The Dracula Tape

Bram Stokers Dracula fra 1897 har, som de fleste nok ved, haft en afgørende betydning for den måde, vi tænker og taler om vampyrer på – eller måske rettere på vampyren som figur. Med sin i dag klassiske roman skabte Stoker en i mere end én forstand udødelig karakter, der med skræmmende effektivitet har bidt sig fast i vores kollektive bevidsthed.

Grev Dracula er blevet synonymt med vampyrfiguren, og det giver mindst lige så meget mening at tale om “en Dracula” som om “en vampyr”. Folk vil forstå begge dele, og mange vil måske endda forstå meningen med førstnævnte bedre. I hvert fald, hvis vi taler om en blodsugende gentleman, der ved nattetide sniger sig ind på uskyldige damer.

På hovedet

Med etableringen af Dracula som den arketypiske vampyr har der naturligvis også meldt sig en stor lyst til at arbejde videre med karakteren. Ofte i form af alternative historier eller omdigtninger, og netop dette er, hvad Fred Saberhagen gjorde med The Dracula Tape i 1974. Her vendte Saberhagen nemlig Stokers beretning på hovedet, og genfortalte hele molevitten fra vampyrgrevens synspunkt.

Det kom der en ganske fornøjelig roman ud af, som oven i købet ansporede forfatteren til en hel stribe efterfølgere, hvor den tiende og sidste roman, A Coldness in the Blood, udkom i 2002. Faktisk var han på tale som manuskriptforfatter til Francis Ford Coppolas Dracula (1992), og det om kom endda så langt, at han på coveret til den her anmeldte udgave af romanen, bliver fremhævet som del af projektet. Desværre for Saberhagen kom det bare aldrig så vidt.

Kom vidt omkring

Selv om Fred Saberhagen fik skrevet mange vampyrbøger før sin død her i 2007, var det nok mest fantasy og science-fantasy, der kendetegnede hans karriere – i hvert fald rent kvantitativt. Han havde adskillige fortsatte serier, hvoraf den kulørte Berserker-serie især var fremtrædende. Her beskrev han menneskehedens kamp i en fjern fortid mod invaderende rumvæsner, og i Book of Swords-serierne, var det 12 mytiske sværd, der udgjorde omdrejningspunktet.

Han har endda skrevet en sci-fi-historie med Roger Zelazny, så man må sige hr. Saberhagen kom vidt omkring. Men for at vende tilbage til det, det egentligt skal handle om, så begyndte Saberhagen sin vampyrserie med en genfortælling af Stokers Dracula.

Dracula overlevede

The Dracula Tape begynder, da redningsfolk finder en tilsneet bil et sted i England. Der har været en frygtelig snestorm, og bilen har tydeligvis været benyttet indtil kort før redningsfolkene ankommer, men nu er den tom. Hvem der har befundet sig i bilen, og hvorfor passageren eller passagererne er vandret ud i stormen, kan ingen af redningsfolkene forstå. Lidt skæbnesvangert konstateres det, at der ligger en gammel kirkegård i nærheden af den tomme bil, men mere kommer der ikke ud af dette.

Hvad der imidlertid er mere interessant er, at man i den tomme bil finder en række kassettebånd, og da der ved første gennemlytning høres referencer til en stribe mord, der er blevet begået i området, bliver båndene afleveret hos politiet. Her kan romanen så for alvor begynde, for resten af The Dracula Tape tager form som en lang monolog, indtalt af selveste Dracula.

Præmissen er naturligvis, at greven slet ikke døde dengang i slutningen af 1800-tallet. Van Helsing og hans “bande”, som Dracula mere eller mindre konsekvent omtaler Harker, Holmwood, Morris og Seward, fik ikke afsluttet opgaven, som de troede.

Kendskab til Dracula kræves

Allerede her viser ét af de vigtigste problemer ved Saberhagens genfortælling sig med al tydelighed. Det er nemlig ganske svært at forstå eller få fuldt udbytte ud af bogen, hvis ikke man allerede har læst Stokers oprindelige historie. Jeg vil derfor også, lidt nonchalant, henvise til vores anmeldelse af Dracula her på Planet Pulp for en nærmere gennemgang af romanens begivenheder.

Nu kan man så spørge sig selv, om det egentlig er et problem, at Fred Saberhagen mere eller mindre forudsætter, at læseren har læst romanen, han spiller op imod, og svaret må nok være, at det sådan set er ganske rimeligt; blot burde det måske fremgå klart, at sagen forholder sig sådan.

Man kan også spørge sig selv, om ikke de fleste folk, der samler en vampyrbog op, på et eller andet tidspunkt har stiftet bekendtskab med Dracula. Det virker i hvert fald ikke synderligt sandsynligt, at The Dracula Tape skule være den første roman af sin type, ret mange læsere ville komme i kontakt med.

