfører voldsomt lidenskabelige kys, gramseri med videre.

Plan-latter

Heldigvis er Gor ikke den eneste hjerne fra Arous, der er kommet til Jorden. Den gode rumhjerne Vol er også ankommet, og ham møder Sally og hendes far, da de tager ud til Mystery Mountain for at finde ud af, hvorfor Steve er begyndt at opføre sig så mærkværdigt. Vol sætter dem ind i sagerne, og forklarer dem blandt andet Gors akilleshæl, hvorefter han tager bo i Sallys hund i et håb om at forblive skjult fra Gor, og for samtidig at kunne være så meget i nærheden af Steve som muligt.

I mellemtiden render Gor rundt og muntrer sig med at få fly til at eksplodere i luften, da han kan udsende store mængder radioaktivitet – markeret ved at Steves øjne bliver helt sorte. Ved et møde med nogle højtstående militærfolk ved en atomprøvesprængning, lægger han kortene på bordet, og gennemtrumfer et møde med repræsentanter for alverdens store lande under trusler om ellers at sprænge deres hovedstad i luften!

Det siger sig selv, at det til sidst lykkes for vore hovedpersoner, at få Gor ned med nakken, men ikke før, vi har været vidner til lange sekvenser med afsindige monologer fra Gor om, hvordan han vil blive verdens mest magtfulde mand, gifte sig med Sally osv. osv. Typisk efterfulgt af en klassisk, ond plan-latter.

Old school-effekter

The Brain from Planet Arous har en spilletid på blot ca. 70 minutter, og der er ikke et eneste kedeligt øjeblik undervejs. Alle filmens dårligdomme er med til at gøre filmen til glimrende underholdning for dem, der som undertegnede, har en markant svaghed for denne type film. Plottet er jo grundlæggende set helt ude i hampen, men det er det faktum, at skurken er en svævende hjerne, der gør hele affæren så munter, som den er. Som om det ikke var nok, at Gor er en svævende hjerne i overstørrelse, har han som prikken over i’et også øjne, og taler med overdrevet dramatisk stemme. De endeløse monologer, som især Sally må lægge ører til, leveres primært, mens Gor er inde i Steve, men også disse er særdeles underholdende i sig selv. Det ville være synd at sige, at John Agar underspiller, og især hans møder med generalerne og repræsentanterne fra verdenslandene er helt ubetalelige.

Når Gor er usårlig opnås gennemsigtighedseffekten ved hjælp af dobbelteksponering, men endnu bedre er det, når han optræder i fysisk form. Så er han nemlig tydeligvis en klump plastik eller lignende, som ikke vejer særlig meget, og som effektfolkene har stort besvær med at styre rundt. Det er meget tydeligt under filmens klimaks, hvor Gor angriber Sally, og slingrer ukontrollabelt frem mod heltinden, før den nu befriede Steve går løs på sin plageånd med en økse.

Skuespilpræstationerne er der ikke noget godt at sige om – ud over at John Agars overspil er fortrinligt underholdende. Agar vil i øvrigt være velkendt af genrefans – bl.a. var han med i én af 1950’ernes klassikere, Tarantula (1955), men han fortsatte med at være aktiv inden for genren helt til sin død i 2002. Af særlig interesse for danskere er det faktum, at han var med i den dansk-amerikanske co-produktion Journey to the Seventh Planet fra 1962, der foruden Agar primært var befolket med danske skuespillere som Ove Sprogøe, Carl Ottosen og Louis Miehe-Renard!

Instruktøren Nathan Juran bliver ikke husket for The Brain from Planet Arous, men nærmere for andre genrestykker som The Deadly Mantis (1957) og The 7th Voyage of Sinbad (1958).

Lige efter bogen

Med sin stærke fokus på atomkraftens destruktive potentiale, falder The Brain from Planet Arous rent tematisk fint ind i rækken af science fiction- og gyserfilm fra 1950’erne, hvor netop atomkraft jo ofte var roden til de mange dårligdomme. Det resulterede i nogle af de helt store genrefilmsklassikere fra årtiet, bl.a. Them! (1954) og den tidligere nævnte Tarantula, men altså også små B-makværker som The Brain from Planet Arous. Det skal genrefans til gengæld være glade for i dag, for uanset, at The Brain from Planet Arous på ingen måde kan klassificeres som en god film efter normale kriterier, så er der mange gode grin gemt i film af den type, som de fleste ville smide direkte i skraldebøtten. Til alt held er der også selskaber derude, der faktisk udgiver disse film, og det er yderligere en ting at være taknemmelig for. Desværre er den anmeldte udgave fra Image Entertainment beskåret fra filmens oprindelige aspect ratio 1.85:1 til 4:3, men det er jo prisen, man indimellem må betale for at kunne se film som The Brain from Planet Arous.

Jeg er i hvert fald kosteligt underholdt, og er man typen, der kan lade sig underholde af film i “so bad it’s good”-kategorien, vil The Brain from Planet Arous falde på et tørt sted. Gor har talt!

Anmeldt i nr. 33 | 13/07/2008

Stikord: 1950’erne, Alien Invasion, Rumvæsner