Forsvarstale

Nå, men lad os komme tilbage til handlingen igen. Dracula genfortæller stort set begivenhederne, som vi kender dem, og selve underholdningsværdien ligger her i det nye perspektiv, som handlingen får, når alt ses gennem vampyrens øjne. Her skal man forstå, at Dracula slet ikke er ond, han er bare misforstået. Ja, det lyder måske som en kliché, og det er det sådan set også, men på en eller anden måde formår Saberhagen at sælge konceptet, uden det bliver alt for tykt.

Konceptet er ganske enkelt, at Dracula ikke opfatter sig selv som en forbandet skabning, dømt til at hjemsøge Jorden – han ser sig selv som et medlem af en uddøende race, en race der lever af blod. Her er det så, misforståelsen kommer ind, for har alle væsner ikke en ret til at eksistere. Kan man kalde rovdyret ondt, og er mennesket i virkeligheden ikke mindst lige så grusomt som savannens hyæner? Det er den slags argumenter, som den følsomme, intellektuelle vampyrgreve folder ud, og naturligvis kan man ikke andet end at give ham ret.

Den store tåbe i denne sammenhæng bliver Van Helsing, der fra at være heltenes faste støtte, nu bliver en formørket fanatiker, der på grusomste vis forsøger at ødelægge det, han ikke forstår. Dracula gør faktisk et rigtig stort nummer ud af at illustrere vampyrjægerens idioti, og der bliver navnlig – måske lidt uretfærdigt fra Saberhagens side – brugt meget tid på at forklare, hvor tåbelige disse blodtransfusioner, Van Helsing kaster sig ud i, i grund og bund er – selv set ud fra et datidigt synspunkt.

I det hele taget antager The Dracula Tape karakter af en forsvarstale. Vampyrgreven føler sig tilsmudset af uvederhæftige beskyldninger, og disse bånd efterladt i den mennesketomme bil, er hans genmæle overfor verden.

Så er der jo lige sagen omkring de damer Mina og Lucy, som den gode vampyrgreve sætter tænderne i. Det er svært at komme uden om, og Dracula vedkender sig da også, at han har drukket begge pigers blod. Sagen skal dog ses i et helt andet lys end det, vi hidtil har kendt. I begge tilfælde skete det nemlig med begges fulde indforståelse.

Lucy tilbød sig til greven ud af seksuelt begær, mens Mina og vampyrens forhold rent faktisk opstod på grund af ægte kærlighed. Hvorfor og hvordan de nærmere omstændigheder forklares, vil jeg ikke afsløre, men lad os bare sige, at det bestemt er en alternativ version, vi her får serveret.

Konceptroman

Holder det så? Langt hen ad vejen ja. The Dracula Tape er en konceptroman, og man skal synes, præmissen lyder sjov – gør man ikke det, er bogen spild af tid. De væsentligste kritikpunkter man kan rejse, er, at Dracula næsten bliver for uskyldig og måske endda også lidt uinteressant, nu hvor Saberhagen stort set demaskerer skurken helt.

Godt nok forklares alle vampyrens evner ikke ud i mindste detalje, men der kommer forklaringer på en stor del, og mange er endda af en pseudovidenskabelig karakter. Den slags kender vi jo fra flere kanter efterhånden, men hvor fedt man synes det er, er nok et temperamentsspørgsmål. Selv foretrækker jeg nok at lade vampyrerne beholde deres mystik i fred, men Saberhagen gør det meget sobert, og på sin vis passer det ganske fint ind i hele bogens stemning af åbenhjertig bekendelse.

Sidstnævnte ord var i øvrigt ikke helt tilfældigt valgt, for det er rent faktisk svært ikke at se paralleller til Anne Rices Interview with the Vampire fra 1976. Om Rice kendte The Dracula Tape, før hun gik i gang, er et godt spørgsmål, men det virker ganske slående, at to romaner om vampyrer, der taler ud, skulle udkomme med kun et års forskel. Nuvel, Interview with the Vampire er en helt anden type bog, og i virkeligheden bør de slet ikke sammenlignes.

Fin underholdning

The Dracula Tape lever på gensynets glæde, og fornøjelsen ved at genlæse en gammelkendt historie i et helt nyt lys. Naturligvis får vi også en hel stribe nye sider af beretningen fortalt. Blandt andet hører vi nu om, hvad Dracula rent faktisk foretager sig under sin flugt tilbage til Transsylvanien, men i grove træk er det mest gammelkendt stof.

Dermed er det også påkrævet, at man har et ømt punkt for Stokers histraorie, for ellers vil der næppe være specielt meget sjov ved den her roman. Jeg må dog lige sige, at Saberhagen skriver et flydende, tempofyldt sprog med gode dialoger og solide beskrivelser. Nogen gyserroman er dette bestemt ikke – faktisk snarere det modsatte, for godt nok er tonen alvorlig fra ende til anden, men stedvist antager historien anstrøg af den sorteste galgenhumor.

Jeg var fint underholdt af The Dracula Tape, og jeg er sikker på, at de fleste vampyrfans vil være det samme. Det er ikke stor kunst, men man går aldrig helt fejl i byen, når man er i selskab med Fred Saberhagen.